Hjertesafari - En samtale med Søren Kragh-Jacobsen

Hjertesafari - En samtale med Søren Kragh-Jacobsen

 Få eller ingen herhjemme har med samme indføling og inderlighed som Søren Kragh-Jacobsen skildret den pureste ungdoms kvaler i sang og musik. Det blev imidlertid kun til tre plader midt i halvfjerdserne – album, der til gengæld må regnes for nyklassikere på modersmålet: "Hinkeruder på Motorvejen" (med vennen Leif Lindskov), "Tur/Retur" og endelig lydsporet til Jacobsens instruktørdebut "Vil du se min smukke navle" fra '78.

Netop filmarbejdet skulle nemlig blive mandens primære metier i de følgende årtier; en karriere som har kastet folkelige succeser som "Gummi-Tarzan" (1981), "Drengene fra Sct. Petri" (1991), og "Mifunes sidste sang" (1999) af sig – men samtidig været medvirkende til, at det kun er blevet til yderligere et album fra sangskriveren Søren Kragh-Jacobsen gennem de sidste – hold fast – fem og tredive år. "Isalena" fra 2002 blev til på opfordring af Danmarks Radio (ligesom i øvrigt, omend på anden vis, de tidlige sange, red.), og var til gengæld hele ventetiden værd med sine ømt vemodige sange om kærlighed og kriser midt i livet.

I efteråret 2011 tog Søren Kragh-Jacobsen så ud på sin første turné i små ti år, denne gang med den alsidige bassist Torbens Westergaards ensemble Oktober. Det blev til en række rørende koncerter, og i dag (16/1-14) indleder den 67-årige sangskriver så endnu en turné rundt på ikke mindst nogle af mindre scener: Fra Taastrup Teater i aften via blandt andet Aarhus til miniturnéen lukkes i Amager Bio i februar.

GAFFA benyttede lejligheden til en samtale med manden, som vi mødte i arbejdsværelset på Østerbro – et stativ med fem-seks guitarer diskret placeret ved siden af skrivebordet, hvor mandens næste filmmanuskript lå fremme. Med udsigt over Østerport Station kom snakken både omkring kærligheden, karrieren - og hvorfor en af landets bedste sangskrivere kun har udgivet fire album på lige så mange årtier. 

Friheden

Anledningen til at vi sidder her er jo den forestående turné, så måske er det passende at starte med at spørge: Hvad drev dig egentlig tilbage til scenerne – både dengang i 2011 og altså nu igen?

Glæde, først og fremmest. Jeg havde faktisk....efter 2002, hvor jeg spillede Isalena-koncerterne, tænkt at "det var ligesom det," ikke? Så gik der ti år. Men så ringede Torben Westergaard, som har den gruppe, der hedder Oktober, - det er sådan lidt en svingdørsgruppe: Der er en fast stab, og så kommer der nogen ud og ind. Hvis du har brug for en basklarinet, hvis du har brug for flere celloer og så videre.….han spiller også et tango-repertoire selv.

- Men det kom sig af, at han ringede i 2011 og spurgte om han måtte spille nogle af mine ballader med sit orkester. Han spiller også med Lotte Andersen, som så synger nogle af sine egne ting. Og jeg sagde, at det måtte han selvfølgelig gerne. Og så sagde han "hvad med dig selv?" Det er en helt anden historie," sagde jeg. "Jeg er nok ved at være lidt rusten." Så spurgte han, om han ikke måtte arrangere et øveforløb...bare en enkelt dag ude på Rytmekons (Rytmisk musikkonservatorium i København, red.)

- Samtidig mener jeg at Ivan Petersen, som er formand for DPA, hvor jeg er medlem, spurgte om vi ikke kunne spille på Krudttønden – når vi nu lige havde øvet. Og jeg slog mig lidt, men så synes jeg faktisk at det var så......inciterende. Jeg synes det var sjovt, jeg synes de spillede utroligt godt. Og også med den rigtige fornemmelse, i forhold til hvor jeg befinder mig i livet. Og i forhold til min musik....altså, det er jo en lidt anden fortolkning af det, ikke?

Desuden gav det mig så mulighed for ligesom at tage noget af det hele med.....meget "Isalena", en del Tom & Jess, noget fra langt tilbage i nostalgiens hellige navn. Så fik det den form, det har...og så spillede vi altså som sagt 23 koncerter i 2011 og '12.

Den egentlige comeback-koncert var vel strengt taget i Tivoli Friheden i Aarhus i efteråret '11....

Ja...

...hvor jeg havde fornøjelsen af at være til stede, det var en stærk oplevelse. Jeg stod selv midt i en skilsmisse på det tidspunkt, og den koncert ramte lige i hjertet.....

Åh, var det dig der gav os den smukke anmeldelse?

Jeg gav jer i al fald en meget rosende anmeldelse.....

Den var meget smuk, tak for den. Den blev vi meget glade for, den gav dem (musikerne, red.) sådan lidt luft under vingerne....

Det er jeg meget glad for at høre. Men det jeg vil gerne spørge dig om er, hvordan du selv oplevede den aften?

Det var sådan set okay...det var jo sådan en koncentreret koncert på en times tid. Vi spiller jo mere og bredere nu, har spillet længere og spillet meget mere sammen. Jeg havde den dér start-nervøsitet, som man altid har, når man står på en scene og har været væk i ti år. Jeg havde den jo voldsomt i 2002, da havde jeg ikke spillet siden '80.

Og på den måde kan man sige, at det garanteret er noget, man skal holde ved lige....hvis jeg ikke havde holdt så mange foredrag, som jeg har - og i lange perioder levet af det - så tror jeg, at jeg ville have vibreret ned gennem gulvet af bar nerver.

Koncerten i Aarhus står lidt diffust for mig....jeg kan huske, at der var et enormt lys, som gjorde at jeg svedte som et ostehandlervindue. En lampe på halvtreds grader lige ind i ansigtet havde jeg ikke øvet mig på...men bortset fra det synes jeg da, at vi kom okay igennem det....

- Men jeg skal virkelig holde mig skarp; jeg spiller jo hver dag, ellers kan jeg simpelthen ikke spille med dem (Oktober, red.). Der har jo været perioder på mange år, hvor jeg ikke har spillet bortset fra ganske kort for eller med vennerne. Så jeg har virkelig været i træningslejr for at kunne komme op på niveau, for de spiller jo allesammen strålende.

Spredehagl

Du sagde før, at musikernes måde at spille på passede godt til "det sted, du er i dag." Hvad er det for et sted?

Det ramte mig lidt at....jeg fik nogle anmeldelser omkring "Isalena," hvor folk skrev at de synes det var meget anderledes, end det de kunne huske....altså "Tur/Retur" og "Hinkeruder på motorvejen." Men altså, det kunne jo ikke være anderledes....man er jo ligesom blevet en anden og ligger nærmest en oktav under.

Men er også et andet sted i tilværelsen, rent lyrisk, synes jeg. Dengang skød vi med spredehagl; vi kunne synge om hvad som helst. Det kan jeg ikke i dag. Jeg kan ikke skrive de samme ting på samme måde som jeg kunne dengang. Til gengæld er der nogle virkelig gode numre, som jeg godt kan lide at spille – som er sjovere bygget op.

Leif Lindskov og jeg sad og pillede med det fem aftener om ugen...det gør jeg ikke mere. Rent lyrisk er jeg jo et helt andet sted; det betyder jo også meget, hvad man synger om. Altså, jeg kan rable en sang ned på to timer, det er ikke dét. Men det er ikke éen, jeg kan gå ud og synge...jeg er nødt til at have et eller andet forhold til den, kunne mærke den et eller andet sted. Desuden er jeg sådan en nørd, der broderer med mine ord indtil stemmen næsten bliver et instrument.....

Rent lyrisk var "Isalena" meget konsistent i sit fokus på den midaldrende mands virkelighed....var det album tænkt som en sangcyklus eller helhed, eller kom sangene bare på den måde?

Det var lidt besynderligt, for den tog sit afsæt i en sang, som jeg aldrig havde indspillet, men faktisk skrev for femogtredive år siden. Det er den, der hedder "Vinden, mågerne og Magdalone," som jeg skrev da jeg var i en skilsmisse – min første og eneste, og det er fandeme 36 siden. Jeg kan huske, at jeg skrev den om natten, så lå den dér og jeg tænkte at det faktisk var en smuk sang. Og på mange måder også lidt eviggyldig, ikke? Jeg var glad for lyrikken, måden den var bygget på, og den var kommet så spontant. Og det var funderet i den – og hvad jeg så havde oplevet siden – at jeg skrev resten.

Jeg tror, jeg havde tre sange, da P3 ringede....og da havde jeg tænkt at "det var ligesom det." Der havde været enkelte, som havde ringet og spurgt om jeg havde nogle sange i skuffen, og det var jeg sådan set klar til......flere ringede og sagde "hvis du har noget, må vi så ikke synge det?" Og det var jeg selvfølgelig glad for...men så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at gøre det selv. Og så gjorde jeg det, med holdet bag Isalena-pladen.

- Som jeg var rigtig glad for, men som nogle gange var lige ved at....spille højere, end jeg kunne synge. Det var et meget stort setup, og jeg havde svært ved at trænge igennem. Der var også flere af de koncerter, hvor halvdelen af publikum måtte gå i pausen, fordi de stod på et betongulv.....de var altså +50, ikke? Så da fandt jeg ud af, at jeg skulle lave mindre koncerter, og det har jeg taget jeg konsekvensen af. På den nye turné spiller vi i Amager Bio, men det er også det største. Jeg er glad for steder, hvor den kan være 2-300 mennesker, så har du stadig kontakt med publikum på en eller anden måde. Det er ligesom niveauet.

- Det er sjovt, det er hyggeligt, og jeg nyder også selv at være i sådan et regi. Jeg mener: Et fuldt Pumpehus med folk på min alder, som alle sammen står op på et betongulv og med en lang pause.....jeg mener, jeg ved sgu godt hvor hårdt det er at stå op, det gør jeg jo også selv. Man må jo ligesom tune ind på dem, som er der – og det er et publikum fra cirka ti år yngre end jeg og op til min egen alder. Plus altid en lille hård kerne af unge, som jeg er meget glad for er der, og som sikkert har hørt det hos deres forældre, ikke?

"Vinden, mågerne og Magdalone" er en meget trist sang. Et eller andet sted handler den vel i særdeleshed om et seksualliv, som tørrer ud?

Det gør den selvfølgelig også....hvis det ikke fungerer er der jo ikke så meget andet, kan man sige. Det er jo på en eller anden måde krumtappen i systemet, ikke? Vi er jo mænd. Og jeg tror kvinder har det ligesådan. Hvis den side tørrer ud, og man ikke kan finde det frem igen...så er det sgu svært. Så ja, det var nok dét....men du har selv lige været igennem det, du ved det meget bedre end mig....

Biorytmer

Du har ikke just været nogen produktiv pladekunstner, og har også sagt i interviews at du betragter filmarbejdet som din primære metier. Hvorfor er det blevet sådan, tror du?

Det har jo været sideløbende det meste af tiden. Da jeg tog på filmskole i Prag i '69 lavede jeg allerede sange. Og i mellemliggende pauser spillede jeg med en kvartet, som hed Vestbos Kvartet – et dansemusikorkester, som jeg kom ind i for at tjene nogle penge. Vi spillede sådan nogle natklub-jobs: Lorry, Kystens perle og sådan nogle steder som stort set ikke eksisterer længere. Flamingo i Svendborg i tre måneder, seks aftner om ugen. Det var sådan nogle steder, jeg fik rutinen. Og der begyndte jeg at skrive sange.

Efter jeg kom hjem og kom ind i B&U-afdelingen i halvfjerdserne skrev jeg rigtig mange sange, et hav af dagsaktuelle børnesange. Så jeg vidste, at jeg kunne skrive en sang.....men der var ikke nogen tvivl om, at filmmediet interesserede mig mere. Det var også det, jeg levede af. Men i de år jeg havde Biorytmerne med Leif Lindskov spillede vi masser af jobs, op mod fyrre om året; vi spillede på Roskilde Festival og vi spillede sangene fra vores plade, "Hinkeruder på motorvejen," hvor vi har skrevet musikken sammen og jeg har skrevet al lyrikken.

Så var der min soloplade, "Tur/Retur," og endelig musikken til "Vil du se min smukke navle" - den med "Hey Klaus," som i øvrigt aldrig er kommet på cd. Det var ligesom de tre plader, der var. Og da jeg stod på et eller andet diskotek i Aarhus i 1980 og hørte mig selv sige og spille det samme foran 32 mennesker.....der tænkte jeg at "det her, det gider jeg ikke mere." Jeg havde sgu heller ikke rigtig noget at skrive om, jeg havde virkelig travlt med min filmkarriere. Havde hele tiden spillefilm liggende i forlængelse af hinanden, foruden tv og alt muligt.

- Så kom jeg ind i begyndelsen af firserne, hvor jeg lavede Tom & Jess (børneprogrammer med Tom McEwan og Jess Ingerslev, red.), og det var sindssygt sjovt. Det var sjovt at tage guitaren ned igen og stort set skulle levere en sang om ugen. Det var nemt, og det var sjovt at finde på; mine børn var i den samme aldersgruppe, som jeg skrev til.

Så der var en periode, hvor jeg både skrev manuskripter og så sangene til "Ude på noget," "Fy fy skamme," "Nu er det ikke sjovt længere" og hvad de ellers hed. Og så synes jeg ligesom, at det var dét. Og så har jeg bare skrevet lidt engang imellem, når der er kommet noget.

- Når jeg skal forklare det her, er du nødt til at forstå, at det er tough shit at være filmmand – det er jo en lang proces. For det første skriver jeg altid med på mine egne manuskripter. For det andet er jeg også helt oppe i producer-leddet. Jeg er også med til at finansiere, eller i al fald tale med mine producere om det. Og når du så går i gang, så er det jo altså tolv-femten måneder i en skruestik.

Det gør ikke ondt, men det er mange, mange timer, morgen til aften. Under selve optagelserne står du op klokken fem og er hjemme klokken otte-ni stykker om aftenen – så er der jo ligesom ikke mere. Det har optaget mig voldsomt, og jeg har haft svært ved ligesom at have begge kasketter på....men de forandrede sig efter P3s opfordring til at lave en ny plade.

- For det var jo sjovt, og efter det havde jeg virkelig en drøm om, at det kunne finde et leje på et tidspunkt, hvor jeg virkelig hyggede mig med det. For jeg er ret sikker på, at hvis du ikke spiller regelmæssigt – så skriver du heller ikke noget.

Det er derfor jeg spiller nu, jeg agter at slutte af med en plade. Det er jeg fuldstændig sikker på. Jeg gider jo heller ikke synge det samme, altid. Så jeg skriver på det, har mine notesbøger.....men der er ikke noget, som rabler ud af mig. Jeg synes det er nemt og sjovt at lave en melodi, men jeg skal ligesom vide, hvor lyrikken er henne. Og lyrikken er det sværeste for mig, for øjeblikket....

Forløjet nostalgi

Sidder du med en guitar, når du skriver?

Det kan jeg sagtens finde på, for at finde ud af hvilket beat.....jeg har jo været meget i balladerne de sidste år, har drømt om at lave de store ballader. Lige nu er jeg inde i sådan en stime, hvor jeg skriver nedturs-kærlighedssange med en optimistisk slutning. Det er sådan en overskrift for et par stykker.....jeg har faktisk skrevet et par stykker, som jeg er rigtig glad for. Jeg prøver på at barbere min lyrik ned, hver gang jeg skal ud har jeg det jo som om at jeg skal ud og synge en telefonbog. Man kan ikke huske det, vel?

Så du arbejder på at lave enklere, eller mindre ordrige, tekster?

Det kunne jeg godt tænke mig, på en eller anden måde at Haiku-ficere dem en lille smule. Jeg ved sgu ikke, om det lykkes.....for det er jo historier, jeg skriver. Lige inden du kom sad jeg og var ved at gøre et nyt filmmanuskript færdigt – nu lyder det som om, jeg lige har rablet det af mig, men jeg har faktisk skrevet på det siden 2007.

Det er 11. gennemskrivning, jeg nu skal aflevere her første december. Og jeg kan mærke, at når jeg rammer muren – så har jeg den dér (peger på en harddisc-recorder på skrivebordet, red.). Så kan jeg godt finde på at spille noget ind, og det er jo sjovere pludselig at skrive en koncentreret historie på fire vers, frem for at skrive 105 sider.

Du synes det er sjovere....men alligevel har du primært lavet film gennem årene?

Ja. Men når den er der, og man fornemmer at man har fat i et sjovt tema med et vrid og en poesi, som jeg selv kan fornemme......altså, jeg kan sagtens have en sang liggende hvor der er to linier i et vers, som jeg ikke kan holde ud. Fordi jeg tænker, at jeg aldrig vil kunne komme til at huske dem, fordi de ikke svinger musikalsk. Så kan jeg godt have den til at ligge i et år eller mere, hvor jeg tager den frem engang imellem og tænker at "det må kunne siges på en anden måde." det lyder mærkeligt, ikke?

Det ved jeg ikke; jeg er ikke sangskriver. Men en af de sange fra "Isalena," jeg som lytter navnlig har hæftet mig ved, er den om Berlin......der synes at være en vis dobbeltbundethed på spil i den tekst. "Den frihedstrang, den jubelsang / Hvad kom der efter det? / En voldsom farve mindre, en sær melankoli / En hektisk dans om guldet / til en rastløs melodi".....det handler tilsyneladende ikke kun om det parforhold, som er sangens omdrejningspunkt......

Det er klart, at der er en kommentar i det. For det første er der en del forløjet nostalgi (18:00). Jeg var vældig glad for at bo i østblokken i to år, til trods for at jeg kunne se alle spidserne i det. Og glæden kom selvfølgelig på en baggrund af, at jeg til enhver tid kunne tage et tog til Vestberlin og æde en "frihedsburger," ikke? Bortset fra at det tog en uge at få udrejsetilladelse, når man først boede der.

Men det var en tid, som sidder dybt i mig, med øst og vest. Det var en fantastisk tid, lige så grufuldt som det var. Som individ, som oplevelse var det utroligt spændende, det her med to verdener så tæt på. Jeg var meget fascineret af sammenholdet da jeg – som den eneste kommunist i Prag – begyndte at få sans for det hele rundt om mig. Jeg synes, at det var meget spændende.

Hvor er det, du ser den "forløjede nostalgi?"

"En voldsom farve mindre, en sær melankoli".....der taler jeg selvfølgelig om den store, røde farve....og der er nok en forløjet nostalgi, hvis man ser storpolitisk på det. Hvis man ser på det personligt, så mener jeg det faktisk. Det var fantastisk – når man ikke skulle bo der selv, hele tiden.

Så i den forstand er melankolien ovenpå murens fald reel nok?

Ja, det kan du godt sige. Jeg er ikke sikker på, at jeg er fuldstændig fundamentalt enig med det, som kom efter. Jeg er ikke enig i kapitalismens endelige, uafvendelige sejr. Jeg tror ikke på det.

Rastløs verden

En sang som "Lyse nætter" har også visse politiske undertoner.....Søren Kragh-Jacobsen, hvad tænker du egentlig om den politiske virkelighed og det mentale klima i Danmark anno 2013?

Haha, det er ligesom at være i Deadline (debatprogram på DR2, red.). Jeg er jo ikke en politisk skarpt analyserende ørn....jeg kan godt forstå en ungdom, som ligesom hopper mellem det hele og tager på alle hylder. Verden er så rastløs, ikke? Når man tager toget om morgenen er der ikke éet menneske, som kigger dig i øjnene – de sidder alle sammen med hovedet nede i en iPhone.

Jeg kan godt forstå, at når man lever på de sociale medier....man bliver rastløs, man føler toget kører hele tiden, at der er noget man går glip af. Store katastrofer, man bliver mindet om, polerne der smelter, alt muligt. Og der synes jeg at man politisk set opererer utroligt snævert...og nu taler jeg ikke om polerne, men om at leve i en politisk virkelighed, hvor man sådan set ikke kkan se længere frem end sin egen regeringstid. Man taler om 2016 og prøver at få det til at lyde som rigtig lang tid, og det er noget pjat, ikke?

Jeg er selvfølgelig selv forbruger på alle leder og kanter....men jeg kan godt se nedturen komme ud af det. Det der med, at man skal forbruge sig ud af lortet på denne her planet, for at man skal kunne få det til at hænge sammen....det er jo helt latterligt. Og jeg er ikke bedre end nogen af de andre: jeg kan bare se på de skraldebøtter, jeg bærer ned.

Og når man når min alder, tænker man at "jamen det holder jo desværre overhovedet ikke, det her....." jeg sidder ikke med nogen fin løsning på noget som helst. Under finanskrisen tænkte jeg, at der måske på en eller anden måde var nogen, der ville begynde at tænke lidt anderledes. Nationaløkonomisk, i europæisk sammenhæng eller globalt....men det er der jo ikke nogen, der gør. Det handler stadig om at forbruge sig ud af det. Jeg synes, at der er mange absurditeter.

Er du pessimistisk på din kulturs vegne?

Ja, til en vid grad er jeg vel nok. Men det er jeg jo ikke den første, som har været. Jeg kan bare se på mit eget ophav...min far og mor var da også dybt pessimistiske efter at være kommet ud af anden verdenskrig. Det er jo sådan nogle faser, man skal igennem. Og på den anden side tror jeg at vi se så veluddannede, at vi også er handlekraftige. På et eller andet tidspunkt kommer der en afgrund, hvor man bliver nødt til at operere på en anden måde. Så tror jeg, at man vil være det, der hedder "omstillingsparate"...det tror jeg bestemt, ungdommen er.

- At de sociale medier på alle platforme så ikke rigtig har fundet deres form endnu, er en anden ting. Bare det at læse om internettet i avisen er jo interessant...det er fuldstændig absurd, jo. Du skal klare alt selv på nettet. Og hvad så hvis strømmen pludselig går,? Spørger en gammel elektriker som mig. Hvad så? Så kan vi jo intet. Jeg taler ikke om at gå tilbage til plov, hest og vogn, det er ikke dét. Men jeg taler om, at man de næste tyve år må prøve at få defineret alt det her forbrug....og finde nogle veje at tage, så det bliver anstændigt, ikke? Kan du følge mig?

Jeg forsøger efter bedste evne. Du sagde før, at du i "gamle dage" kunne skrive om næsten hvad som helst....men alligevel er der jo et klart fokus på pubertets-problematikkerne i de tidlige sange. Hvorfor var de vigtige at tage op?

Der må jeg være lidt desillusionerende og sige at det ikke var specielt væsentligt...men jeg var ansat i Børn&Unge-afdelingen og beskæftigede mig med børn og unges problematikker fra morgen til aften. Jeg var studievært i fem år i ungdomsredaktionen og jeg lavede "Sommerferiebussen" om sommeren.

Så jeg var ligesom omgivet af det...og derfor hentede jeg vel inspirationen til lyrikken dér. Nogle af sangene var simpelthen bestillingsopgaver..."Balladesangen" hører til en tv-udsendelse. Der var flere af sangene på pladerne, som sådan set var skrevet inden, til noget på Danmarks Radio.

Superbenzin og kærlighed

Ja, det er unægtelig en smule desillusionerende. For nogle af de her sange virker jo netop meget indfølte....som om du har haft en ret klar erindring om de her problemstillinger selv, da du skrev dem....

Jamen, jeg var jo omgivet af inspiratorer. Når jeg var ude med børneradio og spørge "vil du ikke fortælle om din første forelskelse"....så er det klart, at det trykker på nogle knapper i éen. Men derfor er det jo ikke funderet i mig selv, alt sammen. Det var dybt inspireret af det, jeg var omgivet om til hverdag.

Der er nok ingen tvivl om, hvilken af dine sange, som har opnået størst folkelig popularitet. Men hvilke af dine egne sange sætter du selv højst?

Ja, jeg ved godt hvad der står kommercielt stærkest, og det gør du også – så det behøver vi ikke tale om. Men jeg synes, at der er flere numre som jeg synes er flotte. Jeg synes at "Superbenzin og kærlighed" er en flot sang, og spiller den også endnu. Jeg synes den er godt bygget op, at den har en poesi, den har en pointe. Den er sjov, på sin egen mærkelige måde.

"Hey Claus" synes jeg er en god sang...igen en slags bestillingsopgave til "Vil du se min smukke navle," hvor Leif Lindskov og jeg skrev musikken og havde pålæg om at skrive sange. Det gjorde man jo i ungdomsfilms-bølgen. "Hjertesafari"....jeg synes at der er flere sange på mine plader, som jeg holder meget af.

De gamle sange drejede sig altså meget om puberteten, "Isalena" satte fokus på parforholdsproblemer med mere. Nu er der så gået yderligere tolv år, og jeg vil gerne spørge dig: Hvad ville være de centrale temaer på en ny Søren Kragh-Jacobsen-plade anno 2014?

Det ved jeg ikke...jeg har ikke lavet sådan en temaboks ogg tæknt at nu skulle jeg lave elleve sange, som handler om det samme. Men der er da igen tvivl om, at parforholdet er noget der stadig optager mig. Og også det at blive ældre. Det der med at...selvom man er 67 år, så er alder noget underligt noget, som vi selv har fundet på.

Der er stadig smæk på et eller andet, og det synes jeg da er meget godt at vide for folk, som er lidt yngre. At det ikke behøvet at slutte dér, fordi vi nu har noget der hedder pensionsalder, og så skal du i virkeligheden købe dig en alpehue og en blå frakke og få dig et mimrekort, ikke? Der er et eller andet omkring den værdighed ved at nå den alder....som jeg synes er en fed alder. Det der med, at du kan begynde at se enden af vippen. Det er jo fint....

Hvorfor er det en god ting?

Fordi jeg har den opfattelse, at vi er sat her på jorden for at være her....reproducere os selv.....jeg tror ikke rigtig på det dér med at sætte et aftryk. Men i min alder begynder du klart at se i øjnene, at det snart er slut. Det kan man jo bare se i sin omgangskreds. Og det kan man også godt skrive sig ind på, synes jeg. Det her med at forlige sig med, at vi ikke er her hele tiden – at vi stiller træskoene en dag.

Det kan da godt være, at der er sange som kommer til at handle om det. Hvis man kan skrive det i en form, som ikke er selvhøjtidelig eller salmeagtig, så synes jeg da at det er en vigtig problematik. At tiden er så kort, og der bliver kortere og kortere mellem ænderne juleaften.....

Er det så den gamle sandhed med, at man bliver mere bevidst om værdsætte visse ting i takt med den øgede dødsbevidsthed?

Jamen, det kan da godt være. Man forsøger da at lære at leve mere i nuet og nyde det, der er. Men hvor dybt jeg filosoferer over det, det ved jeg såmænd ikke. Men det er da noget, jeg tænker over. Og som jeg synes ville være en sang værdig, en dag.

Følsom realisme

Nu siger du "en dag"...hvor konkrete er planerne for et nyt album? Skal vi vente yderligere ti år?

Det kan jeg jo ikke, så bliver gruppen jo De Gyldne Rollatorer, ikke? Det er ikke ´der, jeg har tænkt mig at ende. Men jeg vil meget nødig sætte dato på; det kommer an på andre ting, jeg har i spil. Men det er klart at vi taler om det, nu hvor vi skal spille tretten-fjorten koncerter i januar og februar. Om at det kunne være sjov. Og så vil jeg da godt sige at når jeg skriver, så skriver jeg hurtigt.

Når der er hul igennem tragten, så går det hurtigt. De fleste af numrene på Isalena blev til på syv måneder.....det er når du får hul igennem til den åre, og det dér deadline-spark i røven har altid været en fin motivator for mig. Det med at jeg vidste, at jeg skulle. Så gør jeg det også.

Dit særkende som sangskriver kan vel siges at være......den følsomme hverdagsrealisme, om man vil. At skildre nogle helt nære ting på en sensitiv måde.....hvorfor er netop det blevet dit poetiske greb, din form?

Jeg skriver ikke om noget, jeg ikke kan mærke eller fornemme på mig selv. Jeg har skrevet alt for mange sange til Danmarks radio, som handler om skibsfart, pandabjørne og alt mulig andet. Jeg bliver nødt til ligesom at skrive om noget, jeg kender til og noget, jeg har et forhold til. Sådan er det blvet, uden at det er noget jeg har ligget og tænkt over i mange uger. Og derfor blev det parforholdet...det var jo sådan set det, jeg havde researchet stærkest på, da jeg kom ud med "Isalena"-pladen.

Da vi aftalte dette interview over telefonen var du på vej til Sverige, en af dine mere mindeværdige sange foregår i Småland og da Isalena-udkom pegede anmeldere på inspirationen fra svensk visetradition. Hvad har Sverige betydet for dig?

Jeg er kommet kolossalt meget i Sverige gennem mit liv, fra jeg var 18-19 år. Da havde jeg ikke været der før, bortset fra en enkelt tur til Malmö da jeg var omkring tretten. Sverige slog mig meget voldsomt, da jeg var der første gang, og jeg at "det er egentlig besynderligt at der ikke er længere til noget så eksotisk."

Der er jo stortset ikke længere end at køre til Odense, og så er der klipper, søer, andre dufte, højder, fremmed sprog, alt muligt. Jeg arbejdede på noget der hed Læseklinikken Relæ, et sted for vanskelige børn, da jeg var blevet udlært - og de havde et hus i Sverige.

- Min makker Leif Lindskov og jeg var på det samme sted en gang om ugen eller sådan noget, og der blev vi dybt optagede af den svenske musik. Hele halvfjerdser-bølgen med Fläsket brinner, Pugh Rogefeldt, Michael Wiehe – og Michael Wiehes bror, ikke mindst, som er en fremragende sangskriver; han laver bare ikke plader mere. Vi kunne dem alle sammen. Vi synes, at de var supergode, og det affødte selvfølgelig at vi begyndte at dykke ind i den mere traditionelle, svenske sangskat.

- Ligesom vores egen "365 sange," hvor du pludselig bliver forelsket i noget Jeppe Aakjær....jeg blev meget optaget af Evert Taube. Jeg synes at han skrev fremragende lyrik og musik. Og hvis du går tilbage.....Nils Ferlin og Fred Åkerström.....og så kom Cornelis (Vreeswijk, red.) selvfølgelig buldrende ind over det hele og kunne turnere dem på en anden måde. Det er også et lækkert sprog at synge på.

Så på et tidspunkt fik jeg et hus i Sverige med nogle venner, som sådan set var musikere alle sammen – så vi kunne mange svenske sannge, også på grund af vores naboer og så videre. Og jeg synes at den melankoli, som ligger i den svenske tone, i virkeligheden helt tillbage fra Bellman - den tror jeg, vi faldt for. Så hvis du spørger mig, om jeg er inspireret af svensk musik, så er svaret i allerhøjeste grad ja.

Det var sådan set det, vi trippede voldsomt på dengang...på Neil Young, selvfølgelig på Dylan og også på vestkystrock: Loggins & Messina og sådan nogle. Så det er sådan en blanding af amerikansk vestkyst og svensk inspiration....

Ud i livet

Interessant. Jeg vil gerne slutte af med at spørge dig, om det giver mening for dig i dag at stå og synge de gamle sange om teenagekærlighed – i en alder af 67?

Ja, det kunne man jo umiddelbart godt tro, at det overhovedet ikke gjorde. Men eftersom der er en slags "nostalgic tour" i vores turnéer, så er der jo lidt stand-up idet også. Jeg snakker mellem numrene, og det er sjovt at kunne få lov at give de der drys af helt gamle sange. Og nogle af dem er jo fede!

"Ud i livet" synger jeg med stor fornøjelse, jeg synes den lyder sindssygt godt i denne her konstellation. Hen er ligesom hæng op på der hvor det hele startede, og "hvor meningsløst er det hele egentlig?"

Og for mig giver den stadig mening på en eller anden måde. At jeg så står og synger noget dybt nostalgisk...men sådan må det jo være. Guitaristen Jonas Kragh elsker den jo, fordi han kan få lov at fyre den af.

Du kan også spørge, hvorfor jeg synger Tom & Jess-numre, men det er fordi jeg havde det sjovt med at lave det, og fordi det på en måde også handler om mine egne børn. Det bliver jo en rejse i min musik, og der synes jeg at det giver mening, Ellers skal man ud og synge nyt hele tiden, og det ved jeg ikke, hvor mange i min alder, der gør. Jeg tror også, at Lis Sørensen synger et nummer som er tredive år gammelt, tror du ikke?

Bestemt. Så du har ikke som sådan et problem med det nostalgiske?

Ikke spor. Ikke, hvis det er godt og jeg synes det holdet. Og ikke hvis – og så heldig synes jeg at jeg er, når vi spiller i de større byer – halvdelen af publikum nærmest kan sangene bedre end jeg kan. Det er en kæmpe glæde. Ren optur.

Ved en af dine koncerter i '11 overhørte jeg en samtale i pausen, hvor en dame udbrød "det er utroligt...han sang om mig dengang. Og han synger om mig i dag!" det synes jeg var meget smukt.

Det var det da også.

Vi talte om dine forbilleder...jeg vil også gerne spørge, hvilke sangskrivere herhjemme, du selv følger dig beslægtet med. Jævnaldrende eller yngre.....

Skousen er en stor poet, men musikalsk set meget langt fra det jeg laver. Der er jeg mere i tradition med en Sebastian, som jeg synes er fremragende. Peter A.G. er skidegod....der er flere af de der herre-sangskrivere, som jeg beundrer. Kim Larsen er ligesom i en verden for sig, jeg kan skidegodt lide det...men det føler jeg mig ikke beslægtet med, lige så lidt som med Shubidua, som jeg også synes er godt.

Jeg har ikke nogle forbehold overfor de dér...jeg har nydt at skråle med på "Den røde tråd" og kan ti Kim Larsen-sange. Men raffinementet, som Knud har – altså Sebastian – det synes jeg virkelig er godt. Og der kan man altså mærke en sangskriver, som ikke har lavet andet et langt liv. C.V. (Jørgensen. Red.) er også i en verden for sig, meget fin, synes jeg. Det var min egen generation...og så kommer der jo en hel hob af yngre sangskrivere, som er blændende. Men de synger jo alle sammen på engelsk...

Jeg synes nu godt, at man kan sige at der er kommet flere dansksprogede navne de sidste ti års tid....

Det ved jeg godt, men der har jeg vist sovet lidt i timen. Jeg har godt kunnet lide de par sange, jeg har hørt med Peter Sommer. Rasmus Nøhr synes jeg også er skidegod...på sin egen endnu lysere måde. Jeg skal ikke fremhæve de gamle på bekostning af de nye, jeg er sikker på at der er mange blændende iblandt.

Men jeg tripper mest på den gennemarbejdede lyrik, og jeg synes at der er meget, som musikalsk er virkelig slagfærdigt og sætter sig. Men når jeg lytter til, hvad de synger, så siger det mig overhovedet ikke noget. Dem er der nogle stykker af. Der er ikke tænkt over det, de synger – og de fortæller ingen historier. Jeg har ikke noget imod, at de synger om kærlighed...

Men det centrale er at fortælle en historie?

Ja, det kan jeg godt lide. Og det lå meget i den svenske sangtradition, hvor der tit er en meget fin tråd igennem med start, midte og en konklusion. Det er ligesom at skrive et filmmanuskript, ikke?

Søren Kragh-Jacobsen & Oktober er på landevejen i januar og februar, hvor de besøger blandt andet Aarhus, København, Næstved og Frederikshavn. Køb biletter her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA