x

Guitarsoloen, der forsvandt

Guitarsoloen, der forsvandt

Illustration: Peter Hermann, peter-hermann.com/

Den klassiske guitarsolo synes på nippet til at uddø. Inden for rocken styrer de toneangivende og trendsættende retro-, indie- og garagerockbølger elegant, men også uhyre konsekvent uden om den tidligere så obligatoriske guitarsolo. Koryfæer som Jimmy Page, Ritchie Blackmore og Stevie Ray Vaughan spøger endnu i baghovedet på nutidens rockelskere, men de gamle virtuosers genistreger på den seksstrengede bliver ikke efterlevet af de nye helte, de moderne ikoner, der i langt højere grad satser på riff-logik, hurtigt spillede akkorder og øjeblikkeligt fængende melodilinier.

– Det musikalske udtryk er blevet mere fortættet, konstaterer samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, der også fungerer som manager for og udøvende musiker i The Overheads.
I kraft af sin stilling er han om nogen bekendt med den stigende individualisering i samfundet. En tendens, der på paradoksal vis ikke umiddelbart bliver afspejlet i den moderne rock, hvor eksempelvis guitaristerne tilsyneladende ikke føler et behov for at folde sig ud i ensom, strengevridende og minutter lang majestæt.

– Nutidens musikere ønsker helt sikkert at skille sig ud fra mængden, men de bruger ikke soloen som virkemiddel. Soloen har efterhånden udtjent sig selv, og derfor forsøger man at være unik på andre måder, påpeger Johannes Andersen.

Alenlange, endeløse soloer lader vitterligt til at tilhøre fortiden, men de er udskiftet med en blomstrende nysgerrighed hos den nye generation af musikere, der i stigende grad sætter sig for at undersøge de klassiske instrumenters muligheder. Man eksperimenterer så at sige med lyde i et mere kompakt, stramt lydunivers, hvor udsyrede soloer er overflødige, endsige forstyrrende elementer.

Historiens vingesus
Den hårdtpumpede, testosteronfyldte og ofte maratonlange guitarsolo poppede op til overfladen i 1960'erne, hvor man i tråd med samfundsudviklingen flippede ud på guitarerne, inden eksempelvis Pink Floyd lagde en mere dybdesøgende facon for dagen.
Siden kom punkmusikken, som dels blev anset for at være et talerør for oprørske unge, men som navnlig i genrens gryende år i 1970'erne reelt også var et utvetydigt symbol på det nye kuld musikeres opgør mod folk som Eric Clapton og denne types evindelige "liren" på guitaren. Nu skulle det være råt, kontant og allerhelst uden tekniske raffinementer af nogen art.

I 1980'erne, hvor det dengang så dominerende og indflydelsesrige MTV tog form, var der slet og ret ikke tid til soloer, da musikkens magthavere anede muligheder i korte, kontante fire takters-rundgangs-numre, der nemmere nåede frem til alverdens tv-skærme. Heller ikke periodens afsøgende postpunk og forvrængede akkorder videreførte solotraditionerne.

Grungen fulgte i 1990'erne, og ej heller hér beskæftigede man sig med soloer, men naturligvis har guitarekvilibrismen hele tiden simret i heavy- og hardrock-kredse, der dog med få undtagelser ikke just har været allemandseje. Den vender vi lige tilbage til.

– Nu bliver det lidt langhåret, men sagen er den, at mens Jimi Hendrix åbnede for en søgende, selverkendende stil, hvor man foldede sig ud med et overjeg, er vi nu nået til en ny identitetsdannelse, hvor det er det overvejende jeg, der bestemmer. Nu søger man ikke længere; man ved nemlig præcist, hvordan man vil have tingene til at lyde, mener Johannes Andersen.

Det støt voksende udbud af musik og medier som eksempelvis hjemmesiden www.myspace.com medfører, at musikere og musikelskere udveksler udtryk som aldrig før, og her kommer soloen til kort. Der er simpelthen ikke tilstrækkeligt nyt under solen, medmindre soloerne føres ud i ekstremer eller blot løftes til nye stadier, som man kender det fra eksempelvis den alternative countrys bannerførere, Wilco.
På sin vis kan man med en vis ret hævde, at Hendrix var for god til sin tid og dermed satte nogle voldsomme standarder, som en hær af imitatorer i årevis forsøgte at kopiere. Det har været med til at fremme behovet for nytænkning, og nu fornemmer man efterhånden den skelsættende og brutale revolution, der har ført den klassiske rocksolo bag lyset.

– Guitarsoloen har med tiden fået afdækket snart sagt alle dens muligheder, og hvis der er noget, den moderne musiker ikke er interesseret i, er det at plagiere, fastslår Johannes Andersen med tydelig henvisning til samfundets insisterende individualisme.
En higen efter det unikke, som også skinner igennem hos vore dages rockpublikum, der lader til snildt at affinde sig med det faktum, at soloer rundt regnet udelukkende forefindes i metal-, jazz- og bluesgenrerne. Se bare på årets Roskilde Festival, der næppe bød på flere soloer, end der kan tælles på en enkelt hånd, og som tilmed kom fra én af "dinosaurerne", Roger Waters.

– Den sociale gennemslagskraft, som guitarsoloen tidligere besad, er minimeret, og den bliver ikke længere forbundet med eksperimenter. Grupper som J. Geils Band og Television har holdt liv i den ypperligt spillede guitar, men nu får man indimellem fornemmelsen af, at rockmusikken dør, lyder det apokalyptisk fra Johannes Andersen, der dog selv hepper på nye rocknavne som The Raconteurs og Ryan Adams.

Og så igen…
– Klassisk rock og guitarsoloer med hjertet på rette sted kan ikke slås ihjel, tordner BT's rockredaktør, Steffen Jungersen, og fortsætter determineret:

– Når alle de nye, smarte indiebands undgår solo-aspektet, skyldes det to ting; dels er musikerne slet ikke dygtige nok rent teknisk til at kunne kreere ordentlige soloer, dels drejer indierock sig et langt stykke hen ad vejen mere om attitude end musik som sådan.

Samtidig hæfter den garvede musikskribent sig ved, at fans af navnlig hardrock og heavy stadig gerne vil have soloer, så længe der er sjæl i skidtet, og så længe kvaliteten er i top. Ikke nødvendigvis endeløst kringlede soloer; beskedne 20 sekunder er i hans optik rigeligt med tid til at fyre en solo af, hvis den så bare er veludført og sidder lige i øjet. Omvendt giver han ikke en døjt for ordinære soloer, der trækker i langdrag blot for lirens skyld, eller fordi det af mange bliver betragtet som obligatorisk inden for genren.

– Det er noget forbandet vrøvl, når folk ligefrem kræver lange soloer, fordi den hårde rock i deres bevidsthed befaler langstrakte eskapader på guitaren. Se bare på den hårde rocks allerstørste navne, opfordrer Steffen Jungersen, der er blandt Danmark førende eksperter inden for særligt den tungere rock.

Vi følger kenderens anbefaling og hitter hurtigt ud af, at der er noget om snakken. Hvad enten man går Iron Maiden, Megadeth, Metallica eller Judas Priest efter i sømmene, går det snart op for én, at ingen af disse grupper for alvor praktiserer guitarsoloer så træge, som udgjorde de soundtracket til en sej ørkenvandring. De læner sig snarere op ad en effektiv og kontant "fortællestil", når de fyrer den af fra alverdens stadionscener. Det er altså i den bløde mellemvare, at man støder ind i de åndsforladte soloer og ikke blandt giganterne, der lader til at vise vejen.

– De bands er nået frem til, at det gælder om at begrænse sig. En 15 minutter lang solo, der lyder som alle de andre, er noget ligegyldigt pjat, og så er det i øvrigt spild af folks tid og penge, når publikum i stedet kunne have hørt tre forskellige numre på den samme tid, påpeger Steffen Jungersen.

Han vedkender sig, at der i en længere periode i de kulørte 1980'ere gik inflation i intetsigende guitarsoloer, der mindede alt for meget om hinanden, og som uden undtagelse ikke bidrog med det fjerneste.

– Der skete det, at snart sagt alle amerikanske guitarister gik på den samme guitarskole i Los Angeles, hvor de selvsagt også lærte de nøjagtigt samme teknikker, fortæller Steffen Jungersen.

Det betød, at sjælen og originaliteten forsvandt ud af den hårde rocks soloer, og det var blandt andet som en reaktion på dette stereotype lydbillede, at grungen med dens melodier, men demonstrative mangel på soloer indfandt sig.

Rockredaktøren forstår godt, at den trivielle LA hardrock-solo lider trange kår blandt såvel fans som anmeldere, men han fastholder samtidig, at soloer – selv de lange af slagsen – kan være decideret kunst, hvis de vel at mærke også figurerer i en flot sammenhæng, som det er tilfældet med eksempelvis Thin Lizzy, hvis dybt harmoniske soloer næppe kan betegnes som lir.

– En ordentlig solo i en lige så ordentlig sang vil altid blive godkendt hos publikum. Soloen udtjener aldrig sig selv, mener Steffen Jungersen.

Strid om soloer i live-sammenhæng
I kølvandet på GAFFA-skribenten Rasmus Heides anmeldelse af Dio-koncerten i Amager Bio den 28. august (se linket nedenfor) modtog redaktionen et brev fra en utilfreds læser, Benny Stanley, fra et af Danmarks første heavyrockbands, The Old Man And The Sea. GAFFA tog tråden op og ringede til vedkommende for at få uddybet kritikken, der kan koges sammen til tre punkter, som Rasmus Heide hermed selv får lov at svare på.

Benny Stanley: Guitar- og trommesoloer er obligatoriske til enhver heavyrock-koncert.

Rasmus Heide: – Jeg køber ikke argumentet om, at lange soli er obligatoriske til heavyrockkoncerter. Det obligatoriske ligger i at levere en underholdende, fængende og engagerende oplevelse for publikum. Netop ordet obligatorisk illustreres meget godt af, at Simon Wrights trommesolo i august var en tro kopi af den opvisning, han gav sidste december – og året før igen – og dermed mister vi det sjove, det uventede og det underholdende.

– Jeg nyder stadig lange soli med de gamle mestre, fordi de har en særegen stil og karisma, der kan holde opmærksomheden fanget. Men det ses desværre alt for sjældent i de bands, der i dag pådutter deres publikum alenlange solomomenter. Koncerten med Dio er et stjerneeksempel på en situation, hvor salen kogte, og alle var helt med, men hvor stemningen, drivkraften og energien forsvandt på et øjeblik på grund af ligegyldige soli.

Benny Stanley: – Det er helt fair med soloer, når Dio skal have luft.

Rasmus Heide: – Hvis Dio behøver en pause for at kunne levere sit show, så er valget jo enten helt at lade være med at turnere, eller gøre, som vi oplevede forleden – og så må man som Dio-fan tage det sure med det søde.

Benny Stanley: – Anmeldere hetzer generelt guitarspillets solo-aspekt, og hvis man ikke kan lide soloer, må man finde en anden genre at lytte til.

Rasmus Heide: – Hvis anmeldere generelt hetzer de lange soli, så kan jeg til en vis grad godt forstå dem. De fleste anmeldelser er nemlig ikke skrevet af kendere eller fans af det enkelte band, og det skal de heller ikke være. De skal beskrive oplevelsen til koncerten – bedømt ud fra kunstnerens egne forudsætninger. Det vil sige: lad for eksempel ikke en inkarneret jazz-anmelder skrive om Metallica, hvis han ikke også kan lide rock. Det får du ikke en saglig anmeldelse ud af – allerhøjest en sjov læseoplevelse.

 

Læs Rasmus Heides Dio-anmeldelse


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA