Reportage og interview: Rickie Lee Jones – nu med sange om Gud

Reportage og interview: Rickie Lee Jones – nu med sange om Gud

Billeder: Michael Laigaard, fra Rickie Lee Jones' koncert på Kolding Teater i juni 2006

– Sidst jeg så hende optræde var for 20 år siden, og der var hun så påvirket af stoffer, at hun ikke kunne spille klaver til sin coverversion af ”Bye Bye Blackbird”, fortæller en fyr, som arbejder i PR, alt imens han gnasker karry samosas og sluprer en vodka/tranebær med friskpresset lime i sig. Vi står ved baren på det mørke kælder-spillested The Makor på Upper West Side. Der er sofaer hele vejen rundt om scenen, borde i midten, bronzefarvede gardiner med pompøse folder og koksgrå søjler rundt omkring i lokalet. På nær rygeforbudet minder stedet faktisk en del om Musikcaféen i Mejlgade i Århus. En fotograf støder til, da vi er i gang med tredje omgang, og spørger os begge:

– Hvem skal spille i aften? Han var blevet ringet op en time forinden og var derfor uvidende, indtil jeg fortalte ham at aftenen i aften havde cigarillo-sangerinden Rickie Lee Jones og hendes nye plade ”Sermon on Exposition Boulevard” på programmet. Vi afgiver bestilling på den fjerde runde sjusser i samme sekund, som en lille hue-klædt mand går på scenen og introducerer aftenens hovedperson.

I takt til bifaldet indtager Rickie, iført en hvid hørkjole, bænken bag et klaver i hjørnet, stiller sin drink på gulvet og byder publikum velkommen. Hun sender et par vink og nogle smil ud til familie og venner på de forreste rækker, men ellers virker hun, som om hun er indkapslet i en boble. Denne boble skaber en vis distance hele vejen gennem sætlistens tre første numre, som er fra hendes tidligere albums, og hun hænger ind over klaveret med hovedet mod den ene hånd, som hun støtter på klaveret.

Hun snøvler nogle sætninger før hver sang, men virker til at have en halvhjertet indstilling til det hele. Hendes blik flyder rundt i lokalet gennem halvåbne øjne, og det virker, som om at hun få minutter, før hun gik på scenen havde fået et skud rygmarvsbedøvelse til elefanter. Sangene er langsomme og rolige, og hendes stemme skifter fra at være lys lille pige-sang det ene øjeblik til en brønddyb, fordrukken saloon-sangers det andet. Ti minutter passerer, hvor det virker som om hun enten varmer op eller prøver at tage sig sammen, indtil grevinden af Coolsville rejser sig fra bænken i hjørnet, går frem til mikrofonen på kanten af scenen og boblen endelig brister. En solid levering af ”Nobody Knows My Name” følger efter en kort introduktion af den nye plade, og nu har hele bandet indtaget scenen med deres respektive instrumenter. Rickie selv har samlet en tamburin op, som hun taktfast banker mod sin håndflade – måske hun skyldte Mr. Tambourine Man en sang?

– Den næste sang, jeg gerne vil spille for jer, hedder ”Falling Up”, og den handler om, hvordan det må have været at stå i Bethlehem en dag, hvor Jesus pludselig gik forbi. Rickie lægger den musikalske rangle fra sig, hiver en mælkehvid el-guitar over skulderen og slår akkorderne an til et af de mest religionsbehandlende numre fra den nye plade. Grunden til, at jeg kalder nummeret religionsbehandlende er, at Rickie selv lagde stor vægt på, at hun ikke er religiøs, og da koncerten er slut, giver hun mig svaret på, hvorfor det er, hvilket du kan læse længere nede i reportagen.

Tilbage på scenen taler Rickie videre om religion og introducerer nummeret ”Lamp of the Body”, som jeg tydeligt husker fra gennemlytningen af pladen. Nummeret minder i fremførelse såvel som i tekstindhold om en kvindelig pendant til Leonards Cohens tidlige materiale, og Rickie lukker sine øjne og virker, som om hun mentalt forlader kælderen for en stund. Når øjnene endelig er åbne, kigger de rundt på de forskellige bandmedlemmer, og hendes ansigts-mimik formidler information til guitaristen om, at han skal spille lidt langsommere, og til trommeslageren, når han skal tromme lidt mindre dominerende. Publikum kan også tydeligt læse Rickies ansigt, og alle er klar over, at hun synes at denne intimkoncert egentlig er ret så fed.

Den hvidklædte dame messer videre over ”Where I Like It Best”, som sender en justerflad ud til religiøse fanatikere og tv-prædikanter, men stopper halvt inde i sangen og siger, at nu vil hun gerne lige have det lidt sjovt, inden vi slutter. Sjov er måske ikke det rigtige ord at vælge til denne afsluttende sang, som hedder ”Elvis Cadillac”, og som kort og godt handler om, når Rickie er død. Ikke desto mindre stemmer bandet i med saft og kraft og leverer en organisk afslutning med dette nummer, som på trods af emnet triller af sted over en munter melodi. Da sangen er færdig, takker Rickie folk for at være kommet her til aften, bunder sin drink, mens bifaldet skyller ind over scenen og forlader derefter lokalet.


Og så til interviewet
Da jeg sætter mig ned ved et rundt, lille bord med den midaldrende madame 15 minutter senere, er glasset blevet fyldt op igen, og hun virker afslappet og tilfreds med måden, hvorpå hun fik præsenteret sit nye materiale. Hun plejer som regel ikke at lave interviews efter sine koncerter, men plejer er i aftenens tilfælde heldigvis lige så død som disko, så hun har benådet sig over for den danske presse og tilladt nogle minutter af sin tid til en række spørgsmål.

Hvad er din største motivation for at fortsætte med at lave musik?

– I dag føler jeg, at den største drivkraft bag min musik er nødvendigheden af det. Jeg ved, at nogle folk har brug for at høre min musik og bruge den på deres egen måde. Før i tiden var min motivation penge, på samme måde som det er for alle kunstnere, når de begynder at spille musik. Men når du så har tjent mange penge, kan det nogle gange være svært at se, hvorfor man burde fortsætte, og der skal man så gøre op med sig selv hvilke andre motivationer man har.

Kan du bedst lide, hvor du er nu, eller drømmer du nogle gange om at være andre steder eller leve et andet liv?

– Det er et rigtig godt spørgsmål. Men svaret er nemt, for jeg kan bedst lide dér, hvor jeg er. Man har nogle gange en tendens til at drømme sig tilbage til fortiden og tænke på gamle minder, men jeg betragter selv nuet som den bedste del af mit liv.

Hvad betyder mest for dig: musik eller religion?

– Det er svært at sige, fordi jeg bruger musikken som en måde at tale til Gud på. Og begge dele er det højeste, man kan opnå. Musik er en højere kommunikationsform end skrevne ord, billeder eller lignende, og når man så synger om Gud, så er det svært at finde et højerestående emne, synes du ikke?

Kan du forklare titlen ”Sermon on Exposition Boulevard”?

¬ Jeg læser tit og ofte i Bibelen, og da jeg læste om Moses på bjerget, blev jeg inspireret til at lave min egen ”prædiken”, hvilket så resulterede i denne plade...

Så vil du kalde dig selv religiøs?

– Nej, fordi det at være religiøs i dag har så negativ en betydning. Når man hører ordet religiøs i dag, så tænker mange straks på ekstremister, og det er derfor nemt at udvikle en berøringsangst for emnet religion.

Det er tid til en række pressefotos nu, så jeg tager min afsked med Rickie og ønsker hende held og lykke med pladen. Hun takker, går hen foran kameraet med sin drink i hånden, skåler med en kvinde på vejen og smiler behageligt, mens fotografen begynder at knipse de første billeder. Fuld, skæv eller ej, så virker det, som om hun mente hvert et ord oprigtigt, da hun sagde, at hun betragter nuet som den bedste del af sit liv.

Rickie Lee Jones' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA