Rasmus Walter – Succesen og det indre kaos

Rasmus Walter – Succesen og det indre kaos

Se en eksklusiv Rasmus Walter-billedserie af fotograf Morten Rygaard i GAFFAs gallerisektion

Rasmus er en flink fyr, sådan en rigtig flink, sjov, eftertænksom, nærværende, øjne lyver sjældent, men også en smule urolig – midt i det brede smil. Som kunstner en mand, der synes at have fundet sig selv, sin lyd og sit udtryk på et langt mere personligt og dybt plan, og som brænder anderledes igennem end fra de dygtige, internationale – men alligevel mere anonyme – pop/rock-produktioner med Grand Avenue.

GAFFA møder Rasmus i Medleys studier på Vesterbro sammen med producer og studieejer Søren Mikkelsen. De er i gang med at lægge absolut sidste hånd på Rasmus' tredje soloplade, der får titlen Verden I Stå. Det første, de to hyggelige guttersiger, er, "at det nu er mindre brunt". Forstået på den måde, at Walter er født og opflasket med 60'er-rock, hvor guitaren er det altdominerende omdrejningspunkt, og sådan er det også – og vil ifølge hovedpersonen – altid være.

Men lidt som da Peter Sommer rendte ind i Stefan Kvamm, har troubadouren valgt at tone ned for den seksstrengende i de færdige produktioner og har i stedet givet plads til meget af det, som det moderne teknologiske isenkram har at byde på i dag. Meget muligt, men min første reaktion på de par sange, vi hører, er "det lyder jo som dig, Rasmus, med den der klassiske fornemmelse af savn, man altid synes at kunne høre i dine sange."

Rasmus griner og nikker anerkendende og siger: "Det er godt, hvis man kan høre, at det er mig, og det med den melankolske følelse af savn, eller hvad du kalder det, kommer jeg nok aldrig til at kunne løbe fra."

 

Signaturlyd

Det er altid fedt med variation, forandring og overraskelser. Men det at finde sin grundtone, sin signatur, er helt afgørende for at blive en stor kunstner, tænk selv på musikhistoriens sværvægtere, og det er typisk det, der skiller fårene fra bukkene. Og det har Walter, som jeg hører det, i den grad fundet. Jeg tændte for fjerneren i går for Toppen Af Poppen, hvor deltagerne skulle fortolke Barbara Moleko. I øvrigt et emne, vi fik dvælet en hel del ved. Jeg er selv sympatisk indstillet over for idéen, men har for længst nået et – primært X Factor-genereret – mæthedspunkt i "du er bare så fantastisk, du er en stjerne, jeg elsker dig, du får mig til at græde"-universet.

Men nu hvor jeg synes, Barbara Moleko er for skøn, og ved hvor mange fællestræk, der er i alle mulige genrer, fra barok til dødsmetal, såvel som i sindelag og drivkraft hos de musikere, der udøver dem, måtte jeg lige kigge med i går aftes. Specielt da jeg vidste, at det var den smukke, livsglade pop-soul-tøs' sange, der var under behandling. Gode, personlige fortolkninger af blandt andre Anne Dorte Michelsen, men jeg blev blæst væk, da Rasmus kom på banen og sang Dum for dig. Nu har jeg ikke hørt Barbaras version af Indianer, men hvis den – som Rasmus fortalte mig – kan gå nummer et på iTunes, så må "Walter goes Moleko" kunne holde samme plads i flere uger.

 

Panikangst

Efter at have vekslet en hel del ord med Rasmus, haft ham på GAFFA Library Session på Biblioteket Frederiksberg foran 2-300 mennesker, hvor han konstant – ofte med held – prøvede at sætte mig til vægs, ved jeg, at manden har personlighed og talegaverne i orden. Men har tilsvarende erfaret, at den flotte popsnedker også har nogle genstridige dæmoner at slås med.

Alle kender historien om ekskæresten Helena Christensen, så den lader vi ligge. Men spol alligevel tiden tilbage, hvor man løbende kunne læse, at Michael Stipe, Bono og Chris Martin mente, at deres gode ven Rasmus Walter var "the shit", og at Grand Avenue var fremtiden. Sidst i 20'erne, på den grønne gren, masser af musikalsk energi, den internationale elite i ryggen, selvtillid og gåpåmod, men indvendigt var der også en anden kamp, der rumsterede.

– Jeg har i årevis lidt af total panikangst. Det går tit hånd i hånd med depression, det har det aldrig gjort for mig, men rendyrket panikangst, simpelthen. Jeg har i lange perioder været ganske overbevist om, at jeg sikkert ville hyperventilere og efterfølgende besvime på scenen af ren panik, og måtte bæres ud, og at alle, der kiggede på mig, ville kunne se, at jeg var fuldstændig ude i hampen. Frygten for frygten var altoverskyggende i de første år med Grand Avenue.

– Jeg forsøgte at kompensere, regulere, diagnosticere med piller, medikamenter, alkohol, alt muligt. Det var meget logistik i det, jeg gik næsten konstant rundt med en stesolid i lommen. Det var totalt invaliderende. Det er jo noget, mange danskere kender til, læs bare et blad i venteværelset hos lægen. Det er følelsen af at miste al kontrol og nærmest blive passiv tilskuer til dit eget fald, det er pisse ubehageligt.

Så det var ikke de sjoveste koncerter dengang?

– Jo, jeg kunne typisk nyde de sidste 15 minutter af en koncert, for på det tidspunkt sagde min logik mig, at jeg nok alligevel ikke ville falde død om af ren skræk under denne koncert. På samme måde var det lidt af en prøvelse at være i mediernes søgelys hele tiden. Derfor har det også været lidt af et skridt at sige ja til at være med i Toppen Af Poppen, hvor præmissen er, at du bliver filmet 24-syv i en begrænset periode, ikke har nogen redaktionel indflydelse og ikke ser det færdige program, før det ruller over skærmen. Som resten af familien Danmark

 

Vennerne frem for stjernerne

Hvis vi spoler lidt tilbage, blev kampen mod de indre dæmoner så forstærket af, at du, som pressen fremstillede, nærmest lå i ske med Bono og Chris Martin?

– Faktisk ikke. Det var da fedt at kunne læse, at "Michael Stipe siger god for Grand Avenue, Bono er vild med den nye single og sådan noget", men det havde også sin pris. Vi havde kæmpet benhårdt, gik ind i gamet med fuld tro på egne visioner, idéer og idealer, og pludselig var det andre, der overtog din dagsorden. Nu var det langt vigtigere, hvad Chris Martin mente, end hvad det egentlig var, vi havde på hjerte. Det har da været spændende at møde de folk, men hånden på hjertet, jeg fandt da relativt hurtigt ud af, at jeg langt hellere ville sidde og drikke en rød Tuborg på en bænk med en af barndomskammeraterne fra Grand Avenue, end at hænge ud i jetsetmiljøet. 20 gange hellere.

– Men det var en tid, hvor det indre pres var kraftigt. Panikangsten, angsten for at gå på scenen var meget stærk, men ikke at forveksle med præstationsangst. Jeg elskede bandet, elskede det, vi lavede, troede på det og syntes, det var fedt. Det var jo det, jeg hele tiden havde ønsket, og nu skete der noget. Vi leverede også alt til tiden, som planlagt og gennemførte det, vi skulle. Der tog jeg lidt røven på mig selv. Jeg blev også pisse god til at skjule det, men af og til blev jeg nødt til at lukke af, hvilket mange nok har oplevet som arrogance. Sådan har det aldrig været ment eller tiltænkt. Men jeg har ikke været som en lukket bog, folk i den tætte kreds, i bandet var godt klar over, hvordan det stod til og støttede mig hele vejen igennem.

 

En mand, der elsker sit job

Er alt det totalt i bakspejlet, eller er det bare en integreret del af din natur?

– Det er en del af min natur, og selv om jeg samtidigt kan grine af det åbenlyst absurde i den form for tvangstanker, så kan de ikke desto mindre føles meget virkelige. Men det er en af de fede ting ved at blive ældre, man lærer sig selv bedre at kende, bliver klogere. Jeg har forsøgt at acceptere den del af mig selv, gøre mig gode venner med angsten, for der ligger også den vildeste iboende energi i de følelser. Kan du gøre dig venner med den, bruge den, er der rigtigt meget at hente. Tænk på Woody Allen, hans angst og fobier er jo blevet drivkraften i hele hans kunst og livsværk.

– Det, du siger med, at jeg lyder som en, der har fundet min egen sound, min egen stemme, hænger sammen med, at jeg er blevet langt bedre til både at håndtere og acceptere det indre pres og min egen person på godt og ondt, og i takt med det reduceres presset og følelsen ganske automatisk. Og tag ikke fejl. Som nævnt har det for mig aldrig udmøntet sig i depression, og jeg har altid elsket, og elsker fortsat, at spille og lave musik. Og ikke mindst at optræde for og kommunikere med, folk.

 

Men alligevel et sjovt valg af erhverv, de tendenser eller karaktertræk taget i betragtning?

– Det har du helt ret i. Men jeg gjorde op med mig selv. Det her er det, jeg elsker allermest, og hvis jeg fravælger det på grund af angst, kan det være, der kommer depression oveni, fordi jeg har sagt nej til det, som jeg brænder for. Så må jeg leve med følgerne. Men kigger jeg lidt over ti år tilbage, hvor vi fik kontrakt med Grand Avenue, indspillede vores første plade, udlevede drømmen, der havde jeg det ikke altid lige godt. Men det kan lade sig gøre, og det kan også være godt at stå frem, måske også for andre. Jeg kan huske, jeg læste, tror faktisk det var i GAFFA, om Sune Wagner, der talte om sin angst. Det var så rart at læse det for mig, for har man det selv sådan, er der ikke noget mere fantastisk end at få at vide, at andre har det på samme måde. Ellers føler man sig let som Palle alene i verden.

 

Hellere Bornholm end Bountyland

Men nu tør du nærmest invitere et tv-hold med på toilettet?

– Toppen Af Poppen har helt sikkert været en personlig udfordring. Det har jo nærmest været et gratis terapiforløb. Jeg er blevet spurgt om at medvirke i alt muligt, men har konsekvent sagt nej, men jeg har hele tiden tænkt på dette program som en mulighed, da musikken og mødet mellem musikere er det centrale omdrejningspunkt. Så da jeg mødte nogle folk bag programmet, sagde jeg: "I skal bare spørge mig næste gang, hvis I får lyst", hvilket mit pladeselskab fulgte op på. Pludselig kom tilbuddet, og jeg slog til. Så passede det mig helt perfekt, at det skulle foregå på Bornholm, frem for i en badeby i Mexico, når det handler om danske musikere, der fortolker hinanden.

Hvordan har det så været?

– Jeg forstår totalt, hvad du mener med rygklapper-mæthedsfaktoren og har det fuldstændigt på samme måde. Men det her kan noget andet, synes jeg. Det har da været en kæmpe udfordring at have et kamerahold redende efter dig i en uge, fra du vågner, til du går i seng. Det har da været sindssygt grænseoverskridende, men vigtigt på det personlige plan. Og det, at du så ingen indflydelse har på den endelige klipning og det endelige program, er jo den ultimative krise, når man har en stærk tendens til panikangst, som selvfølgelig hænger sammen med at være kontrolfreak.

  

Verden i stå – elektronikken og poesien

Nu har Walter nok ikke ligefrem nået det brune punktum, men den færdige produktion på Verden i stå er mere elektronisk, end det man normalt kender fra Walters hånd.

– Jeg ser først og fremmest mig selv som sangskriver, men jeg har helt klart givet mere plads til Søren (Mikkelsen, red.) denne gang. Denne gang har det kun været os to og en trompetist. Jeg har altid været meget "brun" i min musikopfattelse, organiske instrumenter fra Stones til Travis, men har længe gerne villet flytte mig. Jeg ved, hvor mine evner stopper, og hvor hans starter. Vi er i sync. Jeg kan forklare ham, hvor jeg vil hen, men ikke selv eksekvere det, og det kan han så til fulde.

– Det giver ro, det er ligesom at gå til lægen, man er i kompetente og trygge hænder. Når det er sagt, skal en sang, jeg udgiver, altid også kunne spilles på en guitar. Men jeg er ikke bange for at tage chancer, jeg tror, jeg er blevet for erfaren til at miste mig selv. Jeg er præget af både mine rødder og min tid, og det synes jeg heller ikke, at man skal forsøge at løbe fra. Så derfor lyder pladen nok helt naturligt mere nutidigt, end som et levn fra 60'erne. Det både åbner nogle døre, og lukker nogle andre.

 

Og så er der skruet op for poesien, for eksempel i ordene til titelmelodien Verden I Stå. Det lyder jo nærmest, som da Kronprins Frederik citerede Lars H.U.G, da han med tårer i øjnene fik Mary Donaldson som sin ægteviede hustru.

– Det er jo der, jeg er. For første gang har jeg smidt en single ud om det store møde med kærligheden, frem for den store afsked med samme, som jeg har lavet rigtigt mange sange om tidligere. Det handler om, hvor jeg er nu. Jeg har fået min familie og kvinden, jeg vil være i kredsløb med til evig tid. Jeg har fået roen med at høre til et sted, hvor jeg tidligere har dyrket rodløsheden. Jeg tror ikke så meget på myten om den geniale, lidende, hårdtlevende kunstner. Jeg har fundet ud af, at jeg skriver bedst mellem klokken ni og 12 om formiddagen og finder mere kvalitet frem, hvis jeg har det godt, end når jeg sidder og ryster og har det elendigt. Det bedste arbejdsredskab er at være i godt humør.

 

And the winner is.....

Inden jeg mødte Rasmus i Medley, skimmede jeg lige hurtigt en tidligere artikel igennem, jeg havde skrevet om tvillingebroren Anders Walter. Illustrator, tegneserieskaber, kortfilm- og videoinstruktør. De to dråber vand følger hinanden i tykt og tyndt, og Rasmus laver musik til alle Anders' film, og Anders er instruktør på alle Rasmus' videoer. Her blev det fremhævet, at han havde fået en kortfilm shortlistet til en Oscar (altså feltet fra de 6-10 bedste). Et halvt år efter artiklen kom i tryk, havde hans næste kortfilm Helium (med musik og ordløs birolle af Rasmus) ikke kun opnået den eksklusive nominering, men ganske enkelt vundet en vaskeægte Oscar i kategorien "bedste internationale kortfilm". Rasmus var med på den røde løber:

– Det var nærmest en absurd oplevelse. Anders havde skaffet mig en billet, og dagen før dagen lykkedes det også at skaffe en billet til min kæreste Barbara. Vi fik passet vores lille dreng i seks dage og strøg til L.A., hvor der var en større dansk delegation, da også Vinterbergs Jagten og The Act Of Killing var nominerede.

Man har jo set det så mange gange selv på tv, så alt postyret, den røde løber, det hele virker så velkendt, og så er man der pludselig selv. Alt er ekstremt timet og tilrettelagt, og er du på toilettet og kommer bare et sekund for sent tilbage, så bliver du ikke lukket ind igen. Det var jeg og troede et øjeblik, at det var kortfilm-kategorien, der var ved at blive annonceret. Vagten ville ikke lukke mig ind, og jeg stod og råbte og skreg af ham: "Det er min bror, der bliver nomineret, jeg skal ind nu!" Helt i panik. Heldigvis tog jeg fejl, efterfølgende turde jeg ikke rejse mig og sad med en blære, der var ved at eksplodere. Men da det så endelig skete, og da Jason Sudeikisfra scenen annoncerer: "And the winner is.....Helium", brøler jeg højlydt "fuuuccckkk".

– Alle vendte sig om, det må man jo bare ikke på direkte tv i USA. Så bryder jeg fuldstændigt sammen i gråd, min kæreste har det hele på video, hvor Anders er længere om at tage det ind og er ret fattet i sin takketale. Det var helt uvirkeligt, at vinde en Oscar, hvad slår det?! Ikke engang at vinde en amerikansk Grammy ville være det samme. Alle ved, hvad en Oscar er, fra de er fem år gamle. Bagefter var det totalt sjovt, vi var sammen med den danske delegation, og opmærksomheden på Anders var enorm, han var jo den eneste dansker ud af de tre nominerede, der vandt. Jeg var med ham i flyet hjem, og der var jo presse, som havde han vundet VM, helt surrealistisk. Han havde vundet et Oscar – for Danmark, sådan var stemningen.

– Der var selvfølgelig en masse stjerner. Den danske delegation holdt efterfest samme sted som Brad Pitt og Angelina Jolie. Så er det sjovt, du får bare statuetten i hånden. Du render rundt med den efterfølgende, tager den med på bar, stiller den på bordet sammen med bajerne og alt det andet, den går på rundgang blandt gæsterne. Det er et af de øjeblikke og aftener, jeg aldrig, aldrig nogensinde kommer til at glemme. Og så vil jeg sige, at jeg ikke kender noget menneske, jeg synes fortjener sådan en pris som Anders. Han har altid knoklet benhårdt for føden. Du kan have en heldig hånd og skrive et hit på fem minutter. Men du kan ikke skrive en tegneserie, lave skitser og farvelægge den på fem minutter. Der er kun en vej, og det er arbejde, arbejde, arbejde, timer, timer, timer. Sådan har han altid været, han er bare en fucking hest.

Se en eksklusiv Rasmus Walter-billedserie af fotograf Morten Rygaard i GAFFAs gallerisektion 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA