x

Thomas Helmig: Moden drengerøv med dybde

Thomas Helmig: Moden drengerøv med dybde

I anledningen af Thomas Helmigs 50 års fødselsdag 15. oktober bringer vi dette maratoninterview fra marts 2010, som ikke tidligere har været offentliggjort online. Interviewet blev i sin tid lavet til det nu hedengangne Klub GAFFA-tillæg i forbindelse med 25-året for udgivelsen af Helmigs debutalbum "Thomas".

I hvad der synes at være i går, var han Danmarks mest irriterende uundgåelige unge sanger udi stilarten hjerte, smerte og soul. I dag er der gået 25 år med fænomenet, som en massiv dansk fanskare fortsat elsker betingelsesløst. Og som kritikerne fortsat for det meste blot elsker – at hade

Det er næsten ikke til at fatte, at det er over 25 år siden, at en meget ung Thomas Helmig overbeviste pladeselskabet Genlyd om, at han var kimen til en dansk soulsanger in spe. Efterfølgende har den nu 45-årige lægesøn fra Århus i den grad sat sit mærkat på danskrocken som en konstant med en beundringsværdig evne som Comeback Kid. Vel at mærke på første klasse. En mand, der alle dage har skrevet tekster, som i den grad har fået debatten i gang over det ganske land, som har deltes i for eller imod. Men aldrig ligegyldig. Mens et stadigt voksende publikum har kvitteret med et pladesalg, som det vel kun er Gasolin' og forbilledet Kim Larsen, der kan drømme om.Som mere eller mindre selv indspillede hele Vejen Væk og hængte kærlighedslivet til tørre med skilsmissesangen Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af, som affødte byger af tomater på Grøn Koncert, men som også solgte 160.000 eksemplarer. Da han bliver slået ned på en parkeringsplads i Esbjerg, afføder det en byge af sympatitilkendegivelser – til voldsmanden.

Siden vil rygtet, at kollegaen Stigge Nasty fra D-A-D giver ham samme tur. Billedet på en mand og kunstner, som har oplevet sin del af massiv succes og modgang af den mest underlødige slags, men som også har formået hver gang at vende det til kreativitet. Og komme styrket ud endnu engang. Men som også besidder en betydelig og smittende humor. Som da GAFFA bemærker, at flere af korsangerne i hans nuværende band – som tæller folk som Mark Linn og Nellie Ettison – ret beset synger bedre end ham selv, som altid har sunget særdeles underspillet med en soul, som nærmere tangerer Dylan end Marvin Gaye. Og Helmig griner og giver igen med sætningen: – Det er da en luksus at have tre sangere, der synger meget bedre end mig. Og det gør de sgu. Men som jeg til gengæld kan sige tilbage til dem, når de bliver lidt for fresh, som de gør, sådan nogle unge mennesker: Men I har ikke en tiendedel af mit udtryk!!!

Thomas Helmig er 100 procent selvlært. Han har spillet i bands, siden han var 11. Startede ud som trommeslager og mestrer efter sigende de fleste instrumenter. Hans yndlingsspade er stadig den Fender Strat fra 1969, som en pige engang solgte ham for en tusse. Forinden havde han været udvekslingsstudent i Motowns hjemby, Detroit, og havde fået åbenbaringen, som bestemte livsbanen. Han er belæst som få, og afslutter vores interview med en rask lille meningsudveksling om Hemingway. Sufidigte er en anden inspiration, når rimsmeden går i gang. Og i skrivende stund er han med god kritik i ryggen fra i hvert fald Politikens Erik Jensen på vej ud på årets turné, mens hjerteklubben AGF – undskyld: GF – har tegnet kontrakt med Martin Jørgensen. Helmig vil sikkert, som klubbens anden maskot Flemming "Bamse" Jørgensen, mene, at det er en passende jubilæumsgave på en turné, der næsten med garanti vil være en event – hver gang.

GAFFAs udsendte er lige kommet fra en omgang med sufimusikere i Marrakech og har trodset snestormen for at sætte Thomas Helmig stævne på Arne Jacobsens gamle SAS-hotel i hjertet af København, hvor sangeren, som nogle vil mene ikke er blandt de højeste, har fundet anonym skygge bag en pille i baren efter en lang øver med et band, der blandt koryfæerne tæller den legendariske og genopstandne Århus-guitarist Per Møller, kendt fra lokale supergrupper som Rockforbundet og Warm Guns.

 

Simpelt som kærlighed

Du har praktiseret 25 år som teenidol og popstjerne i Danmark. Hvordan har du dog båret dig ad med det?

(Griner) – Når jeg kigger tilbage, har jeg været god til at sigte efter de folk, som jeg synes er væsentlige i musik. Folk som de gamle soulsangere, som jo stod for sange om relationships, og det er jeg blevet ved med – måske stædigt – at fastholde som det vigtigste at synge om. Og selv om man taler om "noget så simpelt som kærlighed", så synes jeg, at det er noget af det mest komplicerede, der er i verden. Jeg synes, at alle de sange, de andre laver, må være pissenemme.

– Jeg oplever, at når jeg synger de dér sange, så er det nogle, som jeg skal ind og have fat i og fortolke hver gang, jeg spiller live. Det er jo ikke noget, der sidder og kommer, ligesom dengang man skrev det. Det er også sådan for mig, at for at ramme en nerve i mig selv skal jeg ind og iscenesætte det – så må man bare håbe, at publikum følger med. Men iscenesætte det, så det får det, man i teatrets verden kalder en dramaturgi. Og det er ikke kun i teksten, men også i måden, man synger teksten. Og der har jeg en eller anden ret god – tror jeg – connection mellem de to ting, fordi for mig der kommer det ud som ægte, det jeg synger. Det føles ægte for mig, når jeg synger det. Og det tror jeg kommunikerer på en eller anden måde.

Ja, det er moment to moment?

– Ja, ja, og det er en fed gebet at være i, for det er en, hvor at hvis først man er der, kan det ikke lade sig gøre at blive træt af det. Det med at blive ramt på den måde på følelsesregistret.

Nu vi snakker om følelser, så har du nævnt Kim Larsen som et forbillede?

– Ja, han skriver nu ikke kærlighedssange. Men han er et af mine forbilleder, fordi han er en fuldstændig formidabel sangskriver håndværksmæssigt. Han er simpelthen så ægte. Men han er jo ikke en type, som skriver kærlighedssange. Kvinde Min var et eksperiment, fordi Kim og Wili Jönsson blev enige om at prøve at skrive en kærlighedssang. Det havde de aldrig gjort på det tidspunkt. Men det, jeg tænder på med Kim Larsen, er, at han ligesom Van Morrison og den slags typer nu på 40. år kan skrive den samme sang, og den bliver ved med at være skidegod. Han flytter den lidt rundt, men den bliver ved med at være skidegod. Det er imponerende.

Ja, men han var også en, der tidligt lavede en scene med christianshavnerbilleder såsom spritterne ved Sofiegården … du har også haft dit liv som en scene med dine kvinder og liv i øvrigt, som bliver til et sammensat billede, som folk kan forholde sig til, ikke?

– Jo, jeg synes – for at sige det med en anden meget stor mands, med Bob Dylans ord – at det er fuldstændigt ligegyldigt, hvem det handler om. Det, der er vigtigt, er bare, at det rammer publikum. Og så er det ligegyldigt, om hele lortet er opdigtet, eller om det er følt, men hvis du rent faktisk kommunikerer, og det rammer lytteren, så er det fuldstændigt ligegyldigt, hvad der er hvad. Og der er jeg igen ved dramaturgien, at det ville være nogle kedelige sange, hvid jeg kun sang om, hvad der hændte i mit liv lige nu. Men jeg mener sagtens, at man kan springe i tid og rum og sted uden problemer i sine sangtekster for at styrke den følelse, der er i nummeret. Et forhold til en pige behøver ikke at være til den samme pige. Det kan være en fantasipige, eller en du har været sammen med … ANYTHING … bare du får kommunikeret den følelse, du gerne vil. Du nævnte før, at du er kommet nede fra nogle sufi-mystikere i Marokko, og på den nye plade er der et nummer, der hedder Outsider. Og der læste jeg i nogle sufidigte, at "dit lys vil altid skinne i mit hus", og det brugte jeg i en sang, hvor det blev til, at "dit lys skinner stadig i mit hus". Og jeg synes, at det er enormt smukt. Og det er jo ligegyldigt, hvor du piller det fra, hvis blot du får fortalt den rette historie med det.

 

Beskyldningen banal

Du fik kastet i hovedet, da du lavede den forrige plade på dansk (Helmig Herfra. Red.), at nu lavede du igen banale popsange. Hvordan har du det med kritikken?

– Det siger de hele tiden. Jeg kan jo sagtens være med så længe, at det, jeg står for, rent tekstmæssigt er banalt, så banalitet er sgu helt fint med mig. Der, hvor jeg bliver lidt irriteret, er der, hvor jeg oplever, at jeg bliver sat i bås med noget ligegyldigt. Og det vil jeg nødigt blive beskyldt for. Og bare mængden af dage, jeg har været med, burde få nogle til at tænke sig en ekstra gang om, inden de brugte det ord. Men "enkelt" eller "simpelt" eller "hudløs" som du sagde før, der kan jeg være med. Men banalt? Jeg synes i hvert fald ikke, at det er banalt at lave det. Som du sagde før, om det ikke nogle gange gjorde for ondt, så vil jeg sige, at det sgu ikke er let at skrive sange. Jeg synes ikke, at det er noget, man nødvendigvis slipper fra uden ar. Men så er spørgsmålet, hvor banalt det så er, eller har været.

Men du siger et andet sted, at som ung vidste du ikke, hvor bandsat hamrende hårdt det er at stille et ordentligt show op, og at du ville ønske, at du havde vidst det i starten. At få det dertil, hvor du kan producere den følelse, du gerne vil plante i dit publikum, ikke?

– Jo, jeg ville gerne dengang have lært at kende vægten og betydningen af hårdt arbejde. For jeg blev et ret stort pop- eller teenagefænomen ret hurtigt, og så er det klart, at i den alder af tyve år, eller hvor meget det var, så tænker man, at "Gud, er det ikke sværere end det?" Og der ville det måske have været federe, hvis jeg havde pisket mig selv, når jeg skrev de sange, for på de der første to-tre plader kan jeg få øje på en fem-seks sange på hver, der aldrig skulle have været udgivet. Fordi de er lavet for hurtigt, og så bare af sted og ud og spille igen. Men der har jeg med årene lært det der med, at hold kæft, hvor er det en fed fornemmelse at høste frugten af rigtigt hårdt arbejde. Altså hvor det også har gjort "naller", og hvor man faktisk også har givet op, og hvor man så alligevel pludselig står med en ting, hvor uanset hvad I siger, så er det her mit.

Ja, det er det, hvor du har lavet din lille rundgang, og vi kører i D, og der er en A-mol, og vi kommer sgu også en tur over i G, og hold kæft hvor det swinger, og selv om vi godt ved, at vi er hamrende tæt på noget, der bare er blevet gjort masser af gange, ikke? Hvordan er det? Er det ikke som at finde guld hver gang?

– Jo, det synes jeg. Og jeg synes, at de senere år har jeg lært at have et afslappet forhold, ja, et kærlighedsforhold til de der, for jeg kan se på John Lennon og på Van og de der, og Bob Dylan specielt nu i dag, at det der… altså de tager de sange, de syntes var fede i 1950'erne, og laver nogle nye gode sange over det. Og det er jo også musik. Herhjemme og i England – men ikke i USA – har vi en overgang sloges (Thomas siger "slåssed"!) meget med den der, at det skal være fornyende hele tiden, og jeg har det sådan, at det kan vi sgu ikke alle sammen være. Vil det så sige, at alt, hvad der har været lavet, er noget lort? Jeg troede, at det var et skældsord, da ham den gamle anmelder, Torben Bille, kaldte mig en "traditionalist", men han har så senere forklaret mig, at han faktisk mente det positivt. Men man var så meget efter fornyelse, at jeg troede, at det var et skældsord at blive kaldt det. Men som du siger det: De er blevet spillet før, de akkorder, men hold kæft, hvor lyder det fedt!

Men det er også, hvor du lægger accenten og alting…?

– Fuldstændigt! Og øjeblikket, hvor du spiller dem. Nu er vi i øvelokalet i øjeblikket, og det er en never ending fascination, hvordan man kan spille et gammelt nummer. I går var det Treat Me Right, og alle var sådan der "Wow!!" og "lad os tage den igen".

– Ja, jeg har altid ment, at du er det underspilledes mester. Du har gjort det til en kunst at trække fra, og så er der de der glid i din frasering, hvor du ikke rammer tonen rent, ikke?

– Ja, det er Dylan. Jeg tænkte, at jeg skulle blande det der soul, som jeg er så vild med, men jeg kan sgu ikke synge som Stevie Wonder og alle dem der. Men det skal jeg have blandet med Dylan, for det er ham, jeg er vild med. Og på en eller anden måde er den dér blanding blevet til min stemme.

– Men for at komme tilbage til de dér rundgange, så er jeg stedse mere bevidst om tid og sted og rum. Og det er det, der gør det sjovere at spille, end da jeg var lille. For nu kan jeg mærke, om den og den er i rummet i aften, og er den ikke det, så spiller vi den sgu sådan her i stedet for. Det der med at have erfaring nok til at skubbe sangene derhen, hvor de skal være, ikke?

 

Begyndelsen

For at gå helt tilbage. Hvordan var det, at du kom med i Elevatordrengene?

– Jeg sang i et band, der hed Kaksi Kuggas Band og fik ry for at være den nye soulsanger i Århus. Jeg var ikke mere end 15 eller 16 på det tidspunkt. Og Jesper Mardahl (bassist. Red.) havde så hørt om "ham dér den bette", og de skulle have en ny sanger, for den hidtidige, George Work IV skulle tilbage til USA – han var egentlig ikke sanger, men teatermand – men han havde et ret fedt show og var sådan vanvittig. Var rapper, før der fandtes rappere.

Men en aften nede på Motown spurgte Jesper Mardahl (senere på GAFFA og nu Promus, Produktionscentret for Rytmisk Musik i Århus. Red.) mig, om jeg ville til audition hos Elevatordrengene, og det ville jeg jo gerne, for det var et step op, ikke? For mit band spillede på Himmelblå, Vestergade 58 og Motown, mens Elevatordrengene også spillede ude i landet, altså i København og så videre. Og de valgte så mig med den tilføjelse, at Claes (Antonsen, trommer. Red.) var imod, at jeg skulle med. Fordi han syntes, at jeg var for ung og umoden. Og han har så været min bedste ven siden…

Ligesom han har måttet høre for det lige siden…?

– Ja, jeg har det stadig på ham. Den sidder løst hver gang.

– Men otte dage efter havde vi min debut nede på KlosterMoster i Svendborg, og ham amerikanerens tekster var så lange, ja nærmest afhandlinger, så for første og eneste gang i mit liv fik jeg lov til at stå med teksthæfter, for ellers kunne det ikke have ladet sig gøre. Og så var jeg med der.

Hvem var det så på Genlyd, der så noget i dig?

– Det var Peter AG, Jesper Bay og Per Frost. Jeg havde lavet en demo med Claes, og Per Møller på guitar, og så med Michael Perbøl på orgel. Men vi fik lavet det demobånd ude i Sabro, og vi sendte det til dem, der var der dengang, du ved, Medley, CBS, Polygram, Genlyd … og fra de fleste steder fik vi svaret, at det var vældig interessant, og at de gerne ville høre noget mere. Sådan et klassisk standardsvar med et stempel i bunden, ikke? Og fra Genlyd blev jeg simpelthen ringet op. Det var de simpelthen meget interesseret i. Og det havde været Peter, Frost og Bay, og Peter havde udtalt, at det syntes han var modigt. For den type tekster og det udtryk var ikke lige det, der lå i tiden. Og Per er jo en stener, og han havde bare sagt, at "hold kæft, det er sgu da soul, mand!", og Bay havde så tænkt, at det skal vi sgu da lave. Og han var ellers til Alphaville (Jesper Bay benægter den påstand!!! Red.) og alt sådan noget electronic shit, og – det var det fede ved Genlyd og ved pladebranchen måske i det hele taget – så fik jeg ellers ret frie hænder. Da jeg først havde fået den kontrakt, kunne jeg se, at det kunne jeg ikke producere selv, for jeg havde aldrig prøvet det før. Så jeg fik Kim Sagild (producer for blandt andre Nanna, samt tidligere guitarist i blandt andet Buki-Yamaz. Desuden halvbror til blandt andre Nikolaj Steen og Mikkel Nordsø. Red.) Og fra Gnags ville jeg jo også gerne have Per Frost med.

Så fik du Sagild med, og så var den gatede tromme hjemme????

– Nej, han var helt vild med Gnags og ville have Mads Michelsen med på trommer. Det var først på toeren, at vi begyndte at bruge trommeboks. Men det var cool på den måde, at de sagde, at "nu har du en pladekontrakt. Nu skal du bare sige, når du har de fede sange!". Det var eddermame freedom!!! Og så købte de en Fostex til mig. Sådan en firespors (kassettebåndoptager. Red.). Som jeg så sad og spillede på…

X-15 Multitracker???

– Ja, den dér helt bette. Den sad jeg og lavede alle de her sange på til de første to plader faktisk. Men den der A&R- virksomhed, som man har i dag (kunstnerisk rådgivning. Red.), den var der slet ikke. Det var mere "Hey mand, det er fedt, det du laver, bliv ved med det!" Ikke noget med, at det skal lyde som det og det. Det var fedt.

 

Engelsk kontra dansk

Du startede ud på engelsk, så dansk, så en længere periode på engelsk og nu sidst igen på dansk. Men hvordan med identiteten, og hele trippet med hvilket sprog, eksempelvis Brooklyn eller Californien?

– Jeg fik den dér helt flade midtvestenaccent, da jeg boede i Detroit. Det var der, jeg lærte at snakke engelsk ordentligt. Jeg var bare nødt til at gøre et eller andet, for jeg havde lavet Vejen Væk og en plade, der hed Løvens Hjerte, og jeg syntes, at det var blevet sådan et åndssvagt fænomen. Jeg kunne godt høre musikken i det, jeg lavede, men jeg kunne bare ikke få øje på den i nogle som helst reaktioner. Jeg må indrømme, at jeg var meget inspireret af Bob Dylan, som var kæmpestor og så sagde, at nu vil jeg sgu lave countryplader, og så må vi se, hvem der hænger ved. Og der havde jeg det sådan, at jeg ville lave en hurtig og nem rhythm'n'blues-plade, og så måtte vi se. Den hed Rhythm, og er faktisk ret fed, når man hører den i dag.

Den, du lavede efter, Say When, var ellers også ret fed…?

– Ja, men der var jeg også begyndt at få ambitioner igen. Med Rhythm skulle jeg lige have det værste renset væk, for jeg syntes, at alle reaktioner fra diverse blade var, at man skulle have den store lup frem for at se musik i noget af det. Så jeg havde en "Fuck this shit"-reaktion og fik fat i en fyr, der hed Lasse Andersson, og som jeg syntes var pissedygtig, og som havde arbejdet med Tomas Ledin (svensk sanger og sangskriver. Red.). Den tog ingen tid, og dengang solgte den ikke en skid. Det har den så gjort senere. Og bagefter samlede jeg mit gamle Brothers-band og tog på en lille klubturné for at komme ned igen. Det var i hvert fald ret fedt for mig.

 

Loyale fans

Du har et fantastisk publikum, som synes at stå last og brast med dig. Hvordan gør du det?

– Jeg synes, at jeg har et rigtigt fedt publikum. Og det er blevet meget bredt. Der er jo faktisk kids, der hører det. Og så er de der hele vejen op til omkring de 60, når vi er ude og spille. Så mellem 18 og 60, og så med den der store klump af folk, som svinger plus og minus ti år i forhold til min egen alder (45 år). Og man kan se på reaktionerne, at der er mange, der har været med rigtigt længe. Jeg synes, at mit publikum er en voldsom størrelse, og det, jeg synes er rigtigt fedt ved dem, er, at de hver gang er så meget klar til, at vi skal holde fest. Sammen. At de også har ansvaret – jeg ved, at det lyder corny – men de sidste mange år, hvor vi har turneret, bliver det til de her kæmpefester, og selv om det er fedt hver gang, så kommer der de øjeblikke, hvor man når derhen, hvor det er opløst, hvor det ikke er til at se, hvor det ene starter og det andet begynder. Samhørighed er et højstemt ord, men det er faktisk det, det føles som, synes jeg. Og så ser de rigtigt godt ud, mange af dem (griner!)".

Ja, det har du jo sans for. Men det er ikke altid skæg og ballade. Du har jo også mødt modgang, og man aner, at der er en anden side end den glade dreng. Så bliver du slået ned på en parkeringsplads, og vandene deles, og du må lægge ører til skadefryd. Og så kommer Wig Wam-turnéen, og så hvæsses knivene igen. Og i de her år har vi jo det her trip med Den Offentlige Domstol, som kører især i visse medier. Man fornemmer, at det går dig lidt på, ikke?

– Ja, jeg har jo været i den nogle gange. Det er nok fordi, der er et eller andet i mig, der både pirrer og irriterer. Jeg tror, at en af de ting, der er med det, er, at hvis de, der skriver alt det negative og skriver det med den evigt glade dreng, hvis de folk rent faktisk havde været til mine koncerter, ville de opleve et publikum, der udmærket godt er klar over, at jeg ikke kun er den glade dreng. De køber ikke det der firkantede billede, for de lytter jo til mine tekster. De kan godt høre, at der altså er noget andet på spil end She Belongs To Me og alt det der. Men selv om jeg også kan lide den, så har jeg lidt misundt nogle af mine kolleger, at hvorfor var det lige mig, som skulle blive stjerne? I stedet for bare sanger, eller musiker eller kendt. Jeg skulle være sådan en popstjerne, og jeg ved da godt, at jeg også har spillet lidt med på det, men det har da gjort, at når der skal lines op til en offentlig domstol over mig, så er der mange fra pressen, der har deltaget i løjerne, men mit publikum har aldrig deltaget. Altså, jeg har aldrig mistet publikum på det.

Hvordan oplevede du Wig Wam-turen og den efterfølgende udhængning i pressen? For du blev jo blandt andet citeret for at sige, at "huset fik de ikke, for det tilhører min kone"?

– Ja, og det har jeg aldrig sagt! Men jeg oplevede det som rigtigt træls. Og det, der irriterede mig mest, var, at det var min hæderlighed, der blev sat spørgsmålstegn ved. Men folk fandt jo til sidst ud af, at det ret beset bare var en særdeles dårligt kørt rodebutik. Men de fandt også ud af, at det hverken var mig eller D-A-D, der havde sat dem i scene. Men det tog på mig, og jeg kan huske, at jeg var nede i kiosken lige efter, og der kom en eller anden bidsk kommentar fra længere tilbage i køen om at være "sådan en svindler" og jeg kan huske, at jeg blev enormt ked af det.

 

Gossip

Ja, og du har vel altid været den, der forholdt dig retten til at gå ned på den lokale og spille billard, ikke?

– Ja, det kan jeg så ikke mere. Okay, nogle gange lykkes det, men det er tit for meget.

Ja, men er folk blevet værre? Vi har et samfund med begreber som "gossip" og "kendisser". Er det blevet værre?

– Ja, det synes jeg. For eksempel er der ikke en kat længere, der går hen og spørger, om det er okay at tage et billede mig. Folk står bare og knipser løs, ikke? Med deres mobiler, og hvad de har. Det synes jeg er helt vildt uhøfligt. Men det er også fordi, jeg er noget ældre. For når jeg snakker med mine børn om det, så kan de ikke se, at der er noget galt i det. Men det er jo bare om ikke at gå ud, når man ikke er til det. Fordi det er sådan, at det er. Jeg synes dog, at folk som oftest er enormt venlige, men når man så vil transformere det til en bar eller natklub, hvor der så også bliver drukket, så er det, at jeg godt kan forstå, at Britney Spears sang en sang, hvor linjen var "you want a piece of me". Det er den fornemmelse, man får indimellem.

 

Helmig-formel

Hvordan skriver du dine sange? Er der en Helmig-metode? Er det ud fra klaveret eller guitaren? Teksten først eller til sidst?

– Det er begge dele. På den sidste plade var det mest ved et Wurlitzer-el-klaver, som jeg har. Nogle andre blev skrevet på guitaren og andre på klaveret oppe i køkkenet. Det er også tit, at jeg ikke har instrumenter i nærheden, og så må jeg skrive dem uden. Og det er faktisk blevet en fed teknik at lære, at man kan sidde og skrive uden instrumenter, og så høre rollerne inde i hovedet. Men det har jeg gjort på de sidste par plader, og det har givet mig en ny måde at opleve musik på.

Hvilken musik påvirker dig?

– Musik generelt. Eksempelvis så har jeg lavet en sang, der hedder Fri Mand til den sidste plade, og jeg kunne ikke få den til at sidde. Og så så jeg den dér film Blood Diamond, og dér var der en scene, hvor de kørte over et eller andet bjergpas i Afrika, og der var der så et soundtrack med sådan nogle Burundi-trommer på, og så prøvede jeg at lave det ovre i studiet. Jeg samler det simpelthen op. Med er det sådan, at hvis man har den dér evne, så er det simpelthen … pick & choose.

Hvad med udlandet? Prøvede du seriøst på at slå igennem i udlandet, og er du skuffet over, at det ikke lykkedes?

– Ja, vi prøvede på et par plader. Og det lykkedes til dels med Stupid Man. Den solgte ret godt i både Tyskland, Sverige – og i Schweiz – of all places. Og i Grækenland! Det var sjovt. Jeg var ovre og lave græske tv-shows. Det var fandeme fedt. Og bizart (griner). Men dengang var jeg ret irriteret over, at det ikke lykkedes for alvor. Mens i dag er jeg næsten lykkelig for det. For arbejdsmæssigt er jeg meget tilfreds med den måde, det er skruet sammen for mig. For jeg kan faktisk godt lave de turnéer og produktioner, jeg vil herhjemme. Og jeg har tid til at trække mig væk. Hvis jeg skulle gøre det her på et plan, hvor der var en fire-fem andre lande med, så tror jeg aldrig, at jeg ville se min kone. Eller mine børn.

 

En dåse orm

Jeg har indtryk af, at din verden er skarpt inddelt mellem hjemmet i Risskov og arbejdet?

Ja, I work hard. Når jeg arbejder, arbejder jeg hårdt. Men når vi så når til september, og den turné, vi nu starter, er slut, så skal jeg hjem og lave stegt flæsk og persillesovs. Og være husmor. Jeg kan pissegodt lide den vekselvirkning. Men jeg går altid og laver musik alligevel…

– Men det er jo heller ikke sådan, at jeg selv og min kone, der har knald på sin egen karriere, at man lukker ned og siger, at det er her, vi er. Jeg er sgu da også som en dåse orm, at når man åbner op, så kribler det, men det er en god meditation at tøjle kreativiteten. Når jeg kommer hjem fra en lang turné, så hører jeg selvfølgelig musik hele tiden og spiller klaver i køkkenet, og alt det der, men det er guld værd ikke at have noget, jeg skal have lavet. Og det gør, at når jeg endelig begynder at skrive igen, så kører det.

Sangskriver? Du skriver en bunke, og du lavede jo den der fine Talk It Out til Hanne Boels første soloskive (Black Wolf, 1988. Red.). Har det aldrig fristet?

– Jo, jeg gjorde det jo også lidt i firserne. Skrev meget tekster til Sanne og nogle ting til Hanne og Søs, men det tændte mig ikke rigtigt. Jeg gjorde det igen sidste år for lige at prøve igen og skrev en til Sanne, som hun sang skidegodt, synes jeg.

Ja, men når du er så produktiv, med et enormt lager derhjemme af A-stykker og B-stykker og hvad ved jeg? Men bliver den bedste sang ikke stadig den, der kommer direkte ud af hovedet, eller kommer der nogle gange et A-stykke og et B-stykke og et omkvæd, og så sidder den der bare?

- Jeg synes godt, at det kan lykkes. Men stjernerne, det er dem, der kommer direkte ind. Men de behøver altså ikke at være stjerner alle sammen.

Jeg kunne rigtigt godt lide Støvregnen fra den forrige plade…?

- Ja, men det er også en af stjernerne. Den tog et kvarter at skrive. Men på Det Du Kan, der er fra den forrige plade (Helmig Herfra, red.), der havde jeg et gammelt Redbone-agtigt indianerriff, og jeg havde prøvet at indpasse det på to-tre plader, men så sad den der pludselig på den sidste plade. Så det kan forekomme. Men alle sangskrivere ved, at dem der sidder, de kommer altså fra oven. De kommer ikke ved tankens kraft.

Men vi er 25 år henne, og du er glad og tilfreds?

– Ja, lige nu har jeg det rigtigt fedt. Nu skal jeg spille tre aftener på Jazzhouse, og så går vi i gang med en rigtig motherfucker af en turné, som jeg glæder mig rigtigt meget til. Det bliver sådan lidt trip-trap. Videre til mellemstederne, og så er det hal-tid, med Forum i Horsens og Tap 1 og de steder. Og det glæder jeg mig til. Det bliver fedt. Ligesom det bliver fedt at være på turné med bandet. For ligesom jeg godt kan lide at lave stegt flæsk med persillesovs, så er jeg bygget til at leve i en bandbus. Du skal regne med, at jeg har været turnerende musiker, siden jeg var 15. Det ligger meget i blodet.

 

Den gamle kollega om Thomas:

Jesper Bay – tidligere ansat på pladeselskabet Genlyd – beretter om sit mangeårige samarbejde med Thomas Helmig, fra han skrev den første kontrakt med den purunge sanger:

– Thomas kom med sit demobånd, og vi syntes, at det lød som Blue Eyed Soul (der på den tid havde sine fremmeste eksponenter i folk som Robert Palmer, Paul Young og sangerinder som Annie Lennox. Red.), som Lionel Ritchie og Marvin Gaye, og den der blue eyed soul var der ikke noget af i Danmark, og vi fandt det interessant, selv om jeg da godt ved, at Thomas' inspiration var den sorte musik og den Dylan-tradition, som han også har dyrket undervejs. Men hans musik flyttede sig også fra den musik, som hans daværende band, Elevatordrengene, stod for, som var mere funk. Men med det band kunne vi ikke se, at det var det selvstændige udtryk, der prægede billedet. Fedt partyband, men for tæt på forbillederne, fortæller Jesper Bay, som trådte sine barnesko i miljøet som booker og dj på spillestederne Motown og Vestergade 58. Han blev efterfølgende ansat på Genlyd i 1982 og blev siden medejer af selskabet sammen med Gnags og siden også Thomas Helmig. Han fortsætter:

– Det var en speciel tid, hvor de uafhængige selskaber var i fuld gang med at overtage de fleste af de hjemlige kunstnere, og det endte med, at op mod 80 procent af alle danske bands var tilknyttet uafhængige selskaber som Genlyd, der også gik fra at være Gnags' selskab med base i Århus til at være et selskab, der ikke kun satsede på bands med afsæt i den jyske hovedstad. Der, hvor Thomas kom på banen, var der, hvor vi begyndte at snakke om fænomenet De Gyldne Firsere. Der, hvor tendenserne var der, men resultaterne ikke rigtigt var begyndt at indfinde sig.

Afrika-singlen i 1985 nåede ud til en masse mennesker, og her sang Thomas lige efter, han havde debuteret med sin første soloskive og blev derved folkeeje. Jesper Bay beretter om udviklingen fra de første år, til deres professionelle veje skiltes efter den overvældende succes med Stupid Man-pladen:

– Jeg arbejdede med Thomas helt frem til og med Stupid Man-pladen. Den første plade gav en masse omtale, blev spillet en masse i radioen, men salget var ikke specielt overvældende. I størrelsesordenen 8-10.000 plader, hvilket man dengang syntes var i orden, mens man i dag vil synes, at det er fantastisk. Den har så solgt en del mere siden hen. Men hans første demo var på engelsk, og i forbindelse med debutpladen var det tydeligt, at han lige skulle vænne sig til at skrive på dansk. Det gjorde, at toeren blev langt stærkere. Og så gik han fra at sælge 8-10.000 til at sælge over 80.000 af nummer to.

Anmelderne modtog ham ikke specielt hjerteligt, specielt ikke det lidt ældre anmelderkorps. Det er lidt, som det er i dag, måske et sted, hvor der ikke er sket ret meget. Og det er betegnende for Thomas, at det i langt højere grad har været publikum, der har bestemt hans skæbne frem for anmelderne. Men trods op- og nedture, så er det sådan, at Thomas' grundform er så stærk, at der skal rigtigt meget til at vælte ham af pinden. Og det har gjort, at selv hans knap så store plader har hævet ham langt over gennemsnittet herhjemme, mener Jesper Bay, der understreger, at en af Helmigs store styrker er, at han evner at bruge modgang og kritik kreativt og vænne styrket tilbage hver gang.

– Thomas er en af de kunstnere i Danmark, som mest lever op til begrebet multitalent. Han legede tidligt med en Fostex (4-spors kassettebåndoptager. Red.) og efterfølgende byggede sit eget studie op med ting købt fra Lars Muhl. Og så lavede han alting der. Og den proces gjorde ham til producer for sig selv på et meget tidligt tidspunkt, og siden for andre med stor succes. Så han er kombinationen af en god sanger og producer, der oven i købet spiller stort set alle instrumenter selv, ligesom han er en meget begavet liveperformer. Så det er en meget sjælden kombination, vurderer Jesper Bay, som også i perioder var manager for Helmig. Efter tiden med Helmig har han blandt andet i en årrække arbejdet for pladebranchens sammenslutning, IFPI.

I forbindelse med at Genlyd blev solgt til BMG i 1990 blev John Rosing manager for Thomas Helmig, efter i nogle år via sit selskab Rock On at have stået for Helmigs koncertturnéer. Jesper Bay vurderer, at "John Rosing besad evnen til at løfte sine kunstnere op på det næste niveau, så de gik fra at spille på almindelige spillesteder til at indtage haller og lave større produktioner. Hvilket passede perfekt, da først Vejen Væk solgte 160.000 eksemplarer og siden Stupid Man gik op på den kvarte million". Så via Rosings evner fik Helmig sin forretning på skinner, indtil Rosing blev syg og siden døde alt for ung. Som Thomas Helmig selv siger det utvetydigt om sin gamle manager og mentor:

– John Rosing kom til at betyde rigtigt meget for mig. For han flyttede mig. Han så noget i mig, som der ikke rigtigt var andre, der havde set. Og det ville han bare have frem. Så han knoklede som en hest. Ham og så Gnags. Dem skylder jeg også temmelig meget.

 

Thomas Helmig tidslinje:

1964 – Thomas Helmig bliver født i Århus den 15. oktober.

1971 – starter i skolen og begynder som 11-årig at spille på trommer i det første band.

1981 – bliver udvekslingsstudent i Detroit, bilbyen, der blandt andet var hjemsted for soulplademærket Motown. Helmig synger i et lokalt band og samler – ud over kærlighed til soul – den karakteristiske flade midtvestenaccent op. Han tager siden hjem til Århus, hvor han dropper ud af gymnasiet for at hellige sig musikken. Kommer med i Kaksi Kuggas Band.

1983 – kommer med i Elevatordrengene, en rugekasse af rang. Her spiller han med blandt andre guitarist Palle Torp (senere Sko/Torp) og hans siden hen mangeårige faste trommeslager og bedste ven, Claes Antonsen. Blæsersektionen bliver siden de navnkundige Århus Horns, kendt fra samarbejde med TV-2.

1985 – udsender sin debut, Thomas, på Genlyd i marts måned. Den bliver et hit, og 20-årige Helmig bliver et teenidol. Synger første vers på støttesinglen Afrika, skrevet af Nanna og pendant til Bob Geldofs mammutforetagende Live Aid. Endvidere duet med et andet Århus-koryfæ, Anne Linnet. Påbegynder årets mest omtalte affærer med kollegaen og News-sangerinden, Søs Fenger. De bliver efterfølgende gift.

1986 – danner bandet Thomas Helmig Brothers og udsender plade nummer to.

1987 – udsender Kære Maskine, som cementerer succesen, som dog også får følgeskab af en udpræget for eller imod Thomas Helmig-stemning. 22 år gammel skiller han allerede vandene.

1988 – ægteskabet med den kulørte presse som konstant følgesvend holder ikke. Men Helmig indspiller Vejen Væk, hvor han lever op til et af idolerne, Prince, og spiller praktisk det hele selv. Pladen råhitter med numre som Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af og Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På. Den sælger 160.000 eksemplarer. Et andet højdepunkt er støttesinglen for AIDS-fondet, Den Jeg Elsker, Elsker Jeg indspillet sammen med Sanne Salomonsen, Anne Linnet og Søs Fenger.

1990 – udsender Løvens Hjerte, som han siden indrømmer kører lidt på rutinen, og den bliver den sidste på dansk i en årrække. Forretningsmanden Helmig fornægter sig ikke, og han bliver medejer af Genlyd, som Gnags i sin tid startede fra kollektivet på Haraldsgade i Viby.

1992 – Genlyd sælges til multinationale BMG, og Helmig udsender Rhythm, der markerer starten på de engelske plader.

1993 – Helmig har fået ambitionerne tilbage og udsender den glimrende Say When, som produceres i Los Angeles af Jai Winding, kraftigt assisteret af Shep Lonsdale, samt ikke mindst Helmig selv. Thomas Helmig scorer tre Grammyer senere på året.

1994 - Helmig har med en mere rocket stil fundet en formel, der holder. Den cementeres på Stupid Man, hvor titelnummeret bliver nærmest udødelig i Danmark og han på åbneren Gotta Get Away From You (Keep On Walking) får vist, at vestkystens tradition for fraseringer er gået rent ind. Der ryger næsten en kvart million plader over disken, ligesom han fordobler sin høst ved Grammy-festen med ikke mindre end seks stykker. Helmig figurer selv som producer, men igen er Winding kraftigt inde over. Den efterfølgende internationale satsning bærer dog ikke nævneværdig frugt.

1995 – på hjemmefronten indleder Helmig ægteskab nummer 2 med fotomodellen Heidi Andersen, med hvem han får en datter.

1996 – Helmig skriver konstant, men efter at have skrottet et helt album tager han til USA for at arbejde med produceren Timothy Christian Riley, kendt især som trommeslager i den tids populære R & B-gruppe Tony!Toni!Toné! Resultatet er det veloplagte og tilbagelænede Groovy Day, som dog også afslutter kritikernes helle i had/kærligheds-affæren med crooneren fra Egå.

1997 – udsender opsamlingsalbummet Årene Går (De Største Af De Første). Bliver skilt og møder sin kommende 3. kone Renée Toft Simonsen, mangeårig international fotomodel.

1998 – manager John Rosing dør. Grundlægger af managementfirmaet Rock On og bagmand for blandt andre Helmig og Gnags og en uvurderlig støtte og læremester for Helmig.

1999 – udsender Dream, som har en legende og veloplagt lyd, samt udbygger hippiebudskaberne fra Groovy Day med numre som Flower Child. Pladen er dedikeret John Rosing.

2000 – 15 års jubilæet fejres med opsamlingspladen Wanted, som dækker den engelsksprogede periode.

2001 – Thomas Helmig udsender IsityouIsitme, som er indspillet i England og Los Angeles. Spiller stadig mere på sine plader. Lyden er funky westcoast.

2002 – Thomas Helmig bliver gift med Renée Toft Simonsen, der året efter afslutter uddannelse til psykolog og indleder en særdeles succesrig karriere som forfatter med børnebogsserien om Karla. Rock On-chef Niels Lindgren søsætter den ambitiøse Wig Wam-turné, hvor andre af kunstnerne er D-A-D, Kent og Sort Sol. Den flopper totalt og indebærer betydelige tab for Rock On, der går i betalingsstandsning, samt for blandt andre D-A-D, Helmig og Gnags.

2004 – udsender El Camino ikke mindst inspireret af ophold i Andalusien, hvor klanen omkring afdøde John Rosing ejer huse. Den tæller blandt andre Peter A.G. og parret Helmig/Toft Simonsen.

Den efterfølgende turné viser Helmig tilbage i fuld form med maksimal succes, ligesom han spiller på Grøn koncert.

2005 – flytter til Spanien, men vender tilbage året efter.

2006 – eksilet føder overraskende tilbagevenden til det danske tekstunivers. Udsender den roste Helmig Herfra, som indenfor det første år sælger over 100.000 eksemplarer. Karrieren igen helt oppe at toppe. Selv om det overraskende ikke bliver til nogen Danish Music Award.

2007 – triumferer med fire udsolgte koncerter i træk i KB-Hallen i København. Det har ingen gjort før.

2009 – udsender singlen 100 Dage, som er en duet med Medina. Udsender albummet Tommy Boy.

2010Tommy Boy er selvfølgelig gået platin, ligesom anmeldernes modtagelse selvfølgelig er blandet. Men i forbindelse med snigpremieren på Danmarksturnéen, som foregår på Copenhagen Jazzhouse, går Politikens anmelder Erik Jensen i ekstase med 5 stjerner og omtaler vokalisten Thomas Helmig som "skræmmende god".

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA