x

Interview: Rune Kjeldsen – Den unge forsvarer af traditionen

Interview: Rune Kjeldsen – Den unge forsvarer af traditionen

Billede: Morten Larsen

Rune Kjeldsen har de senere år opbygget et stadig bedre ry på den danske musikscene. Flere og flere kunstnere gør brug af hans karakteristiske guitar, samtidig med at han passer sin faste plads i Kira And The Kindred Spirits.

”Bag enhver stærk mand står der en stærk kvinde”, lyder et temmelig slidt ordsprog. Hos Kira And The Kindred Spirits er rollefordelingen omvendt. Ja, faktisk står der fire mænd bag den frontfigur, på hvem opmærksomheden oftest falder, men 29-årige Rune Kjeldsen er bestemt ingen vandbærer, han foretrækker bare at lade guitaren tale.

Opvæksten foregik i Lejre ved Roskilde, hvor han boede sammen med sin musik- og kunstinteresserede far. Efter at have spillet lidt klaver og meget fodbold som barn, begyndte Rune som 12-årig på guitarspillet.

– Der tror jeg bare lige pludselig, jeg så et eller andet lys. Min far har altid haft musikinstrumenter i huset, og lige pludselig en eller anden dag kom jeg hjem og så bare et eller andet, som jeg ikke kunne holde fingrene fra – som en intuitiv kraft, der kom og hev i mig.

Efter at have spillet et halvt år og fået undervisning hos Lejres lokale guitarhelt, som Kjeldsen beskriver ham, dannede han sit første bluesband sammen med vennen Jarno Varsted, der kom til at spille en stor rolle i hans senere musikerliv.

Hvorfor vælger sådan nogle unge gutter at spille blues?
– Jeg tror tit, det er dér, det starter på en guitar, fordi det er så meget en guitarbaseret lyd. Men så tror jeg også bare, der var et eller andet, sådan dragende ved det dér gamle Muddy Waters og John Lee Hooker og sådan nogen. Jeg ved ikke helt, hvad det var, og nu synes jeg stadig, der er noget meget dragende ved det. Der er en eller anden mystik i det, en eller anden lyd af storhed i de dér gamle sangere, lyder det i en meget eftertænksom tone.

Hørte I også musikken dengang?
– Ham min ven (Jarno Varsted red.), hans far havde nogle bluesplader, og så købte jeg selv nogle Muddy Waters-plader – ja, og så hørte vi selvfølgelig også Jimi Hendrix og sådan noget. Men altså, hvad angår inspirationskilder er jeg rimelig bred. Det er lige fra bluegrass til 80’er-musik til pigtråd og alt muligt moderne. Der er selvfølgelig nogle klassikere, som bliver ved med at være der som inspiration, for eksempel Neil Young.

Hvad var fascinationen, var det at stå på scenen eller at spille sammen med andre?

– Jeg tror, jeg altid har haft det sådan og har det stadig, at det helt klart er musikken, der er mest spændende. Det er okay, eller det er fedt at stå på en scene, men det er helt klart musikken, der er drivkraften. Der opstår selvfølgelig et eller andet specielt, når man står foran publikum, man bare ikke oplever i et øvelokale, men jeg har altid bare tændt på musikken først og fremmest.

Er det forskellen på dig og en frontfigur som Kira, måden, man trives i rampelyset?
– Ja, det tror jeg helt klart. Hvis vi ikke havde hende i det band, så tror jeg sgu, det ville være en temmelig trist omgang performing, griner guitaristen, der hos Kira mest er kendt for en tilbagetrukket attitude, hvor det maleriske og karakterfyldte guitarspil taler for sig selv.

Seje musikere øver faktisk
Efter en periode uden for bandsammenhæng begyndte Rune på konservatoriet i København. En tid, han husker således:
– Jeg havde sådan temmelig meget paraderne oppe, da jeg gik på konservatoriet, fordi jeg synes, det er ret svært at gå sådan et sted, hvor man bliver bombarderet med en temmelig stor mængde ufræk musik.
Ifølge rockmytologien er det jo nærmest diskvalificerende som musiker at øve sig?

– Jeg har også selv lidt fordomme omkring konservatoriet, selv om jeg selv har gået der, men jeg synes måske også, det er lidt plat, at alle de seje musikere dropper ud af konservatoriet. Sådan behøver det bare ikke være, det gælder bare om at holde fast i, hvad man selv vil og så lade være med at fortabe sig i alle de der stilarter. Da jeg gik derude, forsøgte jeg at prioritere i forhold til, hvad jeg ville og ikke ville, og så tage det gode, der var at få. Jeg spillede jo også meget ved siden af.

Ja, der skete blandt andet det, at du var med til at danne Young Comets.
– Ja, min gamle ven Jarno Varsted og jeg lavede et nyt band, og fik vi job inde på Mojo, hvor vi mødte en tredje fyr Jacob (Rathje, red.). Så dannede vi Young Comets og spillede faktisk på Mojo hver mandag i to år.

Laust, Kira og Rune
Mens Rune Kjeldsen spillede på konservatoriet og Mojo, havde Laust Sonne (trommeslager i D-A-D) og Kira Skov droppet deres ambitiøse udenlandske projekt Butterfly Species og Sonne indspillet en plade under navnet Dear. Da han manglede musikere til at spille numrene live, kom han en aften forbi Mojo og hørte Kjeldsen, hvorefter han tilbød ham rollen som guitarist i Dear. Da Kira Skov omkring samme tid skulle indspille nogle demoer, men manglede musikere, formidlede Laust Sonne kontakten mellem Rune og Kira:

– Vi kendte jo ikke hinanden og talte stort set ikke sammen inden. Det var bare et eller andet, som jeg tændte på og blev nødt til at lave. Så lavede jeg en plade med Kira og spillede samtidigt med Laust, men på grund af forskellige omstændigheder gik det med Laust i opløsning, og det betød så, at jeg kunne fokusere mere på Kiras projekt.

Musik i Danmark
Ud over Kira spiller du med et hav af andre musikere. Er det en nødvendighed for at prøve dig selv af?
– Ja, det tror jeg. Jeg har i hvert fald rigtig meget behov for det dér med at spille med alle mulige folk og have nogle lidt forskellige vinkler på det at spille musik. Det er også vidt forskelligt, hvordan jeg arbejder med for eksempel Nikolaj Nørlund i forhold til Kira. På Nørlunds album "Tændstik" indspillede vi for eksempel pladen live på tre dage.

Har du selv ambitioner i retning af sangskriveri?
– Egentlig ikke specielt, nej. Jeg opfatter ikke mig selv som sangskriver, det er jo Kira, der laver det meste i bandet. Jeg laver jo forskellige ting med forskellige folk, men det er ikke noget, jeg har som ambition.

Der er ellers en tendens til, at man som musiker gerne skal kunne det hele i dag?
– Ja, men det er jo også cool nok. Men der er måske ikke så meget opbakning omkring det at være musiker i Danmark. I for eksempel USA er musikerne inden for min genre virkelig respekterede. Der er de virkelig sådan helte, og sådan synes jeg ikke, det er her, hvor det klart er mere sangskriverne og sangerne, der respekteres.

Er der i Danmark en forventning om, at musik skal være nyskabende?
– Ja, det synes jeg også helt klart. Men det synes jeg også er fedt, at der kommer nye ting. Men der mangler måske, at den anden ting også bliver værdsat. At der er folk, der viderefører en eller anden tradition. Når jeg siger det, lyder det jo nærmest helt trist: ”at videreføre en tradition”, det lyder ikke friskt og succes-agtigt, men det synes jeg er vigtigt, at dyrke og sætte pris på traditionen. Et band som Primal Scream lyder for eksempel ikke specielt nyskabende i mine ører, det lyder bare superfedt, slutter Rune Kjeldsen for lige at understrege, at tradition ikke behøver at være lig med gammel støvet blues – men godt kan være det.
Rune Kjeldsen drager i den kommende tid på turné med den amerikanske countryrock-sanger Kevin Montgomery i England, inden Kira And The Kindred Spirits til november tager på en større vinter-turné i Danmark.

Kira Skov om Rune Kjeldsen:

Kira om sit første musikalske møde med Rune:
– Det var gennem en fælles ven (Laust Sonne, red.). Jeg kom til Danmark for at lave nogle demoer, og første gang, vi mødtes, var i et hjemmestudie i to lejligheder på Vesterbro. Vi sad i hver vores lejlighed og indspillede, og den dag lavede vi faktisk to af numrene, der kom med på pladen. Det var ret magisk, sådan musikalsk.

Kira om mennesket Rune:
– Han er meget analytisk anlagt og tænker meget over tingene. Det er nok både hans styrke og svaghed, at han tænker så meget, som han gør. Men han indeholder rigtig mange sider. Han kan være introvert, men han er også helt vildt sjov. Det ser folk, der ser ham spille og høre vores musik, nok ikke, men især folk, der kender ham, ser den side. Så jeg vil sige, at han er ret mange ting.

Kira om musikeren Rune:
– Han er god til at farve musikken. Han har meget ambience i den måde, han maler musikken på, og der er meget sådan karakter i hans spil. Han er jo sindssygt teknisk dygtig, men det er mere hans lyd og hans tilgang til musikken, jeg er faldet for. Hans spil er jo ret rock’n’rollet, og der er ret meget kant i det, men han er ikke sådan typen, der på scenen står og øser ud af det på den måde. Og det synes jeg er ret fedt, for han er sådan lidt underspillet.

Jacob Rathje om Rune Kjeldsen:
– Vi mødtes engang i 97’ eller 98’ på bluesklubben Mojo, hvor jeg længe havde haft opvarmningstjansen flere gange ugentligt. For variationens skyld blev Rune og Jarno Varsted også hyret som bluesduo og de lød da nogenlunde. Det sjove var, at de havde hatte og gamle jakkesæt på, så de lignede to drengerøve i bluesudklædning.

– Hvad jeg først senere fandt ud af var, at Rune allerede dér havde totalt styr på jazz-harmonier og skalaer, så man fik fornemmelsen af, at han bare skulle til bunds i næste kapitel, at spille.

– Skræmmeoplevelsen kom, da jeg viste Rune et nummer, der hedder "Buckdancer’s Choice". Jeg kunne det nogenlunde efter at have øvet længe, men Rune lånte pladen og knubsede det vel på et par timer, og følelsen af at stå på Øster Farimagsgade, hvor han boede, lettere lammet af forbavselse og misundelse og høre ”Buckdancer’s Choice” sive let og perfekt spillet ud fra det vindue, hvor Rune havde sit værelse, glemmer jeg aldrig.

– Til alt held spurgte Rune og Jarno, om vi ikke skulle lave et band, når vi alligevel hang ud og dyrkede den samme musik, så det blev vi enige om at prøve. Big Bang! Så flyttede jeg ind hos Rune og Jarno i et sandt inferno af kulørte magasiner, bluesplader, rulletobak og sølvfisk, og vi spillede hver mandag på Mojo i to år.

– Men når jeg nu bliver spurgt, hvad jeg synes om Rune som bluesguitarist, er svaret selvfølgelig: mesterlig, fordi hans spil ikke er tynde skillevægge, men bærende bjælker. Unik frasering, god fantasi, altid genkendelig, og han evner at spille ting, der er sjældent hørt, fordi rygsækken ikke kun indeholder det vigtigste, nemlig blues, men også alt det, man ikke behøver kategorisere, fordi han forstår det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA