x

Nekrolog: Manden, Bob Dylan fik på alles læber er død

Nekrolog: Manden, Bob Dylan fik på alles læber er død

I efteråret 1976 var sangen om Hurricane i luften som en allestedsværende vibration. Som alt nyt med Bob Dylan var det i de år, hvor han både var blevet genfødt med The Band på en verdensturné og en medfølgende live-dobbelt-lp. I et forløb som for os danskere kulminerede, da han i 1978 kom forbi Göteborg med "vores helt egen" amerikaner, Billy Cross, i orkestret og alt hvad der kunne kravle og gå var i Bob-ekstase. Man skal have levet på den tid for at kunne forstå, hvor stort det var. I en tid uden internet og hvor telefoner var noget, der sad fast i væggen derhjemme, var det muligt at være afsondret i en grad, så når en superstjerne af gudeformat endelig kom forbi vores breddegrader, havde det nærmest karakter af en åbenbaring.

I forbindelse med lige sangen om mesterbokseren lagde Bob Dylan sig i det spor af sympati for randeksistenser, som havde formet hans berømte sætning "to live outside the law you must be honest" (Absolutely Sweet Marie fra Blonde On Blonde - 1966. Red.), og han viste en formidabel tæft for at fyre rette sang af på rette tid. For ikke bare manden, men også sangen, var en veritabel orkan.

Dylan fortsatte med at bygge på med på mytisk vis at entre Trenton-fængslet - som Johnny Cash i San Quentin og Folsom før ham - og spille sangen med den berømte hookline "here's the story of the Hurricane" for blandt andre manden selv. Her var Bob Dylan tilbage i rollen som protestsanger, og det på en så iørefaldende måde, at alle de gamle fans fik julelys i øjnene. Ligesom sangen viste sig at være noget så sjældent som en protestsang, der rent faktisk virkede. Hovedpersonen sagde nemlig endegyldigt farvel til fængslet efter yderligere ti års kamp med en undskyldning for uretfærdig indespærring.

Nu er Rubin "Hurricane" Carter som sangen handlede om, død i Canada af prostatakræft, samme sygdom som i øvrigt tog Frank Zappa og mange andre. 76 år gammel i frivilligt eksil i Toronto på den anden side af den canadiske grænse.

 

Ikke Guds bedste barn

Ikke at Hurricane var blandt guds bedste børn.

Som ung mand sad han inde for en lang række røverier og voldelige overfald. Her lærte han til gengæld at bokse, og da han kom ud, startede han på en karriere i vægtklassen mellemvægt, som fik sin foreløbige kulmination, da han i december knockoutede den dybt kontroversielle mester, Emile Griffith (1938-2013), en mand som alles øjne havde været rettet mod, siden han året før slog sin modstander Benny Paret så mange gange i hovedet, at denne ti dage senere døde af det uden nogensinde at være kommet til bevidsthed. Det var tredje gang, de to mødtes, og Paret var kommet for skade at spille bøssekortet overfor Griffith – som siden kontroversielt stod frem som biseksuel. Ikke just normal kost i den konservative bokseverden.

Griffith vs. Paret var den kamp, om hvilken den førende amerikanske forfatter og journalist, Norman Mailer, som var ved ringside, efterfølgende skrev, at "ingen mand nogensinde har slået en anden så hårdt". Vel at mærke tyve år før Mike Tyson. Den opkørte Griffith kom i øvrigt siden i 1970 til KB-Hallen i København og slog det lokale håb, Tom Bogs.

Hurricanes kamp mod Griffith er også åbningen på den film, der i 1999 påny satte fokus på sagen om Rubin Carter. Filmen hed slet og ret Hurricane, og den havde USA's mest prestigegivende sorte skuespiller Denzel Washington i rollen som den forurettede mesterbokser. Rubin Carter medvirkede også som sig selv i Bob Dylan-filmen Renaldo & Clara, som i øvrigt blev sablet ned af kritikerne.

Det var en film, som udsprang af den berømte turné med et tog i midthalvfjerdserne, hvor Dylan blandt andet fik følgeskab af sin gamle makker fra tiden som protestsanger, Joan Baez.

 

Dømt uden skyggen af bevis

Kort fortalt blev Rubin Carter dømt uden beviser af nogen slags for et tredobbelt mord på en bar tilbage i 1966. En hærdet vanekriminel var eneste vidne, og politiet tog hverken fingeraftryk på stedet eller tjekkede, om den pistol, de fandt på Carter og hans ven, rent faktisk havde været brugt. Sagen mod Rubin Carter var blot en af mange i 1968, som for eftertiden kom til at fremstå som eksempler på den forfølgelse af sorte, og som havde sit lavpunkt i april, da borgerretsforkæmperen Martin Luther King blev skudt på sit hotel i Memphis i staten Tennessee.

Nu var Rubin Carter som tidligere nævnt ikke et af Guds bedste børn, og i forbindelse med retssagen, der fulgte i kølvandet på blandt andet Bob Dylans sang om ham, blev han anklaget for at have gennembanket en kvinde, der havde hjulpet ham i sagen. Det fik efterfølgende alle de berømte venner i musikindustrien til at droppe ham, og der gik altså endnu et lille tiår, inden han endelig blev frikendt og løsladt i 1986. Her fremgik det, at en uskyldig mand havde siddet indespærret i 20 år uden at have gjort det, man beskyldte ham for.

Rubin "Hurricane" Carter flyttede derefter over grænsen til Canada, hvor han tilbragte resten af sit liv i Canadas største by, Toronto. Det var her han døde i går, hvor efter radiostationerne igen genlød af Dylans velklingende sang og Scarlet Riveras signaturviolin, som havde alle døgnfluens karakteristika tilbage i 1976.

 

Episk Dylan

Sangen er typisk Dylan fra midten af halvfjerdserne. På albummet forinden - mesterværket Blood On The Tracks, var der specielt var en lang sang, hvor han over mange vers oprullede en stor og dramatisk historie. Sangen hed Lily, Rosemary and The Jack Of Hearts. Sammen med blandt andre Tangled Up In Blue var det en Dylan i hopla, der berettede løs. Blood On The Tracks udkom i øvrigt på undertegnedes 18-års fødselsdag den 20. januar 1976, og sjældent har en fødselsdagsgave været bedre timet.

Her året efter var det så tid til Desire, og her havde Bob Dylan, sammen med blandt andre sangskriveren og instruktøren Jacques Levy, sat en turné op, hvor en række musikere og venner inden for musikverdenen formede en karavane, som i to forløb spillede 57 koncerter i USA og Canada. Levy havde tidligere blandt andet skrevet hittet Chestnut Mare med The Byrds' frontfigur, Roger McGuinn, som da også fulgte med på den lange tur med tog. Blandt de andre i følget var blandt andre føromtalte Joan Baez og Bob Neuwirth, som trak tråde tilbage i Dylan-mytologien. Han var nemlig med, da D. A. Pennebaker optog roadmovien Don't Look Back under Dylans tur rundt i England i 1965. Andre notabiliteter på den tur var beatpoeten Allen Ginsberg, Marianne Faithfull, Ginger Baker og andre.

På Rolling Thunder Revue-turnéen kulminerede det hele med to støttekoncerter for Rubin "Hurricane" Carter, hvor af den første i New Yorks ikoniske arena Madison Square Garden med titlen The Night Of The Hurricane fik en perlerække af stjerner til at møde op og sammen med 14.000 fans skråle med på den iørefaldende sang. Blandt de mange på scenen, hvor bandet talte folk som guitaristerne T-Bone Burnett og Mick Ronson, var blandt andre føromtalte Ginsberg, Muhammed Ali, Joni Mitchell og Roberta Flack, - ja selv Bob Dylans gamle mor deltog på et tidspunkt i løjerne.

At albummet Desire også rummede en anden sang, Joey, hvor Dylan hyldede en anden helt uden for loven – i det her tilfælde gangsteren Joey Gallo – er en anden historie. Her udviste han alt andet end dømmekraft, og efter først at få på puklen fra USA's mest geniale musikskribent nogensinde, Lester Bangs, og siden få Gallos alt andet end flatterende generalieblad oprullet, var det tid til at stille sig op ved håndvasken. Nu var det pludselig Jacques Levy, der helt havde æren for den sang og ikke Dylan selv. Selv guder kan åbenbart have en off-day. Hvis det da ikke er gudens ghostwriter, der må tage skylden.

Det fjerner dog ikke den instinktive reaktion hos alle, der hørte om Rubin "Hurricane" Carters død i går. Der kørte den ikoniske protestsang omgående som dagens uundgåelige indre soundtrack.

Hør Dylans sang "Hurricane":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA