x

OMD: Tilbage til fremtiden

OMD: Tilbage til fremtiden

Sidste år gav de britiske elektroveteraner OMD koncert på Esbjerg Rock Festival. Ved den lejlighed gav forsanger Andy McClusky et langt interview til GAFFA, som du her kan læse en kende forsinket.

Ras Bolding: Jeres nye album, "English Electric", begynder med en let robotagtig stemme, der annoncerer, at den fremtid, vi forventede er blevet aflyst. Hvad er det for en fremtid?
 
Andy McCluskey: Hele albummet handler egentlig om, at vi reflekterer over den fremtid, vi ventede, som vi prøvede at skabe. Vi ønskede ikke at skabe et retro-album, men vi kunne ikke lade helt være med at kigge tilbage på, hvad vi har lavet før. Men konceptet var ikke fortiden, spørgsmålet lød i stedet: hvordan lyder fremtiden? Og så stod det klart for os, at den fremtid, som vi forsøgte at blive en del af, har ikke helt formet sig sådan, som vi troede. Dengang i 1978, hvor vi alle styrede lige direkte mod fremtiden, tror jeg ikke, at jeg havde kunnet forudse, at vi ville støde ind i halvfemsernes postmoderne vejspærring. Alting blev selvreferentielt og gik i cirkler, hvilket også inkluderede elektronisk musik, som blev moderne igen, som retro-futurisme. Hele dette album er en reference til den slags tanker.
 
Ras Bolding: Nu vi snakker reference – albummet synes i den grad at dyrke netop referencer. Den majestætiske single, "Metroland", indleder med krystalarpeggio og synthesizerkor, hvilket minder om Kraftwerks "Europa Endlos" – er det bevidst?
 
Andy McCluskey: Det var ikke intentionen. Paul skabte den sequencerfigur – han er meget mere technonørd end jeg, han roder altid med ny software og havde fået en ny synthesizer, så han havde leget med nogle forskellige sequencermønstre. Han tog dem med til mit studie, og vi begyndte at lytte dem igennem – og den figur, der endte på albummet, var den jeg bedst kunne lide. Vi byggede sangen op omkring den. Og ja, den figur har helt sikkert noget af samme repetitive fornemmelse som "Europa Endlos", men der er ikke tale om en kopi. Jeg tror, man tænker på "Europa Endlos", fordi begge numre indleder med sådan en sequencerfigur. Så det var ikke intentionen, men jeg kan sagtens se referencen. Melodien er dog ikke specielt Kraftwerk-agtig. Der synges ikke meget på nummeret, og Ralf Hütter synger ikke, som jeg gør her, og han plejer typisk at holde sig til forholdsvis simpel og beskrivende lyrik, hvorimod jeg ofte er mere metaforisk og emotionel.
 
Ras Bolding: Den har en prominent stortromme, og det kan de fleste relatere til. Når den er der, så kan du slippe af sted med andre og mere komplekse ting også.
 
Andy McCluskey: Det håber jeg.
 
Ras Bolding: Tilbage til referencerne – et nummer som "Helen Of Troy" synes at pege tilbage mod "Maid Of Orleans", og brugen af mellemstykker albummet igennem, minder lidt om "Dazzle Ships". Et af numrene, "Kissing The Machine", har sågar tidligere været udgivet, sammen med Karl Bartos. Var det en hårfin balance at referere tilbage til egen baggrund på denne måde?
 
Andy McCluskey: Vi forsøgte ikke bevidst at referere til noget som helst, ej heller vores egen musikalske baggrund, men jeg kan godt se, hvorfor folk kan synes, at numre som "Decimal", "Atomic Ranch" og "Please Remain Seated" minder en smule om "Dazzle Ships". De er ret langt fra traditionel sangskrivning. Alle vores numre begynder ukonventionelt – enten med en lyd, en akkord, en sequencerfigur, et koncept. Herefter tilføjer vi melodi, arrangement, lyrik, og ender med noget, der er en lille smule mere konventinelt.
 
På "Dazzle Ships" var vi meget minimale, og det var nok det, der skræmte folk langt væk dengang for tredive år siden. I dag er den slags knap så skræmmende, for vi er vant til collagemusik, samples, etc. Ingen af de numre, jeg lige nævnte, forsøger at kopiere noget fra "Dazzle Ships", og det er lidt frustrerende, når folk forsøger at lave direkte oversættelser. Nej, "Decimal" er ikke "ABC Auto-Industry" – jeg synger ganske vist ikke på nogle af de numre, men de handler om forskellige ting. "Decimal" handler om info overload og "ABC Auto-Industry" om robotarbejde.

Ras Bolding: Netop.

Andy McCluskey: Noget af det som vi bevidst sigtede efter med "English Electric" var faktisk at glemme meget af de sidste tredive år, perioden efter "Dazzle Ships", midterperioden i vores karriere, som du og også andre betragter som vores mere konventionelle udtryk. I den fase blev vores omkvæd sangomkvæd i stedet for melodier. Et nummer som "Our System" går på mange måder tilbage til den måde, hvorpå vi arbejdede engang. Der er en lyd, så arbejder vi lidt med den, udforsker i nogen tid, og så skal der findes på noget nyt, noget andet. Ikke bare vers, omkvæd, vers, omkvæd, mere omkvæd, slut. Vi ville finde tilbage til vores egen lidt dysfunktionelle måde at lave musik på. Til at begynde med vidste vi ikke, hvordan man skrev sange, så vi gjorde bare tingene på vores egen måde. Så på en måde forsøgte vi ikke at skrive sange på dette nye album. Jeg tror faktisk kun, der er to numre på albummet, der har egentlige omkvæd.

"Helen Of Troy" er et af dem, men her er ikke som sådan tale om en hyldest til "Maid Of Orleans". Den eneste egentlige lighed er, at begge titler er baseret på en historisk person. "Maid Of Orleans" handlede rent faktisk om Jeanne d'Arc.
 
Ras Bolding: Begyndelsen på vokalmelodien minder lidt om.

Andy McCluskey: Ja, i den forstand at musikken er forholdsvis minimal, og min stemme ligger ensomt oven på. Melodien er ikke den samme, selvom der er nogle ligheder, og på tekstsiden er der stor forskel. "Maid Of Orleans" var inspireret af den historiske Jeanne d'Arc og handlede om min egen symbolske genfortælling af hendes skæbne, hvorimod "Helen Of Troy" er komplet metaforisk. Den handler ikke om Helene af Troja, men om tab og savn.

Jeg tror folk ser en forbindelse tilbage til vores tidlige album. Der er ikke specifikke forbindelser, men mere generelle forbindelser, for vi har, som nævnt, forsøgt at glemme vores mere konventionelle periode for at finde tilbage til vores egen kreativitet fra dengang i begyndelsen.

Ras Bolding: Lad os vendte tilbage til fremtiden. Arthur C. Clarke skrev 2001 og 2010, og i halvfjerdserne fandtes en populær sci-fi tv-serie ved navn "Space: 1999" ("Månebase Alpha") – det er som om at man, for tredive-fyrre år siden, turde drømme om en radikalt anderledes fremtid, som lå just rundt om hjørnet. Men hvad er der sket med den futuristiske drøm?
 
Andy McCluskey: Jeg tilhører en af de sidste efterkrigstids-babyboom-perioder, og jeg voksede op i halvtredserne og tresserne med en forestilling om, at lægevidenskaben ville sørge for, at vi kunne leve til vi blev 200, og vi skulle tage på arbejde i flyvende biler. Hvis altså vi overlevede atomkrigen, som selvsagt var den anden og mørkere side af medaljen.
 
Tanken var lidt, at hvis vi overlevede det atomare holocaust, så ville teknologien skabe en vidunderlig fremtid for os alle, for sagen er jo den, at det er ikke teknologien, der er noget galt med, men måden vi mennesker anvender den på. Ikke mindst hos de store, internationale multimilliardær-firmaer, som ikke betaler skat og som i dén grad har misbrugt teknologiens muligheder til at tjene mange penge til de få. Teknologien nåede ikke helt ud til de mange. Så mange mennesker ser tilbage på efterkrigstidens optimisme, min barndom, og de forestillinger man havde dengang. Og sådan er verden jo ikke blevet. Jeg har ikke det perfekte hus og en robot-hustru.
 
Og så alligevel. Jeg så "Star Trek" dengang, og når Captain Kirk sagde "beam me up", så tænkte jeg, at vi får aldrig noget så småt som vi kan kommunikere gennem på den måde. Men det har vi jo i dag. Vi har måske ikke flyvende biler og vi rejser ikke til fjerne planeter, men der er dukket mange små, personlige teknologiske anordninger op, og hurtigere end vi forestillede os. Jeg har børn i dag, og nogle gange forsøger jeg at se verden gennem deres øjne. Hvordan forestiller de sig fremtiden? Jeg tror ikke, de har nogen anelse eller tænker særlig meget over det.
 
Ras Bolding: Nej, det er ikke på samme måde en del af populærkulturen som før. Jeg voksede op i firserne med musik som jeres, Kraftwerk, Jean Michel Jarre, Gary Numan, Laurie Anderson, jeg spillede computerspil på min Commodore 64, blev blæst væk af "Star Wars" og jeg læste William Gibson. I dag lever jeg mit liv i cyberspace, mine penge er på et plastikkort og en canadier har indspillet "Space Oddity" i rummet – og alligevel føles det ikke helt som den fremtid, vi drømte om eller frygtede, for den sags skyld. Hvor slog vejen til fremtiden ind på en anden sti, eller har vi bare ikke fundet vejen endnu?
 
Andy McCluskey: Det er den generelle opfattelse, at vi kan en masse med vores teknologi, men som jeg var inde på, så er det ikke alt det seje, der når ud til den brede befolkning. De mindre ting, telefoner, video, vel også nettet, er nået ud til de mange, men hvor hårdt brug har vi egentlig for de ting? Er de en hjælp eller er personlig teknologi vore dages opium til folket? Du ved, så længe de alle er på Facebook, så er de ligeglade med, at vi tager alle deres penge. Lad dem sende sms'er, skrive på Facebook og Twitter, så er de beskæftigede, mens vi har travlt med at flå dem.
 
Ras Bolding: Jeg lavede interview med Laibach for et års tid siden eller to, og det er ret interessant, for Ivan Novak sagde, at det vi har oplevet gennem de senere år, hvor alting bliver gratis tilgængeligt på nettet, musik især, men nu også sådan noget som film, er del af en større mediestrategi. Han mente, at når først alle de fysiske medier er så godt som helt døde, så vil de nye mediegiganter sætte sig på distributionskæderne og begynde at forlange penge. Du ved, man giver dig lidt gratis heroin, og når du så er blevet afhængig, så får du lov til at betale.
 
Andy McCluskey: Jeg kan godt følge den tanke. Verdens største firmaer bliver i højere grad cyberorienterede. De producerer ikke noget, som sådan.
 
Ras Bolding: En William Gibson-verden. Men nu vi er ved Laibach…jeres album "English Electric" handler både om fremtiden og fortiden, jeres egen musikalske baggrund i firserne. For nogle år siden lavede jeg et andet interview med netop Laibach, hvor jeg spurgte, hvordan det kan være vi ser så mange referencer til firsernes popmusik i disse år. Svaret fra Laibach var meget simpelt: fordi dengang betød popmusik noget. Er du enig i, at popmusikken i en vis forstand har mistet sin betydning i dag?
 
Andy McCluskey: Jeg mener at firsernes elektroniske popmusik og noget af det, der blev til visse dele af den elektroniske dance-scene, er en af de sidste store perioder, hvor popmusikken forsøger at udtrykke sig kunstnerisk, kulturelt, didaktisk…det her lyder ret prætentiøst nu. Men jeg mener det faktisk. Og jeg mener, at det, der så skete i halvfemserne var, at det der rock'n'roll-monster, som vi havde forsøgt at slå ihjel, fik et ekstraliv, med grunge og britpop. Alle de der bands, der mente, at 1969 var fremtiden. Der kom en ny generation i halvfemserne, som kiggede sig omkring, ude af stand til at finde en ny retning. Men det er meget naturligt, at enhver ny generation fornægter den forrige. En del af det postmoderne. Og nu havde man så en bølge, der fornægtede den elektroniske musik, men også musik med konceptuelle idéer i mange tilfælde. I stedet vendte de tilbage til det, jeg ser som primitive rock'n'roll-klichéer. De så det selv som en tilbagevenden til rock'n'roll-musikkens essens, men for mig var det som om at de, sammen med elektronikken, smed alt, hvad der hed koncept og intelligens ud.
 
Men nu har vi så en ny generation i spil, som reagerer mod halvfemsernes tilbagevenden til det primitive, og denne nye generation ser firsernes electronica og popmusik som det sidste store eksempel på en intelligent musikbølge. Så hvis man i dag vil se tilbage og finde musik med store følelser, med intelligens og omtanke, så må man nok engang afvise de der rock'n'roll-klichéer. Og så søger folk måske tredive år tilbage i tiden, og lige pludselig er der nye bands, der begynder at omtale os som ikoniske, som referencer.
 
Ras Bolding: Der er lidt af en postpunk-fascination i undergrunden i disse år.
 
Andy McCluskey: Ja. Det er en bølge, som vil mere, som ikke kun ønsker at spille musik, men også insisterer på at arbejde med intellektuelle koncepter i musikken, så derfor ser de tilbage mod de folk, der har gjort den slags før.

Ras Bolding: Tror du ikke også, det kan ses som en reaktion mod hele det talentshowsræs, der kører løs på tv? Jeg mener, hvis man tænder for landsdækkende tv i dag, hvad enten det er i England eller Danmark, så får man stoppet talentshows ned i halsen. Du ser ikke en OMD-koncert eller nye navne, der optræder med deres egen musik i bedste sendetid. Nye navne kan få lov til at spille den der OMD-sang, som alle kender, og så sidder der en Spice Girl som dommer. Hvad giver det unge musikere?
 
Andy McCluskey: Absolut intet. Musikindustrien har indset, at der er ikke mange penge i det her længere, så derfor er de blevet bange, de tør ikke satse på andet end det, de mener i forvejen kan sælges, det der allerede findes et marked for. De er blevet meget konservative og har indset, at man kan sælge næsten hvad som helst, hvis reklamebudgettet er stort nok. Disse reality tv-talentshows, X Factor, Pop Idol, etc. er i virkeligheden en to måneder lang tv-reklame, hvor man fupper folk til at købe "den menneskelige historie bag" – "det var min bedstemors sidste ønske på dødslejet, at jeg skulle synge på tv, og jeg vil så gerne købe min mor et hus", al den slags. Og naive mennesker tror på det vrøvl. Det, de får i sidste ende er dette års musikalske udgave af McDonald's og Budweiser, komplet blottet for smag. Et produkt designet til ikke at have nogen smag, så man ikke risikerer at fornærme nogen, men der er bare heller ikke noget indhold.
 
Ras Bolding: Berømmelsessyge.
 
Andy McCluskey: Ren berømmelsessyge, designet af reklamefolk, der giver dig dette års berømte. Næste år giver de dig nogle nye. Det er meget deprimerende, og klart nok er der folk, der reagerer imod det, de, der vil lave deres egen musik. Men de folk kommer ikke på tv og får ikke de store pladekontrakter. De kan lægge musikken op på SoundCloud og YouTube, lave små aftaler med små independent-labels, for de store selskaber vil ikke røre dem. De er blevet alt for konservative i dag og har det helt fint med at blive ved med at stopfodre os med pæne singer-songwriter-ballader og James Bond-temaer. Det er fandeme deprimerende!
 
Ras Bolding: Helt bestemt. Og nu talte vi om mulige fremtidsvisioner før – er vi måske nået dertil, hvor det bedste, der kunne ske nu er det endelige kollaps for musikindustrien, som vi kender den?

Andy McCluskey: Ja. Problemet er bare, at vi har ikke på nuværende tidspunkt noget alternativt system, som kan bringe kvalitetsmusik ud til masserne. OMD ville aldrig have fået en pladekontrakt i dag. To nittenårige nørder, der lavede mærkelige lyde. Vi ville aldrig kunne blive udgivet i dag, så vi måtte udgive tingene selv og måske ville et par tusind finde os på YouTube. Men vi ville ikke blive en YouTube-sensation, medmindre vi lavede noget med killinger eller en eller anden fyr fra Sydkorea, der dansede en tåbelig dans. Og man ser sågar i dag, at en masse idm- og ebm-videoer på YouTube bruger nøgne kvinder, bare for at få folk til at klikke sig ind.

Ras Bolding: Hvilket jo ret beset er en noget sexistisk strategi – et problem musikindustrien for så vidt altid har kæmpet med. Men lad os nok engang vende tilbage til fremtiden. Lad os forestille os, at jeres næste udgivelse var et konceptalbum, der handlede ikke om den fremtid, vi gik glip af, men den, der venter derude på os, om tyve-tredive år. Hvordan ville det album lyde, hvordan ville den fremtid tage sig ud?

Andy McCluskey: Vores mantra var "hvordan lyder fremtiden?" Vi forsøgte at besvare det spørgsmål med "English Electric", men jeg er ikke helt sikker på det lykkedes. Det er svært. "English Electric" er næsten at betragte som forskningen, der fører os up-to-date. Det store spørgsmål er, om vi har energien til at presse på; vi er jo, trods alt, i halvtredserne nu. Hvis vi finder på noget nyt og spændende, så vil det næppe sælge. Vi tjente ikke noget på "English Electric" eller "History Of Modern" – vi tabte heller ikke penge. Vores problem er, at vi har opnået en del succes de seneste seks år – ikke mindst med "English Electric". Alle mulige folk vil gerne tale med os nu, og for bare et par år siden troede de, at vi var blot endnu et firserband, der vendte tilbage for at score lidt penge. Man ser os ikke længere som et nostalgiband på jagt efter pensionspenge, men anerkender, at vi laver ny musik, som er værd at lytte til – som ikke kun er tom pastiche over, hvad vi var engang.
 
Problemet er bare, at OMD er blevet en tidsrøver for os. Dengang i firserne havde vi tiden til det her og vi kunne fordybe os i det uden at skulle tænke på andre. Kærester kom og gik, vi havde ikke børn, vi skænkede ikke vore forældre en tanke, for de var der jo bare. Men nu er vore forældre gamle og døende, vore børn vil gerne være sammen med os, og vore koner og kærester er rasende, når vi er væk ni måneder ad gangen. Det giver os problemer privat, når vi bruger så megen tid på at give koncerter, promovere, lave interviews, tv, radio, videoer, etc. Det er ikke godt for os personligt. Vi vil gerne tage næste skridt ind i fremtiden, men jeg tror at i så fald bliver det noget med at lave et album, men uden turné. Og måske er det ikke så tosset, for hvis vi virkelig tager et stort spring fremad, så kan det godt være, at de folk, der kommer til koncerterne for at høre "If You Leave" og "Tesla Girls" ikke vil bryde sig stort om næste album, haha.

Ras Bolding: Man ved aldrig. Måske kan I bruge Jean Michel Jarre-tricket og lave enkeltstående koncerter med en speciel vinkel, eller den slags.
 
Andy McCluskey: Jeg ved ikke, hvordan vi vælger at gøre det, men Paul og jeg har været i gang siden sidste september. Vi har ikke taget pauser, og det har ikke været godt for os. Folk på nettet er begyndt at spekulere på, om det hele er overstået nu. Det er det ikke, men måske trækker vi os tilbage for en tid for at tænke over tingene. Vi har endnu ikke fundet svaret på vores spørgsmål, og mht. dit spørgsmål, så er mit svar: jeg ved det ikke. Det er en opdagelsesrejse. Hvis jeg vidste, hvor jeg skulle hen, så var der ingen idé med rejsen.
 
Ras Bolding: Efter denne lidt avancerede snak må det være på tide at blive tekniske og nørdede. Arbejdede I med det retrofuturistiske tema på "English Electric" også i indspilningsprocessen og i valg af instrumenter? Ønskede I at blande analogsynthesizere fra halvfjerdserne og firserne med vore dages laptop-softsynths?
 
Andy McCluskey: Nej. Paul og jeg forsøger generelt at gøre alting så simpelt som muligt, og vi holder meget af softsynth-plugins. Paul er lidt af en tekniknørd, så han satte en Prophet-5 op og sammenlignede med en plugin-version for at sammenligne lydene. Vi har gjort det med et par andre maskiner også, og i vores ører kommer de nye plugins så tæt på de oprindelige analoge synthesizere, at vi er ligeglade. Mange unge går meget op i det der med autenticitet. De skal have de rigtige maskiner med på scenen, en masse ledninger, afvikle sequencere live, ramme pitchbenderen helt korrekt, få oscillatoren til at lyde helt perfekt. Alt det kæmpede vi jo med for mange år siden. I dag arbejder jeg derhjemme, jeg bruger ikke engang et studie – jeg vil have alting i min telefon eller min laptop.
 
Ras Bolding: Du sender lige en mail, hvis den der Prophet-5 alligevel bare står og fylder. Nå, I optrådte her i Esbjerg for to år siden også, og fik en særdeles varm velkomst. Hvad forventer I af publikum i aften?

Andy McCluskey: Vi skal optræde til sidst i aften, så jeg tror, folk er endnu mere fulde end sidst. Jeg husker, at sidst var du glad for en god del af koncerten, men ikke så vild med materialet fra senfirserne, som jo nok er lidt middelmådigt og mainstream. Men det er en retrofestival, så desværre for dig spiller vi kun to numre fra "English Electric". Vi spiller "Sister Mary" og "History Of Modern Part 1", fra "History Of Modern". Vi spiller nok ikke "If You Leave" og "Walking On The Milky Way". Ingen "Pandora's Box", men du får altså "Locomotion", "So In Love" og "Forever Live And Die".

Ras Bolding: Det må jeg leve med.

Andy McCluskey: Men du får også "Messages", "Souvenir", begge "Joan Of Arc"-numre, "Sailing On The Seven Seas", "Enola Gay" og "Electricity".

Ras Bolding: Det lyder godt. Det er det gode materiale.
 
Andy McCluskey: De fleste blandt aftenens publikum ejer formentlig ikke et eneste OMD-album, og hvis de gør, så er det nok noget Best Of, vi er ude i. Og så har de måske hørt lidt i radioen. Kender de "Secrets"? Blev den slags spillet i radioen her? Vi havde ikke rigtig mange hits i Danmark, faktisk.

Ras Bolding: Danmark har altid været lidt konservativt musikalsk.

Andy McCluskey: Vi har også haft det lidt svært i Norge og Sverige.

Ras Bolding: Det er lidt mystisk. I Danmark tænker vi ofte på Sverige som lidt af et synth-land. De har Covenant, eller tænk på sådan noget som The Knife i dag. Jeg ville umiddelbart tro, at OMD var større i Sverige end i Danmark.

Andy McCluskey: I aften spiller vi et kvarter mere end sidst. Sidst spillede vi omkring en time, denne gang er det ca. en time og et kvarter. Kan du huske for to år siden, hvor Cyndi Lauper dukkede op med sit blues-band, spillede sit nye blues-album samt en blues-version af "Girls Just Wanna Have Fun"? Det var ikke just populært hos publikum, for at sige det mildt. Det skal vi ikke forsøge.
 
Ras Bolding: Jeg har faktisk en sjov historie om Cyndi Lauper fra den aften. Efter hendes koncert skulle jeg mødes backstage med min fotograf, og så passerede jeg Cyndi Lauper og sagde tak for koncert og gik videre. Alle blev tavse som graven. Jeg havde tydeligvis gjort et eller andet galt. Arrangørerne fortalte mig, at i følge hendes kontrakt var det åbenbart kun specifikke folk, der måtte tale til hende. Jeg syntes, det lød lidt interessant, så jeg fandt hendes rider på nettet, da jeg kom hjem, og der var nok at læse. En masse tekniske krav, naturligvis, men også en del om mad. Paptallerkner var sådan set ok til morgenmad, men derefter var det sølvtøj, og så skulle der forefindes en hel del madvarer backstage, nok til at brødføde en hjemløs familie i en uge. Men – og det var så her jeg fik enorm respekt for Cyndi Lauper – der skulle også forefindes "doggy bags", så man kunne tage rester med hjem.

Andy McCluskey: Måske tænker de, at hvis folk er dumme nok til at give dem alt det her, så kan de lige så godt tage rester med hjem. Men jojo, grunden til at vi laver interviewet her på hotellet er selvfølgelig, at jeg har lavet visse ændringer i min rider siden sidst, så når vi er tilbage på festivalpladsen, så må du naturligvis ikke tale til mig. Så taler jeg ikke til nogen.

Ras Bolding: Det er klart.

Andy McCluskey: Men ja, vores sætliste i aften bliver måske en smule konservativ. Men vi spiller "Metroland", hele nummeret. Så håber vi, at en flok fulde danskere med vikingehjelme kan lide den.
 
Ras Bolding: Vi har snakket en del om fremtiden i dag, så hvad er der planlagt for OMD i den ikke alt for fjerne fremtid?
 
Andy McCluskey: Vi vil forsøge at arbejde med flere elementer af glitchmusik, arbejde med opklippede vokaler. Den menneskelige stemme er noget vi gerne vil arbejde med ud over som sang. Vi forsøgte at arbejde med glitchmusik, men vi kunne ikke rigtig få det til at passe ind med vores egen lyd.

Ras Bolding: Jeg kan godt forestille mig, at det kunne være vanskeligt.
 
Andy McCluskey: Men vi vil nok forsøge igen. Og så vil vi også gerne forsøge at arbejde med japansk vocaloid-musik. Der findes denne plugin, som dybest set fungerer som vokal-bibliotek. På samme måde som man kan indtaste MIDI-noder, D, F, G, så indtaster man sangnoder her og vælger ordene fra biblioteket, som så synges. Det er optagelser af rigtige mennesker, som så alle har fået navne. Jeg tror, det begyndte som en måde, hvorpå programmører kunne arbejde med vokal, selv hvis de ikke kunne synge, men nu er folk begyndt på at skabe anime-figurer til disse stemmer.
 
Prøv at søg på Hatsune Miku på nettet. Hun har blåt hår ligesom dig. Det er demokratisk moderne musik, for alle kan skrive sange til Hatsune Miku, bare man har programmet. Jeg tror Yamaha og G-Force lavede det oprindelige program, så man vælger bare ordene på sin computer, men så er der folk, der har designet karakterer til stemmerne, og disse karakterer har fået eget liv, i en sådan grad at de giver koncerter. Så er der et rigtigt band, der spiller til, mens animekarakteren synger på en skærm eller som 3D-projektion. Folk går til den slags koncerter. Vi kunne godt være interesserede i at prøve OMD med vocaloid.

Ras Bolding: Kender du William Gibsons "Idoru"? Den vil måske interessere dig. Bogen kom vel for omkring femten år siden og handler om et band, hvor forsangeren forelsker sig i en kunstig intelligens, som han forsøger at få bygget som idoru-figur.

Andy McCluskey: Kissing The Machine.

Ras Bolding: Lige netop.

Andy McCluskey: Kan du huske de der gode, gammeldags oppustelige sexdukker? Nu laver man såkaldte "real dolls" som koster tusindvis af dollars, med perfekte latexkroppe. Man kan gå online og bestille en blondine eller brunette, hun skal være så og så høj, etc. Næste skridt er at man installerer en simpel kunstig intelligens i sådan en krop, så den kan sidde der på sofaen og sige "jeg elsker dig, jeg vil kneppe dig, baby." Vi vil se robot-sexdukker inden for en overskuelig fremtid.

Ras Bolding: Jeg lavede cover af Vangelis-musik fra Blade Runner sidste år, faktisk. Vi laver disse Tribute-arrangementer i København, bl.a. et Tribute 1982, og Blade Runner kom jo oprindelig i 1982. I år laver vi Tribute Cold War, hvor vi hylder koldkrigssangene fra senhalvfjerdserne og firserne. Jeg sender lige en mail, så kommer I vel og spiller Enola Gay? Vi kan tilbyde absolut ingen penge, måske kan vi lige dække transporten og med lidt held får I en smule at spise. Det er helt fint, ikke?
 
Andy McCluskey: Det er mere, end jeg plejer at få. Men husk nu, at vi skal have doggy bags til rester.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA