x

Led Zeppelin – Forført af musikken del 1 af 2

Led Zeppelin – Forført af musikken del 1 af 2

Mine damer og herrer, hvis jeg må have æren af Deres opmærksomhed et øjeblik, så tillad mig at introducere. De følgerne linjer og spalter er et interview med Jimmy Page. Altså ikke med en fan, en beundrer, en wannabe, en discipel, en imitator, en mulat, en albino, eller en myg. Nej, Jimmy Page, altså Jimmy Page, ham guitaristen fra Led Zeppelin. Det vil være indlysende for de fleste, men bær venligst over med en  opsummering. Beatles, Elvis og Jacko har solgt flere plader, Zep befinder sig i næste gruppe, hvor placeringerne varierer alt efter regnemaskine, der også tæller Madonna, Elton John og Pink Floyd, Men altså langt flere end Stones, ABBA og AC/DC , Queen, The Boss, Mariah Carey og andre opkomlinge. Vi befinder os på den lune side af de 300 millioner solgte eksemplarer, lidt har også ret.

I USA var der ingen over eller ved siden af Led Zeppelin i 70'erne, og så pludselig var det hele slut, og det uigenkaldeligt. Trommeslager John Bonham (et ydmygt bud på den bedste musiker nogensinde) mente, at 32 år på planeten var rigeligt, eller det mente hans lever i hvert fald. 25. september 1980, sorgens dag, hvor "Bonzo" undslap hårde tømmermænd, og for den sags skyld anden form for jordisk aktivitet, på permanent basis. Zeppelin skulle planmæssigt kickstarte deres første verdensturné i tre år, tre uger senere, og så med et slag lukkede de butikken.

Siden gav de et par numre til Live Aid i 85 og den 07.12.2007 spillede de en eneste koncert med Johns søn Jason på trommer i O2 Arena i London. Ved lotteri var cirka 15.000 billetter til salg, 20 millioner forsøgte at få fat i dem. Lidt ubalance i forholdet mellem udbud og efterspørgsel, kan man sige. I 2012 blev koncerten med tilhørende live-cd udgivet som "Celebration Day" og blev Warner Musics bedst sælgende enhed det år, præcis lige så mange år efter som Bonzo fik på kloden, thirty two.

Musikernes foretrukne
Beatles er nok den artist, der har lagret sig tungest i den kollektive bevidsthed, men et fuldstændigt postuleret og udokumenteret bud herfra vil være, at Led Zeppelin er det band, der samlet set har været den største inspirationskilde for udøvende rockmusikere. Vi taler historisk, eksplosiv udvikling fra 69-75 (resten er bestemt også i orden) fra den tunge, hårde blues, rødder tilbage i den afro-amerikanske slavetradtion, bluegrass, folk, pop, psychedelia, og så fuldstændig totalt styr på soul, funk, reggae. Testosteron, rendyrket power og sex, så det driver ned ad væggene det ene sekund; melankolske, poetiske og bevægende øjeblikket efter.

De er stadig kongerne af riffs, og så opfandt de jo lige i farten det der heavy metal sammen med Black Sabbath. (Tænk selv hvor mange timer Cobain, Homme og Grohl har brugt på Jimmys figurer, og så har Kashmir ikke taget deres bandnavn fra en nord-vest indisk delstat). Så er Zeppelin fineste eksponent for begrebet syntese, altså hvor helheden er større end summen af de enkelte dele. Sammenspillets magi, telepati og potentielle uendelighed. Og ubegribeligt var det, at de altid kun var tre musikere og en vokalist på scenen. Når John Paul Jones swichtede til keyboards, ja, så spillede han bare bas med fødderne!

Og hvad så med ham Jimmy, er han så vigtig. Well, vi taler om en genre, hvor det mest essentielle instrument er den elektriske guitar (ikke at herren er noget dilettant på den akustiske). Den er der flere, der har håndteret glimrende med årene, og nu er musik, altså rigtig musik, ikke nogen konkurrence, men i menneskers altid latente behov for at placere og inddele lyder Pepsi/Coke guitar-testen ofte "Hvem er den største, Jimmy eller Jimi?" Dommen lader vi bare stå her, men lad os bare sige, at den gode Mr. Page, ikke har levet forgæves. Læg dertil, at Jimmy var Zeppelins producer, og absolut primære komponist (Robert Plant skrev selv de fleste tekster) og man har et nogenlunde billede af hvem manden er.

Han er ikke noget fyrtårn, men en slank, rolig, varm, hvidhåret moden herre med hestehale og er i besiddelse af den ro og den indvendige glæde, som kan forplante sig efter i årevis at have udtrykt sig musikalsk. (Der er givet mange andre veje til Nirvana, men musikken er en af dem). Og når man har udtrykt sig på en niveau som herren i sofaen over for mig, at have udtrykt sig på et niveau som Jimmy Page, der ud over fortjent indtjening på sheik-niveau altid har været og fortsat er et bærende forbillede og inspiration for millioner af mennesker verden over, ja så er det da muligt, at man tvinger et lille smil frem af mundvigen.

Bagkataloget deluxe
Anledningen for mødet med legenden er at chef-arkitekten for første gang har remastereret hele bagkataloget, og har higet og søgt i gamle bøger, studier, magasiner, loftrum og andet for at ledsage Zeppelins oprindelige ni album med tilhørende "companion disks". De kommer i tre afdelinger, hvor første etape hedder Zeppelin I, II og III (mange ting kan man beskylde bandet for, men opfindsomhed i albumtitler er ikke en af dem). Vi sidder på et cool retro-hotel i London, og de næste tre kvarter er i his masters selskab.

Jimmy, jeg mødte dig og Robert som skribent-rookie i 1998 i forbindelse med jeres album "Walking into Clarksdale". Inden interviewet startede råbte Robert af sine lungers fulde kraft "Bring in the Dane" – sådan hængning eller skydning, du ved. På skafottet indledte jeg med "Jeg har ventet på dette øjeblik i 25 år", hvorefter Robert lynhurtigt, kvitterede: "Ok, lad os se om vi kan få det overstået på 20 minutter".
(Jimmy morer sig hørbart, red.) Men så gik det faktisk rigtigt godt. Det var "Bonzo mig her og der", og du sad bare og grinede det meste af tiden. Det er 16 år siden, og min respekt er om muligt kun steget, men jeg er nok lidt mindre rystet i dag. Nu kommer hele bagkataloget remasteret og med "companion disks", hvorfor nu og ikke for for eksempel ti år siden?

– Når du hører musik på mp3-filer, lyder det nærmest som nye mix, og som om den samme person har mixet alle artisters musik. Jeg ville sikre mig, at bagkataloget er tilgængelig i den bedst tænkelige kvalitet, man kan få i dag, det var den ene ting. Idéen med tilhørende ekstramateriale  til alle album er også en gammel tanke, tilbage fra arbejdet med udgivelsen af dvd'en.

Kvaliteten på dvd'en er jo vanvittigt høj. Hvordan har I kunnet holde den form for guld hemmeligt i årtier, og er der mere fra samme skuffe, som vi ikke kender?

– Well, Jeg kan rigtig godt li', at den er kronologisk, sådan så du kan se den voksende selvtillid i bandet. Desværre er der ikke så meget ekstramateriale på lager, som man godt kunne tænke sig. Men arbejdet med projektet ledte til at finde ekstramateriale, som så er blevet til et ledsagende album, til hvert enkelt album nu. Det er med til gi' folk et indblik i processerne og udviklingen, der førte til de enkelte album.

Fandt du nogle overraskelser, nu hvor du har endevendt arkiverne?

– Ja, fx nummeret "Keys to the Highway". I samme øjeblik jeg hørte det, kunne jeg huske, at vi havde indspillet det, men jeg havde helt glemt, at den kørte over i "Trouble on my Mind", så der var lige en ekstra sang. Det var omkring "Prescence", og der var kun et bånd af det. Jeg tænkte bare "Thank God", da jeg hørte, at det var intakt. I det hele taget er jeg meget glad for "Prescence", et meget mørkt album. Generelt  har jeg en ret god hukommelse. Tro det eller ej, men jeg kan godt huske outakes tilbage fra 1970. Det har været vidunderligt at gå på opdagelse i hele arkivet. Det er bare så forbandet godt og så konsistent hele vejen igennem Led Zeppelins karriere. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg hører det.

Fra første spadestik
Folk bliver tilsyneladende aldrig træt af Zeppelin, og bandet fremstår som indbegrebet af vellykket kemi mellem fire ekstremt kvalificerede musikere. Hvordan så du det indefra?

– Den måde, hvorpå bandet manifesterer sig på det første album er det ganske tydeligt, at der er tale om fire musikere på toppen af deres game. Alle kunne have startet deres eget band, men det ville ikke have været så godt som Led Zeppelin. For her havde du fire ligeværdige musikalske størrelser, som var i stand til at spille som et band. Og det var virkelig det, der var vores styrke. Men vi havde en vidunderlig måde at glide sammen på musikalsk, som nok er derfor, musikken har overlevet tidens nådesløse dom.

Kan du sætte nogle ord på jeres individuelle roller?

– Jeg var produceren, så jeg satte det hele sammen, var sikker på, at vi var klar til at indspille de enkelte album, og at koncerterne var, som de skulle være. John Bonham elskede bare bandet, han spillede det hele tiden derhjemme, han var så stolt af det. Han var fantastisk at spille sammen med. Den største, uforlignelig. Og for alle fire gjaldt det, at vi aldrig tidligere havde haft muligheden for at udtrykke os på denne måde, spille som vi gjorde, og det føltes som lidt af en forløsning.

Læs fortsættelsen af interviewet på GAFFA.dk i morgen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA