x

Sekundant for en sangskriverlegende

Sekundant for en sangskriverlegende

Senere på måneden indlemmes Yusuf Islam – tidligere kendt som Cat Stevens – i den hæderkronede Rock'n'roll Hall of Fame. Det sker mere end fyrre år efter, Stevens markerede sig som en de tidlige halvfjerdseres mest populære sanger/sangskrivere med album som "Tea for the Tillermann" og "Teaser and the Firecat" - og otte år efter Yusuf gjorde comeback efter en over 25 år lang pause fra musikken.

I dag har Yusuf formået at forene sin muslimske tro med fornemmelsen for den gode og gerne følsomme popsang, og arbejder i skrivende stund på et nyt album. Mens vi venter og fejrer Yusufs optagelse i Rock & Roll Hall of Fame, har GAFFA fået en snak med den danske trommeslager Kristoffer Sonne – storebror til D.A.D.'s Laust Sonne - der medvirkede som studiemusiker på Yusufs seneste udspil, "Roadsinger" fra 2009. Og hvordan kom det egentlig i stand?

En anden kop

Sonne: Jeg flyttede herover i '96 med et band, der hed Circus – vi fem danskere; sangeren var Jacob Illeborg som er på DR2 i dag. Vi gik i opløsning i 2006, ti år efter vi var rykket til London. Jeg havde allerede lavet meget sessionarbejde i Danmark med folk som Lars H.U.G. og Hanne Boel, og vores idé med at komme væk i sin tid var at vi ville have et rigtigt band. Det fandtes simpelthen ikke på det tidspunkt; det største man kunne opnå, var at komme til at spille med et af de store firser-koryfæer – Anne, Hanne eller Sanne, ikke? Så vi havde bandet i London, og jeg tog så hjem indimellem og lavede sessionarbejde.

Da vi gik i opløsning, havde vores keyboardmand Nikolaj Torp været med på en session til James Morrissons første album, og blev så tilbudt at være MD – Music Director – på den efterfølgende turné. Der kom jeg så med, og vi turnerede den plade i halvandet års tid. Da vi kom tilbage til London begyndte vi at lave sessions for Martin Terefe, den svensker som havde produceret James Morrisson-pladen. Han lavede Martha Wainwright, Ron Sexsmith og sådan nogle – han begyndte at få sådan nogle store, soulfulde singer/songwriter-ting efter at han havde lavet Morrison-pladen, og vi blev en del af hans team. Vi var også med på den næste James Morrisson-plade, men sagde nej til at turnere med den og lavede i stedet plader med Martin. Craig David, blandt andre, og K. T. Tunstall som jeg stadig spiller med indimellem.

Hun var lige forbi Aarhus, hvor jeg sidder, i sensommeren....

Åh ja, den tur var jeg faktisk med på – men ikke lige den aften, hvor der var et lokalt husorkester på (The Desoto Caucus, red.). Men vi var egentlig tre danskere, som arbejdede for Martin: Nikolaj Torp-Larsen, en tekniker som hedder Dyre Gormsen og jeg. De seneste fem år er vi begyndt at skrive, producere og har åbnet vores eget studie i West London, som hedder Squat Sound....

Og hvordan kom du så i forbindelse med Yusuf?

Jamen, det var faktisk fordi Yusuf havde et studie i samme bygning som Martin, på Kensal Road, fordi han havde havde fundet ud af,at han ville til at lave musik igen. Så lavede de først "An Other Cup" (fra 2006, red.), og siden tog Yusuf til Nashville og lavede nogle indspilninger, som han var rigtig glad for.

Han var ellers blevet nægtet indrejse i USA, efter at han havde nægtet at besøge det hvide Hus og den daværende præsident George W. Bush, som ville bruge ham i PR-øjemed til at vise at "se, vi er stadig venner med muslimerne!" Det synes Yusuf var for gustent, så han havde takket nej til invitationen. Og så var Bush blevet så fornærmet, at han havde sat Yusuf på en 'most wanted'-liste. Det havde Yusuf ikke selv fået at vide, så han fløj hele vejen til USA, hvor han blev afvist i lufthavnen og måtte flyve hele vejen hjem.

I forlængelse af det lavede han det nummer, som hedder "Boots & Sand," som blev en single og handlede om den episode. Der var jeg også med – og både Paul McCartney og Dolly Parton var med som gæster. Den satte noget i gang for ham, igen. Det var relevant for ham at lave musik igen. Han havde så lavet omkring seks sange i Nashville, og resten af sangene til den nye plade skulle vi lave i studiet i London sammen med Martin (Terefe, red.). Jeg kom med på "Boots & Sand," som han allerede havde indspillet, fordi han ikke var glad for trommerne. Så efter vi havde været i studiet et par dage, og han var begyndt at tro på mig, fik jeg lov til at spille på den. Det var en stor oplevelse.....

Skarp og velforberedt

Prøv at fortælle om jeres første møde....

Det var den førstedag i studiet, og der var Wimbledon-finale. Jeg er stor sports-fan, så vi sad og så Nadal/Fetterleins kamp; det var hyggeligt og vi lærte hinanden lidt at kende og gik ind og indspillede lidt. Noget af musikken havde han allerede lavet på forhånd, og havde nogle "stilladser" som han godt kunne lide liggende på bånd; andet startede vi helt forfra med. Det foregik i Martins studie, Kensal Town Studio, for Yusufs eget studie var bare en lille suite med et lille computersystem og en sofa. Han havde ikke mulighed for at indspille trommer og så videre, det var mere et demostudie, hvor han havde mulighed for at sidde og fifle lidt. Så han kunne komme væk hjemmefra og have et kontor, hvor han kunne sidde og skrive sange.

Hvordan var han at arbejde sammen med?

Jeg havde det allerbedste indtryk af ham; han var utroligt skarp og velforberedt. Og så har han den dér ro, som sikkert udspringer af hans religiøsitet. Jeg skulle indspille en tamburin (på "Thinking 'Bout You," red.), og han sagde "det her bliver sjovt...prøv at slå på den med en whisker!" han eksperimenterede med alt, hvad der skulle indspilles.

Oftest, når jeg arbejder, er det meget mere samlebåndsagtigt; der er ikke tid, og hvis der skal en tamburin på – ja, så er det bare på med den og videre. Fordi der er så få penge i det, efterhånden, at man bliver nødt til at lave meget mere. Det var rigtig sjovt at få et indblik i hans måde at arbejde på......i "Boots & Sand" er der på et tidspunkt et break, inden sangen fortsætter, og der ville Yusuf have mig til at slå hårdt på et bækken for ligesom at foregribe resten af instrumenterne.

Jeg spille whiskers på det nummer, meget blødt, og han blev ved med at sige "hårdere! Du skal slå hårdere!" indtil jeg tilsidst stod op og tæskede på bækkenet. Både Martin og jeg synes, det var lidt pinligt. Men da Paul McCartney kom ind et par uger efter for at indspille sin vokal, var det første han sagde "åhr, fedt med det dér bækken!" Vi er nok bare fra en anden tid, ha-ha. Det foregik i et andet studie, i Soho, i øvrigt.

- Jeg er stor fan og lyttede selvfølgelig til de gamle plader for at forberede mig til at indspille med ham. Og der er faktisk nogle helt fantastiske tromme-arrangementer på nogle af de tidlige ting. Mærkelige, finurlige idéer. Og det er jeg i dag overbevist om må være Yusufs egne idéer. Han havde en finger med i alt, tog notater til alt hvad vi lavede, prøvede det lidt hurtigere og lidt langsommere....han var virkelig på, ikke? Jeg arbejder stadig med Martin af og til, og for det meste overlader de yngre artister det simpelthen til ham. Det er meget sjældent, at der er nogen, som går ind i det på den måde som Yusuf gør. Han var også utroligt behagelig at være sammen med.

- Yusuf fortalte i øvrigt en sjov historie: Han flyttede i skattely i Brasilien engang, fordi han skyldte så meget i skat. Det var dengang, han var rigtig rockstjerne, med alt hvad det indebar. Men da han ankom til sit hotel for at checke ind, var der fyldt med politi. De var der for at anholde en af de eftersøgte fra "The Great Train Robbery" (stærkt medieomtalt, engelsk togrøveri i 1963, red.), men Yusuf troede, at det var hele den britiske politistyrke, som var kommet for at hente ham.

Detaljens mester

Hvor lang tid tog de her indspilninger?

For mig cirka en uge, vi lavede omkring en sang om dagen. Så arbejdede de videre med det, og han tog vist også noget med hjem og gjorde færdigt. Men Yusuf-pladen blev anledning til, at jeg så kom med på Klaus Voormans "Journey." (Den tyske bassist og kunstner Voorman var blandt andet manden bag omslaget til The Beatles "Revolver," red.). Voorman ville gerne have alle dem med, han havde spillet med, og da George Harrisson var død spurgte han af en eller anden grund i stedet Yusuf, om han ikke ville synge et par Harrisson-sange med ham. Det var umiddelbart efter "Roadsinger," så jeg blev spurgt om jeg ikke ville være med på det også. Nikolaj Torp var også med, på klaver. Voorman var fuldstændig anderledes end Yusuf, selvom de var fra samme tid.

Man havde indtryk af, at Yusuf var i fuld kontrol med det hele; Voorman nærmest ikke interesseret i, at det skulle lyde godt. Han gik kun op i, at vi skulle have det sjovt. Yusuf var nede i hver detalje, og han fortalte i øvrigt også nogle sjove anekdoter om, når de mastererede pladerne i gamle dage, altså til vinyl. Det er således på vinylplader, at kvaliteten af lyden faktisk bliver dårligere, jo længere de man kommer ind på pladen – fordi de samme informationer skal komprimeres på det mindre plads. Så når du mastererer, er du nødt til at kompensere lydmæssigt, og dengang var masterering jo noget med store maskiner, tandhjul og så videre. Alt skulle mastereres manuelt, og hvis noget ikke lød rigtigt, måtte man starte helt forfra. Og da var han kendt for at masterere om måske halvtreds eller hundrede gange. Den type er han.

Du kan læse en artikel om Rock & Roll Hall of Fame og dette års nye medlemmer i det nye april-nummer af GAFFA. Yusuf Islam aflyste en planlagt koncert i Herning i 2011, men du kan læse en anmeldelse af hans eksklusive comebackkoncert i London i maj 2009 her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA