x

Stjernerne og vandbærerne – stor forskel på festivalhonorarer

Stjernerne og vandbærerne – stor forskel på festivalhonorarer

20 millioner danske kroner. Det var dét beløb, som fluks blev smidt ud fra folk i musikbranchen, efter at The Rolling Stones blev offentliggjort til årets Roskilde Festival. Festivalen ønsker ikke at oplyse, hvor meget den har givet for, hvad der må regnes som én af deres største bookinger nogensinde, da det er en forretningshemmelighed. Men én ting er sikker: selvfølgelig har de kostet kassen. Er gætterierne blot en lille smule i nærheden af at ramme det hemmelige beløb, så er der tale om en fordeling af budgettet, som for Roskilde Festival ender mellem 45 og 50 millioner, på 30-40 procent til årets største hovednavn. Det er vel at mærke uden resten af plakatens topnavne, som tæller Arctic Monkeys, Damon Albarn, Drake, Major Lazer, Outkast, Stevie Wonder og Trentemøller.

Med ovennævnte navne, hvor meget er der så egentlig tilbage af budgettet til alle i mellemkategorien på plakaten og dem, som står med allermindst skriftstørrelse i bunden? Er der alle om underbetalinger? Eller er budgetterne simpelthen så store, at de mindre bands måske endda får en overbetaling i forhold, hvad de normalt får klub-spillejobs og ikke mindst det pr-potentiale, der er i at stå på en vigtig plakat?

Vi har taget en snak med forskellige folk i branchen for at belyse et emne, som de færreste ønsker at udtale sig om.

 

Tarifsystemet har vundet indpas

– Når betalingen til en artist er lav, er det som oftest med et af de følgende argumenter som begrundelse; 1) festivalen betaler, hvad de forventer at få ind på billet- og barsalg på den pågældende artist eller 2) artisten skal se det som en chance for at blive eksponeret for et stort publikum, vedkommende ikke selv vil kunne stable på benene.

Således siger Kristoffer Rom, formand for Danske Uafhængige Pladeselskaber, til spørgsmålet om, hvordan forhandlingen egentlig ser ud, når der er tale om en mindre artist og uddyber videre:

– Tarifsystemet har dog vundet stort indpas igennem mange års lobbyarbejde, og derfor modtager danske bands, der vel at mærke er på et niveau, hvor arrangørerne finder dem tarif-værdige, høje honorarer sammenlignet med især bands uden for Skandinavien.

Rune Erbs Ledet, programchef hos Tivoli, istemmer dette:

– Alle forhandlinger bør starte ud fra en tarif. Det er heldigvis meget sjældent på dansk grund, at det forholder sig anderledes. Det er selvfølgelig en forhandlingssituation, men arbejder man uden om en DMF-tarif (Dansk Musiker Forbund, red.), så synes jeg, det er noget svineri.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det er et marked, hvor alt er lutter lagkage, når der arbejdes med et temmelig abstrakt begreb som pr-værdi, der kan skabe nogle mærkværdige forhandlinger:

– Hvor sætter man grænsen for, hvem der får brand-værdi fra hvem? I nyere tid sker det oftere og oftere, at musik benyttes gratis eller for symbolske honorarer med pr-argumentet som validering – og den uundgåelige konsekvens er mindre gennemarbejdet musik til folket, da kunstnere, bookere og producenter ikke har de fornødne ressourcer til at skabe gennemførte produkter. Og i nogle tilfælde synes jeg desværre, det afspejler en samfundskonstruktion, hvor kunst blot regnes for "icing on the cake", som alle skal have gratis ret til at forbruge i stedet for at grundlæggende element i civilisationen, siger Kristoffer Rom.

 

Nul kroner for at spille i Litauen

Ken Holst, guitarist i dødsmetal-bandet Illdisposed, som tidligere har samarbejdet med den internationale bookinggigant Live Nation, mener, at den generelle betaling i Danmark er langt bedre end mange steder i udlandet.

– Meget generelt får de små bands ikke meget, men man skal omvendt tænke på, at forholdene er langt værre i udlandet. Jeg kender mange i metalmiljøet, som trods alt ikke er den mest populære genre i landet, der har fået en fin, fin betaling. For eksempel et upcoming-band på Roskilde Festival, som har fået 15-20.000 kroner.

– Men jeg synes sgu heller ikke, at man som udgangspunkt altid bare kan forvente noget fra start. Er man fuldstændig ny, så skal man stoppe med at tænke i penge og tænke mere langtidssigtet og bare få skudt noget i gang. Se det som en investering. Jeg kørte engang med mit band til Litauen for at spille på en festival, hvor vi ikke fik en skid. Og det koster altså en del at køre til Litauen og tilbage igen plus mad og den slags. Men her stod vi bare med følelse af, at "nu skal der sgu ske noget". Og så kan jeg fortælle, hvis man virkelig vil se på denne side af sagen, at der er flere og flere steder i udlandet, særligt til metalfestivaler, hvor man sågar betaler sig ind for at spille og desuden også betaler for backing-gear. Det tror jeg faktisk, at vi kommer til at se meget mere til.

 

Topnavne tager 60-70 procent af budget

Men hvordan forholder det sig i den anden ende af parameteret, hvor forholdene er nogle helt andre? I en tid, hvor der konstant starter nye festivaler, er konkurrencen selvsagt større end nogensinde. Hvem får fat i de største og hvordan? For hvis festivalerne er nødt til at overbyde hinanden konstant, er der så tale om skruen uden ende?

– Det tror jeg egentlig ikke – det er vel et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Dog håber jeg da, at festivalerne er bevidste om, at mange af dem er tæt på den absolutte spærregrænse for, hvad SU-økonomierne kan holde til. Men ja, det er mit indtryk – uden at have adgang til festivalens budgetter – at hovednavnene typisk sluger op til 60 procent af det samlede bookingbudget, mellemlaget langt det meste af det sidste, hvilket ikke efterlader meget til de helt nye bands, påpeger Kristoffer Rom

Ken Holst kalder det et overophedet marked:

– De helt store bands, de allerstørste, er jo ligeglade. De sender bare en pris, og så må de bare se, hvem der bider på. De ved jo godt, hvordan det forholder sig, hvorfor de simpelthen bare kan presse markedet. Det bliver kun dyrere – det er sgu det mest liberale marked, der findes. En anden ting er, at det også skyldes den generelle udvikling i musikbranchen, hvor det er blevet nemmere at lave og udgive musik, hvorfor der simpelthen er en overflod af bands. Dét tror jeg skaber en regressiv adfærd hos publikummet, idet de ikke kan overskue markedet længere, hvor der konstant er nye bands og en ny lyd at forholde sig til. Så søger man mod det trygge, de store bands, dét man kender. Og det er det, som koster, at publikum forventer de store navne.

Hvor meget tror du, at der går til de allerstørste navne på Danmarks største festivaler?

– Det er svært at sige, men på årets Copenhell-plakat tror jeg, kan du godt regne med, at de to største navne tager 60-70 procent af budgettet.

Rune Erbst Leden tror, at vi på et tidspunkt vil se en decideret ændring i forretningsmodellerne, hvis det fortsætter på denne måde:

– Generelt er de største bands dyre, fordi budene er så høje fra især svenske og norske festivaler, som har større budgetter. Hvis danske festivaler i sidste ende skal følge med på disse bud, så kommer det til at kræve nye forretningsmodeller, hvor for eksempel investorer og større samarbejdspartnerne vil få stor betydning. Der vil rent ud sagt blive eksperimenteret på det her punkt. Ellers kræver det et langt større sammenhold og samarbejde festivalerne imellem, hvis der skal ske noget.

– Men i forhold til den anden ende af skalaen, de små bands, så er billedet faktisk lidt det samme. Hvis små bands bliver ved med at takke ja til at spille for underbetaling, og hvis de bliver ved med at arbejde uden agenturer, som kan hjælpe dem i forhandlingerne, så undergraver de jo også deres egen virksomhed og forholdene for denne del af markedet generelt.

Anders Wahrén, booker for Roskilde Festival, påpeger, hvor meget de største navne, rent økonomisk, betyder for dem:

– Det er klart, at der er nogle af de store navne, som koster en væsentlig del af budgettet, men jeg ser det mere sådan, at det omvendt er det The Rolling Stones, Outkast og navne i den kaliber, der er med til at sikre en del af vores salg og dermed også sikre os den økonomi, vi har brug for at booke helt ukendte navne. I forhold til betalingen af for eksempel nye danske navne, så er den på et helt fint niveau.

 

Festivalbudgetterne:

Roskilde Festival:

Musikbudget: 45-50 millioner

SmukFest:

Musikbudget: 30 millioner

NorthSide Festival:

Musikbudget: 18,50 millioner

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA