x

Søndag på Lollapalooza

Søndag på Lollapalooza

Skribent Henry Rasmussen afslutter sin beretning fra den amerikanske Lollapalooza-festival.

The Hold Steady - Q101 Scene, Grant Park, Chicago

Rocktradition med nyt liv

Man aner både Springsteen og Elvis Costello i forsanger Craig Finns stemme og fraseringer, og Hold Steady har da tilsyneladende også fødderne solidt plantet i en gedigen rocktradition, bl.a. med referencer til britisk pubrock a la Graham Parker. Musikbladet Blender har da også kaldt Hold Steady "the best bar band in the world", og ikke mindst albummet "Separation Sunday" fra 2005 fik fantastiske anmeldelser.

Tricket hos Hold Steady er, at de afleverer traditionen, som om de selv havde opfundet den. Men en friskhed, opfindsomhed og stilsikkerhed, der fjerner en enhver antydning af støv fra musikken. Og sådan kom bandet også ud over rampen på Lollapalooza, med kraft, selvbevidsthed og overbevisning.

På trods af den massive indie-hype er det dog svært at se Hold Steady som rockens fremtid. Dertil er de trods alt for traditionelle. Men rock handler først og fremmest om nu'et, og det var svært ikke at nyde det i Chicago.

(Fem stjerner)

Ben Kweller - AT&T Scene, Grant Park, Chicago

Våde øjne og krøllet hår

Ind imellem dukker et stort sangskrivernavn op, uden at jeg helt forstår hvorfor. Det er ikke så meget James Blunt-effekten, jeg mener her, for han havde dog et hit. Det er mere disse navne, hvor jeg slet ikke kan se pointen. Nogen kan tilsyneladende høre noget, jeg ikke kan høre.

Sådan et navn er Ben Kweller. En ung, blød og følsom sangskriver med krøllet hår og våde, søvnige øjne. En slags amerikansk Tue West, bare yngre. Kweller dukkede allerede op i medierne som 15-årig, da en New York-avis udnævnte hans "grunge"- børnerockband Radish fra Dallas til at være det nye Nirvana. Den spådom var mere et fata morgana, for knægtene havde ikke kinamands chance for at leve op til etiketten.

Men Kweller (eller måske rettere hans pladeselskab) gav ikke op. Kweller blev i stedet uddannet til singer/songwriter og fik et popband i ryggen til at bakke ham op. Og kommercielt har succesen været overvældende, og i modsætning til Tue Wests tvivlsomme guldplade, så sælger Kweller faktisk de plader, der kommer i butikkerne. Et trofast publikum med Kweller-T-shirts var da også på plads foran scenen på Lollapalooza, og de sang med på hvert et ord.

Jeg forstår stadig ikke hvorfor. Jeg plejer ellers nok at kunne værdsætte en god poprock sang, men jeg kunne ikke høre nogen her. Kun umodne banaliteter sat på sløve melodier uden catch og kant. Og til sidst måtte jeg simpelthen give op og forlade koncerten. Måske er det unfair at anmelde en koncert, man ikke har hørt til ende, men jeg vover pelsen: Der skete heller ikke noget, efter at jeg var gået.

(To stjerner)

Of Montreal - AMD Scene, Grant Park, Chicago

Of Athens, Georgia

Jeg ved ikke, hvad det er med Athens, Georgia, og feminine mandlige rocknørder med glade, excentriske attituder. Of Montreal er altså fra R.E.M.s hjemby, og det mentale slægtskab er åbenlyst. Musikalsk er Of Montreal ganske vist i en mere danseorienteret boldgade end R.E.M. Hvis man skal finde en passende 80'er reference for Of Montreal, så er det snarere hos B-52's og deres fandenivoldske dansebeats.

Of Montreal er dog først og fremmest et unikt fænomen, med deres egen særegne lyd, inspireret af moderne dance. Ikke mindst skabt af frontmanden sanger/guitarist Kevin Barnes, et energibundt der ikke lod sig slå ud af en defekt guitarpedal, men i stedet vendte de tekniske problemer til sin fordel, som en underholdende del af showet.

Det blev til en lille improviseret eftermiddagsfest ved den alt for lille AMD Scene, hvor arrangørerne havde begået en af deres meget få logostikfejl ved festivalen. Og Montreal havde fortjent en større scene. Men uanset hvad, så kom de ud over kanten på værdig vis.

(Fem stjerner)

Blues Traveler - Adidas-Champs Scene, Grant Park, Chicago

Mere end klassisk blues

Chicago er bluesmusikkens hjemby. Alligevel var der ikke meget klassisk blues på festivalen - men det kunne man selvfølgelig også bare gå ud på en af byens mange klubber og høre. Blues Traveler fik dog lov til at repræsentere genren, i en hvid jam-band-udgave.

Forsangeren og mundharmonikaspilleren John Popper lagde stilen an med rød bowling-skjorte og sort cowboyhat med sølv og perlebesætning, og tilhørende kraftfuld soul/blues-stemme. Og så blev blues'en brugt som en platform, der blev tilført improviserede elementer af funk, latin, soul, uptempo country og endda en smagsprøve på rapmusikkens oprindelse, scatsangen.

Det blev til en kompetent og varieret koncert uden kedelige øjeblikke. Godt og solidt, men ikke ligefrem skelsættende.

(Fire stjerner)

Red Hot Chili Peppers - AT&T Scene, Grant Park, Chicago

Mild Chili til folket

"Where's Under The Bridge, goddammit?". Råbet kom gentagne gange fra en ungersvend i nærheden af, hvor jeg stod. Og nej, de hårdkogte drenge fra gangland fik ikke det machoshow, de måske havde håbet. Til gengæld fik det brede publikum (op mod 100.000 mennesker på festivalpladsen) en lidt blødere, dansabel udgave af kongerne af den bare overkrop. Det faldt i god jord, ikke mindst hos tøserne.

Den nye "Stadium Arcadium" fik selvfølgelig en vis vægt. Men først og fremmest havde Chilierne åbenbart besluttet sig for at levere varen i en mild udgave, der gik rent ind hos størstedelen af publikum. Selv da John Frusciante minsandten stillede sig til mikrofonen og med klar og nydelig røst solo afleverede Simon & Garfunkels skønsang "For Emily", blev nogen tusinde lightere rakt op mod Chicago nattehimmel. En smukt og rørende syn, med en malerisk skyline som baggrund.

Det var spiseligt, omend måske en anelse underkrydret. Koncerten var godkendt. En smule mere råhed havde givet det sidste pift, men det var dog en værdig afslutning på en imponerende festival, med tryk på fest.

(Fire stjerner)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA