x

Øyafestivalen 2006 – en norsk fristelse

Øyafestivalen 2006 – en norsk fristelse

Billeder: Monica Blegvad

GAFFA.dk er taget på besøg hos vores norske overbo til årets Øyafestival med 100 bands fordelt på tre scener og 26 klubber pakket med rock, hiphop og elektronisk musik.

”Ja, altså, jeg synes virkelig, det er helt forfærdelig kedeligt at gå til koncert.” Sådan lød det fra Olof Dreijer i den norske avis Morgenbladet i et interview med The Knife, som han er halvdelen af. Ikke et strejf af kedsomhed mærkede man, da bandet gik på scenen under årets Øyafestival i Oslo, der fandt sted 9.-12. august. Eller skulle man rettere sagt sige bag scenen? Bandet havde nemlig designet et specielt videoshow, hvor hele scenen var dækket af et lærred, som de selv gemte sig bag iført kedeldragter og gorillamasker, mens forskellige farver og mystiske figurer udviklede sig foran dem i et fantastisk show af en koncert. Et show, der var en god blanding af duoens seneste materiale samt noget af det ældre i nye udgaver. Desuden var det en gribende oplevelse at høre Karin Dreijers stemme, som kom endnu mere intenst og tilstedeværende ud end på pladerne. Nogle forventninger blandt publikum smuldrede dog lidt, da de heller ikke denne gang fik de to søskende rigtigt at se, men en stor del af konceptet hos The Knife er netop at træde et skridt tilbage og sætte musikken i centrum.

For ottende år i træk har Øyafestivalen beklædt ruinerne i Gamlebyen i Oslo med et broget tæppe af musik, der mest af alt dækker rock, men brudstykker af genrer som hiphop og elektronisk musik er også flettet ind i tredages-programmet fra torsdag til lørdag. Med fjeldet i baggrunden og ø-mærket på alt mad, der sælges, er Øya en festival, der har en bevidsthed plantet godt i den ånd, der lever blandt publikum, mens det hele løber af stabelen. Samtidig synes en anden bevidsthed fra arrangørernes side, hvor der satses på både sikre vindere som Beck, Morrissey, Kieran Hebdan w/ Steve Reid, Hot Chip og danske Nephew, men også mere modigt på udenlandske debutanter såsom Cold War Kids fra Californien.

Netop Morrissey (billedet) blev en sikker vinder og måske derfor også lidt forudsigelig. I sit sædvanlige stive puds af et jakkesæt gennemførte han en koncert, der var ganske meget som på pladerne, men denne gang passede omgivelserne lidt bedre til hans indadvendte karakter. På årets Roskilde Festival gik der en del tabt mellem Morrissey og publikum foran Orange scene, men blandt ruinerne på Øyafestivalen blev det hele mere intimt, og alle fik lov at føle med ham.

Lindstrøm & Prins Thomas var også blandt optrædende kunstnere. Duoen, der har høstet fornemme priser i Norge og en god portion opmærksomhed uden for landets grænser, gav en fortryllende koncert med deres til tider hypnotiserende lyttedisco, der har fået de to bandmedlemmer godt på vej mod at remixe selveste Madonna. Fremmødet til koncerten var ikke overvældende. Måske fordi den elektroniske musik (endnu) ikke har vundet så meget frem i det norske, som rocken har.

En rock, der virkelig kunne mærkes hos !!! (udtales chk-chk-chk), som har fødderne plantet solidt i både punken og den mere danseivrige musik. Bandet, der inkluderer medlemmer fra både LCD Soundsystem og Outhud, hamrede så meget igennem tidligt den første dag, at Øya-festivalen kom sikkert ud af startblokken i et eksploderende tempo.

Apropos tempo, så indtog de efterhånden halvgamle DumDum Boys scenen fredag aften. De er det norske svar på D-A-D og dermed sagt, at der til denne koncert var budt op til solid fest med fællessang, en vis portion nostalgi, rå attitude og en cool rock ’n’ roll-stemning, så jeg ville ønske, at jeg kunne synge med på de norske tekster.

Ud over rocken og den før nævnte elektroniske musik er hiphoppen også med på Øya. Sidste år spillede amerikanske Saul Williams og i år kunne den norske Chris Lee gå på scenen efter et længere ophold i USA. Desuden optrådte Spank Rock fra Philadelphia med deres vanvittige blanding af disco, techno og hiphop. De indtog overbevisende scenen og publikum, der trofast dansede med, selv da et skybrud lod gigantiske mængder af regn falde ned over deres ganske humoristiske show.

Lørdag aften var bandet Amadou & Mariam fra Mali aflyst, men til gengæld overtog det norske Datarock den midterste scene, Sjøsiden, med deres sædvanlige hårdtpumpende og energisprængte show, hvor de iført old school røde Adidas-dragter kørte på med deres egen blanding af rock og computersamples. En koncert, der mindede meget om sidste års show på den største scene, men det gjorde egentlig ikke så meget, for hver gang formår de at sætte lige meget gang i publikum.

Samme og sidste aften gik Beck på den største scene, Enga, hvor han i selskab med et helt dukketeater og de andre bandmedlemmer holdt sig lidt for meget under skyggen af sin cowboyhat i den største del af sættet. Først en god del hen mod slutningen fik man ham at mærke for alvor ud over scenekanten, da han hev sin akustiske guitar frem og lod melankolien strømme. Til gengæld gav han sig (næsten) 100 procent i de tre sidste numre, hvor han sammen med resten af bandet havde iført sig bjørnekostumer og lod sine gode, tunge og rå hiphopbeats falde til blandt andet ”Where It’s At”. Det var lidt skuffende, at man ikke mærkede mere til selve Beck, der før i tiden var kendt for sine levende shows.

Som en sidebemærkning skal det også lige for god ordens skyld nævnes, at Yoko Ono spillede på Øya. Ja, det var faktisk selveste Yoko Ono, der kom et smut forbi Oslo. Jeg må helt ærligt indrømme, at det virkede som en lidt mærkværdig bookning set i forhold til resten af programmet. Folk stod og lo lidt i krogene, mens hun var på scenen, og hendes musikalske præstation grænsede til det næsten pinlige. Til hendes første nummer ”War Zone” fortalte hun, at hun i disse tider havde været nødt til at ændre på teksten i forhold til originalen. Da sangen var slut, kom en pige bag mig med bemærkningen: ”hvad var det lige, der var ændret?”. Der er nok flere, der kender Yokos navn end egentlig hendes musik og kunst, hvilket endnu understreger mit spørgsmålstegn ved hendes optræden på Øya.

Vi kunne godt have været foruden enkefru Ono, men så er der vist også sagt nok om det. Øya Festivalen i sin helhed er nemlig virkelig en anbefaling værd. En festival, der frister med sin gode smag af økologisk mad og musik. Så hvis man trænger til lidt afveksling til de danske festivaler, har lyst til lidt forandring eller gerne vil feste på hyggelig norsk vis i dejlige omgivelser med stor musikalsk pragt, kan det betale sig at overveje et besøg i Oslo til august. Rejsen kan for eksempel begynde her på festivalens hjemmeside: http://www.oyafestivalen.com


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA