x

På jakkens diktat - et interview med Elevatorfører

På jakkens diktat - et interview med Elevatorfører

Det aarhusianske orkester Elevatorfører er snart klar med deres andet album. I den forbindelse har GAFFAs medarbejder har mødt Elevatorførers "Detektiven" til en lille snak om jakker, tidsmaskiner og hvad der ellers fylder det psykedeliske folkeorkesters kollektive bevidsthed denne sommer.

Det går ikke stille for sig, når "Detektiven" folder sig ud, så du må hellere holde fast, hvis du skal klare hele turen på det flyvende tæppe.

Kan du kort fortælle om orkesteret? Hvem er I? Hvilken slags musik spiller i?

- Det ville være i strid med de kosmiske principper at besvare den slags spørgsmål på entydig vis. Et psykedelisk folkeorkester er ikke noget, der nødvendigvis indordner sig under konventionelle ontologiske begreber, så som "væren", "tid" og den slags. Måske er det mere præcist - eller vagt - at spørge hvilke former Elevatorfører kan antage. Men lige p.t. manifesterer vi os typisk som et otte mand højt musikkollektiv, med snablen i syregryden, der spiller dansksproget psykedelisk rockmusik.

Hvor længe har bandet eksisteret?

- Der har været teorier fremme om, at Elevatorfører opstod i i 2009, som den mentale efterdønning af en i øvrigt fremragende Dragontears-koncert på Roskilde Festival. Dette er imidlertid ikke korrekt. Der er tale om et diktat fra en langt højere instans.

Hvilken?

- Den Hypnotiske Jakke. Altså… Det er en jakke, som Føreren har på (eller også er det omvendt), og som i sagens natur er hypnotisk. Den har lissom sin egen bevidsthed og dikterer de fleste ting i universet. Herunder altså også dannelsen af folkeorkestre. Noget, den vist nok har brygget på siden engang i 60'erne, hvor orkesteret opstod.

Men ingen af bandmedlemmerne ser ud til at være over 40 år gamle?

Som sagt: "Tid" er ikke et af den slags fænomener, man skal lade sig begrænse af i et folkeorkester.

Javel. "Føreren"? Det lugter lidt af noget ubehageligt…?

- Ja, Det er lidt utilsigtet med de småfascistoide undertoner, men en elevator må jo nødvendigvis have en fører, der kan guide en rundt i æteren. I modsætning til den teutonske kollega er denne her så bare en rar en af slagsen, som tager en med på tur ud til nogle steder, hvor det er dejligt at være.

Og denne elevator: Kører den op eller ned?

- Spørgsmålets grundpræmis er forkert, da det er fejlagtigt at antage, at en elevator nødvendigvis altid bevæger sig så lineært. Nogle gange kan den bevæge sig sidelæns, rotere, ekspandere i alle retninger, eller implodere til det rene ingenting. Det afhænger som regel af, hvilke knapper man har trykket på. Af samme årsag kan man aldrig på forhånd helt vide, hvor man ender.

Du går selv under pseudonymet Detektiven. Hvad er årsagen til, at I bruger pseudonymer?

- Altså: En detektiv udmærker sig jo først og fremmest ved sin evne til at detektere ting….og dyr eksempelvis. Det var en egenskab, som bandet manglede, og som sidenhen har vist sig praktisk i flere sammenhænge. Besvarer det spørgsmålet?

Ikke rigtigt, men måske vi bare skal lade den ligge. Kan du beskrive en koncertoplevelse med Elevatorfører – og måske give indsigt i, hvad publikum kan forvente af jeres kommende koncerter?

- Vi er grundlæggende et liveband, og når forholdene tillader det, tilstræber vi altid at lave en totaloplevelse, hvor man aldrig helt ved hvad der kommer til at ske. Det ville jo være kedeligt blot at begrænse sig til musikken. Især når jakken har dikteret, at bandet indeholder en del medlemmer, som egentlig ikke er musikere. Det gør det lidt kaotisk, men det er selvfølgelig også det, der gør det sjovt. Hver koncert er sådan en psykedelisk rumraket, hvor man aldrig helt ved, om affyringen bliver en succes, eller hele lortet eksploderer halvvejs igennem stratosfæren, og man ender med at styrte brændende til jorden.

- Der var en periode, hvor vi faktisk havde spillet flere livekoncerter, end vi havde haft øvere. Men i og med at folk faktisk er begyndt at betale os penge for at spille, er der også blevet lidt længere imellem de koncerter, hvor blodet flyder, og stumper af trommesættet må fravristes publikum efter koncerten. Sådan kan man jo blive så voksen og kedelig. Og så alligevel: Det er ikke så længe siden, der var en øgle med på scenen, som jeg aldrig rigtigt fik nogen fornuftig forklaring på. Men for at besvare spørgsmålet, så handler Elevatorfører først og fremmest om at have det sjovt. Vi gør det her, fordi vi er glade for at være sammen, og vi håber da, at noget af den glæde smitter af på publikum.

- Vi er en blanding af musikere og billedkunstnere, så en del af projektet handler også om at lege med forskellige visuelle udtryksformer under koncerten. Men kernen i det er og bliver kontakten til publikum. Det er enormt uinspirerende at spille en koncert, hvor publikum står i den anden ende af lokalet og stirrer ud i luften. Vi får rigtigt meget energi af, at publikum også slår sig løs og danser rundt sammen med os, så vi opmuntrer altid folk til at holde en fest. 

"Dit folkeorkester på syre". Er I generelt meget høje, og er det en betingelse for at opleve jeres musik, at man som publikum lige slikker på et frimærke før et Elevator-show?

- Altså, Ven er vel omkring 2 meter, og Føreren lidt lavere. I udgangspunktet bestræber vi os dog på at være nogenlunde klare i hovedet, og kun være high on life, når vi spiller. Det andet fungerer ikke så godt, når der myldrer otte mand rundt på en scene og skal forsøge at spille i takt. Særligt når flere har svært nok ved at spille i ædru tilstand. Det med "på syre" er vist mest et udslag af, at en eller anden med administratorrettigheder fandt det morsomt at lave navnet om, umiddelbart inden facebooksiden fik så mange likes, at man ikke længere kunne ændre det tilbage. Så nu må vi leve med det. Generelt skal man jo ikke opfordre folk til at eksperimentere med det dersens narkotika, men det er da ikke ualmindeligt med publikummer, der svæver rundt et sted oppe under loftet til koncerterne. Det må være op til folks egen samvittighed, om de vil frankere hjernen til intergalaktisk luftpost. Men det er bestemt ikke nødvendigt. Do whatever works for you!

I er i gang med et album. Hvordan forløber indspilningerne? Er de indspillet i en tidsmaskine, der har taget jer tilbage til 60'ernes analoge grej eller er det Pro Tools?

- Vi har opgivet det med tidsmaskiner. Det viser sig, at en Vertikal Bus ikke er lige så aerodynamisk som en DeLorean, og derfor har vanskeligt ved at nå op på de nødvendige 88 mph, der gør tidsrejse mulig. Desuden skulle Lassefar bruge Flux-capacitoren til at drive en ny delay-pedal. Ellers ville det nok være den ideelle løsning. Føreren skrev vist iøvrigt engang en sang i WordPerfect. Men det er en helt anden historie. 

Det må vist blive en anden gang. Men tilbage til pladen...

- Der er en vis DIY-kultur omkring hele Psych-genren generelt. Og i og med at vi har folk med så forskellige talenter i bandet, handler det jo også om at lave alle aspekter præcis, som vi selv vil have det. Vores første plade var noget så usædvanligt som en liveplade - simpelthen fordi det var let og billigt at lave det på den måde. Pladen fik vi udgivet på Levitation Records, der også udgiver en del andre bands inden for genre.

- Studiepladen skulle gerne blive en realitet inden for det næste halve års tid. Men i modsætning til den første plade ender vi nok med selv at udgive den, så vi kan lave et multimedialt pladeprojekt med en masse ekstramateriale, uden at tage hensyn til, om det også hænger sammen økonomisk. Nogle mennesker vil bare gerne have deres musik ud og sælge en masse plader. Vi vil gerne lave en plade, der bliver præcis, som Jakken dikterer (og eftersom den dikterer det, har vi egentlig ikke noget valg). Så må folk købe den, hvis de har lyst og ved, hvor de kan finde den - lidt ligesom når man plukker svampe. Hvis målet var at tjene penge, skulle vi nok have valgt en karriere som bankfunktionærer i stedet.

I har før været interviewet af GAFFA dog på en lidt utraditionel måde. Hvordan gik det?

Elevatorfører er som sagt et kollektivprojekt, som både involverer musikere og billedkunstnere, og begrænser sig derfor ikke til de musikalske udfoldelser. I den forbindelse "analog-hackede" vi på et tidspunkt en stak GAFFA-blade og indsatte et  fiktivt interview med Føreren i en professionelt opsat artikel. Hvor bladene blev af, og om folk nogensinde opdagede, at der var indsat falske sider i, ved jeg ikke. Måske er de derude et sted. Der er i øvrigt noget særdeles tilfredsstillende ved, at det, der begynder som fri fantasi, ad omveje alligevel manifesterer sig på virkelighedsplanet, som tilfældet er med denne artikel. Men den slags horisontsammensmeltninger er måske karakteriserende for Elevatorfører som helhed. Selvom orkesteret baserer sig på et mytologi, er det faktisk lettere urovækkende, i hvor høj grad denne fortælling er endt som en profetisk drejebog for senere virkelige begivenheder.

I taler på et tidspunkt om Elevatorfører genopståen, hvor havde I været henne?

- Det tror jeg stadig ikke, at nogen af os har fantasi til at forestille os… Måske finder vi ud af det en dag. Der var dog noget med en afstikker i begyndelsen af 80'erne, hvor Føreren gik solo og skrev en computer-opera under pseudonymet Bad Lazor. Jeg tror muligvis, at man stadig kan være heldig at finde det på kassettebånd rundt omkring i Aarhus' Genbrugsbutikker...

Tør jeg spørge lidt ind til jeres inspirationskilder?

- The Brian Jonestown Massacre er en væsentlig fællesnævner, men ellers trækker vi hver især på mange meget forskellige inspirationskilder rent genremæssigt. Og selvfølgelig Spids Nøgenhat, der jo er de uomgængelige bannerførere, når vi taler opblomstringen af dansk - og dansksproget - psykedelisk rock. I kølvandet er der så vokset et mycelium af forskellige bands, som går under fællesbetegnelsen "psych". Og her placerer vi os nok i den mere melodiske ende af skalaen, med rødder i 60'er psych og folk fra de tidligere 70'ere, hvor der er mange andre, som dyrker en mere dronet, elektronisk psych og spacerock fra 70'erne og 80'erne. Vi spiller det, vi synes giver mest mening i denne konstellation: Humor og glæde er udgangspunktet for orkesteret, og det er svært at drone på en sjov måde.

Man kunne godt få det indtryk, at I dyrker en lidt lemfældig omgang med virkeligheden?

- Virkeligheden er jo sådan en lidt ulden konvention, når man kigger den efter i sømmene. Den er i udgangspunktet meget fin, men hvorfor dog lade sig begrænse? Jeg vil dog ikke kalde det eskapisme. Men hvis hverdagen kan være lidt monoton, er det jo rart, når vi sammen kan løsne livremmen, smide de mentale bukser og bare være glade i låget.

- Nogle mennesker er meget optaget af denne her autenticitetsproblematik om, hvorvidt en kunstner er "true". Sandheden er jo nok, at langt de fleste kunstnere påtager sig en rolle, når de "er på", som i en eller anden grad er anderledes, end når man taler med dem privat. Vi har det egentlig meget fint med at slingre sådan lidt ind og ud af fiktionens verden efter forgodtbefindende. Men det mener jeg egentlig ikke har noget med hverken parodi eller manglende autenticitet at gøre. Det spørgsmål er uinteressant for os, så det må man tolke, som man vil.

Kan man udlede noget budskab af jeres musik, eller er det bare fjol?

- Man skal altid være varsom med at prædike - den slags sorterer under Jakkens ansvarsområde. Selvom humoren er en væsentlig ingrediens, synes jeg dog langtfra, at man kan tale om, at det er rent fjol. Noget af det nyere materiale har egentlig ret dystre undertoner. Men det er jo en balancegang, hvor man helst ikke vil ende med at virke for selvhøjtidelig, for så undergraver vi på en måde os selv. Vores hovedbudskab er vel stadig overvejende positivt: Nogle gange skal man give slip på selvhøjtideligheden, kokse ud og lade det indre legebarn få frit løb. Ren, ukompliceret glæde. Og selvom man så flirter med det semi-fiktive i en humoristisk indpakning, så er det vel egentlig et ganske seriøst og vedkommende budskab, som Jakken der dikterer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA