Rasmus Seebach: Folk siger, at jeg er en af dem

Rasmus Seebach: Folk siger, at jeg er en af dem

Se en ny, eksklusiv billedserie med Rasmus Seebach i GAFFAs gallerisektion

Hånden på hjertet. Jeg ved udmærket godt, at Rasmus Seebach er Danmarks største popstjerne siden Kim Larsen. Selvfølgelig kan salgstal lyve, men ikke helt. Henholdsvis 12 og 10 gange platin og 25 uger som nummer et på albumhitlisten – der røg så den 80'er-rekord, Kim. Seebach Junior kan dårligt have undgået nogen danskeres opmærksomhed, men selv har jeg ikke redet med på toppen af bølgen. Respekt for håndværket og evnen til at ramme folk – ingen tvivl om den sag, men hvad er det lige, der hæver Frederiksberg-drengen i en kategori for sig selv?

En mand, der sælger plader i et tal, som havde omverdenen fået en kollektiv hjerneblødning og glemt, at internettet er opfundet, og at der både er noget, der hedder streamingtjenester og YouTube. For en garvet skriverkarl inden for faget kommer navnet naturligt ofte på banen i interviews både i og udenfor referat. Ikke alle erklærer sig som lige store fans, men en ting, der går igen i noget, der ligner 100 procent af tilfældene, er anerkendelsen af mandens evne til at være i øjenhøjde med sit publikum. Evnen til at kommunikere, brænde igennem som person, være den, han er i al mangel på selvhøjtidelighed. En artist, som fans kan spejle sig i, se sig selv i. En af dem, der gør, at man føler sig set, hørt og rørt.

Personligt havde jeg aldrig mødt den 33-årige popsnedker før denne eftermiddag på selskabets ArtPeoples kontor på Vesterbro, men to-tre timer senere er tiøren faldet. Pludselig står det klart, hvem Seebach er, hvad han kan, hvem han rammer, hvorfor og hvordan. Han kan selvfølgelig have sat verdens største skuespil op, en fælde denne skribent i givet fald røg i med et brag, gå hjem og sparke hunden og banke kæresten, men jeg tillader mig at tvivle.

Er du sulten?

Først render jeg ind i et par gamle kollegaer på selskabet, stemningen er løftet, og pludselig kommer der en smilende fyr med velkendt slikhår ind i lokalet med hånden hævet. Intet håndtryk – high five!

– Er du sulten, har du spist frokost?, kommer spørgsmålet prompte, og sekunder efter er vi i underetagen om bord i buffeten. Rasmus bombarderer mig med spørgsmål om alt fra kost- og alkoholvaner, lyst modsat pres, sport, musik, alder, børn og familie, og inden for et kvarter har vi ædt og snakket os ind på ikke så få emner, der i langt højere grad har handlet om mig end ham. Nærmest som gamle, fortrolige venner, men vi har jo først lige mødt hinanden. Der er ikke brug for pr-damer, stopur, eller formaninger om emner, der ikke må bringes på banen, det kører bare de næste par timer. Til sidst kommer den smilende direktør for hele foretagende Jakob Kvist (ikke mindst særdeles succesfuld bogmand) ind og spørger, om vi kan holde en lille pause, da der sidder en hel delegation Arnold Busck-forhandlere fra hele landet i frokoststuen, som er lovet et par Seebach-live-numre. De skal som noget nyt sælge Rasmus nye, tredje soloalbum, Ingen Kan Love Dig I Morgen i deres butikker.

En kvart brunsviger

No prob, vi har alligevel fået vendt ikke så få ting om albummet, visionerne, kærligheden, familiehistorien, på godt og ondt. Afgjort mest det første. Med det afdøde superidol, faren Tommy, som sønnen endnu en gang har valgt at fortolke på det nye album. Fortsat snakkende – Rasmus har meget på hjerte – drøner vi fra anden sal ned i stuen sammen med Seebachs guitarist, boghandlerne er ved at lette i stolesæderne, da stjernen entrer rummet, byder velkommen, hilser på og hurtigt går i gang med det aktuelle hit Olivia, hvorefter ikke kun boghandlerne, men hele firmaet får julelys og dollar-tegn i øjnene.

Rasmus er et naturtalent ud i kunsten at kommunikere og formidle. Vil boghandlerne have en sang mere? Ingen grund til at gentage det spørgsmål. "Den her hedder Under Stjernerne På Himlen", fortæller Rasmus, men nævner ikke et ord om, at det er farmands Grand Prix-vinder og comeback-hit, men samtidig også Tommys "Waterloo". Den gjorde ham (også) til national prügelknabe, da den blev tredjesidst i den internationale konkurrence. En mager placering, der for første gang gjorde, at Danmark blev diskvalificeret fra næste års konkurrence. En sang, som selv DR's generaldirektør efter konkurrencen offentligt undsagde og dermed medvirkede til at vanære Tommy Seebach, der mindre end et årti senere døde – kun 53 år gammel. Juniors version går 20 år efter Grand Prix sejren rent ind.

Ikke et øje er tørt. Sangen klinger ud, Seebach takker oprigtigt for, at boghandlerne vil sælge hans album, som en fødselar takker en god kammerat for en ønskegave. Det hele er nærmest overstået, før det er begyndt. Frokostbuffeten er ryddet, men der står lige en enkelt montre med en kvart brunsviger tilbage, som Rasmus lige fanger med et snuptag og kaster i skuffen på vej ud af lokalet, mens samtlige personer i lokalet drejer hovedet for at følge hans mindste bevægelser. Kort efter er jeg igen på vej op på anden sal for at hente min tennistaske – altid tennis, taber for tit – og på vejen ser jeg Rasmus – for åben dør - i møde med folk fra selskabet og hans tro væbner i tykt og tyndt, storebror Nicolai. Det ser ud som om, de hygger sig. Ro på, ingen spildtid.

"Du oplever det samme som mig"

Okay, hvor svært kan det være? Man vader i succes, ser godt ud, har en lækker ung kæreste og har vist nok lige købt en Frederiksberg-villa til omkring 14 millioner dask. Men det påfaldende er, hvor let og naturligt, det hele falder ham, og hvor interesseret og åbent han kontakter og kommunikerer med hvem som helst, høj og lav, tyk og tynd. Og direkte adspurgt om, hvad der går igen i de tilbagemeldinger, han oftest får fra sine fans, er svaret også meget ligetil:

– Jeg gemmer mig ikke bag noget. Alle kan se, jeg ikke er perfekt. Jeg gør bare, hvad der falder naturligt for mig. Det er bare nogle sange og en gut, der synger dem, der hedder Rasmus. Folk siger ting som: "Du er rar at lytte til. Du er en af os, og du oplever det samme, som jeg gør".

Det har publikum så gjort i ekstrem grad på de første to udspil, og spørgsmålet er så, om det bliver alle gode gange tre, nu hvor Ingen Kan Love Dig I Morgen rammer gaden – og boghandlerne – i starten af november. Hovedpersonen selv tror på projektet.

– Det er på forhånd umuligt og formålsløst at prøve at "regne den ud". Jeg bruger sgu ikke meget tid på billedretouchering, hvis du forstår, hvad jeg mener. Sådan har det også været denne gang. Vi skal være glade for det, tro på det (med "vi", som Rasmus ofte siger, menes storebror Nicolai og Ankerstjerne, medsangskrivere og producere, red.) Jeg synes helt sikkert, vi kommer nogle nye steder hen denne gang – på mange måder. Jeg oplever pladen som mere legende og eksperimenterende end tidligere. Med lidt mere skramlede produktioner. Det skal være en rejse og skal være ved med at være nyt for os – også musikalsk. Ingen Kan Love Dig I Morgen er blevet titelnummeret, fordi det er en påmindelse og en opfordring til at leve livet, gribe dagen, elske, grine og græde.

– Tiden går stærkt. Jeg er 33 og synes, jeg var 23 i forgårs. Men grundlæggende har udgangspunktet og måden at gå til opgaven på været den samme. Når jeg har udgivet en plade, så er det en del af mit liv og det, jeg har oplevet og reflekteret over de sidste par år af mit liv, og det synes jeg er fedt. Jeg har altid gået efter, hvad der føles rigtigt, sådan har det været, siden jeg fik komplimenter af gamle damer, da jeg gik og sang som avisbud, da jeg var 12 år gammel. Så drømmen har altid været der, selvom fodbolden fyldte vildt meget, helt op til jeg var 18 år gammel.

Styr på bagkæden

Rasmus kunne noget på den defensive midtbane. Fra benene kunne bære ham, piskede han op og ned af KB's baner, hvilket kulminerede med udtagelse til U-18 landsholdssamling sammen med blandt andre Peter Løvenkrands, og i flere år styrede Seebach den defensive midtbane i fast makkerpar med Bo Svensson, der senere blev stamspiller for FCK og siden 2006 har været professionel i den tyske bundesliga. Men når man har en far, der hedder Tommy, så er man opflasket med melodiske toner, der ikke sådan lige er til at ryste af sig.

– Musikken var der jo hele tiden, vores værelse lå klos op ad mit fars musikrum, så det har været fra day one. Musik har altid været det største for mig og betydet vanvittigt meget. Og bare tanken om, at jeg ville kunne lave noget, der for andre kunne betyde noget tilsvarende, som mine musikalske helte betød for mig, var helt vildt. Men jeg vidste ikke, om jeg havde det i mig.

Fans er cool

Men det havde du. Du er af de største danske popstjerner i historien herhjemme. Jeg kan forestille mig, at det er fedt, men har det også totalt invaderet dit privatliv? Har du overhovedet noget tilbage til dig selv?

– Det fokuserer jeg meget på at have, og jeg føler mig heldig. Danmark er et godt sted at være populær i. Jeg har det faktisk næsten kun fedt med andre mennesker. Selvom musikken altid har været min drøm, har det ikke været popularitet og det at bade sig i spotlys og projektører, der trak. Men at give noget af mig selv, som andre kan bruge i deres eget liv.

I videoen til I Mine Øjne følger man dig på en helt normal dag, fra du vågner i sengen om morgenen, til dagen går på hæld. Du krammer din storebror og din niece hjemme hos dem, og så ser man dig gå glad på gaden, hvor folk stopper dig og får autografer, og hvor pigerne er sådan OMG-agtige. Du er flink og ligetil, og det er jo sympatisk nok. Men det er jo ikke en ligeværdig situation mellem to parter. Dine fans er på det nærmeste i chok, og du går bare videre. Er der også ensomt på toppen?

– Jeg kan godt se din pointe, men jeg synes generelt, at folk er rigtig cool. Det ville have været forfærdeligt, hvis succesen skulle gøre, at jeg måtte give afkald på at have tætte relationer til andre mennesker. Selvfølgelig skal du passe på dig selv, sætte nogle grænser ind imellem, og hvis du lige smutter ned efter rundstykker med morgenhår og går i dine egne tanker, må du regne med, at der er nogle, der stopper dig for en autograf eller et billede, det er en del af gamet. Men jeg synes, jeg har rigtig meget meningsfuld og personlig dialog med en masse mennesker, som jeg sætter utrolig meget pris på. For eksempel har jeg længe været ambassadør for Børnecancerfonden. Jeg kan sidde ansigt til ansigt med en lille pige, der er så syg, at hun måske kun har tre uger tilbage at leve i. Men hvis det, at hun kan sidde og hygge sig med mig helt stille og roligt, kan give hende noget glæde og kærlighed i hendes sidste tid, er det det hele værd. Jeg har haft mange af den slags former for oplevelser, det er hårdt og voldsomt, men også fantastisk og livsbekræftende.

Hvordan rangerer det i forhold til at sælge 22 gange platin?

– Det er mega meget større.

The good guy

Det er næsten en global, morbid lovmæssighed, at stjerner først skal bygges op og være urørlige, for så efter en tid på toppen at blive banket til hulemænd og trækkes rundt i sølet. Men nogle undgår det. Bill Clinton dyrkede oralsex med sin 27 år yngre praktikant i det ovale værelse, og det i de (ofte hykleriske) moralisters baghave. Han fik sine fjender, men overlevede, blev siddende, blev ikke engang skilt, og er i dag en sand helgen. En af historiens allerstørste. Omvendt med for eksempel Poul Nyrup, der, som kommentator Lotte Hansen udtrykte det, modsat Clintons teflon nærmest var klistret ind i dobbeltklæbende tape. Selv noget så gennemført ansvarligt og politisk korrekt som at iføre sig en cykelhjelm endte med at blive symbolet på hans latterliggørelse.

Seebach hører lidt hjemme i første kategori. Der er ikke mange, der har været ude med riven efter ham i pressen. Modsat for eksempel Kim Larsen, der blev flået ned af den offentlige piedestal i kølvandet på de – fortsat – to bedst sælgende album i dansk hitlistehistorie. Hvad er det lige, der gør, at Rasmus ser ud til at gå fri? Han har endda en kæreste, der kun er 20 år gammel, farmand var populær, men genren også ringeagtet. Man skulle tro, der var skyts nok.

– Jeg kan godt se din pointe. Jeg skal ikke kunne sige det. Det kan være, at bøtten lige pludselig vender. Og jeg synes også, at det er okay ikke at finde sig i hvad som helst, men at tage til genmæle, som for eksempel Kim Larsen gjorde (han rykkede blandt andet helsides avisannoncer ind i blade og gik i flæsket på dem, der svinede ham til, red.). Han er et forbillede, både musikalsk og i den måde, han er på, han kører sgu stadigvæk på cykel. Det er okay at være kritisk, men man skal gå efter bolden, ikke manden. Måske har det noget at gøre med, at jeg lærte spillets regler at kende, fra jeg var barn, som Tommy Seebachs søn. På godt og ondt. Og jeg ved både, hvad der er fedt og ubehageligt i den verden. Når du siger ja til det her liv, så har du pressen med dig i både medgang og modgang. Men jeg er nok blevet bedre til at sætte grænser og også holde mig væk fra ting, der ikke har med mig at gøre. Men det kan være let at træde forkert, og så kan der blive slået hårdt ned, men jeg er bare et menneske som alle andre, og det er vel egentlig også det, du siger.

Jeg er ikke en åben bog

En helt central grund til, at Rasmus Seebach har hittet, har været det brede publikums værdsættelse af den måde, sønnen har æret sin far, der gik fra berømmelsens piedestal til at dø, falleret, i alkoholens tåger, kun 53 år gammel. "Du skal ikke sige undskyld – for du har gjort mig til den jeg er" er en sætning, der vel nærmest resonerer på samme frekvens som "Kvinde min, jeg elsker dig, og jeg ved, du elsker mig". Alle fra min generation og både yngre og ældre ved, hvem Tommy Tvebak var, eller gør de? Grand Prix-kongen med krøller, overskæg og dynejakke, der endte på blokvognen foran et sparsomt publikum og en kasse bajere. Men for at tegne et mere nuanceret billede har vi at gøre med et vidunderbarn bag tangenterne med en tyran af en far, der hev ham ud af skolen i 8. klasse, så han som 14-årig kunne spille på værtshuse til klokken fire om morgenen.

Men Tommy havde talent, masser af talent. Ud over evnerne bag tangenterne var han en dygtig popsnedker, en innovativ og produktiv producer. Det hed sig, at han var den eneste dansker, der kunne producere en plade og få den til at lyde, som om den var fabrikeret i USA. En kreativ ildsjæl, der havde fingre i alt og var megastjerne. En elskelig familefar, men også på mange måder en ensom ulv med et plaget sind, som relativt sent i livet fik trang til at søge trøst i flasken, hvilket på tragisk vis medvirkede til at ende hans liv sådan cirka 30-40 år for tidligt. Måske er Rasmus efterhånden en anelse træt af at snakke om sin far, og så alligevel ikke. Hvorfor vælger han ellers endnu en gang at fortolke Tommy, denne gang med tåreperseren Du' Det Dejligste, der afslutter Ingen Kan Love Dig I Morgen. Men hvis man sætter procenter på, hvor meget er så kærlighed, savn, dårlig samvittighed og besættelse i forhold til sønnens tilbagevendende fokus på sin afdøde far?

– Jeg kan med sikkerhed sige, at det er 100 procent kærlighed. Selvom det var hårdt at være vidne til at se ham gå i hundene, var han stadig den kærlige far, vi alle elskede overalt på jorden. Det gælder også min lillesøster, der er fire år yngre end mig, og som ikke for alvor har oplevet ham, da han var på toppen.

Hvad tror du, han havde sagt, hvis han kunne have oplevet din succes?

­– Jeg tror, han havde været rigtig glad, og jeg føler, at vi har en forbindelse. Også i dag. Der er noget. Jeg kan lide tanken om, at jeg kan medvirke til at forlænge hans liv i måske 100 år. Hvis jeg tager en sang, han har lavet for 25 år siden, og børn, der er fem år, tager den til sig i dag, og om mange år giver den videre til deres børn, som måske giver den videre igen, så giver det mig en særlig glæde.

Ordsproget siger, at æblet sjældent falder langt fra stammen. Du oplever i dag en succes, som din far gjorde, da han var på din alder. Frygter du også, at du har nogle tilsvarende dæmoner i dig som Tommy, og at det måske netop er derfor, du er så fokuseret på at bearbejde hans liv og musik for ikke at lide samme skæbne?

–Ja og nej. Jeg er ikke som min far, jeg tror, jeg har mere ballast, har fået mere med hjemmefra i kraft af ham. Men jeg har også mange lighedstræk, jeg er ikke min fars søn for ingenting. Jeg kender godt til de mørke sider, og nummeret 1000 Farver på den nye plade handler om at rive en af mine allernærmeste ud af en depression. Vi må gøre det sammen. Jeg ved godt, hvad det er for en størrelse.

Men du er meget personlig og ærlig i dine tekster. Er du modsat din far som en åben bog?

– Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg er på mange måder ret privat. Sangene er min ventil, det er der, hvor jeg giver mig til kende og udtrykker mit liv. Havde jeg ikke musikken, ville det være et problem. Jeg siger tingene bedst i en sang. Det gælder mig selv og andre, så hvis du er tæt på mig, så bliver du en del af en sang en gang i mellem. Det er min måde at gøre tingene på. Jeg føler ikke, at jeg står i skyggen af min far, det har jeg ikke følt længe. Men han er en central del af min historie, og jeg synes, det er fedt og vigtigt at snakke om ham.

Se en ny, eksklusiv billedserie med Rasmus Seebach i GAFFAs gallerisektion 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA