x

Pinboys-turnédagbog kapitel 6: Gode, gamle Berlin

Pinboys-turnédagbog kapitel 6: Gode, gamle Berlin

Skønt at være tilbage i Berlin igen. Byen, vi tilbragte det meste af vores sommer, eftersom vores debutalbum ”Teenage Wasteland” (udkommer 15. marts) blev indspillet her. Berlin er også stedet, hvor mange af vores gode venner er, og det var fedt at se gutterne fra 5Bugs, Brainless Wankers, vores tekniker/producer samt de venner vi har uden for musikverdenen igen.

Efter Freak City var det også dejligt at opleve, hvad skal man sige, et mere almindeligt sted. Storbyens puls. Stedet, vi spillede ”Tacheles” ligger pænt centralt omkring Orangenburger Strasse, der, hvor damerne med bæltetaskerne går rundt, og hvor en blow’er i parken kan presses ned i €15 euro på en god dag. Stedet som sådan så ikke ud af meget, men i løbet af aftenen blev det mere og mere fyldt, og jeg vil skyde på, at der var i hvert fald 150 mennesker til koncerten, hvilket næsten fyldte koncertsalen.

For os var det en speciel koncert, da det var første gang i Pinboys’ historie at vi skulle gå på scenen med kun én guitarist. Vores fantastiske ven og stand-in guitarist ST ”Mr. The Beutel” (Gob Squad) var nemlig taget hjem for at bestå nogle eksamener og kommer først igen torsdag. Men det gik over al forventning. Simon, ”our man”, klarede opgaven perfekt, og man bemærkede næsten ikke, at der manglede noget. Alt i alt var det en virkelig vellykket koncert i en ellers svær by at spille i. En by, som hver dag får besøg at store bands, og som har et så rigt kulturliv, at man overraskedes over, at folk gider at komme til disse små koncerter. Men det gjorde de. Eneste minus ved koncerten var, at Anne i bedste rock ’n’ roll stil råbte ”Thank you Hamburg” i allersidste nummer…

Og så var det aftenen, hvor Colts spillede sig i Super Bowl efter en fantastisk kamp. YES SIR!

Vi har ikke talt meget om damer. De damer, vi har mødt på touren. Det skyldes blandt andet, at mange har kæreste på, men der har da været nogle søde bekendtskaber, og specielt i aften, i Berlin, var der en helt speciel pige. Mere får I ikke at vide. What happens on tour, stays on tour…

Pinboys' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA