x

Sune, Kasper og Tim – samlet for første gang 1. del

Sune, Kasper og Tim – samlet for første gang 1. del

Billede: Morten Rygaard

Se en ny billedserie med Tim Christensen, Kasper Eistrup og Sune Wagner samlet

I år er det 20 år siden, verden så debutudspillene fra tre af landets absolut mest markante rockbands. Pladerne med henholdsvis Dizzy Mizz, Lizzy, Kashmir og Psyched Up Janis startede en ny rockbevægelse – en grøn bølge, om man vil – i dansk musik, og deres indflydelse er ikke til at komme uden om. GAFFA har sat de tre rockkonger Sune Wagner, Tim Christensen og Kasper Eistrup stævne til en snak om dengang, nu og musikken.

Der er lidt tæt på Vinstue 90 på Frederiksberg, hvor Sune Wagner allerede har indfundet sig med den første fadøl, da GAFFA ankommer. Snart følger Kasper Eistrup og Tim Christensen trop, og der bliver leet, udvekslet krammere og snakket lidt om Tims rygestop, før yderligere et par fadøl indfinder sig, diktafonen tændes og snakken ruller.

Tim: – Er det første gang, vi tre sidder sammen alle tre?

Sune: – Ja, det er det.

Kasper: – Vildt!

Tim: – Ja, det er sgu sjovt! Og så på GAFFAs initiativ. Mange tak – det er jo en historisk dag!

Hvordan var stemningen bands'ene imellem tilbage i start-90'erne?

Kasper: – I forhold til Tim og Dizzy var jeg ret hurtigt opmærksom på deres eksistens, fordi vi jo begge to var med i denne her åndssvage konkurrence (DM I Rock, red.), og der var fra starten ret stor respekt fra os i Kashmir til Dizzy. VI syntes simpelthen, de var skidegode, og det var selvfølgelig også lidt irriterende, haha! Især at de jo så vandt førstepladsen over os. Hvad Psyched Up Janis angår, var det først senere, jeg opdagede, at I eksisterede og kom til at kende til jeres musik – selvom vi vist nok spillede et job på Tex sammen på et tidspunkt.

Sune: – Det er rigtigt. Det gjorde vi.

Tim: – Det er sjovt. Når jeg i dag – stadigvæk – bliver spurgt om den der DM I Rock-ting, så er der mange, der "husker", at Psyched Up Janis fik tredjepladsen… I er ligesom blevet presset ind i den historie.

Kasper: – Der er også tit mange, der påstår, at det var Inside The Whale, der blev nummer tre. De var med, men de blev slet ikke placeret, "hæ hæ".

Sune: – Vi fik jo aldrig lov til at være med i DM I Rock af vores manager, Charles. Han syntes, det var noget pjat.

Kasper: – Det skal I fandeme være glade for, haha!

Tim: – Ja, det er lige før, jeg også vil sige det. Vi var så grønne og havde ingen folk omkring os. Vi vidste ingenting om noget som helst, og det eneste, vi kunne finde ud af, var at melde os til denne her tilfældige kokurrence og på den måde lære nogle branchefolk at kende. Jeg er sgu ikke sikker på, at vi var kommet nogle vegne, hvis ikke den konkurrence havde været der. For vi havde ingen idé om, hvor vi skulle gå hen med vores musik. I havde trods alt en manager med nogle visioner. Faktisk var det tredje år, vi var med i konkurrencen, og vi var blevet så kæphøje, at vi ikke ville være med længere. Men så blev vi ringet op, og de spurgte, hvorfor vi ikke var med og fik presset os med alligevel. Og det var jo meget heldigt.

Kasper: – Aftalt spil, hele lortet! Haha!

Sune: – Men det betød jo også noget for jer at vinde den konkurrence. Den var det, der kickstartede meget af det, og på den måde var det jo super godt, at I gjorde det.

Indflydelsen fra Passion Orange

Kasper: – Vi havde en manager, der uden at spørge os meldte os til. Før det havde vi spillet en masse små klubjobs rundt omkring på steder som Tex, Flush og Klaptræet – også gymnasiejobs, så vi var begyndt at opbygge et publikum, der kom til vores shows. Der var et andet band, der hed Passion Orange, som vi var ret gode venner med på de tidspunkt. De vandt DM I Rock året før.

Tim: – Ja, dem kendte vi også, og vi så meget op til dem. Det var vildt stort i vores verden, at de vandt DM I Rock. "What?! Det er nogen, vi kender!"

Kasper: – De havde ramt grunge-udtrykket spot on, dengang i '92. Jeg var faktisk ved at starte band med Henrik Søgaard fra Passion Orange på et tidspunkt, men vi kunne ikke rigtig få det til at passe sammen. Men havde havde været i USA og samlet op på nogle ting derovre, hvor plader som Badmortorfinger og Nevermind var kommet året før, i 1991.

Sune: – Vi så også rigtig meget op til Passion Orange, og vi varmede op for dem i Sønderborg, hvor vi bondede med dem, og de sov hjemme hos mig bagefter. Da vi så flyttede til Købehavn senere samme år, hookede vi op med dem og hang rigtig meget ud sammen. Jeg var nærmest sammen med Søgaard hver eneste dag i den periode.

Så det var Passion Orange, der var medvirkende til, at I fik øjnene op for grungen?

Tim: – Ja, jeg kan da fornemme, at de spillede en væsentlig rolle for os alle tre. Det vidste jeg slet ikke.

Kasper: – Ja, de var virkelig oppe på beatet, og det var dem, vi alle sammen så op til og troede på ville blive kæmpe store.

Tim: – De havde en ret vild forsanger. Han så ud på den rigtige måde, og han lød på den rigtige måde.

Sune: – Og så var han god til damer, haha!

Tim: – Der var også et band som Kinky Boot Beast, som havde fat i noget grunge ret tidligt.

Sune: – Ja, vores manager Charles var også manager for dem.

Tim: – De havde sådan nogle årlige juleshows, hvor de gik helt amok. På et tidspunkt blev forsangeren smurt ind i svinefedt og lagt op på et stort sølvfad, hvorefter han blev båret ud gennem publikum med et æble i kæften.

Sune: – Haha, ja det kan jeg godt huske. På et tidspunkt spillede de også et job på Christiania, hvor de havde bygget et stort toilet, som han kravlede ud af i starten af koncerten. Det var de altså gode til!

Kasper: – Ja, og deres guitarist havde fået lavet et ekstra hoved, som han havde på ved siden af sit rigtige hoved, når han spillede. Det var ret freaky! Og så spillede de sindssygt godt!

Badmotorfinger var favoritten og Nevermind var irriterende

Hvad så med de udenlandske forbilleder? Ligesom der var Kashmir, Psyched Up Janis og Dizzy Mizz Lizzy, var der jo nogle orkestre, der hed Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam i Seattle…

Kasper: – Vi skulle spille i Ungdomshuset i '92, og der var en chauffør, der kørte ud i en varevogn og hentede gear for de bands, der skulle spille der. Han hed…

Sune: – Muffe! Med pigtrådstatoveringer i panden! 

Kasper: – Det er rigtigt, ja. Han var lidt en skræmmende fyr, og jeg var en lille smule bange for ham. Jeg boede jo på Vesterbro og var lidt bange for alt det der autonome, der foregik på Nørrebro, haha! Jeg kan huske, at jeg sad på forsædet i hans varevogn, og så satte han et kassettebånd i med Soundgardens Badmotorfinger, og jeg kan huske, jeg tænkte: "Hold nu kæft mand, hvad fanden er det?!" Jeg syntes, Chris Cornell lød som en high pitch-udgave af Ozzy, og pladen havde – meget i tråd med titlen – sådan en motor-agtig lyd. Jeg var fuldstændig blown away – mere af Soundgarden end af nogle af de andre Seattle-bands.

Tim: – Det var jeg også. Jeg var klart mere ramt af Badmotorfinger end af Nevermind i starten.

Kasper: – Det var først senere, jeg fik øjnene op for Nirvana. Alle ravede om Nevermind, og jeg syntes faktisk, den var en lille smule irriterende. Det var nok også fordi, vi i Kashmir var meget optagede af at være gode til at spille og at være gode på vores instrumenter. Og der var I i Psyched Up Janis måske mere et udtryk og nogle sange, som måske var mere i tråd med det, Nirvana havde gang i. Selvom de jo selvfølgelig havde Dave Grohl, som er en fantastisk trommeslager midt i det der smadrede udtryk, som jeg først forstod senere. Ellers var jeg også fuldstændig forgabt i Faith No More.

Sune: – Ja, jeg kunne virkelig også godt lide Faith No More, men da Nirvana så kom, kunne jeg godt se det fede i bare at spille tre-fire akkorder og have en god popsang bagved. Det kunne jeg godt lide.

Tim: – Vi samlede mere op på Nirvanas energi, for vi kom jo fra den lettere ende af heavyrock-verdenen, hvor vores idoler i starten var Europe og Bon Jovi. Det var vores ting fem år tidligere, og det var de guitar-bands, der var fremme dengang. Jo mere vi spillede det, jo mere slidt og umoderne blev genren og puddelrocken, og så kommer Nirvana og Soundgarden pludselig – bang!

Kasper: – Men der var også en overgangsperiode med The Cult og Guns N' Roses.

Sune: ­– Ja, jeg var også stor fan af The Cult.

Tim: –Den var jeg ikke rigtig på, for jeg var ikke klar til, at det måtte være grimt.

Sune: – Jeg var nede på Mannheim Stadion og se Guns N' Roses og Skid Row med Nine Inch Nails som opvarmning. Lige før Pretty Hate Machine kom ud. Axl Rose var jo vild med dem dengang, men folk blandt publikum havde svært ved at forstå det.

Tim: – Årh for satan – stærkt line up!

Her slutter første del af GAFFAs møde med Sune, Kasper og Tim, men læs mere i morgen, hvor vi blandt andet hører om, hvorfor Kashmir er det eneste af de tre bands, der stadig eksisterer.

Se en ny billedserie med Tim Christensen, Kasper Eistrup og Sune Wagner samlet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA