x

The Elephants’ turnédagbog kapitel 2

The Elephants’ turnédagbog kapitel 2

Tungt placeret i ventesals-stole i New Ark Airport vil vi inden take-off lige give jer afslutningen på historien om de 5 (og Sylle Lydmann) på tur.

Sidst vi forlod jer var i mandags, da vi sad i en billig kineser-bus på vej mod Boston, hvor vi skulle spille på TT The Bear's PLace i Cambridge (forstad til Boston). Det viste sig at blive et af turens højdepunkter med lutter søde mennesker, fra vi trådte ud af bussen, til vi ud på natten gik omkuld på gulvet hjemme hos Bob fra Desert Sea - det ene af aftenens to andre bands. Og folk kunne lide musikken. Faktisk købte stort set alle de 50 fremmødte vores cd, så vi var svære at pille ned den aften.

Dagen efter gik turen tilbage til New York og Williamsburg, hvor vi om onsdagen skulle spille på Southpaw - det fedeste spillested i Brooklyn. (Det passer!) Aftenens hovednavn Vic Thrill & The Saturn Missile (der deler management med bl.a. Flaming Lips og Devendra Banhart) havde vi hjemmefra fået med på at spille et job med os - de levede op til forventningerne! Hvilket vi egentlig også gjorde, heldigvis. Endnu en god aften med godt gang i cd-salget og en ret så
glad spillestedsejer.

Torsdag hoppede vi ind i en ny kineser-bus med kurs mod Washington D.C., hvor det mindre, men cool spillested Velvet Lounge havde indvilliget i at få os på besøg. Fremmødet den aften var desværre ret begrænset, men hvad gør det, når de, der er, er glade, og bartenderen tilbyder Kentucky gentleman ad lib., et gulv at sove på og en mulighed for at spille med hans etablerede D.C.-band, næste gang vi kommer til byen.
Næste dag var der tid til at lege turister foran Det Hvide Hus, inden bussen fortsatte til Philadelphia og spillestedet The Khyber.

Det gode ved at booke koncerter på den anden side af Atlanten er, at man nemt kan pynte lidt på pressemeddelelsen og ellers lade musikken tale for sig selv. På The Khyber var vi hovednavn to dage efter, at Figurines havde været det – den går vist ikke rigtigt herhjemme endnu. Lidt træthed lod sig nok desværre spore under denne koncert, men heldigvis fin respons og – lige så vigtigt – et sted at sove hos rock'n’rollerne fra The Cobbs, der også spillede.

Hverken i D.C. eller Philly var det lykkedes at arrangere sovesteder, inden vi tog af sted, hvilket unægteligt sætter sit præg på humøret og trætheden. Sidste (og dyre) udvej ville selvfølgelig være at finde et hotel. Næste gang vi gør det her, lejer vi en autocamper!

I går lørdag kom vi så tilbage til New York og fik prajet en minivan med kurs mod turens sidste koncert på det legendariske spillested Maxwell's. Maxwell's ligger i Hoboken, New Jersey, lige på den anden side af Hudson River, der trækker grænsen mellem NYC og NJ, og trods en alder på 34 er stedet stadig et af de toneangivende spillesteder.
Så et perfekt sted at slutte af – og så fik man oven i købet serveret mad! Uhørt herovre! Alt gik heldigvis, som det skulle, så der var lagt i ovnen til en sidste aften i baren/byen. Maxwell's, we'll be back!

Efter et after-party på vores "stam-garage-bar" Union Pool hjemme i Williamsburg har vores hoveder det mindre godt i dag. Forhåbentlig holder de til turen hjem over Atlanten – satser på at KLM-stewardesserne tager sig godt af os.

Ikke flere historier fra os i denne omgang - vi ses derhjemme!

Elefanternes hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA