x

L.O.C.: Jeg er uden for kategori

L.O.C.: Jeg er uden for kategori

Se en ny, eksklusiv fotoserie med L.O.C. i GAFFAs gallerisektion

Stemningen er god i studiet på Gammel Kongevej, hvor Liam O'Connor sammen med producer Esben "Es" Tornhal og guitarist Daniel Davidsen er ved at lægge sidste hånd på et års arbejde, der endnu har til gode at munde ud i albummet Sakrilegium.

Der fortælles jokende anekdoter om københavnske taxachauffører og disses pudsige manerer og mangel på pli ("så må du hilse din smukke kone og sige, jeg er ked af, at hun valgte dig!"), mens Daniel er ved at lægge de sidste guitarspor på nummeret 1. Klasse, da GAFFA slutter sig til de tre musikere. På to af højtalerne står to asiatiske "lykke-katte", som man traditionelt finder i butikker i blandt andet Japan og Thailand, hvor de skal bringe lykke og omsætning i butikkerne. Og det er da heller ikke helt tilfældigt, at to guldglimtende katte af netop dén type pryder højtalerne omkring Es' udstyr, for fortællingen om Sakrilegium tager sit udgangspunkt i det fjerne Østen, hvor Liam efter et hektisk 2012, der blandt andet bød på to pladeudgivelser, tv-udsendelser og et bryllup, var på to måneders tvungen ferie på Fiji-øerne – bryllupsrejse.

Men rastløsheden begyndte hurtigt at klø under huden på arbejdsnarkomanen, og stille og roligt begyndte skitser og linjer til nye sange at udforme sig. Stakken af ideer voksede, og da den egentlige bryllupsrejse var slut, fik producer og "partner in crime" Es et opkald om ikke de skulle mødes i Bangkok og arbejde på et nyt album. Og den nykårne brud skulle lige overtales til, at det var ok, at bryllupsrejsen blev afløst af to måneders arbejdsferie med drengene. Nu er det jo ikke fordi, Liams bedre halvdel selv ligefrem går rundt og er arbejdsløs, så det var ikke det store problem at enes om at tilbringe lidt tid hver for sig på hver sin halvdel af kloden.

Som sagt så gjort. De to lejede en stor lejlighed i Bangkok, hvor de satte udstyr op, og ikke længe efter sluttede Daniel sig til holdet, der i løbet af to måneder havde materiale til et helt album – og mere til. Efter et kort smut tilbage til Danmark vendte trekløveret tilbage til Thailand, hvor de denne gang havde trommeslager Michel Svane med. Således var hele L.O.C.-liveholdet samlet, og hensigtserklæringen med albummets lyd var da også at indfange den eksplosive energi og særlige musikalske synergi, der er imellem de fire, når de står på scenen.

– Noget af det fedeste for mig de seneste par år har været at spille koncerter, hvor musikken får sit eget liv. Og hvor vi også har kunnet spille noget af mit ældre materiale, så det hænger meget bedre sammen med mine nyere ting. Det kan lade sig gøre, fordi jeg spiller med nogle musikere, der er så dygtige, som de er, og som er 100 procent i sync med materialet. Det går op i en højere enhed, og det er en bandplade – selvom vi er et underligt band.

 

At skænde det hellige

Opholdet under Bangkoks sydende sol har været inspirerende, men det er ikke palmetræerne eller storbyens hektiske lys, der har sat sit præg på Sakriligium – det er mere det, at hverdagen derhjemme blev sat i perspektiv, som gjorde indtryk.

– Det har været inspirerende at være væk. Det er lidt ligesom, når folk spørger, om jeg stadig kan skrive om bitches og den slags, når jeg nu er blevet gift, men jeg synes, det sætter tingene i perspektiv på den måde, at når man selv pludselig står med noget fantastisk, går det op for én, hvordan man tidligere har spildt nogle ting, eller hvad man har betydet for en anden, der har haft det sådan med dig. Det er det samme, når man kommer væk, så får man noget overblik, der har været medvirkende til, at denne her plade også handler meget om tendenser i tiden og lignende ting. Derfor heller albummet også Sakrilegium, der jo betyder at skænde det hellige. Men jeg taler ikke kun i religiøs forstand, for når jeg ser efter, synes jeg godt nok, der er mange – mig selv inklusiv – der halser efter noget, der strider imod, hvad der er bedst for én selv.

Hvad kunne det være?  

– Det kan for eksempel være de ekstreme tendenser i de sociale medier. Nu er jeg ikke specielt socialkritisk, men jeg tror på, at det handler om at bearbejde det, man selv er en del af. Det hele handler meget om social status. I nummeret Dit Hjerte laver jeg for eksempel en analogi over kærligheden, fordi det er noget af det mest trendy, man overhovedet kan gøre. Hvis man går på Instagram, så er halvdelen af billederne af piger, der synes, det er fedt at sidde med ny neglelak på og en joint i hånden. Det er som om, at folk har misforstået hele konceptet med at være en stærk, selvstændig person, og så i stedet slår sig ned på nogle tendenser. Og det er de tendenser, jeg synes er interessante at skrive om – fordi jeg også selv følger dem til et vist punkt. Så det er i trit med, hvad jeg synes er spændende at skrive om: en hyldest til at være fuldstændig fucking ignorant, men med et ønske om at ville være noget andet.

 

Det handler ikke om Gud eller Satan

Sakrilegium er der vanen tro godt med katolsk symbolik i teksterne, og for Liam, der selv er troende katolik, er det en helt naturlig ting at benytte sig af de symboler, der har haft betydning for ham gennem hele hans liv.

– De fleste andre mennesker ville kunne bytte symbolikken i teksterne ud med spørgsmål om moral og etik. Det er det, jeg bruger religion til: At definere etik og få nogle velovervejede tanker om det. Det handler ikke om Gud eller Satan. Moral og etik er det, jeg synes er allermest interessant, fordi det er sådan, vi mennesker er inde i hovedet. Og på den måde kommer det katolske også ind, fordi det har været brugt i min familie, og for mig er det en måde at sætte det på spidsen. Det er ikke prædiken, og jeg har ikke noget ønske om at påtvinge andre at synes, det er den eneste rigtige religion. Men for mig står den for nogle positive ting, jeg synes er værd at tage op, og siden jeg nu selv tror på den, er det også stærkere at frasige den, fortæller Liam, der ud over religionen også lader galskaben komme til orde i teksterne

– Meningen med livet for mig er at kunne bedre mig selv. Det sikkert et levn fra min mor, der går meget op i at skulle være i zen med sig selv og i at kunne klare sig uden noget. Og der synes jeg, man rammer et punkt, hvor man står og kigger ind i spejlet, og det ansigt, der ser tilbage på én er forvredet. For hvis man gerne vil lære sig selv bedre at kende og vil være i større kontrol over sig selv, ender man med at blive konfronteret med de sider af sig selv, der er mere eller mindre sindssyge.

Hvordan er al den sindssyge havnet på pladen?

– At der er så meget galskab på pladen skyldes, at det for mig er interessant at tænke over og beskæftige mig med. Jeg har en idé om, at alle intelligente mennesker er folk i konflikt med sig selv på en eller anden måde. Nummeret Anneliese Michel er min måde at gøre op med, at der er et sted, hvor man går fra at være religiøs til at få stillet en diagnose.

Hvordan det?

– Nummeret er baseret på den tyske pige Anneliese Michel, der døde under en eksorcisme i 1976, og der blev præsten, der udførte eksorcismen tiltalt for manddrab, fordi man i retten tilskrev videnskab større betydning end det spirituelle. Det var en skillevej, hvor man besluttede sig for, at pigen ikke var besat af Satan, men i stedet var psykisk syg. Så nummeret handler i virkeligheden om at være promiskuøs, der gik fra at være en spirituel lidelse til at være en psykisk tilbøjelighed. En tilbøjelighed, der lever i dag mere end nogensinde. Nummeret spiller på Anneliese Michel, der er besat af dæmoner – hun "sover aldrig for sig selv" – og kan dermed lige så vel være en pige i dag, der hungrer efter opmærksomhed.

 

Højere og vildere

Det virker, som om galskab om sindssyge tiltaler dig?

– Ja, galskab – jeg kan godt lide det. Jeg tror, det er fordi, jeg synes folk er kedelige, hvis de ikke er sindssyge. Altså, alle er jo sindssyge på en eller anden måde. Definitionen af sindssyge er, hvis man gentager den samme handling igen og igen med forhåbning om at få et nyt resultat hver gang. Men samtidig er vi jo som mennesker også skabt til at have vaner og ting, vi gør automatisk, ellers ville vi blive overbelastede – så vi gentager de samme ting hele tiden uden at tænke over det. Så helt kogt ned er vi jo alle sammen skøre på en eller anden måde, og det er noget af det, der definerer folk som individer og ligger til grund for tendenser og adfærdsmønstre. Og jeg synes, det er sjovt at følge med i udviklingen blandt folk. Det hele skal altid være højere og vildere.

Kan du komme med et eksempel?

– Nu har jeg jo ikke selv noget med det at gøre, men et eksempel er de stoffer, folk tager. Da jeg var yngre, var hash noget alle havde prøvet – i dag er det normalt, at folk har prøvet kokain. Det hele er en Rune RK-sang – det skal være helt i top. Jeg kan også se det, når jeg er ude at spille, og folk bare skal have alt skruet op på maks. Det er interessant at færdes i det miljø og samtidig være afskåret fra det, fordi jeg ikke selv drikker og tager stoffer. Det fremhæver bare, hvor fucking hjernedødt det hele er. Alle ved, at det er skadeligt at ryge og drikke – det er blodforgiftning – men alle gør det alligevel.

 

Hiphoppen er det mest hæmmende, jeg har mødt

– For to år siden var jeg inde hos Anders Lund Madsen i hans talkshow, hvor han siger: "Nå, nu er du jo blevet voksen. Skal du så også til a skrive sange om din pensionsopsparing?" Og det viste bare, at han helt havde misforstået, hvad man kan som rapper. Folk går ud fra, at jeg kun kan skrive om, hvad jeg laver lige nu – det må ikke være reflekterende. Det ville svare til, at Anders Lund kun kunne lave tv-shows om at gå ned i vægt… I dag er folk, der benytter sig af rap, dem der siger mest og dem, der kommer længst rundt. Blandt andet fordi, det er møntet på, at man skal mene, hvad man siger, men samtidig er det som om, folk gerne vil have, at det forbliver fordummende. Du skal stå til ansvar for, hvad du siger, men allerhelst vil folk have, at du siger noget dumt.

Er det ikke frustrerende?

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så ser jeg mig selv som værende uden for kategori. Og det synes jeg, alle rappere burde gøre. Alle rappere burde være mere end bare rappere. På mange måder er hiphoppen det mest hæmmende, jeg har mødt i mit liv – jeg er sikker på, det er på samme måde i metal-kulturen og andre genrer. Folk har så meget brug for at definere, hvad der er rigtigt og forkert, og hvis man vil noget andet, så bryder man med nogle regler, og så kommer der hurtigt nogen og siger, man ikke er ægte. Så kan det være, man er the hot shit for en flok mennesker, der ikke nødvendigvis er musikelskere, men som bare skal have soundtracket til deres generation lige nu – og det bliver nemt noget fisefornemt pis. Jeg gider ikke sidde nede i boksen. Det, jeg laver her, har ikke noget med hiphop-kulturen at gøre – det er lang tid siden, jeg har prøvet at lave en backspin, haha! Jeg gør, hvad der passer mig. Det her er rap som udtryk, men musikken er sin egen.

 

Folk bruger musikken, som de vil

Jeg ved, du gør meget ud af, at der skal flere lag i teksterne, men hvad så med den del af dit publikum, der bare bider fast i, at der for eksempel bliver sagt "jeg kommer pik i dit fucking hjerte" i Dit Hjerte uden at tænke over, at der er tale om en sarkastisk kommentar til folk, der har travlt med at afskrive kærligheden, fordi de tror, de bliver seje af det? Er det ikke irriterende, når folk ikke fanger den dybere mening?

– Hmm… Du elsker musik – og jeg elsker musik. Og man må gå ud fra, at folk, der tager GAFFA med hjem i stedet for Eurowoman, også har interesse i musik. Derfor går du og jeg ud fra, at folk tænker og lytter ud fra den samme præmis som os. Men 95 procent af den danske befolkning ved ikke, hvad kunstnerisk integritet betyder, og de er også pisse ligeglade. Som musiker har man en formodning og en forhåbning om, at de folk, der hører den musik, man laver hører den med samme grad af interesse og ihærdighed, som vi har lavet musikken med, men man er nødt til at regne med, at 80 procent af dem bare skal have et eller andet, der siger dem noget på vej på arbejde.

Er det den fornemmelse, du har?

– Ja, helt sikkert. Det er for eksempel derfor, Rasmus Seebach er så stor, som han er. Han er super dygtig, og han har lavet noget, som er så umiddelbart, at alle kan være med, og hvis man har brug for at synes, at det er dybt og følsomt, så er det element der også, samtidig med, at det også bare kan være baggrundsmusik, mens man går rundt derhjemme. For mit eget vedkommende vil jeg gerne dykke ned i musikken, og det kunne da være dejligt, hvis alle havde det på samme måde, men sådan er det ikke. Så hvis der er en eller anden dude med tusser op ad halsen, der skal bruge "pik i dit hjerte" til at sige: "Ja, det er også rigtigt! Fuck min ekskæreste!" Jamen, så er det dét, han skal bruge det til.

– Jeg er da glad for, at det også kan bruges på andre måder, og så er det jo kun fedt, hvis folk en dag finder de dybere spor i sangene, men det er også helt fint, hvis folk bare bruger det til at drikke shots til. Hvis de gør det, taler musikken til de mennesker, den handler om. Som jeg har nævnt et par gange, skal det ikke være prædiken – det skal bare være koldt konstaterende. Den løftede pegefinger, den gider jeg ikke. Jeg er ikke sat på jorden til at opdrage på voksne mennesker. Heller ikke selvom jeg nogle gange mener, Verden kunne trænge til en gang skældud.

 

Vis mig dine salgstal

Ser du din musik som kunst?

– Jeg elsker at være kreativ og at skabe noget, og så er jeg pisse ligeglad med, om folk kalder det kunst. Det gør jeg ikke selv. Es og jeg tog til Bangkok og lavede en sang, der på et tidspunkt måske kommer til at betyde noget for et andet menneske, jeg aldrig har mødt. Musikken kommer til at figurere i andre menneskers virkelighed, fordi vi besluttede os for at skabe den, og det synes jeg er fantastisk, men det gør jo ikke mig mere speciel af den grund. De fleste folk ville kunne lave et eller andet, der betyder noget for nogle andre, hvis de dygtiggjorde sig.

Hvis ikke det er kunst, hvad vil du så definere det som?

– Jeg kalder det ikke min musik kunst, for det er også et produkt. Når jeg holder møder med pladeselskaber om albummet, fordi jeg skal bruge distribution, har jeg taget stilling til min kunst som produkt. Så når albummet er på gaden tænker jeg også: "hvad har mit produkt solgt i denne her uge?" i stedet for: "hvor mange elsker min kunst?" Hvis jeg gjorde det sidste, ville jeg placere mig selv i en offerrolle som undskyldning for ikke at arbejde hårdere. Det medfører også en masse grimme tilbøjeligheder at gå rundt og have så høje tanker om sig selv, hvis ikke det er noget, man kan måle i tal.

– Der er så mange hiphoppere, der render rundt og siger "jeg er den bedste" og "jeg er nummer et!" Okay? Så vis mig dine salgstal… Som jeg sagde før, regner jeg mig selv uden for kategori, og det bliver de også nødt til, for hvis du regner mig med, kan du ikke sige, du er den bedste. Tallene lyver ikke. Der er en masse dygtige nye unge hiphoppere, der kommer med en god energi – og jeg har arbejdet sammen med flere af dem. De er rigtig gode, men meget af det er sådan noget selvhævdende noget, fordi folk ser sig selv som kunstnere, og det synes jeg er cool nok, men prøv at udgive din plade i samme uge som mig – så kan vi se, hvem der er den bedste…

 

"Troels Abrahamsen er en sand kunstner"

– Der er kun to musikere i Danmark, der i min optik kan klassificeres som kunstnere. Den ene er Troels Abrahamsen, fordi han har den tilgang til sin musik, at det er musik for musikkens skyld. Det er udelukkende det, det handler om. Og så er manden jo bare et naturtalent. Han er din musikers yndlingsmusiker. Generelt kaster man lige gavmildt nok om sig med ordet kunstner herhjemme. På et pladeselskab hedder det en "artist" – man kunne lige så godt hænge og dingle i en trapez i et cirkus, fordi det i bund og grund er underholdning, man leverer.

Hvornår er noget så kunst?

– Det er det for mig, når det har til formål at være det. Der går noget af det ved masseproduktion, og stort set alle musikere burde indse, at de i bund og grund er et produkt. Det er jo derfor folk har Facebook-profiler og vælger netop dét billede til coveret, hvor de ser godt ud. Smid et billede af en lort i en kumme på coveret – tror jeg på, det er kunst, haha!

Hvem er så den anden musiker herhjemme, du vil klassificere som kunstner?

– Det er selvfølgelig mig selv… Haha! Ej, det er det ikke. Jeg sagde to, fordi så er jeg dækket ind, hvis jeg en dag løber ind i nogen, der siger: "Hey, hvad med mig?", haha!

 

Dean Martin havde vanvittig god stil

L.O.C. har slynget om sig med Frank Sinatra-referencer fra tid til anden, og han har sangtitlen til Ol' Blue Eyes'  That's Life tatoveret. Men noget overraskende er Sinatra ikke hans yndlingsmedlem af det berygtede Rat Pack, der bestod af Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr.

– Mit yndlingsmedlem af The Rat Pack er faktisk Dean Martin. Frank var klart den bedste sanger, men Dean Martin gik balancegangen mellem ekstrem selviscenesættelse og det at være en fantastisk sanger. Han havde en helt vanvittig god stil, og hvis ikke han havde været der med æblemost i glasset og ladet som om, han var stiv, så havde der ikke været noget Rat Pack.

 

Onkel Danny er for pæn

Nummeret Slumromantiker indledes med ordene "Danny var ikk' min onkel, til det var han for pæn", og som en af de få herhjemme har Liam ikke det helt store til overs for danskens yndlings-gadepoet:

– For mig er Dan Turèll beviset på, hvor vilde vi er med det negative – det skal være slumromantisk. Vi taler om en mand, der siger, hans far har arbejdet hårdt på Grønland for, at han kan få et godt liv, men som så bliver kendt, fordi folk gerne vil se en fyr fra Istedgade med sort neglelak. Vi drages af det negative i stedet for at værdsætte det, vi har. Vi gider ikke se profil-programmer i fjernsynet om en eller anden arkitekt, der har tegnet et fantastisk værk, men vi gider godt at se et profil-program om Fetterlein – det skal have et negativt skær. Og Dan Turèll var nødt til at male neglene sorte, for de var det ikke fra barnsben – der var ikke jord under. Og det siger meget om folk, at de falder for det, for jeg kender ikke én eneste person fra et socialt belastet område, der synes Dan Turèll er fed, fordi de tænker: "Hvorfor gør han det?".

– Det ville være det samme som, hvis jeg røg i spjældet i morgen. Så ville halvdelen af de indsatte sige: "Hvad fanden laver du her? Kørte det ikke meget godt for dig?" Og hvis jeg skal måle digtere, er det jo lige så meget min kulturarv at læse Yeats eller Oscar Wilde, og hvis man måler dem med Dan Turèll, så er der sgu bare en verden til forskel. Jeg synes helt sikkert, Dan Turèll har lavet nogle fantastiske ting, men jeg synes bare, det er en indikator af, at folk hellere vil se en eller anden tosse, der er slumromantisk og udgiver sig for at repræsentere noget, som egentlig er for farligt, kedeligt eller beskidt til, at vi ellers ville gide røre ved det. Folk, der stræber efter noget mere, har ikke tid til at male neglene sorte og stå og snakke om det. Jeg kan og vil aldrig tage noget fra Dan Turèll, og jeg kan ikke blive irriteret over hans ting – jeg synes bare, det er sjovt, at folk æder det råt.

 

Illuminati er interessant

Der er for mange i både dansk og udenlandsk hiphop, der benytter sig af religiøse symboler som chok-effekt, men for mig har det ingen effekt, når personen ikke selv tror på det. Det er billige point. Du kan smide alle de illuminati-trekanter på din T-shirt, i din musikvideo eller på dit pladecover, som du vil, men når du ikke tror på det, hopper du jo bare med på den der illuminati-bølge, der er lige nu, hvor folk i ramme fucking alvor siger, at Miley Cyrus må være frimurer eller et eller andet lort i den stil. Folk, der ikke har sat sig ind i, hvad det er for noget.

– Jeg synes også, illuminati er interessant, men det, jeg synes er interessant ved det, er den esoteriske tankegang, som Adam Weishaupt har nedfældet, som handler om at kunne styre en større masse, og om hvordan samfundet og civilisationen er bygget op, når det er kombineret med religion. Dét er interessant – ikke alt det andet pis! Men folk er ligeglade, de gider ikke sætte sig ind i det. For dem handler det om et fjendebillede, der i bund og grund er en undskyldning for ikke at forbedre sig selv, fordi "der alligevel er nogle andre, der har al magten".

Se en ny, eksklusiv fotoserie med L.O.C. i GAFFAs gallerisektion 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA