x

Tina Dickow – Klar til at udstille sig selv

Tina Dickow – Klar til at udstille sig selv

Hun er jo nærmest ustoppelig, Tina Dickow. Det er ikke mere end to år siden, hun udgav sit sidste album. I mellemtiden har hun turneret heftigt og fået to børn – okay det ældste meldte sin ankomst nogenlunde samtidig med Where Do You Go To Disappear. Hun er desuden lige blevet gift, og så har hun, for at det ikke skal være løgn, da også lige fundet tid og overskud til at skrive en stak sange til Pernille Fischer Christensens film En Du Elsker. Sange der oprindeligt var tiltænkt den svenske stjerneskuespiller Mikael Persbrandt (verdens Beck-fans vil primært kende ham som den hårdkogte, men sympatiske Gunvald Larsson, red.), der da også synger dem både i filmen og på dens soundtrack, men som altså nu kommer med Tinas egen røst som omdrejningspunkt i et lydunivers, der er mere råt, end vi er vant til fra frøken …undskyld fru Dickow.

GAFFA møder Tina på Hotel Royal i hjembyen (både Tinas og GAFFAs, red.) Aarhus, hvor billederne, der pryder disse sider, er taget. Og det er svært at sige, hvem der arbejder hårdest, Tina eller fotografen. Der bliver fundet tøj frem, strøget tøj, afprøvet et hav af forskellige afkroge af hotellet og eksperimenteret for fuld udblæsning. Normalt ville forsiden til GAFFA også være taget ved sådan en fotosession, men ikke denne gang. En dag lå der nemlig en mail i redaktørens indbakke, hvor det billede, der pryder omslaget til GAFFAs septembernummer (se det her), var vedhæftet. Det tog ikke mange øjeblikke, før det blev besluttet fra højeste sted at billedet var godt nok til en forside, men mere om det senere. Først skal vi omkring musikken, for Tina har nævnt, at de nye sange er nogle af de mest ærlige, hun nogensinde har lavet, på trods af at de i første omgang er skrevet til en anden.

– Jeg vidste ikke fra starten, at jeg selv ville udgive dem. Jeg indspillede nogle demoer, hvor jeg sang "as if I didn't give a fuck", og det var faktisk den attitude, der blev afgørende for albummets retning. Jeg skrev jo til en film-karakter, og til inspiration fik jeg tilsendt en masse tekst på dansk af instruktøren Pernille Fischer Christensen. Derimellem greb jeg de ord og billeder, der talte til mig og de temaer, jeg selv går og tumler medså i arbejdet med teksterne føltes det nøjagtigt lige så ærligt og naturligt, som når jeg har skrevet mine andre plader. Men den store frisættelse i skriveprocessen var, at jeg ikke selv skulle være afsender på sangene. 

Hvad betød det for det endelige resultat?

– Det betød, at jeg turde mere. Jeg har nok i mange år været bange for at skrive om kærlighedsforhold, fordi jeg ikke har villet udstille mig selv og de mænd, jeg har haft relationer til. Jeg har tit tænkt, at "han skal sgu ikke vide, at jeg har det sådan!' eller "Jeg kan ikke være bekendt at afsløre, at jeg tænker sådan!" og i den dur. Men nu kunne jeg pludselig skrive fuldstændig frit fra leveren om at skuffe og blive skuffet, bitterhed, tomhed, vrede, og hvad man ellers falder over i kærlighed, uden direkte at udstille mig selv. Jeg kunne sende bolden videre til Mikael Persbrandt. He said it! Smart, ik? Jeg var i det hele taget ude over den selv-censur, der normalt er en del af min proces. Jeg skulle ikke forholde mig til "sandheden" eller "virkeligheden". Jeg skulle bare lade musikken løbe derhen, hvor den ville, og det er som regel sådan, man får det fedeste resultat.

Hvordan var det så at høre dine sange med Persbrandts stemme?

– Jeg var helt cool med at have lagt sangene over i Mikael Persbrandts hænder og se dem folde sig ud som hans. Det var også fedt at se filmen og opleve musikken med flotte følelses-mættede billeder til! Det gav sangene helt nye farver.Persbrandt er i øvrigt helt eminent i filmen. Det er måske nok ret tydeligt, at han ikke er sanger, men han gjorde det godt og lagde liv og sjæl i.

 

Prominente gæster

Whispers medvirker et par herrer, der ikke ligefrem er ubeskrevne blad i branchen. Bassist Shahzad Ismaily har spillet med selveste Lou Reed og Tom Waits, mens guitarist Joel Shearer har spillet med folk som Annie Lennox og Damien Rice. Det var dog i starten ikke ligefrem med Tinas gode vilje, at de havnede på pladen.

– Jeg var alene med Helgi i studiet langt det meste af tiden.Jeg havde i tankerne, at vi i kontrast til vores sidste pladeprojekt skulle lave en plade bare med mig og min guitar, helt kogt ned, men da vi først kom i gang med det her rå og stemningsfulde univers, fik vi alle mulige ideer og fik lyst til at understrege og udbygge stemningerne ved at lægge lidt flere instrumenter på. Et fedt lydstudie er jo en fantastisk legeplads, og det er som regel en kæmpe udfordring at holde sine indspilninger enkle og nedbarberede. 

– Vi havde besøg en enkelt gang af to af Helgis prominente musiker-venner, amerikanerne Shahzad Ismaily og Joel Shearer, der tilfældigvis var i Island, mens vi indspillede. Amazing guys! Men det var ironisk nok en af de eneste gange, Helgi og jeg var ved at komme op at toppes undervejs, for jeg var slet ikke klar til at lade andre komme ind i vores lille magiske univers og lege med. Skulle de virkelig ind og røre ved de rå sange, vi arbejdede på?!

Så du ville egentlig slet ikke have dem med?

– Nej, og derfor skred jeg fra studiet i en halv time med det formål at skrive noget nyt, vi kunne indspille sammen. Jeg sad og kiggede ud over havet i vores stue, og vendte så tilbage med sangen Drifting, som vi straks kastede os over med Shahzad på trommer og Joel på bas. Det var jo ellers ikke min tanke at have "band" på albummet. Men nu er jeg selvfølgelig lykkelig for, at de kom på besøg!

Det var godt! Er det i øvrigt ikke første gang, du synger "fucking" i en sang på Drifting?

– Jo, altså hvis man ikke tæller John Lennons Working Class Hero med, som jeg jo indspillede for Amnesty International og havde æren af at spille live for Yoko Ono og Peter Gabriel for nogle år tilbage. Og nu skal der så "Explicit Content"-klistermærke på mit album i England og USA, og jeg har måttet lave en alternativ radio-version. Det er sgu besværligt! Det får mig også til at tænke på, hvor crazy det er, at amerikanerne sender deres teenagere i krig, og når de kommer hjem til USA igen, må de stadig ikke gå til en Tina Dickow-koncert. Ikke før de er fyldt 21. For tænk nu, hvis de kommer til at drikke alkohol!

 

Børn og kontrol

Som mange ved, er Tina blevet mor til to, siden hun udgav den sidste plade. Der følger så godt som altid en personlig forandring med, når man bliver forælder, men forandringen har ikke været så markant som forventet.

– Inden jeg blev mor, troede jeg faktisk, at alt ville forandre sig; at jeg ville være en anden, og at mine prioriteter i livet pludselig ville blive vendt op og ned. Det synes jeg tit, man får at vide. Men sådan har det ikke været. Jeg har nøjagtigt det samme drive og de samme tanker og følelser omkring musik og det at udtrykke mig. At lave børn og lave musik er to helt adskilte størrelser.

Så det har ikke sænket tempoet, fornemmer jeg?

– Nej, faktisk havde jeg håbet, at det ville lægge en dæmper på skabertrangen og gøre det nemmere for mig at takke nej til alle de spændende muligheder, der hele tiden byder sig til i sådan en karriere hér. Men det har det ikke gjort. Så jeg er, som den typiske moderne karriere-kvinde, en mester-jonglør. Men én ting, jeg vil sige er, at det har givet mig en større ro i maven. Og det kan man høre i musikken. Selvom der er masser af uro og uforløste følelser i sangene, så bliver det sunget med en ro, jeg ikke har haft kontakt til på mine tidligere albums.

Du er ude med en ny plade og har også turneret en hel del. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre med to små børn rendende rundt om anklerne?

– Det er bare det vildeste stroke of luck, at jeg har mødt en mand, der både på det private og også professionelt supplerer mig så godt. Der er ingenting i alt, hvad jeg har gang i, han ikke kan være en del af og hjælpe mig med. At indspille en plade foregår derhjemme i vores top-lækre studie. Til og fra, som det passer os. Nogle gange sammen, nogle gange hver for sig. At turnere er et lidt større regnestykke nu og en hel del hårdere, men vi har babysitter med, så det fungerer helt fint. Sangskrivningen – som jeg i gamle dage frygtede ville gå i stå, hvis jeg slog rødder et sted – finder masser af inspiration i det liv, jeg lever nu, fordi jeg har fundet nye dybder på den anden side af min rastløse ungdom. Naturen og det barske vejr i Island får jo også rusket godt op i flowet, synes jeg, fordi det giver modspil. Man er oppe imod nogle store kræfter hér. 

Det virker som om, du har stor kontrol over, hvad du laver og et eller andet sted altid har været din egen chef. For eksempel fik du trumfet A Beginning, A Detour, An Open Ending igennem, og du har selv pitchet forsidebilledet til dette nummer af GAFFA. Hvor kommer den evne til kontrol fra?

– Jeg har ganske enkelt altid syntes, det var sjovest at arbejde på egen hånd og bestemme selv. At få en god idé og have sin egen intuitive fornemmelse af the big picture, og så derfra at zoome ind på hver eneste lille detalje og nørde igennem. Det synes jeg er en fantastisk rejse - fra den første spæde tanke til det færdige billede. Fra den første sang-idé til et færdigt album med sit helt eget univers. Jeg arbejder med ganske få folk, som jeg føler forstår "mit projekt". Jeg har aldrig haft et team af musikbranche-typer omkring mig til at hjælpe mig i gang og skubbe mig frem, men til gengæld har jeg heller aldrig skullet forsvare mine ideer og mit arbejde over for nogen. Det er jo mit følelses- og tankeliv det hér. Og det vil jeg gerne have lov til at udfolde fuldstændig frit.

Også når det kommer til magasinforsider…

– At komme med mit eget forslag til GAFFA-forsiden, var fordi, jeg syntes, I skulle have et bud med lidt kant. Ellers ville I sikkert have foreslået en meget pæn forside, for jeg bliver jo altid fremstillet som den pæne pige. Langt pænere end jeg nogensinde har set mig selv. Så det er jo et godt eksempel på, at når man tager kontrol, så kan man bedre ramme sin egen tone.

A propos forsidebilledet, hvad er historien så bag? 

– Der er ingen vild historie: jeg var lige kommet af scenen i Aalborgs nye musikhus og smed mig på et tæppe backstage, hvilket Helgi så tog et par billeder af. På den seneste turné havde jeg en ret besværlig kjole på, og hver gang jeg ikke var på scenen, tog jeg den af og rendte rundt i hullede nylonstrømper, amme-bh og hvad jeg nu lige kunne smide på udover. Så skuddet er så naturligt og ærligt, som det kan blive. Tommelfinger-plektret sidder der endnu, og læbestiften er tværet ud af mikrofonen under koncerten.

 

Sex er et flygtigt blikfang

Der er altså et opgør med det meget pæne billede, mange nok har af Tina Dickow, og undervejs i interviewet nævner Tina da også, at hun er noget overrasket over, at hun altid er blevet fremstillet så "pænt", eftersom hun alle dage har set sig selv som lidt af en tomboy – en drengepige. Det kræver lidt uddybning.

– Jeg vil for eksempel hellere på jagt end på shopping. Og jeg interesserer mig mere for elektronik end for sko. Da jeg var lille, gik jeg til fodbold og var psyched over at gå til spejder med dolk; en vildmarks-type, der ikke havde noget imod lidt jord under neglene og et par edderkopper i teltet. Jeg har nok altid sat en ære i at være godt med på alle de klassiske mande-domæner; at være tough og selvstændig og ikke bede om hjælp. Gid jeg var bedre til det! 

Du har i et stykke tid talt om at lave en "Notes 2", hvordan går det med det projekt? 

– Faktisk var Whispers tænkt som "Notes 2". "Notes"... "Whispers"... Get it? Whispers er jo også et nedbarberet og, hvad skal man kalde det, "ambient-akustisk" album. Jeg vil nok aldrig kunne lave et album, der lige så råt i lyden som Notes. Dertil er vi simpelthen blevet for passionerede omkring god indspilnings-teknik og lækker lyd. 

Ligesom lyden på Whispers er mere rå og ind til benet end på andre af dine udspil, er du selv mere afklædt, end du plejer på forsidebilledet. Men på en tækkelig måde i forhold til mange af dine kvindelige kollegaers tendens til efterhånden at have mindre og mindre tøj på. Jeg ved for eksempel, at du er glad for en dame som Rihannas musik, men hvordan har du det med hendes og andres image, der nærmest drypper af sex? Synes du, det underminerer deres musik, eller er det helt cool?

– Hvis ikke det virker påtaget og anmassende, synes jeg, det er helt fint. Og det er jo ikke noget nyt inden for pop-genren. Jeg er vokset op, da Sabrinas Boys var sommerens største hit med nipple-action og det hele! Var det gået i dag? Det er klart, at for nogle kunstnere er det at være sexet en del af pakken og charmen. Det betyder jo så bare, at det ikke bliver nogen lang karriere, for det kort bliver man jo ikke ved at have på hånden. 

 

Engle i bagagen

Når man er kendt og afholdt i mange lande, medfører det også, at man fra tid til anden modtager gaver fra hengivne fans. Gaver, der nogle gange kan føles som et vink med en vognstang fra oven:

– Den mærkeligste gave, jeg har fået af en fan må være en træ-engel, jeg fik i Middelfart for nogle år siden. Men kun mærkeligt, fordi jeg et par dage senere fik endnu en træ-engel af en fan i Lübeck, da jeg spillede dernede, OG at jeg samme weekend fik foræret et litografi af Henry Heerups Englen Og NarrenOG at de derefter havde tema om engle i Aftenshowet, da jeg var derinde, hvor jeg skulle stå på direkte tv og svare på, om jeg troede på engle. "Øøøh..." Alt sammen inden for en uge. Der var måske "nogen", der prøvede at fortælle mig "et-eller-andet", who knows. Det er ikke lige mit speciale. Men jeg går nu faktisk stadig rundt med englen fra Lübeck i håndtasken. Det er en rejse-model.

 

Tre ting Tina elsker ved Island:

Plads

Ti minutter i bil, så er man ude midt i freaking ingenting. Der er plads til tankerne. Også de store. Man er så langt væk, at støjen fra det overophedede mediesamfund – næsten – ikke kan nå én. 

Varmt vand

Hele kulturen omkring at sidde i en 40-grader varm "hot pot" ude i det fri i alt slags vejr, i vintermørke eller midnatssol. Vi gør det næsten dagligt. Det tager lige spidsen af ethvert tilløb til stress.

Ekstremerne

Vejret skifter hele tiden. Fra det skønne til det voldsomme og tilbage. Lige under overfladen ligger der kogende vand og lava. Der er stærke kræfter i spil. Det samme med folket. Generte udenpå, men under overfladen finder man tit en vildskab, jeg ikke kender hjemmefra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA