Mary Ramos: Det handler om at fortælle en historie

Mary Ramos: Det handler om at fortælle en historie

Navnet Mary Ramos siger måske ikke den almene biografgænger så meget. Men når de kommer ud af salens kølige mørke nynnende en af filmens sange, er det ofte Ramos, som har haft en finger med i spillet. Hun er nemlig music supervisor og har medvirket i over 100 filmtitler indtil videre i sin 20-årige karriere.

Mest prominent er hendes samarbejde nok med mesterinstruktøren Quentin Tarantino, hvis soundtracks er legendariske – både fordi de rummer sande "glemte" musikperler og fordi musikken er så integreret en del af hans måde at visualisere film på, at man ikke kan forestille sig en Tarantino-blockbuster uden den underliggende musik. Mary Ramos betragter sin primære opgave som den at bidrage til og hjælpe med at fuldende filminstruktørens vision.

- Musikken skal løfte den enkelte scene og gøre den uforglemmelig, forklarer hun. Hun tager sig af sange skrevet specielt til en film, valg af stemningsmusik (score, red.), at researche og få godkendt brugen af specifikke sange, at hjælpe skuespillere, der skal optræde med sang og instrumenter på det store lærred, og i det hele taget sørge for, at filmens soundtrack kan realiseres inden for det fastlagte budget. Ramos er meget imødekommende, og hun snakker med den slags indlevelse og glæde, som kun én, der er opslugt af sin rolle i et foretagende kan gøre det.

GAFFA bliver ringet op af Ramos fra den anden side af Atlanten, nærmere bestemt Los Angeles, hvor morgenen er ved at gry i horisonten, og kaffekoppen damper varmt på køkkenbordet.

Samarbejde med Quentin Tarantino

Hvis vi starter med et lidt dumt spørgsmål: Men hvad er det præcis, en musical supervisor gør?

- Hver opgave er forskellig fra den forrige, ligesom hver instruktør er forskellig. Jeg går til opgaven som en støtte for instruktøren. Hver instruktør har en lidenskabelig forbindelse til den historie, de gerne vil fortælle, og jeg anser det som min opgave at hjælpe instruktøren med at fortælle den historie. Musikken er så integreret en del af en film.

Derfor tager jeg mig af alle de musikalske aspekter af filmen – og det er lige fra, om skuespilleren skal optræde i sang foran kameraet til, om der er en bestemte sange der skal bruges til specifikke scener i præproduktion samt stemningsmusik (score, red.). Jeg hjælper blandt andet instruktøren med at vælge den rigtige stemningsmusik til filmen.

Nogle music supervisors gør ikke det her, men jeg arbejder også med at få styr på rettighederne til brugen af musikken i filmen, fordi jeg er lidt af et kontrol-freak og ville hade at foreslå et stykke musik, som så ikke kan bruges på grund af manglende godkendelse.

 Hvordan mødte du Quentin Tarantino, og hvordan er han at arbejde sammen med?

 - Han er faktisk grunden til, at jeg er music supervisor. Jeg mødte ham gennem en fælles ven, Tim Roth, da de indspillede "Reservoir Dogs" sammen. Jeg har altid elsket musik og især soundtracks, og det kom vi til at snakke om, og jeg endte med at arbejde på "Pulp Fiction", hvor jeg var music coordinator. Siden da har jeg arbejdet som music supervisor på hans øvrige film.

Han må være den største musik- og filmfan, jeg nogensinde har mødt. Han er passioneret om musikvalgene, han passioneret om den historie, han vil fortælle, og tit har musikken meget med den historie, han vil fortælle at gøre, fordi de er referencer til andre film. Den udgør en pointe, han gerne vil frem til. Det er min opgave at hjælpe ham med at bringe hans ideer til live. Han er utroligt fascinerende at arbejde sammen med. Derudover er han også en kæmpe musikfan, hans pladesamling er enorm. Han lytter hele tiden til musik, også når han arbejder på sine manuskripter, og derfor er musikken så vigtig en del af hans univers. Den er med lige fra starten af.

 Hans soundtracks er jo meget populære, og de består jo for det meste af kendte sange. Bruger han nogensinde ny musik?

- På soundtracket til "Django Unchained" blev der faktisk skrevet nye sange specielt til filmen, og det er lidt atypisk for Tarantino. Men det var meget spændende at have splinternye sange, som bare løftede filmen helt. De ældre sange er jo også fantastiske, men at få lov tilføje fantastiske sange som "Freedom" af Anthony Hamilton og Elayna Boynton og John Legends sang "Who Did That To You?", som bliver brugt i scenen, hvor Quentin springer i luften, og Django sætter af sted for at ride tilbage og tage hævn.

Jeg hjalp faktisk med at skabe et stykke musik specielt til filmen. Det var et mash-up af Tu-Pac og James Browns "The Pay Back". Det var en utrolig oplevelse. Vi mødtes med forvalteren af Tu Pacs sange, og vi sad og lyttede til flere timers demoer, før vi fandt lige den rigtige hævn-tekst.

Research, research og kryds fingre

Hvad så med tilfælde, hvor det er eksisterende sange, som du skal bruge. Er du nogensinde løbet ind i problemer med dem?

 - Nogle gange får man en idé i sidste øjeblik, og så har man ganske kort tid, nogle gange kun 24 timer, til at få godkendelse til at bruge en sang. Til "Kill Bill" var der "Don't Let Me Be Misunderstood" af Leroy Gomez og Santa Esmeralda, en fantastisk sang. Vi fik sporet master-rettighederne til Universal og Universal Frankrig, og de sagde nej til, at vi måtte bruge den, fordi der var et stort rod i forhold til forsangeren og bandmedlemmerne.

Men jeg kunne ikke tage nej for et svar, så jeg sporede Leroy Gomez til hans bopæl i Frankrig gennem heftig research. Først fandt jeg hans fars nekrolog, og jeg sporede ham til Boston. Jeg ringede praktisk talt til alle Gomez'er i telefonbogen, indtil jeg fik fat i hans mor, og hun gav mig hans mobilnummer. Da jeg endelig fik fat på ham, var tiden ved at løbe ud, så jeg måtte sige til ham, at det var en enestående chance, og han skulle få fat i sine gamle bandkammerater og sit pladeselskab og få deres godkendelse. 48 timer senere havde vi en løsning. Men det var hårdt arbejde, lige dele af research og lidenskab. Jeg gjorde alt, jeg kunne. Det handler meget om at ringe folk op ud af det blå, ansætte oversættere og bare søge med lys og lygte.

Det lyder som om, at det kan være lidt af en jungle med alle de rettigheder – især når det er ældre, obskure sange, som du leder efter?

Under "Jackie Brown" ville Tarantino bruge et stykke musik fra blaxploitation-filmen "Coffy". Nummeret var blandt andet skrevet af jazzpianisten Harry Whitaker. Da jeg gik til udgiveren og spurgte, om jeg måtte bruge nummeret, sagde de, at det måtte jeg godt. Men de ejede kun halvdelen. Den anden halvdel kunne de ikke godkende. Jeg forsøgte at få fat i det selskab, der stod for rettighederne til at fremføre nummeret, men jeg ringede til et frakoblet nummer i New York City.

Jeg blev overladt til mig selv. Det eneste, jeg vidste var, at Whitaker sidste opgivne adresse var i New York. Så jeg begyndte at ringe til alle jazzklubber i New York. Og jeg fandt ham. Han skulle spille på en klub dagen efter, og jeg sagde, I er nødt til at få ham til at ringe tilbage. Det gjorde han, og jeg fik alle hans daværende oplysninger. Jeg fik lov til at bruge musikken, og samtidig fik jeg ham genforenet med sine royalites.

Så folk kan gå glip af royalites?                            

- Ja, især med ældre sange er rettighederne ikke klart defineret, så når jeg opsporer en sang er det tit gavnligt for både filmen og musikere, fordi jeg hjælper sidstnævnte med at blive klar over deres rettigheder. På den måde får musikere deres retmæssige indkomst igen. En ting, jeg har lært gennem min karriere, når det kommer til musikere, så er det hold styr på jeres kontaktinfo, hold det nutidigt og tilgængeligt. For ikke bare letter det mit arbejde, hvis jeg skal bruge en sang i en film, men det giver også dem en enestående mulighed for at få deres musik hørt. Hvis vi ikke kan finde musikerne, kan vi jo ikke bruge dem.

Musikkens rolle – både for filmen og musikeren

Musikkens rolle er nærmest tvedelt. På den ene side fungerer den som en del af filmen og på den anden side kan den gavne musikerens karriere. Hvordan vil du overordnet beskrive musikkens rolle i film – ikke kun som underlægning, men også når en skuespiller portrætter en musiker på det store lærred?

Det handler alt sammen om at hjælpe med at fortælle historien, og det går dybt ned i detaljen.

Musikken træder nærmest ind i rollen som skuespiller, fordi historien kræver, at den indgår på samme måde og er med til at skabe noget, der er rigtigt for filmen. Det står og falder med, hvad der hjælper med at fortælle historien.

Når det kommer til skuespillere, der skal portrættere musikere i film, kan en music supervisor hjælpe med til, at skuespillerne føler sig trygge i rollen. Det handler om at gøre det til en organisk oplevelse for publikum, så de ikke oplever det som noget falsk, når for eksempel en skuespiller begynder at synge. Der arbejder jeg meget med at finde en stemme, der passer til skuespillerens stemme og gøre denne tryg ved at synge.

… Og hvordan vil du beskrive den gavnlige effekt, det har for musikeren at få brugt sin sang i en film?

- Jeg elsker at få musikere til at bidrage med musik til en film, selvom jeg absolut elsker den almene filmmusik. Jeg har tidligere fået for eksempel The National til at bidrage med sangen "Think You Can Wait" til filmen "Win Win". Og det er en win-win-situation, fordi det er jo også med til at gøre bandet synligt samtidig med, at det skaber et smukt øjeblik i filmen. Det er også en af de væsentlige ting ved for eksempel Tarantinos film: Det er meget gavnligt for musikere at være en del af hans film, det puster simpelthen nyt liv i karrierer og giver dem et internationalt publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA