x

Naja Rosa – Musikken, byens liv og junglens ånder

Naja Rosa – Musikken, byens liv og junglens ånder

Naja Rosa Koppel er ude med sit tredje album, der i den grad er inspireret af hendes elskede New York. Tag med GAFFA på musikalsk storbyferie med den talentfulde sangerinde, der også tager os med et smut forbi Sydfrankrig og ind i Puerto Ricos jungle.

Sommeren har ramt New York City, og uden for Naja Rosa Koppels vindue i lejligheden i Brooklyn-kvarteret Bed-Stuy viser termometret 28 grader. På gaden sidder folk og spiller domino, hele familier hygger sig i varmen, og fra nedrullede bilruder brager alt fra saftig salsa til beats fra lokalheltene Notorious B.I.G. og Jay-Z ud over gaden og dens folk. Brooklyn emmer af varme og liv, og det er netop det liv, der har udgjort inspirationen til grundstammen i Naja Rosas tredje album, der har fået titlen These Are The Times. Lige fra barnsben har Naja rejst kloden rundt med sine forældre og resten af Savage Rose, og selvom rejserne har budt på gode oplevelser mange steder, er det New York, der har vundet hendes hjerte, og byernes by har været hendes hjem de sidste ni år.

 

Biggie lagde an på mig

Første gang Naja Rosa besøgte New York, var hun 15 år gammel og af sted med sin søster Billie, og allerede her ramte byens energi hende:

– Jeg havde bare lyst til at hoppe rundt af glæde. Jeg blev forelsket ved første øjekast, og jeg var nærmest høj over at være her. Og sådan har jeg det stadigvæk, fortæller Naja, der i sine tidlige teenageår nærmest kun lyttede til r&b og hiphop, og derfor var det af flere grunde en stor oplevelse at besøge et af genrens arnesteder.

– Jeg dyrkede virkelig r&b og hiphop og hørte nærmest alt, hvad der var, men Jay-Z, A Tribe Called Quest, Brandy og Aaliyah var jeg særligt vild med. Og så har jeg været kæmpefan af Biggie, siden jeg var helt ung, og da jeg var i New York første gang med min søster mødte jeg ham faktisk ude på en klub, hvor han endda prøvede at score mig, haha! Enten havde han ikke fanget, at jeg kun var 15 år, eller også var han bare ligeglad. Jay-Z og Lil' Cease var der også sammen med hele Junior M.A.F.I.A., og jeg snublede og spildte rødvin på Lil' Ceases hvide T-shirt, da han introducerede mig til Biggie, som skrev sit telefonnummer ned på en serviet og sagde: "If you don't call me, I'll kill you!" Det var ret vildt! Jeg har faktisk stadig servietten liggende et eller andet sted, haha!

Wow, det må man sige. Men nu har New York efterhånden været dit hjem i mange år. Hvordan har byen påvirket sangene?

– Min kæreste Anders (Holm, red.), der har været lige så meget inde over pladen som mig selv, og jeg har været utroligt inspirerede af gaderne, energien, farverne, folkene og mangfoldigheden i New York. Det har været umuligt ikke at få alle de indtryk ind under huden, og det er der kommet de her sange ud af.

Det er ret påfaldende, at denne her plade er så inspireret af ét sted, når nu The Place I Call Home nærmest var indspillet på landevejen.

– Ja, den forrige plade var spændende, fordi det var en rejseplade, hvor vi var ude at søge, men denne gang har vi givet os tid til at ramme de følelser, der er lige her, hvor vi også er til daglig. Der er så meget musik og kultur, som er ufatteligt inspirerende. Blandt andet hiphoppens energi og tilgang til musikken, og i det hele taget Brooklyns soul og alternative poplyd har vi taget til os i både sangskrivning og produktion, hvor der virkelig er skåret ind til benet denne gang.

 

Sigøjnere i Sydrankrig

Før hun flyttede til New York, boede Naja også i Los Angeles i otte år sammen med sine forældre, og i det hele taget har Thomas og Annisette sørget for, at hun i en alder af 34 allerede har set og oplevet store dele af verden. Mange af stederne har selvfølgelig efterladt stort indtryk på sangfuglen, men alligevel er der visse steder – ud over New York og Annisettes haveforeningshus i Københavns Sydhavn – der har helt særlige pladser i Najas berejste hjerte.

– Jeg kan huske, jeg var til en sigøjnerfestival i Sydfrankrig sammen med min mor i Saintes Maries de la Mer, hvor sigøjnere fra hele verden hvert år mødes for at fejre deres sorte engel, som er en figur, der står nede i kælderen i en kirke. Den fejres med optog gennem byen, hvor englen føres ned til havet med sørgesange, og hvis man er den første, der rører ved hende, når hun når vandet, bliver man healet, hvis man er syg. Det er en uge med sigøjnermusik fra hele verden på alle tider af døgnet. Der er små drenge på fem år, der synger deres sjæl ud side om side med gamle koner og hornorkestrer. Det slog benene fuldstændig væk under mig, og det er helt sikkert et sted, jeg er nødt til at vende tilbage til, for her blev jeg virkelig mindet om, hvorfor jeg laver, det jeg gør, og hvorfor jeg elsker musik så højt – det er fordi det brænder i mig. Det kan virkelig anbefales på det varmeste, det er fuldstændig vildt!

 

Puerto Ricos åndeliv

Anbefalingen er hermed givet videre. Naja fortæller at Los Angeles trods sin heftige trafik også har gjort stort indtryk på hende, men når det kommer til særlige steder, er der én bestemt lille caribisk ø, der ikke er til at komme udenom.

– Puerto Rico har en helt særlig plads i mit hjerte. Mine forældre boede der i en periode, og jeg har tilbragt rigtig meget tid der. Det var også der, min far døde. Efterfølgende er jeg også kommet tilbage dertil mange gange. Jeg føler en meget stor tilknytning til den ø, som også ulmer af kultur, musik og en eller anden sjov form for pirat-stemning. Der er noget magisk over øen, der gør, at jeg er nødt til at vende tilbage. Også fordi det er det sidste sted, jeg så min far, så nogle gange føles det også lidt som at besøge ham – i hvert fald minderne om ham. Det er selvfølgelig pisse hårdt, men det er også en måde at bearbejde savnet og sorgen på. Jeg ved, hvor meget han elskede den ø, udsigten, varmen og lyden af cocquis-frøerne, og den morgen han døde, kiggede jeg ud over bjergene og tænkte, at han var død på den smukkeste morgen på det smukkeste sted, mens han spillede klaver. Selvfølgelig var han ikke klar til at komme herfra, men alligevel kunne jeg finde noget smukt i sorgen. Jeg kunne godt tænke mig at tilbringe længere tid der og måske lave en plade der.

Min kollega Espen Strunk lavede et interview med din mor, hvor hun fortæller, at der var en vis form for negativ energi i huset op til, at din far døde. Var det også noget, du kunne mærke?

– Helt klart! Det var meget tydeligt. Der er ingen af os, der er overtroiske eller noget, men der var helt sikkert noget på spil. Jeg var i huset hele måneden op til, at min far døde, fordi vi blandt andet skulle indspille nogle af mine sange sammen, og det var en måned, hvor alt gik i stykker – og blev ved med at gå i stykker. Computere og ProTools brød sammen på stribe, mikrofoner væltede af sig selvog smadrede. Jeg prøvede at indspille nogle ting på mit Garage Band på computeren, og den blev også ved med at gå i stå midt inde i sangene. Jeg har stadig indspilningerne, og der er et minuts musik efterfulgt af 30 sekunders tomrum efterfulgt af et minuts musik igen, og så fortsætter det ellers på den måde. På et tidspunkt var vi også midt ude i junglen i et hus uden vægge, hvor nogle venner bor, hvor vi om aftenen ville spille lidt efter at have spist. Min far havde sin harmonika med, som han har haft med i flygtningelejre og festivaler gennem de sidste 25 år, og lige da han foreslog, om ikke vi skulle spille, faldt harmonikaen ned og blev fuldstændig smadret i den ene side, så det endte med, at vi bare stod og sang under stjernerne, mens han spillede på den ene side af harmonikaen, der virkede. Det hele var meget mystisk, men også vanvittigt smukt og et magisk øjeblik.

– Et par dage efter var jeg oppe i nogle huler ikke langt derfra med nogle venner og Ben, en ven som også boede ude i huset i junglen. Han fortalte, at det var her indianerne gemte sig, dengang slaveskibene kom, og at der var mange ånder og energier der. Han tændte et bål, mens han fortalte sine historier, og lige pludselig kom der en cocquis-frø, som er øens nationaldyr – min far var meget betaget af dem – og hoppede ind foran mig og kiggede på mig i tre minutter. Ben fortalte, at den var meget gammel og meget større, end de normalt er, og han var overbevist om, at det var en gammel shaman, der ville fortælle mig et eller andet. Efter at have stirret på mig i nogle minutter tog den to hop og sprang helt overlagt ind i flammerne og brændte i bålet. To dage efter døde min far. Om det var ånder eller energi af en eller anden art ved jeg ikke, men der foregik altså et eller andet på det bjerg.

 

The Savage Rose eller Naja Rosa?

Ud over sine egne sange har Naja også i mange år skrevet sange til Savage Rose og bliver efter eget udsagt "blæst fuldstændig omkuld", hver gang hun hører sin mor synge. Men hvordan ved hun, om den sang, hun skriver er til sit eget album eller en Savage Rose-plade?

– Det er noget i melodien, i tonesproget og i stemningen. Nogle gange har jeg siddet og skrevet en sang sammen med Anders, som vi har troet skulle være til mig, men så har vi lige pludselig kunnet se, at den hører til Savage Rose. Der er noget i sangens energi, der gør, at den løber en anden vej. Nogle gange kan jeg godt sidde og tænke: "Ej altså, jeg vil selv have denne her sang", men så kan jeg godt høre, at den passer meget bedre til min mor. Nogle gange kan hun også godt finde på at komme hen og sige: "Den snupper jeg, den der!", haha!

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA