x

Musik-installations-anmeldelse: Plex – Seven Tales of Misery

Musik-installations-anmeldelse: Plex – Seven Tales of Misery

Plex er et nystartet teater, i den bygning der før husede ”Den Anden Opera”. En af deres første opsætninger er installationen ”Seven Tales of Misery”, af kunstner -duoen SIGNA i samarbejde med musiker/komponist Martin Stig Andersen.

Det er godt nok svært at beskrive ”Seven Tales of Misery” kort! Det er nemt nok at finde spændende ting at sige, men at formidle helheden og detaljerne i bare nogenlunde overskuelig form er næsten umuligt.

Der er tale om en installation sat op på Plex i Kronprinsensgade i København. Idéen er, at en kult er rykket ind, og nu den bebor hele huset sammen med sin model af verden, der skal holdes i balance, for at den rigtige verden ikke skal gå under.

Alle tre etager og samtlige rum i bygningen er involveret, og mange af dem har fået rykket vægge, nyt tapet og er på mange måder blevet modificeret til formålet. Hele vejen rundt langs loftet i huset løber der spolebånd, der bliver afspillet på spolebåndoptagere forskellige steder, og rundt om bliver selve møblementet brugt som højtalere. Musikken er en blanding af droner og lydbilleder og understreger den utrygge og løsrevne stemning. De lange mørke flader tilsat lidt reallyde bliver via audio transducers afspillet på blandt andet metalmøbler og toiletter i stedet for højttalere. Det er svært at sige, hvor lyden kommer fra, og den samme musik lyder forskellig i alle rummene. Det er svært at sige præcis musikkens rolle, men jeg er ikke i tvivl om, at den gør en kæmpe forskel for helhedsindtrykket.

Tilsat de ca. 60 skuespillere der er kultens medlemmer, får du en temmelig mangesidet oplevelse af uforudsigelig karakter.

Selve huset er næsten grund nok til at gå derind. Det var Københavns første frimurerloge, og hele husets indretning bærer præg af det. Lige fra de okkulte symboler i stukken, over den imponerende kirkesal og til den samlede arkitektur og målenes forhold. Et særpræget hus, der nu er fyldt med sære folk og stemningsfuld musik.

Uanset om man kommer for musikken, stemningen eller husets skyld, så er det næsten umuligt at få det hele med på en gang. Og jeg har en idé om, at ikke to gange er ens.

"Seven Tales of Misery" opføres tirsdag-søndag til og med 30. september. Se mere info på linkene nedenfor.

Plex' hjemmeside

Seven Tales of Misery-hjemmesiden


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA