x

Bernhoft: Tag min hånd – så tager jeg dig med over broen

Bernhoft: Tag min hånd – så tager jeg dig med over broen

Ed Sheeran har på det nærmeste erobret verden med set-uppet: en mand, en guitar og nogle vanvittige tricks på stedet med en loop-pedal, og norske Bernhoft har gjort det samme. Denne skribent mødte i vidt forskellige sammenhænge og steder begge d'herrer inden for samme måned, og devisen er klar: De har aldrig mødt hinanden, de har fælles venner, og Sheeran anerkender, at Bernhoft er en stor inspiration og ganske enkelt for cool. Hvad mit møde angår med den norske performer, taler vi om en to-trinsraket, hvor første afdeling foregår i et studie i Vanløse, hvor en lille lukket kreds har fået adgang til en hygge live-performance, hvor Bernhoft til fulde får demonstreret sin eminente teknik og sin flair for soulede ørehængere.

Næste ombæring er dagen efter, relativt tidligt om morgenen, over kaffe og croissanter på et hotel på Vesterbro. Hovedpersonens søn er fløjet ind fra New York dagen før og har massivt jet-lag og sover uden pause i armene på sin far, i den halvanden times tid vi snakker og hiver morgenbrød ned. Fantastiske krøller og en kvalitetssans selv i Ole Lukøje-"mode". Et par gange forsøger en assistent at løfte den dybt sovende 4-årige væk fra farmands arme. Det lykkes ikke. Overhovedet ikke. Et godt billede på den rummelige popstjerne, der også vægter familien og i det hele taget virker relativt upåvirket af, at han er blevet et gigantisk navn i Norge og har ganske fint hul igennem i rigtige mange dele af verden. Også i Danmark , hvor minderne om Roskilde-koncerten 2012 stadig giver normanden julelys i øjnene på en sommerdag, og hvor det at udsælge Vega nærmest er en selvfølge.

Bernhoft er nu klar med sit tredje studiealbum, der har fået titlen Islander, hvor inspirationen fra artister som Stevie Wonder og Sly & The Family Stone endnu en gang ikke lader sig fornægte. Trods tidligt på dagen, og knægten klistret til kroppen, var nordmanden klar i spyttet og frisk i hovedet, hvor snakken vekslede fra alt mellem inspirationen fra udsolgte koncerter verden over, til at bo i Manhattan, og så hvordan Anders Breiviks koldblodige massemord i 2011 uundgåeligt har præget den ellers så nationalt stolte norske folkesjæl, herunder nutidens kunstnere, som i sagens natur reflekterer tiden, ånden og sjælen i hjemlandet.

 

New York vs. Oslo

– Jeg bor på Manhattan i et ret afslappet område. Det virker som om, området ikke har forandret sig i 30 år. Det er mest et eventyr, jeg skal bare være der i et år, så tager jeg tilbage til Oslo. Men det er fint at få et perspektiv på Norge, som er et meget forkælet land, og nationen kan godt gå i selvsving, ikke mindst når det drejer sig om sport (interviewet finder sted kort tid efter Vinter-OL i Sotji, red.)

Min mor er norsk. Min far har sagt, at tidligere snakkede de altid om kultur i Norge, nu snakker de kun om penge.

– Det er nok en generel drejning, ikke kun i Norge. Vi har mærket det på norske journalister; de borer i, hvor meget, vi har tjent og på hvad.

Kigger man over tid, er der en tendens til, at man i krisetider først og fremmest skal overleve, men at man i højkonjunktur får overskud til at reflektere og stille nye spørgsmål. Nogle mener, det er forklaringen på kulturens boom i 60'erne. Sker det i Norge, og hæver det det kunstneriske niveau?

– På nogle måder ja, der er tale om to parallelle bevægelser. Det ene er, at folk bliver mere dovne, det andet er, at man bliver mere kreativ. Jeg mærker selv, at når jeg ikke behøver at bekymre mig , har det stimuleret arbejdslysten i den reneste form, men jeg er også lidt doven. Men jeg har fundet en vej, og har man det, så er det bare at følge den. I øvrigt har du et klasseeksempel på den norske dovenskab lige her (Bernhofts snorksovende lille søn, red.). Jeg har aldrig set mig selv som klassisk nordmand, men nordmand på den måde, at jeg kan lide at finde på tingene selv, spille alene og så videre.

– Mange nordmænd har både en stærk og total mangel på selvtillid i en af og samme ombæring, vi er jo en meget ung nation som selvstændig (1905, red.). Jeg mærker i Norge, at alle vil snakke om, at jeg bor i New York, man er meget optaget af de personer, som prøver lykken, især i USA, og det tror jeg har noget med mangel på selvtillid at gøre. Samme blanding som i narcisisme. Grunden til at jeg gerne ville flytte til New York var mere for at udvikle mig som menneske end som artist.

 

Breiviks aftryk

Hvis vi lige bliver ved Norge et øjeblik. Hvad har Utøya gjort ved din generations selvopfattelse, ikke mindst jer kunstnere?

– Det er meget svært at sige entydigt. Vores generation har aldrig oplevet "hardship", men det er en fundamental del af det at være menneske. Mange kunstnere måtte tage en beslutning: "vil jeg tage denne hændelse med i mit arbejde, eller ikke". Jeg havde behov for at komme videre, fordi medietrykket var så massivt og langvarigt. Men pladen, jeg udgiver nu, hedder Islander, og det relaterer måske underbevidst til den ø, vi snakker om, men lige nu er det faktisk første gang, jeg har tænkt på den sammenhæng. På mange måder er vi nordmænd forkælede med olie-eventyret, og på den måde kom Utøya som en vanvittig bombe.

Gør det dine koncerter i Norge og i udlandet meget forskellige?

– Når jeg for eksempel optræder i udsatte områder, så et det rigtig vigtigt at skabe en oase, hvor folk kan holde fri, hygge sig og føle sig frie. Men trods de enorme forskelle og betingelser, folk har rundt omkring i verden, oplever jeg, at forskellene afspejler sig i starten af en koncert, men hvis den har været god, så er afslutningen den samme. Så er det lykkedes at skabe oasen.

Du nævner en ikke tidligere erkendt reference til Utøya. Hvad karakteriserer ellers Islander i forhold til bagkataloget? Come Around lyder som et hit…

– Jeg oplever den som mere organisk og personlig end de tidligere. Det er i tekster og musik. Come Around blev lavet på ti minutter, nogle gange fungerer det enkle og umiddelbare bedst. Jeg håber, folk vil opleve den som en meget inviterende plade. Tag min hånd, så tager jeg dig med over broen, det er det tekstlige grundlag. Sådan har det altid været, men denne gang er det mere udtalt. Forklaringen er Carole King.

You Got A Friend?

– Ja, jeg ville gerne skrive et album fyldt af sådanne sange. "If you need me, I'll be there". "Come on". Vigtige ting for mig at snakke om. Jeg er taknemmelig, først og fremmest for mit publikum, dette er mit forsøg på payback.

 

De musikalske rødder

For mig virker det egentlig meget logisk, at du prøver kræfter med USA. Der er noget Dave Matthews og John Legend over din generelle stil og dit udtryk.

– Folk har generelt taget rigtigt godt i mod mig i USA. Jeg har tidligere hørt sammenligningen med John Legend. Dave Matthews er der ingen, der har nævnt. Men min musik er nok ret amerikansk, men det er nok fordi, jeg har hørt så meget gammel soulmusik. Især Sly & The Family Stone var totalt banebrydende, de har startet lidt af en rejse for mig. Jeg har altid været langt mere tiltrukket af den amerikanske end den britiske tradition.  

Hvor kommer one-man-band stilen fra? Bjørn Berge?

– Nej, det var sgu først og fremmest økonomi, og så fandt jeg noget, der virkede. I dag kan jeg vælge begge dele, som er fantastisk, men musikkens sande væsen er at spille sammen. Når jeg spiller alene, laver jeg alt på stedet, bortset fra et lille intro-track, når jeg går på scenen.

 

Markante norske mænd med guitar

Der er mange stærke singer-songwriter-artister fra Norge, Sondre Lerche, Thomas Dybdahl, Jonas Alaska, oplever du et slægtskab?

– Det er bare positivt hele vejen. Sondre bor i New York, og vi er blevet gode venner, han har boet i New York i ti år. Han er 31, men føles på mange måder som en gammel mand, på den gode måde. Vi har ikke skrevet noget sammen, men vi kommer tit til hinandens koncerter og inspirerer hinanden. Sondre er en fantastisk guitarist på sin ældgamle guitar. Han har tilstedeværelse og energi på scenen. Thomas Dybdahl er en fantastisk sangskriver, som har betydet meget for mig og mange andre norske kunstnere. Sjovt nok stødte jeg på ham i USA. Jeg kørte i en gammel convertible ned ad highway one (motorvejen langs stillehavskysten, red.). Jeg kørte fra San Fransisco til L.A. og stoppede for at fylde benzin på bilen, og pludselig ser jeg Thomas Dybdahl ved benzintanken. Han kan få tårerne til at trille. Jonas Alaska er den af dem, du nævner, som jeg har mindst forhold til. Jeg beklager, Jonas, men dit rygte er godt. Generelt kan jeg godt lide guitarister, der tør udfordre instrumentets begrænsninger.

 

I Danmark er jeg ikke født, men jeg kan lide det!

Hvordan har du det med at spille i Danmark, og hvad kan vi forvente os i Vega?

– Jeg har altid haft det godt i Danmark, det er lidt sværere som norsk artist i Sverige, de føler lidt, de har patent på nordisk popmusik. I Vega bliver det mig alene igen, og det er længe siden, jeg har spillet solo i Danmark, og det glæder jeg mig til. De gamle sange vil blive lidt nyfortolket, og så kommer der mange af de nye. Men hvis folk er åbne, vil der skabes en oase, hvor man kan have det godt. Masser af muligheder for improvisation og spontanitet. Danmark er godt, Roskilde Festival 2011 er måske min største koncertoplevelse nogensinde, og den var lige ved at blive aflyst, jeg kom for sent til flyet. Så har I også mange gode artister, specielt er jeg glad for Tim Christensen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA