x

A Kid Hereafter – turnédagbog del 2

A Kid Hereafter – turnédagbog del 2

Den danske gruppe A Kid Hereafter vandt i maj talentkonkurrencen ”Årets Leif” på Huset i Magstræde i København. Præmien var en danmarksturné til efteråret, og den er gruppen nu draget ud på – og skriver dagbog fra landevejen til GAFFA.dk

A Kid Hereafters musik karakteriseres som en ”hårdtslående og fornøjelig mutation af New Folk som Adam Green, 70’er progrock som Yes og poppunk som NOFX.” I deres korte, koncise sange kommer det uortodokse orkester rundt om alt fra gameshows til erotisk kogekunst, og live har de ry for at være eksplosive. Lyder det fristende, er der mulighed for at se nærmere på fænomenet her:

Dag 2
Torsdag d. 28. september

Det blev vist alligevel ikke den helt vilde aften i byen. Efter indtagelse af adskillige rammer Tiger-øl backstage på Tobakken fortsatte Powderhog med nogle af drengene ud i Esbjergs natteliv. Målet var Industrien – the place i Esbjerg, der denne aften desværre var lukket. I stedet faldt drengene over et ganske glimrene sted med enkebal og Queen i højttalerne! Der blev skrålet med på alle klassikerne, og rygtet siger, at lydmanden Christian nok var den, der sang højest … Sådan skal det gøres!

Dagen derpå er det spændende at se, om de hardcore øldrikkere Powderhog er friske, når bussen ankommer til hotellet kl. 12. Og sørme om de ikke står der, friske og frejdige lige på slaget og superklare til turné og rock og roll! Men de er nu ikke blege for at starte dagen på øl. Roligt, men sikkert bliver den ene efter den anden øl skyllet ned. Københavnerholdet er nok en tand mere afdæmpet mht. indtagelse af de våde drikkevarer, hvilket også viser sig her på andendagen ombord på bussen. Powderhog drikker lystigt af Tiger-øllene, mens A Kid-holdet mere er til the, kaffe og sodavand.

Heavy i lyserødt
Her i Århus indtager A Kid Hereafter scenen efter Powderhog. Igen i lyserødt. Hvad mon det århusianske publikum siger til den slags? The Kids rykker for vildt! Toptunet og i topform. Gårsdagens koncert var blot opvarming, og så har A Kid Hereafter himself ovenikøbet brugt formiddagen ovre i fitnesscentret! Publikum rykker med på numrerne. Bagerst i salen står et par gutter i bedste rockstil og laver djælvetegn. Hey, det er sgu da dem fra I Am Bones! Fedt! Hvor sejt!

Her i Musikcaféen i Århus bliver bandet klappet ind til ekstranummer. Og så sker der virkelig ting. A Kid Hereafter-drengene giver den bare så meget gas i heavy grind-riff, at når de endelig er færdige, er publikum bare så meget oppe at køre. Der bliver råbt ”Fedt!” Og ”Sejt!” En total sejr. Århus styrer!

Efter sådan en omgang er det svært at falde til ro. Nu skal der festes. På vej hjem ned af den hyggelige Mejlgade støder vi på en vaskeægte Hummer. Drengene er helt oppe at køre. Den er da bare for fed! Sådan én skal vi ha’! Kid Handsome er helt oppe at køre over alufælgerne. Har I set, hvor store de er? Siger han og griber fat om den sejlblanke alufælge. Han er helt væk i den. Står længe og bare gaber over den. Bliver ved med bare at stirre og er lige ved at hoppe op og ned af bare begejstring! ”Hummer, Hummer, Hummer, vi skal ha’ en Hummer! En platin-Hummer, en guld-Hummer og bare en ganske almindelig Hummer!”

Der er stemning for at udforske Århus’ natteliv. Der må da være et fedt sted i denne her by. Var Århus ikke musikkens by? Men det er umuligt at finde et sted, der er åbent. Klokken nærmer sig 3 torsdag nat. Måske er ALT bare lukket, eller måske er det, fordi vi ikke rigtig kender byen. Så byturen denne aften ender med at blive en hyggestund i hotellets lounge.

A Kid Hereafters hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA