Boganmeldelse: Ole Matthiessen – Trommernes Rejse

Boganmeldelse: Ole Matthiessen – Trommernes Rejse

Trommer på afmarch

Den danske musikjournalist Ole Matthiessen har begået en bog om den rytmiske musik. Det er en bog, som jeg finder store svagheder ved, og den kan minde lidt om filminstruktøren Christian Braad Thomsens bog om verdensmusikken. Denne var dog langt bedre uden dog at være god. Men det gælder for begge, at det havde klædt udgiverne, hvis man havde ladet en redaktion stå for bogen, som man kender det fra de glimrende engelske Rough Guide to World Music frem for en enkelt skribent. Dertil er området simpelthen for omfattende.

Matthiessen har en lang karriere bag sig som musikjournalist, bl.a. på DR og det hedengangne MM, og i de kapitler, der gælder jazzmusikken eller forenklet musikteori, går det også da hæderligt.

Bogens store svaghed er de mange sjuskerier med hensyn til tid og sted. Lad os tage nogle eksempler:
I den overfladiske gennemgang af musikfilm placeres jazzfilmen ”Round Midnight” i 1970’erne, selvom den faktisk er fra 1986. Flowerpowerscenen i San Francisco forgår i bogen i slutningen af 1960’erne, selvom den reelt startede midt i samme årti – det var den kommercielle opdagelse af fænomenet, der foregik i slutningen.

Det er så én ting, og måske skal man ikke hænge sig i petitesser. Hvis det da ikke var, fordi fejlene kommer i en lind strøm. Hvad med denne sætning fra bogen, hvor der tales om den arabiske indflydelse musiktradition ved Middelhavet:

”Det gælder også hele den romantiske tenortradition i de latinske lande fra de store operatenorer til flamencosangerne Carlos Gardel, Julio Iglesias, Frank Sinatra og Tony Bennett, eller mere lokalt Dario Campeotto”. Vi lader den lige stå et øjeblik. Og tager så en dyb indånding. Ingen af d’herrer er flamencosangere. Gardel var den argentinske tangos første store stjerne, Iglesias er rendyrket spansk pop, Sinatra ”did it My Way” men dog ikke på spansk, og hvorfor italienskfødte Dario skal blandes ind i denne omgang vrøvl, må guderne vide.

På gale veje
Mathiessen tager os også en tur til det nordafrikanske område, hvor vi hører om rai-musikkens baggrund og de kvindelige cheikas (staves cheikhas, når det nu skal være), der ”kunne høres ved bryllupper, på Orans caféer og i hashhuler”. Efter 80 rejser i området har undertegnede endnu ikke set en ”hashhule”… Vi kommer så til Marokko, hvor det går helt galt for Matthiessen. Han fortæller om chabi (populærmusik) og tager os så op i Djebalabjergene og landsbyen Jajouka som et eksempel. Forkert. Musikerne dér spiller ikke chaâbi, men den lokale form, som kaldes taqtouqa jabaliya, samt det, de er mest kendt for – traditionel arabisk sufimusik ikke ulig den musik, der praktiseres hos religiøse broderskaber i Marokko og andre steder i Nordafrika. Der oplyses, at musikken spilles af to oboer – det er mindst 5 – og at landsbyen blev ”opdaget” i 1950’erne af maleren Brian Gryson. Han hed Brion Gysin. Endelig får vi at vide, at Stones-musikeren Brian Jones besøgte stedet i 1971. Det er selvfølgelig en umulighed, al den stund at samme Jones blev fundet død i sin svømmepøl i 1969. Og endelig oplyser den fantasifulde skribent, at musikerne er berbere, og det skal da medgives, at andre har lidt af samme vildfarelse. Det gør det dog ikke sandt. Jajouka ligger i et arabisk område, og man taler ikke berberiske sprog dér. Igen undskylder jeg for at gå for meget i detaljer, men research er en god ting. Og samtlige oplysninger kan findes på Jajouka-musikernes websites, såsom http://www.jajouka.com.

Det er en stor fortælling, forfatteren har gang i, og han kommer rundt i tingene. Faktisk er afsnittet om den nyere verdensmusik ikke så ringe, selv om der er en del fejl. Det er tydeligt, at der er områder, han ved en bunke om, og så atter andre, hvor han intet ved og derfor enten japper hen over det eller forlader sig på tvivlsomme kilder. Her ville et mere omfattende researcharbejde og kildekritik have været en god ting. Tag som eksempel afsnittene om grungemusik, industrial eller New Yorks punkscene. Overfladisk og tåkrummende pinligt.

Endelig kunne det for overskuelighedens skyld have været fint med illustrationer, eventuelt et par lyd-cd’er og henvisninger til websider, hvor man kunne studere videre.

Ole Matthiessen: "Trommernes rejse – Historien om den rytmiske musik". Husets Forlag. 554 sider. Vejledende pris kroner 299,-


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA