x

De Eneste To – Harmoni i dobbeltlivet

De Eneste To – Harmoni i dobbeltlivet

Fire år er der gået, siden de to legekammerater Simon Kvamm og Peter Sommer indviede resten af Danmark i legen. Nu er de rede til at præsentere kapitel to af det laboratorieforsøg, de kalder De Eneste To, der har vist sig at være meget mere end blot et sidespring. Helt ude er de vante gamle roller som Skanderborg-troubadouren og den silkeborgensiske electrorocker, for med inspiration hentet i hiphoppen, hvor alt synes at være tilladt, har de lavet et markant anderledes album end tidligere hørt fra dem samlet eller hver især. Men er de overhovedet selv klar over, hvor anderledes det lyder?

Peter: – Det er virkelig det første interview, vi laver med denne plade! Det er først nu, hvor man kommer lidt på afstand og hører den som et hele, at man langsomt begynder at fatte, hvad den vil verden.

Simon: – Musikalsk synes jeg, vi har lavet en ny akse mellem elektronisk over for organisk. Der er mange håndspillede ting, selvom det er et produceret univers. Vi er ikke gået til det så electro-agtigt, for vores producer Tore Johansson har derimod skubbet mod et mere hiphop-lydende univers.

Peter: – Det er jo den gode gamle diskussion om noget organisk over for noget elektronisk. Jeg har altid været i tvivl om, hvordan fanden man blandede de to ting, ja da lige indtil, jeg første gang hørte Beck.

Simon: – Jeg er utrolig inspireret af at høre Yeezus-pladen med Kanye West, for hver gang jeg har hørt den, har jeg haft lyst til fysisk at bygge noget musik. Jeg føler helt klart, at det er en organisk måde, han har lavet den plade på. Man har følelsen af, at det er en mand, der sidder og river og flår rundt i sine maskiner. Vi skal ikke lege Kanye West endsige kalde os hiphoppere, for det er vi langt fra, men den måde at tage fat og ælte løs i maskinerne har vi helt klart ladet os inspirere af.

Ud over Kanye West, hvem har så inspireret lyden af den nye plade?

Simon – Hmm, det er svært at sige. Jeg vil meget hellere høre, hvad du synes?

Jeg synes mere, det lyder som noget, nogle 20-årige knægte fra Nørrebro kunne have lavet i stedet for to jyder omkring de 40.

Peter: – Vi lyttede faktisk også en del til Sivas' første ep, da vi lavede pladen, så det kan der måske godt være noget om.

Simon: – Ja der havde vi virkelig en oplevelse af, at det er noget af det mest interessante, der er sket herhjemme længe.

Peter: – Ligesom med de forarbejdede vokaler var Sivas noget, jeg lige skulle lære at lytte til. Jeg skulle finde ud af, hvor jeg lå på aksen mellem at være bange eller begejstret eller for den sags skyld at tro, at det var en joke. For hvor hård er han i virkeligheden? Er han ude at klippe fingre af folk, får han andre til det, eller er han slet ikke så hård i virkeligheden?

Simon: – Det, at et helt tørt og tilbageholdt beat kan indeholde mere energi end en rocktromme, der siger BOOM-BANG, har også været en spændende erkendelse. Tanken om De Eneste To har jo altid været, at det skulle være et laboratorium og en legeplads, og det har den her plade i høj grad været. For det har været vildt at se os selv inde i det her lydunivers, som kunne være skabt af, lad os sige to 25-årige fra… måske Østerbro.

Peter: – Det har været vigtigt at holde såret åbent omkring det her band, for vi gider ikke falde ned i et hul, hvor vi bare er dem, der står og spiller akustisk guitar og synger.

Simon: – Ud af den overraskende succes, vi fik med den første plade, kunne vi vælge at gå to veje. 1: beskytte det, vi har opnået og lave nogle flere Morten-agtige sange eller 2: forsætte legen. Vel vidende, at det, vi laver helst skal være appellerende og med gode omkvæd. Vi er jo ikke lydkunstnere. Vi er jo ikke ham der med håret ned foran øjnene fra Radiohead.

 

Alenefesterne

Der er flere sange på den nye plade, der nævner hjemmet og det at vende hjem. I mine ører lyder I helt brødebetyngede, er I ikke nok hjemme hos børnene?

Peter: – Hvis jeg skal svare for mig selv, så synes jeg, at jeg har været meget hjemme det sidste halvandet år. Det er nok her, albumtitlen Dobbeltliv spiller ind, for jeg kan stadig huske teksturen fra mit opkast, da jeg var 22 år og sejlede rundt, og det var missionen i livet. Det liv, jeg levede dengang og det, jeg har nu er stadig så tæt på hinanden. Og det må altså virkelig ikke citeres som, at "jeg føler mig da virkelig ikke gammel, jeg føler mig som en 20-årig."  

Simon: – Man kan sige, at når man har nået vores alder, så er man ikke på vej til at gå ind i livet, for vi er godt i gang. De, der er på vores alder og stadig taler om det, som om de stadig er på vej, de er ynkelige. Det kommer ikke an på, om man har familie eller ej, det er mere det med, at man allerede er lettet fra landingsbanen og i fuld gang med at flyve ud i livet. Det skal man fatte og skatte.

Peter: – Flyveren i vores liv er lettet, og man skal nyde at være i luften. Nu skal man så finde ud af, hvordan man stille og roligt får den ned igen på et eller andet tidspunkt om 40 år, eller hvor længe man nu render hen og bliver hængende.

Simon: – Og du skal finde ud af, hvor du vil hen, så du ikke flyver rundt på må og få.

Men hvorfor er det ynkeligt, at der er jævnaldrende mennesker, der ikke føler, at de er blevet voksne endnu?

Simon: – Det er nok bedre, jeg taler om mig selv, i stedet for at tale om, hvad andre gør. For et par år siden oplevede jeg, at jeg godt kunne tænke på samme måde. Jeg følte, at jeg blot var i gang med at forberede, at voksenlivet skulle begynde. Men jeg kunne simpelthen mærke, at det var ren indbildning. Det var en historie, jeg bandt mig selv på ærmet. Den her plade handler meget om at binde den historie af ærmet og prøve at kigge ud fra flyveren og indse, hvor du i virkeligheden befinder dig.

Peter: – En ting er at få børn, noget andet er at have børn, der er syv-otte år, og som stiller spørgsmål og giver problemer og udfordringer, hvor du er nødt til at agere fucking voksent. Det er en skelsættende tid, når børnene begynder at være mere og mere ligeværdige. Det vil kraftedeme afspejle sig i alt, hvad man laver, at man har nået det punkt. Ikke at det skal lyde som en kritik, men når jeg hører sådan noget ungt musik lavet af unge knægte fra Nørrebro, der synger om at få suttet pik, så tænker jeg: lad den knægt tage sig af et par unger i nogle ugers tid, så vil han kraftedeme ikke kunne skrive en kvart sang. Der har vi selv skullet fatte, at du skal kunne holde den kørende og samtidig kunne vende dig og udfylde din rolle som far. Det er der, vi har det dobbeltliv, og det er også derfor, at jeg synes, det er en rammende titel, for det er der, vi er i livet.

Simon: – Man får ændret sit perspektiv. Det er jo en ungdomsforestilling, at det fede er det, der sker ude, og det er det kedelige, der sker hjemme. Jeg vil jo stadig gerne ud. Ud med min musik, og jeg vil også gerne have endnu et glas bagefter. Men klokken fire om natten på Pitstop i Kolding kan jeg altså godt føle, at det er lidt kedeligt. Det, man har bygget op derhjemme, kan til tider godt være langt mere spændende og sjovt. Derfor kan jeg også sige som Peter, at jeg lægger det, jeg skal på hjemmefronten som far og mand. Og jeg kan skide godt lide at være far til to piger, for det er sådan lidt Tony Soprano-agtigt. Du ved, råbe lidt ad dem, "kom så her," men så også lige give dem et kys.

Får du egentlig penge for at nævne The Sopranos i tide og utide?

Simon: – Ja, ja, jeg får en royaltycheck fra HBO hver måned.

Peter: – Det er ret sjovt med forskellen mellem de to liv. For i hverdagen med familien, der skal du præstere hele dagen, og så klokken 21 kan du falde sammen og måske have en god aften med en god serie, noget vin og røg og hygge dig med damen. Og når du er ude for at spille, så skal du kun præstere noget klokken 21 og en time frem, og så har du fri resten af dagen. Bare det at kunne få lov til at vende sit liv om er jo pissefedt. Begge veje that is.

Simon: – Indimellem de to slags dage kiler der sig en sjælden gang imellem en anden slags dage ind, som næsten må være det bedste helle i vores liv. Det er den slags dage, som sangen TV-Druk handler om, for det er festen med sig selv og nogle joints, vin og et fjernsyn.

Det er der nogle, der finder ynkeligt.

Simon: – Det forstår jeg ikke. Det er et fantastisk frirum at holde fest med sig selv.

Peter: – Ja, bare det ikke at høre sin egen stemme.

Og man behøver ikke være underholdende, sjov eller selskabelig.

Peter: – Netop, man kan bare gå rundt og være helt neutral. Og man kan danse.

Måske burde der laves enmandsfestivaler?

Simon: – Ja! Egoside eller Egobox.

 

Musikalsk flerkoneri

Når man har nået den popularitet, som I har, er der så ikke en overhængende fare for, at man overlever sig selv og bliver irrelevant, da man ikke står i opposition til toppen længere, man er derimod toppen?

Peter: – Jeg håber kraftedeme, jeg selv mærker det, inden det sker. Selvfølgelig er det noget, jeg tænker over, men man bestemmer jo ikke selv, hvornår man bliver ligegyldig. Jeg tror da, det vil komme til de fleste.

Simon: – Én ting er, om man bliver ligegyldig i andres øjne, hvilket jeg ikke håber sker, men hvis det gør, så vil jeg da håbe, at der er nogle, der siger, at der ikke er noget publikum længere. Jeg er nødt til at føle, at der er en eller anden nødvendighed bag det, jeg laver. Hvis jeg ikke selv kan mærke vigtigheden i det, jeg laver, så er der en fare for, at publikum heller ikke kan.

Peter: – Glæden ved at levere sange er stadig 100 procent intakt hos mig, og det er nok det stærkeste barometer.

Simon: – Jeg føler heller ikke, at vi har nået toppen, og vi er da virkelig spændte på, hvordan vores musik bliver modtaget. Det er bestemt ikke en selvfølge, at når vi skal ud at spille på festivaller, at vi så er headliners. Vi befinder os midt imellem alt det andet musik, der udkommer, og så håber jeg bare, at folk synes, vores musik er lige så fucking genial, som vi selv synes.

I de seneste ti år har I sammenlagt udsendt ti plader plus det løse. Folk som Lars H.U.G., C.V. Jørgensen, Kate Bush og Leonard Cohen har det med helt at trække sig tilbage i lange perioder og holde munden lukket, indtil bægeret flyder over igen. Synes I, at jeres fans overhovedet har haft mulighed for at savne jer?

Simon: – Det er fire år siden, den sidste De Eneste To plade, så ja. Men det er rigtigt, at det kan føles kompakt i forhold til sådan nogle livsforløb, du nævner.

Peter: – Hvor mange plader udsendte C.V. ikke i rap før i tiden? De pauser kommer jo, når man bliver lidt ældre. Pladeselskaberne siger hele tiden, at vi skal udsende flere, men kortere ting.

Det er ikke særligt længe siden, at I stoppede med at turnere henholdsvis solo og med Nephew, så I må have påbegyndt arbejdet med denne nye plade, mens de to andre ting stadig var i fuld gang. Er det ikke underligt at have et ben i begge lejre samtidig?

Simon: – Næh.

Peter: – Det synes jeg heller ikke.

Men ville der ikke ligge noget fint i at gøre én ting færdig, inden man går i gang med den næste? Man bør vel også lige slå op med kæresten, inden man begynder at knalde med hende den nye?

Simon: – I musikken har jeg helt klart brug for flere elskerinder og går ind for flerkoneri.

Peter: – Jeg ser det kun som en god ting at have gang i mange forskellige ting hele tiden. Jeg har eksempelvis været i gang med at skrive noget til Danni Toma, som ikke har resulteret i noget konkret endnu, men ved at arbejde på det fandt jeg ud af, hvor dygtig han er, og derfor kom han med som en feature på denne nye plade. Det er jo kun sket, fordi jeg har haft gang i flere ting samtidig.

Simon: Jeg synes også, at det er langt mere spændende at kigge mod hiphopperne og deres måde at anskue deres karriere på frem for at kigge mod rockbands. For hvorfor kan det hele ikke være et stort eksperiment af outputs? Man ville aldrig spørge Kanye West eller Damon Albarn, om det ikke var en god idé at lukke det ene ned, før man går i gang med det andet.

 

Kongen bestemmer

For nylig fik jeg en pressemeddelelse med overskriften "Kvamm og Sommer hylder monarkiet", fordi I havde sunget "Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter, sige til folk, der' republikanere, de ikke fatter en skid." til Kronprinsparrets prisuddelingsshow.Er det for at tilpasse jer omgivelserne, eller er I vitterligt royalister?

Simon: – Jeg er royalist. Jeg synes, det er smukt i alt sin irrationalitet. Det er lidt som med kærlighed, jeg kan ikke sige, hvad det skal, men det er da kedeligt uden.

Peter: – Jeg er ikke afklaret omkring det, lidt ligesom det at være kristen. Jeg synes ikke, der er noget af det, der er vigtigt. Hyggeligt, men ikke vigtigt for mig.

Simon: – Jeg synes, det interessante med det show er, at det show har udviklet sig til det mest progressive musikshow herhjemme. Det er ikke præget af angstfyldte tv-redaktører i dialog med angstfyldte musikbranchefolk, som er bange for, at ting bliver for lange, smalle, eller det lyder for dårligt, så det skal helst være playback, ellers zapper folk væk. Det show er derimod præget af, at kongen – den kommende – har sammensat et program, og det accepterer man så, for det er kongen, der har bestemt det. I år spillede The White Album, altså tre mænd med kæmpe skæg, som ingen i salen kendte, derefter en grønlandsk artist, Shaka Loveless var der også, og Helmig var vist inde at prøve en ny loop-pedal af. Man kommer rundt i nogle hjørner, som man normalt ikke gør i dansk musik-tv.

Hvordan er han så, ham I kalder kongen?

Simon: – Det er svært at sige, for det er et meget kort øjeblik, man får lov til at møde ham. Jeg fornemmer da, at han er oprigtigt interesseret i andre.

Peter: – Han er som skabt til opgaven.

Det er vel også hans opgave at spørge ind til andre, så du ikke selv skal til at stille ham spørgsmål.

Peter: – "Hva… er du ved at være klar til at blive konge, altså du ved, når din mor dør?"

Simon: – "Hvad har du ild i for tiden? Skal I til Grønland nu her?"

Slutteligt, hvad mangler I så at opnå her i jeres dobbeltliv?

Peter: ­– Jeg ville blive stolt over at kunne skrive noget, der var langt, ikke nødvendigvis klogt, men bare langt. Hvis jeg kunne fordybe mig i noget så længe, at det blev til et monster. Jeg mangler simpelthen at lave et monster.

Simon: – Jeg mangler at tage livtag med udlandet på en eller anden måde. Jeg har ingen planer eller en idé om med hvad, men der er noget dragende i det. Jeg hørte, at Claus Meyer laver rykket til New York og åbner et eller andet i Grand Central Station, og det synes jeg er virkelig sejt og spændende. Det kunne jeg også godt tænke mig, dog ikke med mad, men derimod noget, jeg selv kan finde ud af.

 

Ungernes musiksmag

Jeres børn synger jo med på den nye plade, men hvad er deres forhold til musik? Josh Homme udtalte for nylig, at han hellere ville køre ud over en klippe end at lytte til One Direction med sin datter i bilen. Hører jeres børn noget musik, der får jer til at se rødt?

Peter: – For to timer siden gav underboerne min søn et sæt nye højttalere, og det første, han spillede var Djämes Braun med Fugle, og der var jeg totalt klar på at køre ud over klippen.

Simon: – Min ene datter har hørt One Direction, og de har da nogle meget gode sange imellem. Jeg har det til gengæld lidt stramt med Sebastian Kleins børnemusik.

Plads til tårer

I er ofte blevet portrætteret som knudemænd, af den slags, der for eksempel ikke bryder sig om at give krammere. Det til trods nævner I to gange på den nye plade gråd. Hvornår har I sidst grædt?

Simon: – For 35 minutter siden, da jeg så Charlotte blive stemt ud af Den Store Bagedyst. Har du nogle episoder?

Peter: – Jeg har to, og det er to fucking klassikere. Jeg har en datter på 15 måneder, og selvfølgelig græd jeg, da hun blev født. Det er sjældent, jeg græder, så det tog igen røven på mig. Den anden gang var til en god kammerats bryllup for nylig, og inde i hans rigtig gode tale til damen, spillede han Do You Realize?? (af The Flaming Lips, red.) og den virkede simpelthen efter hensigten, den sang.

Simon: – Jeg græd faktisk også, da jeg så filmen Boyhood (af Richard Linklater, red.) for nylig. Nu skal man passe på med, hvad man siger, men det er måske den bedste film, jeg nogensinde har set.

Peter: – Det har han så sagt fire gange inden for den sidste måned.

Simon: – Der var faktisk én, der spurgte på Twitter, om jeg fik penge for at nævne den film hele tiden.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA