x

Nekrolog: Jack Bruce er død, 71 år

Nekrolog: Jack Bruce er død, 71 år

Det er en stille gigant, der døde omgivet af sin familie i dag. Det eneste, der var rock'n'roll ved manden, der blev født John Symon Asher Bruce for 71 år siden var, at det var leveren, der stod af. Alligevel er der seriøst grund til at kippe med flaget - vel at mærke på halv stang - for en sanger og bassist, der satte betydelige spor i rocken. Og som især dannede skole i de par år mellem 1966 og 1968, da han sammen med Eric Clapton og Ginger Baker på henholdsvis guitar og trommer var lig med trioen Cream.

En trio, der var den første, der fik prædikatet Supergruppe klistret på sig, fordi gruppen bestod af tre ligeværdige solister. Og ikke som eksempelvis den samtidige Jimi Hendrix Experience havde en solist, der totalt overskyggede det hele. For selv om der var et naturligt fokus på Eric Clapton i den gruppe, var det Bruces fine vokal, der sang alle de store sange, som han ofte selv havde skrevet med vennen Pete Brown. Ligesom hans basspil var så virtuost, at han siden i jazzsammenhænge fortsat er blevet berømmet som en af de virkeligt store på det firestrengede instrument.

Jack Bruce var egentlig skotte. Født i Bishopbriggs, som i 1943 var en landsby, men i dag en forstad til Glasgow. Som 18-årig havde han allerede snuset til klassisk musik, men endte ligesom så mange andre fra den generation med at spille blues med Alexis Korner i det legendariske orkester Blues Incorporated. At jeg bruger den lidt slidte frase "legendarisk" er med god grund, for bandet var rugekasse for en lang række af de kommende aktører i mere kendte orkestre, gennem årene blandt andre Charlie Watts, John Mayall, Ginger Baker, Graham Bond, Brian Jones, Mick Jagger og Jimmy Page.

Her mødtes Bruce, Clapton og Baker, og Eric Clapton, der ved siden af legede med sine legesyge venner i orkestre som John Mayall's Bluesbreakers og The Yardbirds, var mere end klar til at indgå i samarbejdet. Ikke mindst fordi Jack Bruce med vennen Pete Brown havde glimrende materiale i form af sange som I Feel Free og White Room, ligesom de senere sammen med Clapton skrev Sunshine Of Your Love, nok den sang der mere end nogen kom til at definere Creams og Jack Bruces karriere. Og som single solgte til guld i USA som den eneste fra gruppen.

Cream var de store egoers holdeplads, men det gjorde også, at der konstant var en spænding i gruppen, som virkede meget kreativt. Den blev til i sommeren 1966, men det var først i kølvandet på Summer Of Love i 1967, at den for alvor blev stor. Her blev et besøg på Bill Grahams berømte spillested i San Francisco, Fillmore West, startskuddet til dels enorm succes og dels til at alskens trioer skød op over hele verden, som ville følge op på Creams succes. Her var styrken, at Bruce og Baker spillede med udpræget jazzfeeling, mens Eric Clapton holdt fat i rocken og bluesen, og dertil spillede dommedagsspade i en grad, at man for alvor begyndte at give ham det ironiske navn, Slowhand. Men det noteredes også, at han overfor sig havde en bassist, som selv ikke afholdt sig fra at fyre soli af.

Det så man på en af rockens vigtigste plader, "Disraeli Gears", som kom i november 1967, og efter gruppens opløsning på det livealbum, der var optaget til koncerten i San Francisco. Blandt de mange grupper verden over, der kopierede Cream var de danske Young Flowers. Det så man ikke mindst i sommer, da d'herrer til en koncert på Christiania afsluttede med tre forskellige Cream-numre i træk. Det var dog også de store spændinger i Cream, der gjorde, at Eric Clapton skred, - for dog direkte efter at tage Ginger Baker med sig over i et nyt kortlevet projekt, Blind Faith.

Jack Bruce fortsatte i et utal af sammenhænge. I USA var jazzrocken i sin vorden, og man fandt ham i de følgende år i en række fornemme sammenhænge, bare tænk på den kræsne Frank Zappa, som havde Jack Bruce med på titelnummmeret på et af sine bedste soloplader, Apostrophe('), både på bas og cello. Ligesom han blandt andet havde grupper med mesterguitaristen Larry Coryell og Jimi Hendrix' trommeslager, Mitch Mitchell og for alvor fik det blå jazzstempel i den 2. udgave af den gamle Miles Davis-trommeslager, Tony Williams' Lifetime-gruppe, der også talte guitaristen John McLaughlin. Og efterfølgende var Jack Bruce meget i USA og ville spille med en lang række andre topnavne inden for specielt den eksperimenterende jazz.

Gennem hele karrieren var der bud efter Jack Bruce, som dog også nåede at opleve vennerne i Cream samles i Royal Albert Hall i London i 2005. Her blev det til fire udsolgte shows, hvor alle kunne forvisse sig om, at de gamle fint kunne endnu. Ligesom Jack Bruces fine tenor fortsat var på højeste niveau. De spillede derefter tre koncerter i Madison Square Garden i New York.

I 2003 fik Jack Bruce konstateret leverkræft. I første omgang blev han kurereret via en transplantation, men 11 år senere var det altså slut. Han overleves af sønnen Malcolm, der selv er musiker. Den anden søn, Jonas, døde af astma tilbage i 2007. Han havde ellers haft betydelig succes som sessionmusiker for verdensmusikkunstnere som Afro Celt Sound System.

JACK BRUCE (1943-2014) - ÆRET VÆRE HANS MINDE.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA