x

Ed Sheeran: Jeg skriver for mig selv

Ed Sheeran: Jeg skriver for mig selv

Jeg har mødt Ed Sheeran to gange og haft ham i telefonrøret en enkelt gang. Samme scenarie hver gang: Han er nærværende, rolig, klar i spyttet, og kortfattet. Der bliver ikke ligefrem vævet og talt i tunger, men på den anden side skal man absolut fastholde manden for at komme spadestikket dybere. En klar, tydelig og på en måde uproblematisk attitude, der har medvirket til hans nærmest eksplosivt voksende popularitet. Nå ja, så mødte jeg ham for resten også på gaden uden for baren i London, hvor en håndfuld pressefolk var samlet for at høre Ed præsentere en håndfuld sange fra mandens andet soloalbum X og give et par vareprøver live. Igen samme attitude; klar i blikket, glad, imødekommende, klar på løs small talk, men ingen doktorafhandling. Og relativt hurtigt videre.

For så vidt symptomatisk for den enorme succes, der er opnået med ganske enkle og effektive midler. En mand og en guitar – hvor klassisk kan det være? – og så en direkte og kontant måde at udtrykke sig på, som ikke mindst 23-årige Sheerans egen generation og yngre kan forstå og relatere til. Og så selvfølgelig stærke sange – ellers havde det været lige meget. Selvom han på andet album, X, forskellige steder prøver nye veje med flere lag, som på hittet Sing i tæt samarbejde med Pharrell, er det stadig grundmodellen, der er det bærende element både live og på indspilninger. Scenerne bliver gradvist større og større, men set-uppet er intakt.

Det kan godt være, at Rolling Stones er en kvartet, derfor kan der sagtens være 20 mand på scenen alt i alt. I Forum til november bliver det den irske rødtop med sin halvakustiske guitar og nogle loop-pedaler, that's it. Til gengæld er han vildt effektiv og innovativ i forhold til at bruge sine virkemidler. Det kan lyde som et væld af pre-indspillede tracks, men der er ingen. Det er bare Ed, der leger og looper sig selv. På første album scorede han megahits med The A-Team og Lego House og en ny-klassiker som You Need Me, I Don't Need You (om fyring fra sit første management),der let kan snige sig op over de ti minutters spilletid, hvis humøret og stemningen er til det. Det var den for eksempel på scenen i Bremen til GAFFA Prisen 2011. Vi var nogle, der fik lidt af en a-ha-oplevelse. Ed Sheeran er for vild, det er meget enkelt, en performer af de sjældne.

 

Jeg kan godt sige nej

Succesen er bestemt ikke steget den sympatiske irer til hovedet, men han er ganske bevidst om eget værd og sætter heller ikke sit lys under en skæppe. Han har allerede fået de allertungeste drenge i tale, er vokset med opgaven, og giver både udtryk for ydmyghed og respekt over for de store kapaciteter, han i dag arbejder sammen med, men også en selvsikkerhed i forhold til at sige til og fra. Den altdominerende hovedproducer på andet album X er legendariske Rick Rubin, der vel er så stor, som man bliver i det erhverv. På spørgsmålet om, hvorvidt han frygter selv at drukne i så stærkt et selskab, lyder svaret meget symptomatisk:

– Rick Rubin er fantastisk, det har været et utroligt privilegium at arbejde med ham, og jeg kan ikke forestille mig, at han ikke vil være inde over, hvad jeg laver fremover på en eller anden måde. Han kommer med mange idéer. Rigtig mange siger jeg ja til, men jeg kan også godt sige nej, hvis jeg synes, det er den forkerte retning. For tre år siden havde jeg sagt ja til alt, han havde foreslået. Det samme vil jeg sige om at arbejde med Pharrell.

 

Tidligt i gang

Sheeran er ikke kommet sovende til succesen. Han begyndte at indspille sin egen musik som 14-årig, han første ep, Orange Room, kom i 2008, året efter spillede han 312 koncerter, og den følgende sommer bookede han en åben billet til L.A., hvor den eneste aftale var deltagelse til en "poetry night". Han spillede alle de steder, han kunne komme i nærheden af, og en dag hørte Jamie Foxx ham optræde og tilbød ham studietid. Elton John kom på sagen, fik ham signet til sit management, og siden er bolden kun rullet én vej. Sidste år bragte sangen I See Fire til Hobbitten-filmen ham lige et ekstra nøk op ad rangstien, og at dømme efter forhåndsinteressen for X er Sheeran havnet der, hvor de fleste youngsters med en guitar i hånden og en håndfuld sange i ærmet kun kan drømme om at komme hen. Publikum elsker ham, men hvorfor?

– Hmm, fans kan nok først og fremmest forbinde sig til teksterne, det er nok det, jeg hører mest. Jeg prøver at skrive fra hjertet, og det tror jeg, at folk kan relatere til.

Kan du give et eksempel?

– En pige skrev til mig, at hun havde været ædru i seks måneder efter et break-up, på grund af at hun lyttede til The A-Team, det føltes godt.

Er sangen lidt en hyldest til underhunden?

– Ja, helt sikkert.

Og så går det vist ok live?

Det kan du sige. Hvad koncerter angår, er mit hovedønske at underholde, ikke bare at spille sangene. Jeg har et meget blandet publikum. I forskellige lande har det været henholdsvist ungt og væsentligt ældre, i England har det generelt været mere blandet, og det virker som om, den tendens breder sig.

Så har I See Fire været lidt af en fuldtræffer?

– Ja, den har ikke skadet, kan man sige. Jeg synes, Peter Jackson er fantastisk, og jeg er en stor fan af Tolkien og Ringenes Herre, så da jeg fik tilbuddet, sagde jeg ja med det samme.

 

En nøgle til fiasko

Føler du, at du skriver for din egen generation?

– Nej, jeg skriver for mig selv, jeg er en meget selvcentreret sangskriver. Hvis du skriver for andre, bliver det noget lort. Sådan er det med alle aspekter af livet,. En nøgle til fiasko er at prøve at "please" alle mennesker. Så jeg skriver for mig, og mine sange er for mig.

Når man kigger på pophistorien, er det typisk artister, der har formuleret noget i tiden, som en ungdomsgeneration kan forholde sig til, om de så har skrevet for sig selv eller ej. Utilfredshed med forældregeneration, som Kurt Cobain udtrykte for eksempel. Sker der noget i tiden, som du rammer?

– Ved du hvad, hvis der er, så tror jeg, at man bedre kan se det retrospektivt. Det, der sker i nutiden, er det mest spændende og interessante, og først senere kan du bedre se, hvordan det rammer tiden. Det gælder for Nirvana som for The Beatles i sin tid. Så lad os tage den snak om min musik om ti år og se, om den holder.

Du har mange elementer i din musik, blandt andet hiphop. Hvis du kigger ud, hvad inspirerer dig så fra den genre i dag?

– Jeg kan godt lide både at have rødder, der rækker tilbage, men samtidig også sørge for at blive inspireret af ny musik. Men når du spørger til hiphop, så er det Eminem, der er min største inspirationskilde. Først og fremmest på grund af hans ærlighed og hans direkte form. Det var min første rapplade. Jeg kan godt lide de muligheder, der er indbygget i genren, du kan sige mere end i et komprimeret popvers, det er en spændende boldgade.

Og hvad angår de traditionelle rødder, hvem står stærkest der?

– Skal vi op på øverste hylde, så må det være Bob Dylan og Van Morrison. Og så samlede jeg guitaren op efter at have set Eric Clapton i fjernsynet. Jeg er vokset op med ret bredt perspektiv. Mine forælde er musikere, og min bror er i dag komponist inden for klassisk musik. Det har gjort, at jeg har følt mig mere fri i forhold til de beslutninger, jeg har taget gennem livet, hvilket også har gjort mig mere kreativ.

Så spillede du Wish You Were Here til OL i London. Er der også et hjerte for Pink Floyd, der banker?

– Det er der. Jeg spillede sammen med Michael Rutherford (Genesis, Mike & The Mechanics, red.) og Nick Mason fra Pink Floyd. Det var en stor oplevelse.

 

Familiemennesket

Trods stjernestatus har Sheeran ikke glemt, hvor han kommer fra, og familien spiller en central rolle. For eksempel handler en af de nye sange om Sheerans for nyligt afdøde bedstefar, der i sin alderdom led af Alzheimers. Umiddelbart ikke det mest oplagte sangemne for en ung popstjerne?

- Min bedstefar levede et meget fuldt og helt liv, fik mange børn, børnebørn og oldebørn, selvom han i den sidste tid mistede hukommelsen. Jeg syntes, det var værd at skrive om, og jeg vil hellere dø 86 år gammel med en stor familie omkring mig end brænde ud tidligt.

Et fint emne at tage op, er det et udtryk for ønsket om at være et helt og jordbundet menneske, nu hvor du lever i en verden, hvor berømmelsen kan være flygtig og illoyal?

– Ja, det vil jeg sige. Min far har altid opdraget mig til at være et helt menneske og en familieorienteret person. Vi er en meget tæt, irsk familie, og det har helt sikkert hjulpet mig i forhold til at håndtere de mange udfordringer, som succes også medfører. Jeg har altid en tæt familie at komme tilbage til, det er meget vigtigt.

Det er to år og fire måneder siden, jeg mødte dig første gang. Der er sket meget siden sidst. Hvad har det gjort dig i stand til at skrive om i dag, i forhold til hvad der var muligt dengang?

– Selvom jeg har oplevet en hel del ting, siden vi mødtes sidst, er det faktisk ret meget det samme. Albummet handler om mig og mit liv som på debuten. Men der er for eksempel en sang om at eksperimentere med ulovlige stoffer, som jeg ikke kunne have skrevet troværdigt tidligere, der er en sang om en utro kæreste, som heller ikke er sket for mig før.

Hvor selvbiografisk skal det opfattes?

– Det er temmelig ærligt, lad mig sige det sådan.

Berømmelse giver nye muligheder, men betyder også for mange, at de pludselig tilbringer mere tid i lufthavne end i øvelokaler. Sheeran mener dog, at succesen overvejende har været menneskeligt og kreativt givende.

– Det har helt sikkert åbnet en masse døre i alle aspekter af mit liv, ikke kun professionelt. Hvis jeg har lært noget, så må det være ikke at tage livet så seriøst, men nyde hvert eneste øjeblik af det, jeg oplever nu. Det kan være, at det hele er slut i morgen, og hvis det sker, så har jeg i hvert fald nogle gode historier til børnebørnene.

 

Inspiration

Norske Bernhoft arbejder med et tilsvarende set-up som dig, looper sin guitar og synger, har du lyttet til ham?

– Jeg har aldrig mødt ham, men jeg synes, han er super fed, jeg har set ham mange gange og synes, han er meget inspirerende. Vi har en meget god fælles ven. Det er ikke ham, som er grunden til, at jeg har valgt at optræde, som jeg gør – dermed ikke sagt, at Bernhoft ikke er fantastisk.

Du fastholder set-uppet med dig, en guitar og loop-pedaler. Hvordan er det muligt i forhold til at fremføre for eksempel Sing?

– Live kan jeg godt gøre det med en loop-pedal, men i forhold til tv-optrædener har jeg et band med, men det er kun fordi, det tager omkring fem minutter at sætte mit gear op, og du har typisk kun tre minutter, når du skal gøre klar til en tv-optræden. Så det er mest et spørgsmål om tid.

X har et mere varieret udtryk end debuten, er det noget, du bevidst har tilstræbt?

– Ja og nej, grundlæggende synes jeg ikke, at der skal være grænser, når du er singer-songwriter. Der er så mange gange ting, du kan gøre med en guitar, jeg kan ikke se nogen grund til at begrænse sig. Der er rigtig mange muligheder, når man prøver sig frem.

 

I U2s fodspor

I 60'erne og 70'erne var det i vid udstrækning briterne, der dominerede hitlisterne i USA: Beatles, Led Zeppelin, Stones og Pink Floyd. Så har der selvfølgelig været Sheerans landsmænd U2. I dag er en sanger som Adele toppen af poppen på verdens største popmarked, men i årevis var det relativt lukket land for engelsk/europæisk musik. Blur slog for eksempel aldrig igennem i USA på samme måde, som for eksempel Dave Matthews Band og John Cougar Mellencamp aldrig har fået et europæisk gennembrud, der tilsvarer deres hjemlige popularitet. Ed Sheeran er ikke i kategori med Beatles og Adele, men har ikke desto mindre klaret sig særdeles godt i USA. Sheeran ved ikke selv præcis, hvad det er der gør det, men han har dog fået en håndsrækning fra en med samme hårfarve.

– Jeg synes faktisk, at publikum er ret ens i USA og Europa, jeg ser det ikke så forskelligt, og så har mit samarbejde med Taylor Swift da ikke skadet.. Det går rigtig godt, men jeg kan stadig nå langt mere. Sing er et hit, og jeg kan udsælge arenaer, som jeg er meget, meget tilfreds med, men det er vigtigt at jeg holder fast og bygger på. Det er et stort land.

 

Ed og stjernerne

 

Det er ikke så få notabiliteter, unge Ed Sheeran allerede har krydset klinger med. Her er par kommentarer fra manden om de vigtigste.

 

Pharrell: – Han skubbede mig ud af min comfort zone, og det er jeg rigtig taknemmelig for, at han gjorde. Han spillede beatet, der blev til Sing, og jeg sagde "Nej". "Er du sikker?", svarede han, og jeg sagde: "Helt, sikker, lad os komme videre". Jeg sad så og spillede noget tilfældigt på guitar og han sagde: "Er du klar over, at det du spiller nu, er det beat, vi lige snakkede om? "Ok", sagde jeg, "vi prøver." Jeg kom op med grundomkvædet, han tog nogle vilde valg, og pludselig var den der. Han er en meget intelligent mand. Han har stor diversitet og kan lide at prøve forskellige ting af. Vi arbejdede nok samlet sammen i en uges tid over tre måneder.

 

Rick Rubin:

– Han gav mig helt og aldeles ny energi. Hans tilgang er så ukonventionel, at det virkelig gav mig en helt ny lyst til at skabe. Jeg føler, at jeg kreerede musik, mere end jeg indspillede sange. Han er en virkelig sød mand. Et meget specielt menneske. Han er mere end en producer, nærmere en musikalsk terapeut, der kan nogle fantastiske ting med mennesker. Jeg regner med, at han skal producere min næste, og selvom han ikke skal, vil jeg helt sikkert spille sangene for ham og få hans råd. Han er som en guru.

Taylor Swift: – Vi har både indspillet, skrevet og spillet koncerter sammen (Sheeran har endda fået en "Red"-tatovering som en hilsen til den amerikanske veninde, red.). Jeg tror, hendes største styrke er, at "kids" kan relatere til hende, hun er meget lige til.

One Direction: – Jeg har skrevet nogle sange til dem og prøver at gøre det så effektivt som muligt. Jeg skriver sange for mig selv, men ser mig selv som en, der også altid samarbejder, og at skrive til en rendyrket popgruppe som One Direction har været en sjov udfordring.

Elton John: – Han hørte mig tidligt, og han leder det management, jeg er signet til. Han står bag en stor sangskat, og han er en, man kan lære en masse af, meget i forhold til hvilke valg, som er gode at tage for en person som mig i min situation. Han har en utrolig viden og erfaring. Det er nøglen. Vi har optrådt sammen, det var "wicked", vi spillede The A-Team.

Jamie Foxx: Han "opdagede" mig, kan du sige, da jeg spillede små steder rundt omkring i L.A., tog fat i mig og hev mig i studiet. Super sjovt, og vigtigt for mit videre forløb.

 

Ed Sheeran og Danmark

– Jeg elsker Danmark, det var første sted hvor jeg breakede i Europa, og det har altid været meget specielt for mig. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage, og jeg synes, det var en rigtig god koncert sidst (Vega, red.). Jeg har kunnet lide alle koncerterne i Danmark. Desværre har jeg ikke haft så meget ekstra tid i landet, så jeg har ikke fået set Den Lille Havfrue eller noget.

Du var fantastisk til GAFFA Prisen-showet i december 2011. Hvad kan du selv huske fra den aften?

– Jeg husker det meget tydeligt. Jeg kan mest huske, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle forvente, men da jeg spillede, var folk helt med, så det var super god oplevelse.

Din næste koncert er rykket op og op og ender nu i udsolgt i Forum, hvad kan vi forvente?

– Jeg er meget, meget glad for, at det er kommet dertil, at jeg kan spille et stort udsolgt arenashow i Danmark. Dybest set vil jeg sige, at publikum kan forvente et underholdende show, så underholdende som muligt. Som det ser ud, bliver det mig og en guitar, den faste model.

Et af dine største hits hedder Lego House, det er jo fra et dansk firma, hvad er baggrunden for den sang?

– Det er nok nærmere en slags billede på, at det kan tage lang tid at bygge noget op, men du kan miste det på et splitsekund. Som et Legohus. Det kræver stort arbejde at samle, men kan blive til løsrevne klodser på øjeblik.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA