x

Hvad vil Niels Arden Oplev høre på en erotisk aften?

Hvad vil Niels Arden Oplev høre på en erotisk aften?

Alder: 53 år

Civilstatus: Single

Profession: Filminstruktør, aktuel med filmen Kapgang og også kendt for Drømmen og Mænd, Der Hader Kvinder 

 

Kommer du fra et hjem med klaver?

Ja, det gør jeg. Min mor insisterede meget på, at jeg skulle lære at spille klaver i starten af 70'erne. At se fjernsyn var ikke kulturelt nok. Men jeg blev aldrig særlig god til det. Min søster var meget bedre. Og så var der også det med, at kammeraterne mobbede mig lidt med, at jeg spillede klaver, og der var jeg sgu ikke så standhaftig, som jeg blev senere.

Spiller du selv et instrument?

– Jeg blev aldrig rigtig god til klaverspillet, og jeg lærte også at spille lidt guitar på et tidspunkt. Det blev bare aldrig rigtig til det, jeg gerne ville med det, men jeg har da været bedre, end jeg er i dag. Jeg har stadig en ambition om at blive bedre, men det er som om, der hele tiden kommer en film eller en tv-serie i vejen for, at jeg får øvet mig. Jeg vil i hvert fald ikke stille op i en talentkonkurrence med det, jeg kan nu.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?

– Ja, det er klart. Der ligger vel en rockmusiker gemt i os alle sammen et eller andet sted. Verden er nok bare bedre tjent med, at jeg laver film.

Synger du i badet?

– Ja, det kan jeg sgu godt finde på, haha!

Hvad betyder musik for dig?

– Utrolig mange ting. Jeg er ikke den type, der bare er nødt til at vide alt om det nyeste på hitlisterne. Jeg har en meget følelsesmæssig tilgang til musik. Når jeg laver film, leder jeg tit efter musik, der kan være befordrende for skriveprocessen. Hvis jeg skal lave en trist film, lytter jeg til meget sørgelig musik – og omvendt, hvis det skal være en komedie. Rent privat var jeg, da jeg flyttede til Los Angeles, godt klar over, at det jo nok var min eneste chance for at få en fed slæde at køre rundt i, så jeg købte en åben Mercedes med et par år på bagen, som har det fedeste anlæg. Så når jeg kører rundt i den brager der alt fra hiphop til Kim Larsen ud af højtalerne. Sidstnævnte mest, hvis jeg bliver lidt dansker-nostalgisk derovre.

Hvordan lytter du til musik (stream, download, fysisk)?

– Jeg køber det gennem iTunes. Jeg er ikke rigtig hoppet på Spotify endnu, og jeg downloader aldrig illegalt, det er tyveri, og så meget koster musik sgu heller ikke. Det skal man betale for! Jeg gider jo heller ikke, at folk downloader mine film ulovligt. Jeg køber også stadig cd'er, som jeg så ripper til iTunes

Hvem er din yndlingskunstner?

– Det er skide svært, for jeg lytter til så ekstremt meget forskellig musik. Nu har jeg jo lige lavet en 70'er-film, så i den forbindelse, har lyttet til meget 70'er musik. Jeg er også meget imponeret over de mange unge kunstnere, der flyver ud over stepperne for tiden, jeg har det bare svært med at huske navne.

Hvilken slags musik kan du ikke holde ud at lytte til?

– Tysk pop.

– Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?

– Hmm, det ville nok blive et half assed forsøg på Bohemian Rhapsody eller noget i den stil.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

– Det er en smule pinligt, for det er ikke så forelskelsesagtigt, men jeg kan huske, at jeg scorede en pige til tonerne af Tina Charles' I Love To Love, der var et kæmpe hit i midt-70'erne. Tina Charles havde sådan en sexet stemme, og sangen var perfekt til at lokke piger ud på dansegulvet med, haha!

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Wow, det ved jeg sgu ikke… AC/DC med Highway To Hell? Haha, ej det var for sjov!

Hvad hører du helst søndag morgen?

– Hvis jeg overhovedet står op, hører jeg ikke så meget. Stilhed eller lyden af Hollywood Hills' fuglesang. Hollywood Hills har i det hele taget en ret rig natur med både prærieulve, stinkdyr, pumaer, hjorte og alt muligt.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

– Det må være noget gammelt rock 'n' roll. Måske noget, Jerry Lee Lewis som man kan skabe sig åndssvagt til ligesom i 70'erne. Jeg forsøgte at købe noget andet dansabelt musik i form af Skrillex og Damien Marley til Dead Man Down, men det var desværre for dyrt. Filmen var løbet tør for penge. Men det skal nok lykkes på et tidspunkt.

Hvad er den første sang, du kan huske? 

– Som barn i slutningen af 60'erne blev jeg udsat for de svenske Evert Taube og hans søn Sven-Bertil Taube. Særligt en sang, der hedder Englemarken. Den har siddet fast i mit hoved lige siden og er særligt forbundet med min far og barndommen. Da jeg så kom til Sverige for at lave Mænd Der Hader Kvinder, castede jeg faktisk Sven-Bertil til rollen som Henrik Vanger. Han var efterhånden gået hen og blevet 80 år.

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– Det må være Herbert von Karajan der dirigerer Die Moldau, den forbinder jeg også meget med min far. Jeg var meget fascineret af, hvordan hans hår fløj over det hele, når jeg så optagelser af ham i fjernsynet.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

– Det er et meget makabert spørgsmål. Det ved jeg sgu ikke …Hvis Tårer Var Guld? Haha!

Har du været i operaen?

– Det har jeg faktisk aldrig – jeg lytter ellers til operamusik. Jeg har kun været i operaen en enkelt gang – og det var for at filme, så der var ingen, der sang. Det er i grunden også for dårligt. Jeg kan kun undskylde det med, at jeg altid har så travlt.

Har du været på festival?

– Det har jeg heller ikke. Jeg kan godt lide at gå til koncerter, men da jeg var i den alder, kørte vi i stedet på motorcykel og gik til motorcykeltræf, så der fik jeg stillet min trang til at vælte mig i mudder med tømmermænd og sove i dårlige telte. Hvis jeg skulle på festival, gad jeg godt opleve Burning Man – på trods af at den er ved at blive invaderet af alle de rige røvhuller fra Silicon Valley.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Min 20-årige datter insisterede på, at vi skulle ind at høre James Blunt. Og selvom jeg ellers var sur over, at han var en time forsinket, var det en stor oplevelse – hold kæft, han leverede varen. Jeg har set både Stones og Elton John, der har været godt, men Blunt toppede det. Det rykkede!

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Hahaha fuck… Jamen altså, det må blive Billie Holiday – jeg nægter at nævne nogle nulevende. Hun har en fantastisk stemme, og jeg elsker hendes stemme. Jeg har en forkærlighed for de afroamerikanske soul- og jazzsangerinder. Der er noget på en gang opløftende og smertefuldt i deres vokal.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA