x

Vega-aktuelle McMorrow: Folk spørger aldrig, om jeg kan lide Bon Iver

Vega-aktuelle McMorrow: Folk spørger aldrig, om jeg kan lide Bon Iver

Den irske sanger, guitarist og sangskriver James Vincent McMorrow giver koncert i Store Vega onsdag den 8. oktober – en koncert, der er opgraderet fra Lille Vega og er hans anden i Danmark efter debuten på NorthSide i juni.

James Vincent McMorrow fik et vist gennembrud i hjemlandet, da han i 2010 albumdebuterede med "Early in the Morning." Hans guitarbaserede sange og karakteristiske falset fik ham året efter i det velansete engelske tv-show "Later… With Jools Holland", og i 2012 fik pladen en European Border Breaker-pris for sine pæne salgstal uden for hjemlandet.

McMorrow udgav i december 2013 sit andet album, "Post Tropical", der blev en endnu større succes end debuten og byder på en videreudvikling af debutens udtryk med større fokus på det rytmiske aspekt og inddragelse af elektroniske elementer. Et album, som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann tildelte fire pæne stjerner og blandt andet følgende ord: "…igen har sanger/sangskriveren kreeret et folk-værk, der på samme tid er svulstigt symfonisk, inderligt udkrængende og uhyre følsomt, og som dyrker det samme eventyrlige billedsprog som etteren." Læs anmeldelsen her. 

Vi har fanget McMorrow på landevejen for at høre lidt om, hvad vi kan forvente af hans første koncertbesøg i Købehavn.

Hvad kan vi forvente af koncerten?

– Jeg har virkelig arbejdet hårdt på at gøre koncerten til noget særligt. Jeg har fået bygget et heftigt lysshow (se en video, der viser det nedenfor, red.), som vi bader os i hver aften, og jeg har tre musikere med mig, som er fantastiske. Jeg elsker det, når koncerter er en helhed fra begyndelse til slutning, og forhåbentlig kan det opleves i Vega.

Hvordan er det gået på turnéen?

– I år har været en nonstop-turné, og den er gået så godt; jeg har aldrig givet koncerter for så store og intense forsamlinger. Da jeg var på turné med mit første album i Australien, kan jeg huske, at jeg spillede i Sydney foran omkring 500 mennesker og tænkte "det er utroligt, så mange folk der er". Med dette album har vi lige spillet to koncerter i Sydney, i Operahuset, det er for vildt.

Og så spillede du på NorthSide i år, hvordan gik det?

– Jeg anede ikke, hvordan det ville gå på NorthSide, for jeg har aldrig spillet i Danmark før, men heldigvis kom der en masse, og folk lod til at kende mine plader, hvilket altid er godt i et nyt land. Vi var programsat et rigtig godt tidspunkt, 21.45, og samme aften spillede Lana Del Rey og The National. Ganske pænt lineup.

Ingen Antony i turbussen, tak!

Hvad gør du, lige før du går på scenen?

– Jeg har ingen ritualer. Jeg har tidligere været lidt overtroisk omkring sådan noget, som for eksempel, at hvis jeg spillede en god koncert, ville jeg tro, at det skyldtes, at jeg glemte at tage mit ur af, og derefter spillede jeg så med ur på de næste tre-fire koncerter. Men en aften glemte jeg at tage det på og spillede en endnu bedre koncert, og så tænkte jeg: "Hvad i alverden tænkte jeg på med det ur-pjat?" Jeg begynder at varme min stemme op 20 minutter før koncertstart. Det er dog vigtigt ikke at få varmet op for tidligt, for så topper du for tidligt i koncerten.

Hvad står der på din forplejningsliste?

– Ikke noget vildt. I årevis har jeg bedt om kokosvand, hvilket plejede at forvirre folk på spillestederne, men nu er det overalt, så nu er det ikke så eksotisk. Jeg var år forud for min tid på det felt, det reddede vores liv efter en koncert i Los Angeles, som havde et usædvanligt intenst afterparty. Vi har også et bandmedlem, der er allergisk over for æg og nødder, så vi skal sørge for, at de ikke forsøger at snige det ind i sandwichene. Jeg er også en stor kaffenørd, så jeg forsøger altid at få folk til at få folk til at ønske god kaffe. Du ville blive forbløffet over, hvor mange gange vi kommer ind på et spillested, og de prøver at give os nogle frysetørret kaffe-bullshit. Vi skriver 2014, det burde ikke være svært at finde god kaffe – det kan drive mig til vanvid.

Hvad hører du i turbussen?

– Vi er 10 mennesker i bussen med forskellig musiksmag, så du skal være forsigtig med, hvad du sætter på. Fordi jeg er chefen, har jeg det med at sætte min iPod på, hver gang jeg har lyst til det. Den er god til at spille festmusik, fordi du bare ikke vil have en gruppe mennesker i et afgrænset rum til at græde til Antony and the Johnsons. Jeg elsker Antony Hegarty, men det er musik til hovedtelefoner, ikke til bagenden af bussen. Så vi hører Billy Ocean, Prince, en masse hiphop, især numre med fyre, jeg elskede, da jeg gik i skole: Joe Budden, Camron, Mike Jones, alt af Neptunes. Og Don Henleys "Boys of Summer", som er verdens bedste sang.

Den danske singer-songwriter Mads Langer er meget glad for din musik, ved jeg. Kender du ham, og hvis ja, hvad synes du så om ham?

– Nej, jeg har faktisk ikke hørt hans sange, men jeg vil helt sikkert tjekke det ud, tak for oplysningen. Det er altid flatterende, når andre musikere udtrykker glæde for det, man laver.

 

Det gælder om at udforske

Noget af det mest markante ved James Vincent McMorrow er hans næsten konstante brug af falset. Sådan har han altid sunget, fortæller han.

– Min stemme er min stemme. Jeg tænker ikke rigtigt over den, det er bare sådan, jeg altid har sunget. Når du er ung, drages du mod de stemmer, der klinger sammen med dig. Jeg elskede Donny Hathaway, Jeff Buckley, Smokey Robinson, soulsangere og den alsidighed, de havde i deres stemmer, falset og tenor. Jeg lærte at synge ved at synge til plader med musikere som dem. Grunden til, at falsetten er kommet meget mere frem på denne plade er, at jeg bare kan gøre meget mere med falsetten melodisk, jeg kan finde mere interessante veje gennem sangene.

– En tenorstemme dér kan være utroligt effektiv i de rette øjeblikke, hvis man bruger den nænsomt. Jeg ser videoer med Otis Redding, der bare rammer hovedet på sømmet med den power-tenor, og jeg er rystet, jeg aner ikke, hvordan han kunne gøre det hver aften. Jeg tror helt ærligt, jeg ville besvime, hvis jeg var nødt til at synge med min tenorstemme i mere end to sange i træk, det er utroligt fysisk krævende.

Kan du fortælle lidt om den tekstmæssige og musikalske inspiration til dit nyeste album, "Post-Tropical". Den synes mig lidt mere r&b/electro-inspireret end dit mere folk-orienterede debutalbum.

– Jeg har aldrig set det første album som folket overhovedet, på samme måde som jeg heller ikke ser det nye som mere r&b-påvirket: idéen om at være bundet til ét instrument for hele din karriere lyder virkelig kedelig. Musik handler om at udforske så meget så muligt. På den første plade var jeg helt sikkert begrænset i, hvad jeg kunne skabe, på "Post-Tropical" var disse begrænsninger meget mindre, så selvfølgelig skulle jeg gå ud ad den tangent og udforske. Jeg har aldrig haft nogen interesse i at skabe ting, som ikke lyder som sig selv. Den indledende idé til denne plade var et album baseret på rytme, statiske mønstre, som jeg kunne bygge ovenpå, og lag på lag af melodier som på en hiphop-plade eller en elektronisk plade.

– Tekstmæssigt plejer jeg at gøre noget lignende hver gang, musik er min måde at få uddrevet tvivlen på dig selv, det er ikke en bevidst ting, men tekstmæssigt bliver det altid temmelig mørkt, selvom jeg ikke nødvendigvis er en mørk person. Efter at have fået udgivet det første album skete der en masse i mit liv. Jeg flyttede en del, jeg kom væk fra en masse gamle vaner, og meget af det har helt sikkert fundet vej ind på det nye album.

Mange anmeldere sammenligner din musik og stemme med Bon Iver. Er du enig, eller er de for snæversynede? Finder du andre sammenligninger mere passende?

– Det sjove er, at der er aldrig nogen, der har spurgt mig, om jeg kan lide hans musik eller ej, folk synes mere interesseret i at notere sig, at der er nogle fyre i verden, der synger virkelig, virkelig højt, og så propper de os i samme kasse. Tag ikke fejl, jeg kan lide hans sange og mange andre af de folk, som folk nævner mig i samme åndedrag som (eksempelvis The Antlers og Fleet Foxes, red.), men jeg er mig, og de er dem. Jeg kan ikke nævne dig én ting, vi gør, som er den samme bortset fra, at vi formodentlig har lyttet til de samme sangere og musikere, da vi voksede op, og det er ikke nogen nyhed, at musikere lytter til de samme kunstnere.

– Jeg ved ikke, hvad jeg laver i forhold til, hvad andre laver, men jeg ville ikke gøre dette, hvis jeg ikke mente, at jeg skabte plader, som var 100 procent min ting. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt nogen lave en sang, der lyder som "Cavalier", "Red Dust" (begge fra "Post Tropical", red.) eller "We Don't Eat" (fra "Early in the Morning," red.).

Find billetter til koncerten i Vega via GAFFA Live

Se James Vincent McMorrows video, hvor han fremfører "Look Out" med det ambitiøse lysshow fra turnéen. Om videoen siger McMorrow følgende:

– Jeg har fået lavet denne video, fordi jeg ville indfange lysene og 3D-udtrykket, vi har skabt til denne turné. Sangen er en af mine favoritter på "Post Tropical". Jeg valgte den, fordi jeg krænger sjælen ud hver aften på scenen, og jeg har altid ønsket at se, hvordan lyset så ud, så jeg kunne bevare et minde om det. Sangen er ikke en single. Jeg har fået lavet videoen blot for at indfange noget, jeg elsker, og for at dele det med folk op til koncerterne. Det er også første gang, jeg har været med i en video som denne – jeg mener, "i" videoen, for teknisk er jeg der – det er mig, der sidder så stille som muligt i midten uden at distrahere for meget. Videoen handler kun om lyset, og den er instrueret af Emma J. Doyle.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA