x

Nikolaj Nørlund – Danmark som orkanens centrum

Nikolaj Nørlund – Danmark som orkanens centrum

– Synger du på engelsk, vil du per definition befinde dig i udkanten som dansker, da det jo er amerikanerne og englændernes sprog og kultur. Det er fint nok, at man vil lyde som et band fra Ohio, når man er 17 eller 18, men det kan man ikke bruge til noget, hvis man er i 40'erne. For mig er det derfor vigtigere end nogensinde at udforske det danske, og derfor har det været helt naturligt at alliere mig med danske filmfolk, forfattere og musikere, som i sagens natur arbejder med vores kultur og sprog. 

Vigtigere for dig eller for os?

– Vigtigere for mig, og derfor også for os, hæhæ. Jeg gider ikke sidde i udkanten, i provinsen, jeg gider ikke sidde i Varde. Jeg vil sidde i orkanens centrum. Det er vigtigt selv at definere hvordan, ellers føler jeg mig som et fjols ude i provinsen, der prøver at være ligesom de store drenge i byen. Jeg har altid kunnet lide at arbejde med andre mennesker, og med alderen jo flere og forskellige. Som ung er man typisk mere selvfokuseret og blind over for, hvor lidt man egentlig ved. "Vi er geniale, de andre lyder ad helvede til", du ved, det har jeg sagt mange gange, men jeg er blevet mere åben med alderen og mere nysgerrig. Hvis rockmusik kun er noget for unge mennesker, er jeg for gammel til det. Men hvis det er en gyldig udtryksform hele livet igennem, så er jeg bare i midten af det, og det er sådan, jeg har det, og det er det, jeg regner med at foretage mig resten af mit liv. Men så bliver man også nødt til at tage både sig selv og stilarten seriøst. Og rock som sådan er i min bog et udtryksmiddel, der er ligeværdigt med litteratur og film. 

– Jeg har det bedst, når jeg er i gang og har det godt i førersædet og er kommet dertil, hvor det ikke er en mulighed at hive en producer ind, der kan gøre det bedre end mig, det har jeg simpelthen ikke råd til. Men ja, der står Nikolaj Nørlund på coveret. Det er en soloplade på samme måde, som Nymphomaniac er en Lars von Trier-film, selvom der har været 600 mennesker involveret i processen, når du går i detaljer.

 

Det er en om'er

GAFFA møder Nørlund på slap line, med karakteristisk vid, bid, og selvironi som -sikkerhed. Og uden at sige for meget er tanken herfra, at den alternative scenes lederskikkelse ikke bliver dårligere med alderen. På aktuelle Det Naturlige har den musikalske altmuligmand, traditionen tro, allieret sig med en række samarbejdspartnere, mest markant den præmierede film- og videoinstruktør Martin de Thurah, lyrikeren Naja Marie Aidt, forfatteren Bjørn Rasmussen og jazz-guitaristen Jakob Bro.

– Martin er instruktør, men ud over at være stærk på billedsiden kan han fortælle; han kan mærke, hvad der rører ham. Han er kommet med historier, med billedoplæg og har været smagsdommer. Det har været interessant at have en med, der på sin vis har været over mig. Han er den første, der nogensinde har fået mig til at lave noget om, som jeg selv har syntes har været, som det skulle. For hvis jeg ikke gjorde det, ville det jo være meningsløst, så ville der ikke være nogen grund til at have det samarbejde. Jeg har ændret ting og skrevet om, og jeg synes, at resultatet er blevet bedre.

 

The Wainwrights? I hate the whole fucking family

Der sker rigtigt meget rent lyrisk på Det Naturlige, har I arbejdet ud fra dogmer?

– Der er mange ord på pladen, og det må gerne lyde, som om der er for mange, men samtidig være elegant. Det er sådan nogle dogmer, jeg har arbejdet med. Men jeg kan også godt lide, at man er klar i spyttet. Et af mine yndlingscitater er Nicky Wire fra Manic Street Preachers, der siger "The Wainwrights? I hate the whole fucking family". Det er fantastisk og også meget smukt, og så forstår man jo 100 procent, hvad han mener (kollektivt skraldgrin, red.). 

Hvori ligger det personlige i ordene?

– Det er ikke bekendende, Jeg synes, at bekendelsesmusik er uinteressant. 

Men skal man ikke kunne mærke personen bag?

– Det kan du sige, det ved jeg ikke, om man kan. Det er vel på samme måde som at stille spørgsmålet, kan du mærke instruktøren bag en film, kan du mærke forfatteren bag en bog? Jo, hvis man er dygtig og god nok til at lave det, man gør, så kan det blive interessant nok, og så trækker du folk ind. Det er det, der er pointen i det. 

Hvordan ligger koblingen mellem ord og musik?

- På den musikalske side kommer for eksempel guitaristen Jakob Bro ind, med sin moderne, nordiske, jazzede tone, og når du kombinerer det med de andre elementer, så bliver posen åbnet. Jeg vil ikke bede folk om at afslutte, jeg vil sætte dem i gang, der skal ske noget. Og i forhold til, hvor jeg er i min karriere, synes jeg også, at folk med rette skal kunne forvente noget af en ny Nikolaj Nørlund-plade, selvom de selvfølgelig køber den for mine dance-moves anyway!

 

At leve med sin egen stemme

Hvordan har du det med størrelserne kærlighed og had i forhold til det at lave musik og være kunstner?

– En ting, der er svært som sanger, er at leve med sin egen stemme, det er indbegrebet af et kærligheds/had-forhold. Nogle gange føler man, at man rammer noget, man er alene om, og andre gange kan man ikke holde den ud, man lever i evig usikkerhed. Det er forskelligt i forhold til at spille et instrument. Begejstringen kan være meget stor, men bundniveauet også massivt og totalt. Jeg får altid et chok, når jeg hører mit gamle materiale, hvilket jeg sjældent gør. Det at lave musik er utrolig endeligt, den plade, jeg laver nu kommer til at lyde på samme måde, når mine børn er 50. Det er lidt som tatoveringer, de er permanente og tilgængelige, og er man så lige i humør til at hoppe tilbage og høre, hvor man var, da man var 25? Men jeg er blevet mere bevidst om, hvad jeg skal og tager flere chancer, også rent vokalt, ud i det ukendte på Det Naturlige

Kan du sige noget om, hvordan du bruger størrelserne kærlighed og had, også i forhold til dig selv, i din musik?

– Det er godt spørgsmål, det er interessant. Jeg tror, at det er vigtigt, at man definerer sig selv, også musikalsk, for deri ligger også en afstandtagen til noget, man ikke vil. Personligt er jeg blevet bredere i mit accept-niveau, i forhold til mennesker, genrer og kunstarter. Jeg er stadig bevidst omkring, hvad jeg kan lide, og hvornår jeg synes, noget fungerer og ikke fungerer, men i dag nok mere "fungerer det?", frem for "kan jeg lide det?", altså, jeg accepterer præmissen. 

 

Mentor – på skærmen og i studiet

– Jeg vandt da Mentor, rent moralsk (i modsætning til navnebroder Steen, der løb med sms-sejren i Blachmans tv-program, red.), og det har været fedt at have en parallel rolle i forhold til at hjælpe Ulige Numre videre frem. Man lægger på hele tiden, og begge oplevelser og forløb har været med til at udvikle mig og har været megasjove. Jeg er taknemmelig for, at jeg har et arbejde, der er så afvekslende, at jeg får lov til at komme ud i så mange forskellige vinkler på de ting, der interesserer mig. I Mentor fik jeg lov til at bestemme det hele, jeg føler, at jeg kidnappede mainstream-tv i nogle få øjeblikke, hvor vi lavede rigtig musik fredag aften på hovedkanalen. Hvor mange gange er det sket de sidste 30 år? Det er sådan, jeg har det. Det er jeg stolt af. Måske var der nogle derude, der tænkte "Okay, sådan kan man også gøre", det synes jeg var pointen i det hele. Jeg har altid gerne villet inkludere så mange mennesker som muligt i den musik, jeg laver og er med i, men det skal være på mine vilkår, og det syntes jeg lykkedes her.

Nu, hvor du er blevet tv-personality, forstår folk dig så ude i ottende kartoffelrække?

– Det tror jeg, men de skulle helt sikkert vænne sig til mig. Efterhånden tror jeg dog, at der var nogle, der tænkte: "Han har alligevel noget at have det i, ham den arrogante københavner med slikhåret." Om det så kommer til at betyde noget for min personlige karriere, det er jeg så ikke sikker på. Jeg synes, det var pissesjovt at lave tv, jeg håber, det sker igen, men det program var perfekt for mig.

Hvordan har du grebet opgaven an som, skal vi sige, mentor, over for Ulige Numre, hvor Carl Emil nærmest er blevet udråbt som den nye C.V. Jørgensen eller Steffen Brandt, inden han kom ud af teenage-årene?

– Jeg har tidligere produceret unge typer, og man skal vide, hvornår man skal gribe ind, og hvornår man skal holde sig tilbage og lade dem klare det selv. Det er ren mavefornemmelse og rutine, herunder en forståelse af, at det at producere også nogle gange indebærer, at du ikke siger noget. Vi arbejdede med Nu Til Dags i et år, og for Carli (som Nørlund kalder ham, red.) var det vigtigt at vise, at han har udviklet sig. Jeg sagde til ham "Du behøver ikke nødvendigvis at tage seks nye stykker ind i en sang for at vise, at du har udviklet dig, måske er et nok." Mere er ikke nødvendigvis udvikling. Jeg tror, man kommer til at se mange forskellige slags ting fra Carli fremover.

 

Hader:



Lister. Shit, jeg er træt af lister over dit og fucking dat. Det er så rystende uinteressant. Lad os nu tale indhold i stedet. Og sammenhæng. 



 

At Socialdemokraterne i Folketinget ikke vil give Socialdemokraterne i Københavns Kommune lov til at gennemføre forsøg med legaliseret hash. Kom nu, det er den eneste måde at afvæbne gangsterne på. Det er ikke for sjov det her, vi lever midt i det.



Udtrykket "politisk korrekt". Altså, det kan enhver jo komme og sige om hvad som helst. Og hvad så?


Elsker:



Lars von Trier. Det har været en fascinerende fornøjelse at følge hans mærkelige veje, lige fra The Element of Crime (som faktisk er lidt undervurderet, han burde lave noget noir igen snart). Suverænt den vigtigste danske kunstner i de sidste 50 år. Og en slags provinsiel stolthed kan jeg heller ikke sige mig fri for at føle.

Dansk vejr. Det er dynamikken, der er afgørende. Tænk, hvis vi ikke skulle have lov til at opleve den første forårsdag, som vi gør, og det ville vi jo ikke, hvis vi ikke havde været igennem lige præcis den vinter. Det er et privilegium. Elsk det.

Kål. Jeg har mest været på spidskål, men savoykål er jo også helt vildt. For nylig er jeg blevet introduceret til stuvet hvidkål – den sønderjyske stil – og det var forrygende. Blomkål foretrækker jeg som suppe. For 300 år siden levede alle af kål i Danmark. Det kan jeg godt forstå.


 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA