x

Lars H.U.G. – Selvdestruktion som drivkraft

Lars H.U.G. – Selvdestruktion som drivkraft

"Han plejer altså aldrig at være forsinket" lyder det underskyldende fra pladeselskabet. Herregud, hvad gør et par minutter, når man i forvejen har ventet 11 år på en ny plade fra Lars H.U.G. og 22 år på, at det var en plade, hvor han igen omfavnede modersmålet? Da han indtræffer på kontoret, er det som en hvirvelvind, der gør, at han hurtigt har indhentet forsinkelsen. Han skal lige give en opdatering på arbejdet med miksningen af albummet, der stadig er i fuld gang her den 6. oktober. Han har fået en deadline, der hedder d. 17. oktober, og planen er at udsende pladen den 3. november.

Men lad os nu se, det er blevet ændret før (jo, den kom søreme den 3., red.), og er der én ting der ligger fast, så er det, at han første giver slip på en plade, når han vitterligt ikke kan finde flere ting at ændre. Det er så heller ikke så lidt. For eksempel er en af de ikke helt færdig sange, han spiller i slutningen af interviewet, mærket med "mix 46." Kort efter, han har sat sig til rette for at lade interviewet begynde, farer han op igen. For nu går jagten på en flaske vand med den helt rette temperatur. Efter to forgæves forsøg lykkedes det endelig receptionisten at finde en flaske med stuetemperatur. "Perfekt!" gjalder Lars.

Der er noget herligt overgearet over den 61-årige sanger, og det er selvom, han ikke har fået mere end fire timers søvn de sidste mange, mange nætter. Munden står sjældent stille, og ligeså krystalklare mandens popåbenbaringer er, ligeså søgende og fabulerende er han, når han forklarer sig ud ad det enes sidespor efter det andet. "Hvad fanden ville jeg egentlig sige med det" ytrer han ofte, også efter at have talt om Beatles i 15 minutter uden nogen anledning. For hvorfor tale om fortidens musik, når landets ypperste popgeni sidder foran med et nyt album?

Jeg har gjort os den tjeneste, at slå betydningen af navnet Lars op. Det stammer fra det latinske ord for laurbær og betyder en mand, som er kronet med laurbær, altså en sejrherre. Passer den beskrivelse på dig?

- Det vil jeg lade andre om at bedømme.

Men føles det ikke som en sejr, at du snart har en ny plade ude?

- Jeg kan jo ikke føle sejren, før jeg er færdig. Sejrherre kan jo også bruges indenfor krigsterminologi, og jeg er den første i familien, der ikke blev soldat. Så det med at kæmpe, ligger i mit blod. Forskellige omstændigheder har gjort, at jeg har været tvunget til at gå min egen vej. Der var ikke andre muligheder. Hvis jeg skulle have lænet mig op af Hvad Kan Jeg Blive-bogen eller lyttet til mine forældre, så var jeg jo fucked og lost. Hvis den her plade ikke ender som en sejr, så har jeg lavet min egen fiasko, og det ser jeg også som et stort kunstværk.

 

Den svære kunst at give slip

I dine malerier får man ofte indtrykket af, at det er den umiddelbare og impulsive Lars, der får lov til at udtrykke sig, hvorimod du i musikken syntes at have brug for tænksomt at prøve samtlige variationer af – kan man lave den opdeling af dine to kunstneriske udtryksformer?

- Det kan man godt. Den fysiske ting det er, at arbejde med en pensel er en mono-oplevelse, for det er bare mig selv der er tilstede. I musikken er jeg i socialt stereo, for det forgår sammen med mennesker. Musikken flytter sig hele tiden. Det har jeg kunne nyde godt af, for jeg kan hele tiden lave tingene om. Jeg stopper ikke, nu er jeg jo begyndte at mikse i miksene. Processen kan synes uendelig, men jeg kan ikke holde op, for jeg ser hele tiden muligheden for at lave tingene anderledes.

Jeg mener, det var Kurt Trampedach, der nogle gange kunne blive ved med at male på sine lærreder, så de til sidst blev så tunge, at de faldt ned af det søm, de hang på – er det ikke en balancegang, du også skal have i baghovedet, når du er i studiet, så du ikke får pillet så meget ved sangene, at de risikere at ryge på gulvet?

– Jo selvfølgelig skal jeg det, og det gør jeg også. Men hvornår når det en højere enhed, og hvornår er det nærmere et dybt neurotisk adfærdsmønster? Der ligger jeg nok i en gråzone. Nogle gange sker det da, at jeg har slået en dej op, som næste dag er så stor, at du ikke kan få den ud af huset. Og jeg skal satme love for, at der er blevet slået noget dej op.

Når du er færdig med en sang, lyder den så som den ide du oprindelig havde i hovedet, eller prøver du alle de ting af for at finde noget, der føles rigtigt i hjertet?

– Den skal bestemt ikke lyde som den oprindelige ide, og det føles først rigtigt i hjertet, når du kan give slip på sangen. Det skal være ligesom, du ser dine børn, for dem ejer du heller ikke. Du skal give slip. Kunsten er, at en sang skal lyde som om, at den ikke har taget længere tid at lave end det tager at høre den. At du så har brugt fire år på den er underordnet. Men du bestemmer jo ikke det hele selv. Sangen har også sin egen mening og siger: "Du er sgu nødt til at give mig et omkvæd mere" eller "kan du ikke lige klippe mig, for jeg er sgu blevet lidt langskægget?"

 

Jeg giver ikke mange potter pis for det, jeg kan

Man får et indtryk af dig som en, der lever meget i nuet og lader dig føre og forføre derhen, hvor skæbnen nu vil have dig, hvis man lever den slags liv, så kan man vel nemt blive opslugt af tiden – er dine 61 år gået hurtigt?

– En af vores store danske skuespillere, Poul Reumert, blev på sin 90 års fødselsdag spurgt, hvordan det var at være 90, hvortil han svarede: "Når man bliver 90, så går tiden jo så hurtigt, at det er jul hver anden dag." Det kan jeg godt nikke genkende til, for tiden går meget hurtigere nu.

Apropos alder, så synger du "fuld af fremmedhad til os selv" i den nye Elsk Dig Selv. Er du blevet bedre til at elske dig selv med alderen?

- Det er jeg nok, men der er noget selvdestruktivt i os alle, og den selvdestruktivitet er en drivkraft. Det handler om at nedbryde de ting, man har bygget op. Når jeg kigger indad, så føler jeg i virkeligheden, at jeg egentligt ikke rigtigt kan noget. Sådan har det altid været, og det har været min styrke. Når du ved, hvad du ikke kan, ved du at du skal stå fucking tidligt op for at nå det. Jeg erkender, at jeg har tolv tommelfingre, så det er et paradoks, at jeg er havnet her. Jeg giver ikke mange potter pis for det, jeg kan, hvilket gør, at jeg skal arbejde endnu hårdere. Jeg har været fucking nødt til at råbe og skrige, og jeg er jo en satan i et studie. Jeg er en satan over for mine medarbejdere, for kun det bedste er godt nok. Derfor er vi også tilbage til sejrherren, for jeg skal føre mine soldater helt frem til frontlinjen. Om de så dør alle sammen, så skal vi indtage det skide fort, koste hvad det vil. Den energi har jeg overlevet på.

Er provokation stadig en stor del af dig?

- Provokation for provokationens skyld er ligegyldig. Den er kun interessant, hvis den er spændt for en vogn, hvor du gerne vil vise noget andet. Jeg træder meget over folks grænser, men jeg pakker det altid ind i kærlighed. Jeg arbejder kun sammen med mennesker, der har respekt for sig selv, for de kan klare nogle tæsk. Min tekniker er for eksempel ved at flække af grin, når jeg er hård ved ham. Når jeg bliver spidsbelastet, opstår der frustration, mani og utålmodighed, men jeg opløser det i humør, så folk aldrig er i tvivl om, at der gerne må grines, når jeg er strid. Den politiske agenda i Danmark er at gøre folk ens, og der bliver leflet for, at der endelig ikke skal gøres forskel. Det er jo decideret diskriminerende, at vi ikke må være forskellige. Hvad hvis vi alle gik rundt med kalot eller spejderhuer eller hipsterskæg, hvor fedt ville det være? Der er i hvert fald nogle kvinder, der ikke ville bryde sig om at få slikket fisse.

Du spiller til Danish Music Awards, og jeg vil vædde med, at du i den forbindelse sikkert får lov til at gå hjem med IFPIs ærespris. I tråd med provokationen, tager du så en spraydåse med i inderlommen igen?

- Kan man få sådan en pris?

Ja og hvem fanden skal de ellers give den til?

- Jamen det kan være, at jeg så skal tage en peberspray med i tilfælde af, at jeg ikke vinder.

Det er måske lidt omsonst at spørge dig om nu, men her til sidst vil jeg egentligt bare gerne vide, om du tror, at du har flere plader i dig?

- Ja for fanden! Jeg er allerede i gang med en ny, hahaha!

 

Lars H.U.G. om Peter Peter og omvendt

I 1979 udkom opsamlingspladen Pære Punk, der kortlagde tidens danske punkscene, hvor Lars H.U.G. var repræsenteret i front for Kliché og Peter Peter var guitarist i Sods. Året efter sang H.U.G. nummeret Eveningsong på Sods-albummet Under En Sort Sol og efter alle disse år er sporene igen blevet krydset, da den innovative guitarist medvirker på albummet 10 Sekunders Stilhed.

Lars: – Der er jo en del folk bag sådan en plade, der har lavet en masse vigtigt arbejde der gør, at jeg kan sidde her og holde hof, og Peter er helt klart en vigtig ingeniør, for han har satme haft arbejdshandskerne på. Samarbejdet har mindet mig om tiden med den kære Hilmer Hassig, for han var også indbegrebet af en helt særlig personlig lyd, der ligesom Peter kan gøre den store forskel. Det har været et stort møde med Peter, for jeg kendte ham ikke personligt, men fandt ud af, at han er et fantastisk fint menneske, og så faldt der jo ro på den gamle her.

Peter Peter: Uden at det skal blive gensidig onani, så kan jeg ærligt sige, at Lars er en af de eneste sangere jeg kender, der kan synge på dansk. Han får ordene til at falde som små smæld. Jeg var sammen med Lars og (Johnny) Voss fra Kliché forleden, og jeg mener, at samtalen bare fortsatte fra der, hvor vi slap dengang i 80'erne. Vi snakkede om musik, og jeg tror der var noget udveksling i gang. Ikke så meget nostalgi andet end nostalgi efter fremtiden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA