x

Blaue Blume: Mænd, der stræber efter noget kvindeligt

Blaue Blume: Mænd, der stræber efter noget kvindeligt

Når man først hører bandnavnet Blaue Blume, er det ikke lige til at gætte, hvilket køn bandmedlemmerne måtte have. Da det faktum fremsættes for den i øvrigt maskulint besatte kvartets forsanger, Jonas Schmidt, tages det som en kompliment.

– Det er jeg virkelig glad for, at du siger! Vi forsøger nemlig netop at være meget kønsløse i vores musikalske univers. Vi er en flok mænd, der stræber efter noget kvindeligt i alt, vi laver. Og det håber jeg på at kunne komme tættere på med tiden, sådan lidt ligesom Morrissey også gør. Der må ikke være noget hun eller han i vores musik, for den behøver ikke tale gennem kønnet, og det er ret centralt for os. Mere i vores lyd end i selve tekstuniverset.

Men titlen på jeres ep er jo netop en mande- og et kvindenavn (Beau & Lorette, red.)?

– Sangene må ikke være kønsbetingede, men sangtitlerne må til gengæld meget gerne være universelle. Beau og Lorette er universelle udtryk. Beau er den mandlige pendant til en Lorette, som er navnet på en kvinde, der lever af sine elskere – altså ikke prostituerede, men lidt derhen ad. Monet portrætterede dem, og mange af dem var muser for malerne. De levede et spændende, men lystpræget liv. Beau er den mandlige pedant – lidt en dandy i sin levestil. Jeg synes, de kønslige modsætninger er sjove, og det siger noget om musikken i det kønsløse og androgyne univers. Selve teksterne handler dog meget om den hovedløse ungdom.

Hvad er dit forhold til den?

– Alt for nært, fordi jeg stadig lever i den, den dag i dag. Jeg er absolut lige så hovedløs som alle andre unge.

 

Fra Kolding over USA til Sjælland

Jonas har altid spillet og sunget og kommer fra et hjem, der rungede af musik, og både hans far og søster er musikere. For fire år siden gik det op for Jonas, hvordan stemmen kunne bruges til noget mere end bare ord, han begyndte at udforske sin vokal, og den er efterhånden blevet et ret kraftfuldt instrument.

– Jeg udforsker min stemme ret meget i forbindelse med Blaue Blume, og det er interessant hele tiden at finde nye måder at bruge den på som instrument.

Bandet tog sin spæde begyndelse i 2006, hvor Jonas og gymnasiekammeraten Søren brugte det meste af deres gymnasietid i musiklokalet.

– Jeg var frisk og kåd efter min tid på efterskolen og skulle bare ud at erobre verden med mine sange, og skolen føltes hurtigt som et sideprojekt i forhold til musikken, fortæller Jonas. Og efter at han havde mødt de to øvrige bandmedlemmer Robert og Peter, flyttede bandet sammen i et hus i Kolding, hvor øvelokalet blev flittigt frekventeret. Et år senere gik turen til USA, hvor de fire nu godt sammentømrede gutter tilbragte fire måneder i en bil på de amerikanske landeveje, hvor flere nye numre tog form.

– Bilen var stor nok til, at vi både kunne sove i den og have vores instrumenter med, og det var en utrolig givende oplevelse i forhold til både sangskrivning og vores sammenhold i bandet. Da vi kom hjem til Kolding, blev vi ramt af en rastløshed, og vi havde en masse energi, som vi tog med til et sommerhus i Nordsjælland, hvor vi boede i syv måneder i vinterhalvåret for halvandet års tid siden. Der var ikke meget andet end instrumenter og madrasser, men isolationen havde en produktiv effekt på os. Det eneste, vi kunne var at spille og skrive, og det gav os meget at være lidt ensomme.

 

Blå blomster

Det er et noget aparte bandnavn, Blaue Blume har valgt sig. Udtrykket stammer fra romantikken og symboliserer længsel, kærlighed og en stræben efter det uendelige.

– For vores vedkommende er det et fint symbol på, at man søger efter noget i kunsten, velvidende at man måske ikke finder det. Det er lidt en ting, vi har i os, når vi står og spiller. Hvordan når man det perfekte? Den evindelige skønhed? Og hvordan får jeg det kommunikeret ud? Alting indskrænkes gennem kroppen, som er det eneste, vi har at udtrykke os med. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke også spiller ind, at det lyder godt, haha! B'et går igen, og det har en dejlig blød lyd, og et eller andet skulle vi jo hedde.

 

Hvem?

Jonas 24, vokal

Robert 22 år, guitar

Søren 24 år, trommer

Peter 25 år, bas

Hvad?

– Vi har et mantra om, at vi ikke tænker for meget i kategorier. Vi vil ikke sættes i bås. Vi har allerede fået påklistret flere mærkater, vi ikke kan forene os med. Vi lytter til meget musik, og vores force ligger i ikke rigtig at vide, hvad vi lyder som. Om vi spiller country eller techno, er ligegyldigt. Vi lyder sådan, som vores numre kræver, men både Antony And The Johnsons og The Smiths er store inspirationer.

Hvor?

– Vi er alle fire fra Kolding og omegn, men vi er flyttet til København.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA