x

Per Vers – Den neurotiske analyse

Per Vers – Den neurotiske analyse

Per Vers er i person, lidt som han er på scenen, når han er i gang med sit berømte free style-rap. Hans tanker gror hurtigt, de vokser vildt, og de blomstrer i alskens retninger. I de to timer, jeg har fornøjelsen af at interviewe ham, kommer vi vidt omkring. På et tidspunkt spørger jeg ham for eksempel om, hvordan han har det med, at Lady Gaga pludselig "kopierede" hans cover til det forrige album "EGO" og fremstod som en legokvinde i sin spektakulære musikvideo "G.U.Y.".

Svaret jeg får, er karakteristisk for, hvordan Per Vers kan free style ikke kun på scenen, men også i en samtale. Efter at han har indrømmet, at han kun har set den første bid af videoen og så er spolet frem til 5.32 for lige at se sangerinden i gule legoklodser, begynder han at uddybe sit eget syn på musikvideoer i det hele taget og kobler det sammen med en betragtning over den moderne zapperkultur. For der er ingen tvivl om, at det er en flot video, Lady Gaga har skruet sammen, men det står tydeligt for Per Vers, at man også er enormt ræd for at kede seeren.

Den slags er blevet mere reglen end undtagelsen, og det kommer klart til udtryk i Lady Gagas video, hvor en kunstneres hele livsværker på skift koges ned til 30 sekunders mættet underholdning for at holde tempoet oppe. Man skruer op, siger han til mig, man skruer så højt op, at det ender med, at folk bliver helt døve.

Da interviewet er overstået, sidder jeg tilbage med følelsen af, at det for Per Vers ikke kun er et spørgsmål om at smække et dansabelt beat sammen med en kæk tekst henover. Det handler om at bruge musikken til at konfrontere virkelighedens konflikter, også selvom de oftest gør smertende ondt, netop for at give dem et tåleligt rum at eksistere i. Det handler i hans egne ord om at turde at tage monsteret under sengen i hånden – måske det kunne blive dit kæledyr.

Du udgiver dit nye album "DNA" den 5. maj. Hvordan vil du beskrive dets tilblivelse i forhold til dit meget roste forrige soloudspil, "Ego", som udkom for tre år siden?

- Jeg bliver bedre til at slippe kontrollen. Der er nogle grundsten, jeg ikke kan give fra mig. Altså, selve skitserne, grundideerne til numrene, de skal komme fra mig. Hvis jeg får noget, der kilder min fantasi, noget der er en god grundide, så er jeg også frisk på at lade det ligge og marinere i to år. Der kan være langt, fra den første inkarnation til det endelige nummer. Denne gang har jeg haft et mere sammentømret hold.

På samtlige numre medvirker dit live-crew Nappion og Ayoe Angelica. Er du i kraft af dit kontroltab blevet bedre til at samarbejde med andre, og kan man nu kalde jer et band?

- Jeg synes ofte, at folk samler et total fedt livehold, men så af ren vane går de alene tilbage i studiet med deres producer. Da jeg var færdig med at indspille "Ego", begyndte jeg at tænkte over holdopstillingen til at spille live. Jeg kan tydeligt huske, at jeg var nede at se Pharoahe Monch på Voxhall. Han havde en kvindelig og en mandelig korsanger. Der var en tydelig styrke i, at den ene var en kvinde, fordi hun ligger i en anden frekvens. Hvis man står tre homies i et råbekor, giver det kraft og stød, men en kvindestemme behøver ikke give punch. Den kan til gengæld understrege ting melodisk.

- Når jeg så skulle i gang med et album igen, ville det jo være åndssvagt, hvis jeg insisterede på at klare mig selv i studiet, og bagefter gå ud og skulle øve det op med liveholdet. Den proces kan lige så godt starte i studiet. Så jeg gav dem frie tøjler og arbejdsløn, hvor de fik et par dage i studiet til at gøre, hvad de ville uden min tilstedeværelse.

- Jeg havde selvfølgelig bestillingsopgaver til nogle sange, men i nogle tilfælde var det også: Her er et nummer, hvad vil I gøre ved det? Det gjorde jeg i bevidsthed om, at min styrke er på et felt, resten skal vi samles om.

 

Historierne i centrum

"DNA" er jo noget, alle mennesker har til fælles, det binder os sammen. Er det derfor, du har fundet på den titel til albummet?

- Jeg har altid været fascineret af størrelsesforhold. Der er noget, der hedder fraktaler, som er matematisk genererede former. Hvis du zoomer ind på en lille del af en fraktal, så indeholder den lille del det store billede. På samme måde indeholder en stump DNA spor af alle kroppens andre byggesten. Det er som mønstre, der går igen. Hvis du knuser en rude og genspiller det i ultra slow, er det akkurat det samme, der sker, når vand brydes. Det at kunne genkende mønstre i stort eller lille format gør mig grundlæggende glad at leve, fordi så er det ikke længere så vigtigt selv at være stor. Og når du ikke selv er vigtig, bliver du sat fri til at gøre ting, som er vigtige. Det synes jeg bliver afspejlet meget godt i sådan en titel.

Hvordan kommer det til udtryk i sangene? Denne sammenhæng og det som er vigtigt.

- Da jeg var færdig med sangene, og de havde fået lov at ligge, kunne jeg ligesom se dem udefra. Det gjorde, at jeg blev bevidst om, hvad for nogle temaer, der var synlige og vigtige for sangene. Og det er blevet til sådan nogle meget almenmenneskelige historier. Den første halvdel af pladen er generelle mennesketyper, og den anden halvdel er konkrete mennesker, som jeg kender.

- Jeg synes egentlig, det føles nemmere at trække mig væk og fortælle andres historier og ligesom opøve den empatiske muskel ved at sætte mig i en andens sted. Det er fantastisk, hvis man kan det i sin hverdag, så bliver man et bedre menneske, og det er på samme måde som skribent: Kan jeg lave noget, der er autentisk, selvom det ikke handler om mig. Det håber jeg, fordi det er indbildsk at tro, at ens egen historie altid er den vigtigste.

Har du et eksempel på, hvilken slags historier det så åbner op for, at du pludselig kan fortælle?

- Jeg har lavet en sang med Annisette, der bygger på en sand historie om en ung dansk soldat, der ikke kom hjem fra Irak. En bekendt fotograf havde lavet en foto-doku om den her soldat, hvor man så hans værelse og så videre, og han havde sagt, at kom han ikke hjem, skulle de spille "Hallelujah" i kirken. Og efter at han havde lavet den der fotoserie, blev han rent faktisk skudt dernede og kom ikke hjem. Og det var bare en historie, jeg fik lyst til at fortælle, fordi den rørte mig. Selvom jeg gætter mig frem til detaljer, er den sand. Og den følelse, den skaber er sand.

- Jeg kunne sagtens forestille mig, at gymnasie-Per lavede et krigskritisk nummer på et fingerpegende teoretisk og politisk plan, fordi han ville føle, at han regnet den ud. Og det skal jeg bare lade være med. Men ved at bruge historien i musikken kan jeg være med til at bearbejde og gå ind i de ting, der gør ondt og er konfliktfyldte. Og gør man det, prikker man nogle gange hul på sæbeboblen, så man kan se det, der før var blurry mere klart. Det kan gøre mere eller mindre ondt, men det er et bedre sted at være, end hvis man bare vender ryggen til og siger, at nu laver vi endnu en festsang.

Men der skal vel også være plads til fest?

- Albummet starter med 72 takters uafbrudt, uhøjtidelig rap . Jeg var interesseret i at se, om jeg kunne holde den kørende og holde mig spændende i tre minutter. Det var sådan lidt et statement: Er du kommet for at få noget rap, værsgo, her er noget rap.

 

Mangelfuld sangfugl

Per Vers har iagttaget den danske musikscene gennem mange år. Han har et hurtigt tip til, hvordan man som dansk rapper får succes i musik: "Start med at rappe og drop det for sang,", som han rapper i åbningsnummeret "The Big Bang". I det friske nummer tilstår han også med et glimt i øjet: "Jeg får aldrig bid med de hooks og styr på de skide omkvæd/ Ja, jeg en mangelfuld sangfugl/ med min helt egen skideskæve skala." - Jeg har dyrket rap altid, men jeg kan stadig ikke mestre tonerne. Det sjove er, at de mest populære sangere i Danmark i 2014 er rappere. Både Rasmus Seebach og Lukas Graham begyndte med at rappe, og listen fortsætter. Men jeg føler selvfølgelig, at jeg har noget, der er værd at lytte på. Det er måske ikke melodisk. Jeg kan ikke lege med tonerne, men jeg kan lege med ordene, og det forpligter mig så til at bryde dem endnu mere ned. Vi er her ikke for at snakke hverdagssprog. Det gør vi til daglig.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA