x

Wolfkins turnédagbog kapitel 2

Wolfkins turnédagbog kapitel 2

7. februar, Frankfurt.
En eftermiddags-entré i Frankfurt er et smukt syn, hvis man kan lade sig fascinere af en gotisk industriby, et koldt udseende, hvor man straks tænker deco og Batman. Svage kroppe, dog villige sjæle fandt vejen til klubben, Das Bett. Optur over ikke at have spillet et eneste middelmådigt job, optur over, at vi havde det sindssygt og var et pack. Das Bett var skod. Vi skulle varme op for Prima Boy, nogle gamle negative lorte-billy-hoveder, og der kom 15 mennesker den aften. Men hey ... Vi spillede for dem, og selv om de måske ikke var vant til vores slags, bad de os alligevel om at gentage vores numre, da vi ikke havde flere. Rumcigar med nogle skøre hippier down stairs. Wolfkilicious

8. februar, Köln
Stereo Wunderland. Ved at være godt baldrede. Vores manager Jesper er ny på landevejen, men indehaver af det overskud, som et band har brug for, så man ikke går op i limningen. Poul på bassen og den vildeste funboy i crewet, god til at holde energien oppe, vågnede natten før midt i en brandert smurt ind i noget brunt og klistret fra top til tå. Det viste sig bare at være et stykke chokolade, som Anne, (band care på Nun Cafe) havde lagt på vores hovedpuder. Kor-vokalist Line Vognstrup som ene pige på ekspeditionen og Lars’ lillesøster, går i 1.g på Thisted Gymnasium, tog alt i strakt arm. Både som ”en af drengene” og som benhård tour chick. Rimelig uimponeret og pænt festende cool og dejlig. Det var begyndt at ligne den slags tur, hvor man er så godt udrustet, at man kan klare alt. Peter, der spiller trommer, er så fucking rå og optur. Baronen Asger Baden – tangent-ekvilibrist og fuldstændig overvældende sej at turnere sammen med. Med dette band på scenen havde Köln ikke en chance. Vi kunne lide dem, og ja, de kunne lide os. Hvad kunne vi be’ om? Pølser og mere øl.

9. februar, Onsnabrück
Unikeller er et sted, der ligger under et slot midt i byen. Kælderen stod uberørt som i de sidste 300 år. De serverede god pilsner, og vi mødte den sædvanlige gode modtagelse, vi efterhånden var vandt til. Ret blandet publikum. Man kunne godt mærke, at der var et par stykker, der havde hørt os. Mange var der bare, og det lod ikke til at deres musiksmag havde flyttet sig specielt meget de sidste 10 år.. Vi havde det bare sjovt og viste dem, hvordan vi ruller. Döner und dann nach hause.

10. februar, Hamborg #2
Jesper havde sagt til vores booker, i telefonen på vores fridag i Karlsruhe, at vi faktisk synes, det var lidt kedeligt at holde off-day. Dette tog han åbenbart mega seriøst og fik os kastet ind på klubben Der Grüner Jäger i Hamburg. Sejt sted. Et hus midt i byen, der under krigen blev anvendt af Hitler Jugend for piger. Dette var selvfølgelig nærmest uannonceret og et spontant tiltag til vores tur. Vi var lidt bekymrede over, om nogen ville dukke op, men vildt nok, på baggrund af 3 nyhedsbreve og en rigtig god mund til mund-Hamburg, stod folk i rækker og ventede på, at vi skulle gå på. Det så ud, som om vi havde sået et godt frø i Hamburg fredagen før. Denne gang var vi dog meget bedre sammenspillet. Man mærker, hvordan en tour kan lave et band om til en muskel – det lyder klamt. Hamburg er fed. Lars havde fået en virus i halsen og kunne derfor ikke drikke til længere end klokken 4 den nat. Det lyder klamt.

11-12. februar, Greifswald
Så var vi ankommet til østen. Den by, tæt ved grænsen til Polen, hvor nogle nazister kastede molotovcocktails på byens nye asylcenter. Dette gjorde byen verdensberømt, men mest fordi byens borgere i mængder stod som tilskuere og klappede i deres små hænder. Men sådan en mentalitet, lige meget hvad der ligger til grund for denne reaktion, avler altid en modreaktion. Vi kom frem til spillestedet KLEX, som var et aktivisthus, og hvor folk var superseje i deres hoveder. Det var fedt at spille for dem, og vi skulle bo ovenpå. Køjer med sprittusch tags. Total lejeskole. Vi brugte en fridag der, hvor vi både skød smalfilm til vores nye video til ”A Vacant Heart” og lavede interview med den lokale radiostation.

13. februar, Rostock
Det var sidste koncert på turen, og drengene var begyndt at længes hjem til kæresterne, men med et opbud af lige dele Red Bull og indædt spillelyst fik vi alligevel sat os op til gigget. Klubben hed Escobar, og ejeren var en dedikeret musikelsker, der hed Paul og hældte rundhåndet ”sauce” på os, så vi for en gangs skyld var småsnalrede på scenen uden at det gik ud over vores præstation. Vi spillede inspireret og intenst, opsatte på at slutte af med stil, og publikum var med på fest og dansede lystigt og vi gav to ekstranumre. Ejeren opfordrede os til at spille fødselsdagssang for bartenderen, Lothar der fyldte 52. Så det gjorde vi så, og så startede der en jamsession, som fortsatte til langt ud på natten. Whiskyen flød, og de tidligere østtyskere spillede freestyle-jazz i samdrægtig samhørighed med ulvedrengene, til solen stod op.

Der blev med andre ord sat et solidt punktum på vores første Tysklandsturné.

Wolfkins hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA