x

James Brown-mindeartikel: Sort arbejde betaler sig

James Brown-mindeartikel: Sort arbejde betaler sig

Nedenfor følger den uforkortede version af mindeartiklen, der også kan læses i lidt kortere form i GAFFA februar 2007. Rigtig god læselyst!

James Brown, den mest indflydelsesrige person i den sorte musikhistorie, døde 1. juledag 2006. Journalisten Eddie Michel, der er fan af The Godfather of Soul, ser tilbage på hans uoverstigelige triumfer og tragiske nedture:

”Det er altid de bedste, der ryger først” skrev en ven i en sms, da jeg med juletopmave stod op om morgenen 1. juledag 2006. James Brown, den 73-årige soullegende, var få timer forinden død på et hospital i Atlanta, Georgia – af noget så banalt som lungebetændelse.
Ja, hvorfor var det ikke James … Last, der døde først? Når nu det skulle være en James?

Det tegnede ellers til at blive en funky jul. Hele morgen den 24. december gik jeg og varmede op med tonerne fra Browns juleplade, ”Santas Got A Brand New Bag”. Som en anden sprællemand står James på coveret iført tyk mave og julemandskostume.

I en særegen blanding af standpunkter, drømme, sociale kommentarer og spørgsmålstegn sang han sig igennem numre som Santa Claus Go Straight To The Ghetto, Soulful Christmas og Let’s Make Christmas Mean This Year. I kampen for borgerrettighederne var end ikke julen hellig for den musikalske revolutionær, der i sidste halvdel af 1960’erne gjorde Black Awareness (sort bevidsthed) til den lysende stjerne på toppen af juletræet.

Ikke alene var den slags numre med til at manifestere ham som musikalsk forbillede, men også som et socialt forbillede for afroamerikanere. Naturligvis kan man så tvivl om, hvorvidt James Brown med sin rigdom overhovedet kan bruges som forbillede for almindelige afroamerikanere, og dermed forenes med middelklassefamiliens faderskikkelse. Men faktum er, at han af skiftende amerikanske præsidenter, er blevet belønnet som bannerfører i landsdækkende kampagner mod alt fra hårde stoffer til et utrætteligt arbejde med at opfordre USA's afroamerikanske ungdom til at gå i skole og få en uddannelse.

Særligt vandt han præsident Lyndon B. Johnsons respekt, da han formåede at dæmpe gemytterne under de raceuroligheder, der opstod som en reaktion på mordet på Martin Luther King i 1968. Umiddelbart efter attentatet havde den amerikanske regering på rekordtid stablet en særlig tv-udsendelse på benene, hvor man bad James Brown om at være vært. Udsendelsen blev vist over det meste af USA, hvor store dele af den afroamerikanske befolkning sad klisteret til tv-skærmene, mens han anmodede om ro og orden.

Man lyttede til ham, selvom han, som så mange andre af Amerikas sorte, også havde oplevet at være på den forkerte side af loven. Allerede året forinden, i 1967, sang soulsangeren Arthur Conley på Stax-hittet Sweet Soul Music: ”Do you like James Brown y’all? He’s the king of `em all”.

James Brown var øverst på den afroamerikanske samfundssøjle – som et eksempel på, hvordan beslutsomhed, talent og mod kunne få drømme til at gå i opfyldelse.

Men historien om James Brown er også historien om en selvoptaget, selviscenesættende og med årene virkelighedsfjern person.
Hans selvglæde var stor ud over alle grænser. Hvem ellers ville instruere sit band til at råbe ”Superstar, superstar” når han kom ind på scenen. Eller få folk fra sit følge til at komme ind på scenen under optrædener og lægge en funklende kongekrone på hovedet af ham, kronregalier i hans hænder og en hermelinskåbe over hans skuldre. Konsekvent omtalte han altid også sig selv i tredje person, noget, jeg erfarede de to gange, det lykkedes mig at møde min musikalske helt.

”Inden for musikken findes der de tre B’er … Bach, Beethoven og Brown”, som han en af gangene hovent proklamerede det. Heller ikke på sine plader er han gået af vejen for at synge ting som ”Jump back, I feel so good, that I wanna kiss myself”.

Ingen har nogensinde troet så meget på ”James Brown” som James Brown. Hans overvældende behov for påskønnelse skal formentlig spores helt tilbage til opvæksten.

De unge, fattige år
Det var i en faldefærdig træhytte, beliggende i Barnwood-skovene, i sydstaten South Carolina, at James Joe Brown Jr. den 3. maj 1933 for første gang satte sine stemmebånd i svingninger.

Få år efter fødslen forlod moren ham og faren, som nogle år efter gjorde det samme for at blive matros i marinen, der var det eneste sted, han kunne tjene penge. Brown blev anbragt hos sin tante i Augusta, Georgia. Her voksede han op i den type fattigdom, som ved utallige fortællinger nu efterhånden lyder som en kliché. Som seks-syvårig begyndte han at pudse sko, og senere at skære sukkerrør og arbejdede i bomuldsmarkerne.

I kølvandet fulgte dårligt selskab og kriminalitet. Med en bande af venner brød han jævnligt ind i biler for at få penge til tøj og mad. Som 16-årig klappede fælden. Han blev taget af politiet og dømt til ti år i ungdomsfængsel. Men på grund af god opførsel, og løfter om en retlinet fremtid fra familien til hans jævnaldrende ven, Bobby Byrd, blev han sluppet fri fra Alto Reform School i 1953. Sammen med Byrd dannede han kort efter r&b-gruppen The Famous Flames.

Takket være Browns hæse vibrerende klangfarve, med den indbyggede intense smerte og de fabelagtigt stiliserede vokalfinaler, fik The Famous Flames hurtigt opmærksomhed. En demo af deres nummer Please, Please, Please fandt vej nordpå, til Cincinatti hos pladeselskabet King Records, der gav dem en pladekontrakt.

Den 4. februar 1956 gik bandet i King-studierne og indspillede en ny version af nummeret – musikhistorikere har senere beskrevet det som ”Dagen, hvor soulmusikken blev opfundet”.

Singlen blev udgivet og førte til en masse småoptrædener, men solgte ikke nok til at komme ind på den nationale hitliste. Det var på et tidspunkt, hvor rock ’n’ roll var i en eksplosiv udvikling, og da King Records ikke var et rock ’n’ roll-selskab, skulle der gå to et halvt år og ti singler, før de fik deres andet hit, Try Me.

På det tidspunkt var de originale Famous Flames opløst i desillusion over succesen, der lod vente på sig og i skuffelse over, at Brown var begyndt at dominere begivenhederne. King Records gjorde James Brown til solist, og han kvitterede ved at blive en levende pengemaskine, der mellem januar 1959 og februar 1961 diskede op med en ubrudt række af 11 hitsingler i træk. Med numre som I’ll Go Crazy, Think og Night Train opnåede han international opmærksomhed.

Det første livealbum
Det var dog først i 1962, da han skulle optræde i det berømte Apollo Theatre i Harlem, New York, at der for alvor skete noget.
Forinden koncerten havde han forsøgt at overtale King Records til noget så underligt som at indspille koncerten og udgive den på plade. Men det nægtede de. Det var aldrig tidligere sket, at man havde forsøgt at udsende liveoptagelser med populærkunstnere. Men Browns tro på sig selv svigtede ham heller ikke denne gang. Han finansierede hele projektet og udsendte selv pladen ”James Brown At The Apollo, Volume 1”.

Alle dem, der ikke tidligere havde oplevet ham live, men kun på plade, kom nu pludselig til koncert i deres egen dagligstue. Med et måbende udtryk i deres musikalsk uerfarne ansigter oplevede de den rå, uforfalskede vare. Her var indbegrebet af den sorte musik, i dens passion og spænding, indfanget på vinyl. Samspillet mellem Browns staccato-vokalmønstre, og hans velsmurte maskine af et band, samt den tætte forbindelse til det ekstatiske publikum, gav pladen alt hvad et live album skal være.

Med sin rå ophidsede stemme, sit drive, sin energi og professionalisme havde han på vinyl dokumenteret en sådan kærlighed til musikken, at ingen kunne undgå at bemærke manden, der oprigtigt krængede det inderste af sin sjæl ud for at stille sit publikum tilfreds.

På flere områder blev pladen banebrydende: Musikhistorisk, fordi dobbeltalbummet regnes for verdens første ”rock”-liveplade, og personligt fordi den for Brown betød et vendepunkt i hans karriere.

James Browns stjernestatus var cementeret – i lidt over ti år derefter blev alt, hvad han rørte ved, en succes. Han spyttede hits ud i en uafladelig strøm: Prisoner of love, Out of Sight, It’s A Mans, Mans, Mans World og særligt det stilskabende Papa’s Got A Brand New Bag fra 1965, der af flere er blevet kaldt verdens første funknummer. Det var nyt og anderledes fra alt, hvad man havde hørt på den tid. Dets rytmiske mønster var exceptionelt. Beatet blev accentueret på det første og tredje beat, i stedet for det normale andet og fjerde. Basgangen var offbeat, mens hornene og guitarerne spillede i rytmisk kontrast (efterfølgende numre som Licking Stick og Cold Sweat var yderligere med til at definere begrebet ’funkmusik’).

Papa’s Got A Brand New Bag var også vigtigt, fordi Brown med titlen udtrykte, at han havde kontrol over sin egen karriere. Men titlen havde også implicitte referencer til den svære tid Amerikas sorte gennemgik i 1960’erne med Vietnam-krigen, svær fattigdom, stofmisbrug og raceadskillelse. Det var en opfordring til at tage skeen i den anden hånd, og gå ind i det igangværende slag om borgerrettighederne.

I’m black and I’m proud
»Blot ved at lukke øjnene er et lænket menneske i stand til at sprænge verden«, sagde filmskaberen Luis Buñuel. Den effekt fik James Browns musik for alvor, da han gav det sorte Amerika selvværdshymnen Say It Loud, I’m Black And I’m Proud.

Et nummer, han delvis havde skrevet efter pres fra Black Power-bevægelsen, men også som en reaktion på attentatet mod borgerrettighedsforkæmperen James Meredith. Nummeret var ikke en udladning af sort vrede eller militant racebevidsthed, men derimod en manifestering, som for mange blev en overgang fra det at være ”neger” til at blive ”sort”, og paroler som ”Black Is Beautiful” opstod.

I 1969 blev James Brown udnævnt til ”The Most Important Black Man In America” og langt ind i 1970’erne fortsatte han sine stærke og stolte frihedserklæringer med numre som Get Up, Get Into It, Get Involved og I Don’t Want Nobody To Give Me Nothing (Open Up The Door I’ll Get It Myself).

I Brown havde USA’s sorte fundet en musiker, der til forskel fra Motowns kunstnere gjorde op med den hvide mands overfladiske lagkageindspilninger. Hans soul var andet end musik. Det blev en udtryksform, som tilhørte de sorte og gav dem identitet og stolthed: Black Awareness.

FBI’s daværende chef, den excentriske J. Edgar Hoover, så på James Brown som en magtfaktor, og opfattede ham derfor som en ”national sikkerhedsrisiko”. I al hemmelighed lod han i en længere periode Brown overvåge og aflytte 24 timer i døgnet. Både politisk og personligt var James Brown på tinderne af sin karriere.

Hans gennemslagskraft i den sorte befolkning havde også gjort ham til den første sorte multimillionær. Et år alene optrådte han for mere end tre millioner mennesker og solgte over 50 millioner plader. Han var den lykkelige indehaver af 500 jakkesæt, 300 par sko, diamanter, biler og et sort/grønt jetfly med hans navn skrevet på siderne, og han ejede tre af landets største radiostationer (hvoraf han som barn havde siddet ude foran den ene og pudset sko). Han lavede væddemål med vennen Muhammed Ali om hvem, der kunne afstedkomme de største trafikpropper i New York ved bare at slentre ned ad en tilfældig gade. Han var den første sorte amerikaner, der tog på turné i Afrika. Han turnerede også i Storbritannien, hvor fans som The Beatles, The Kinks og The Animals stillede sig op i køen af celebriteter, der ville i audiens hos The Godfather. Det samme var tilfældet hjemme i USA, hvor navnene i køen blandt andre talte Elvis Presley, Otis Redding og Marvin Gaye. Og Præsident Johnson bad ham personligt om at tage med Bob Hope til Vietnam for at underholde de udkørte amerikanske tropper, og ved juletid stillede James Brown statuer af sorte julemænd ud på sin græsplæne foran sit kæmpe paladslignende hus i Queens, New York.

Ingen sorte i USA levede med så store armbevægelser, som han gjorde det.

Hans største hit nogensinde
Lørdag den 25. april 1970, sidder James Brown i et omklædningsrum på et koncertsted i Nashville, Tennessee. Han venter på at gå på scenen. I hans følge er Hal Neely, en af cheferne for King Records. Brown fortæller ham, at han efter koncerten gerne vil i King-studierne for at indspille. Han ved endnu ikke hvad, men han har i hvert fald én ide. Han låner en kuglepen fra Neely, og fordi der ikke er noget at skrive på, river han en plakat ned af væggen, som reklamerer for aftenens koncert. De ord og noder, han skriver bag på den plakat skal vise sig at blive en af soul- og funkmusikkens ultimative klassikere.

James Brown insisterer på, at hans personlige lydtekniker, Ron Lenhoff, skal forestå indspilningen. Men han befinder sig i Cincinatti, Ohio, 450 kilometer væk. Klokken er 21.00, da Lenhoff bliver indkaldt, men sidste fly er fløjet og studietiden berammet til klokken to om natten. Lenhoff hopper ind i sin bil, og seks timer senere står han i studiet sammen med Brown. De udstikker nogle enkelte rytmiske mønstre til hans band The JBs, som lige har haft en kort pause efter at have knoklet i mere end to timer foran et skrigende publikum (blandt musikerne er blandt andre den senere berømte P-Funk’er, bassisten Bootsy Collins).

Den røde lampe bliver slået til og båndet kører:
Brown: Fellas I’m ready to get up and do my thang.
Bandet: Yeah…go ahead!
Brown: I wanna get into it man you know.
Bandet: Go ahead!
Brown: Like a, like a Sex Machine, maan?
Bandet: Yeah!
Brown: Movin’? Doin it, You know!
Bandet: Yeah!
Brown: Can I count it on?
Bandet: Go ahead!
Brown: 1-2-3-4

11 minutter og 57 sekunder senere er første take overstået. Det bliver også det eneste, for Mr. Brown konkluderer, at GET UP I Feel Like Being Like A SEX MACHINE er en realitet – og dermed også hans til dato største kommercielle succes.

Melodien indvarslede en ny stil. En ny form for funk, som for mange fans betød begyndelsen på James Browns største, innovative og mest frugtbare musikalske æra – kendt som ”The Birth of New Super Heavy Funk”. En periode, fra 1969-1976, som senere blev samplet i stor stil og dannede rygraden i hiphoppen. Deriblandt numre som Talkin’ Loud And Sayin Nothing, Make It Funky, Soul Power, Don’t Tell It og Get On The Good Foot (der ifølge gruppen Africa Bambaata var det første nummer man begyndte at breakdanse til i begyndelsen af 1980’erne).

Nedturen begynder
”What comes up / Must come down” … lyder noget af teksten fra klassikeren Spinning Wheel, som Brown også indspillede i denne periode. Og det blev højt at flyve, dybt at falde for James Brown.

14. juni 1974 blev begyndelsen på en årelang nedtur. Hans kun 19-årige søn, Teddy, omkom efter en bilulykke. Han havde lanceret tre udelukkende sorte radiostationer i sydstaterne, startet tv-showet Future Shock og havde åbnet en havkat- og grønkåls fastfood kæde (!?). Det hele floppede, og Brown tabte 50 millioner dollar. Dertil kom, at ”Say It Loud I’m Black And I’m Proud” havde stødt en stor del af hans hvide publikum væk – mens mange af hans sorte tilhængere vendte ham ryggen, fordi han havde støttet den republikanske præsidentkandidat Richard Nixon. Endelig havde det amerikanske skattevæsen fundet ud af, at han skyldte 4,5 millioner dollar i skat for årene 1969 og 1970.

Endvidere gjorde diskomusikken sit indtog midt i det hele, hvilket betød, at hans pladeselskab nedprioriterede soul og funk til fordel for projekter som ”Saturday Night Fever”.

Brown forsøgte at flirte med diskogenren, men uden kommercielt held, fordi det næsten udelukkende resulterede i sterile produktioner. I slutningen af 1970’erne var James Brown musikalsk set gledet ud i mørket.

Gispende efter vejret dukkede han igen op til overfladen i 1980. To af hans fans, skuespillerne John Belushi og Dan Aykroyd, gav ham en mindre rolle i John Landis-kultfilmen The Blues Brothers. Men det var først i 1986, at han formåede at gøre et verdensomspændende comeback. Igen var det en af hans fans, med rødder i filmverdenen, som hjalp ham – nemlig Sylvester Stallone, der bad ham optræde i filmen Rocky IV. Her sang han nummeret, Living In America, der var taget fra lp’en ”Gravity” (som skulle blive hans sidste væsentlige pladeproduktion).

Brown blev for alvor introduceret til en ny generation, hvis nye dille var hiphop og rap, og på tidspunktet for Living In America var han allerede blevet samplet på 400-500 rapplader. Efterspørgslen på The Godfather of Soul blev pludselig igen stor, og han tog på verdensturné.

Men gassen gik hurtigt ud af soulmusikkens utrættelige besynger. Der begyndte at gå rygter om, at han var begyndt at tæve sin kone under påvirkning af stoffet PCP (”Englestøv”). Under turnéer skete det, at han ikke talte i op til tre døgn – undtagen på scenen, hvor bandet enkelte gange måtte se magtesløse til, når han ville synge den samme sang for anden eller tredje gang. Og de ting, han udtalte under interviews i den periode, var det rene vrøvl, som kun syntes at bekræfte rygterne om hans misbrug. For eksempel da han fortalte magasinet New Musical Express, at ”sorte ikke blev myrdet i Syd Afrika. De lå bare forskellige steder med ketchup ud over sig”.

Lovens lange arm
I september 1988 blev rygterne endelig bekræftet. Under et PCP-trip tog han kortvarigt en gruppe forsikringsagenter som gidsler med en pistol. En af dem havde ifølge Brown benyttet sig af hans private toilet, der lå i samme bygning, hvor de holdt deres seminar.

Kort efter truede han også sit eget publikum med et gevær under en koncertoptræden. Men helt galt gik det, da han under endnu en PCP-rus slog sin kone og truede hende med et nyt gevær. Da politiet ville arrestere ham, flygtede han i sin bil. En biljagt, som involverede godt 15 patruljebiler, tog fart igennem South Carolina og Georgia, inden man med skud, der punkterede hans dæk, fangede ham. Brown var kun iført underbukser. Tre måneder senere blev James Brown idømt seks års ubetinget fængsel efter at være fundet skyldig i grov vold, narkobesiddelse og for at modsætte sig anholdelse.

I retten knugede James Brown en lille bibel i hånden, mens han fortalte dommeren om sin hårde barndom og ungdomsforbrydelser, før han modtog sin dom. Mange fans af Soul Brother No. 1 gjorde Billboards velanskrevne r&b-redaktør Nelson Georges ord til sine egne:

”Hvad Brown har brug for er ikke fængsling, men afvænning. Hvad der måske ville hjælpe, var en strøm af breve fra politikere, de pladeselskaber, der uafladeligt genudgiver mandens musik, kunstnere, som til stadighed lader sig inspirere af ham, og folk, der lytter til hans musik. Som en fængslet mand, knækket af stoffer og dårlige forretningsaftaler, er James Brown i ligeså høj grad en metafor for sin generation som bokseren Joe Louis var for sin”.

Fra alle dele af underholdningsindustrien begyndte det at vælte ind med støtte, i form af alt fra opfordringer til at frigive Brown til støttepladeindspilninger. Eksempelvis viste sværvægtsbokseren Mike Tyson sig offentligt iført en T-shirt, med opfordringen ”Free James Brown”.

De amerikanske myndigheder bøjede sig ikke, men mildnede dog fængselsopholdet ved at lade Brown tage rundt over hele USA og undervise unge om faren ved narkotika. Derudover blev han sat til at optræde gratis for blandt andre tusinder af amerikanske soldater, der grundet Golfkrigen ikke havde været hjemme i julen.

Først i slutningen af marts 1991 blev han prøveløsladt – på betingelse af, at han underkastede sig narkoafvænning. Men i december 1994 meldte hans kone, Adrienne, ham igen til politiet for at have ”skubbet hende hårdt”. Det samme skete i oktober 1995, efter han havde slået hende. Men sagen blev opgivet, da Adrienne pludselig døde under en plastikoperation i Los Angeles.

Patetisk pladeproduktion
Efter albummet ”Gravity” var hans udgivelser præget af en sådan uoriginalitet og dårlige produktioner, at helhedsindtrykket mere og mere fremstod som patetisk skyggeboksning. Det samme gjaldt hans sceneshows, der siden slutningen af 1980’erne blev mere og mere pompøse, anstrengte og i særlig grad musikalsk intetsigende. Ikke mindst fordi han, for at spare penge, hyrede backingbands, som mest af alt bestod af unge uerfarne musikere, der stort set spillede gratis i ren og skær benovelse over at spille med The Godfather of Soul.

På privatfronten holdt han i sidste halvdel af 1990’erne forholdsvis lav profil, men i de sidste fem-seks år af hans liv faldt han tilbage i et misbrug af forskellige stoffer. Hans adfærd blev igen destruktiv, og igen røg han tilbage i både myndighedernes og sladderpressens søgelys.

Der var den pinlige optræden i et direkte nyhedsprogram, hvor han stangstiv af druk (ved hjælp af titler fra nogle af sine klassiske hits) sang sine svar på studieværtens spørgsmål. Der var anklagen i 2002 for sexchikane fra en tidligere ansat. Hun hævdede, at han havde vist hende sine zebrastribede underbukser og fortalt hende, at den amerikanske regering havde udstyret ham med ”et sæt tyrenosser”, og at ”den eneste måde for en kvinde at komme til tops på er ved at gå i seng med sin chef”. Og der var endnu en politianmeldelse om hustruvold og husspektakler i 2004 – denne gang anmeldt af hans fjerde kone.

For fans, som denne artikels forfatter, gjorde det år for år mere og mere ondt at se ”guden” bevæge sig længere og længere ned på det jordiske plan. Så da nyheden om, at han 30. juli i år skulle optræde i Amager Bio i København nåede mig, blev den ikke modtaget med begejstring. Derimod med frygten om det værste.

Overrasket måtte jeg dog konstatere, at Brown havde genvundet elementer af den gammelkendte energi. I forhold til tidligere tiders storhed var hans optræden ikke videre nævneværdig, men han levede dog op til budskabet, og titlen på sit 1973-hit, Doing It To Death.

På trods af, at den sidste tid af hans liv skulle domineres af fængsling, narkoanklager, alkohol- og stofmisbrug, hustruvold, pinlige optrædener, våbenbesiddelse og anklager om sexchikane, så er én ting dog uomtvistelig: Mere end nogen anden i den populære musiks historie har han, med sine mere end 2000 soul- og funknumre, direkte eller indirekte påvirket den sorte musik, det amerikanske samfund og store dele af den hvide rock- og popmusik.

Bevares, Elvis Presley var mere kendt, og The Beatles skrev bedre tekster og tjente flere penge, mens Michael Jackson, Madonna og Prince har overgået dem alle i massepopularitet. Men det ændrer ikke ved det faktum, at James Brown i en blanding af vildskab, svedige grooves, et utilsløret billedsprog og sit desperate, lidende, desillusionerede, ekstatiske og intenst bønfaldende stemmeudtryk var maden, der mere end nogen anden nydefinerede den tidlige rhythm & blues, og opfandt funkmusikken. Bevares, Sly & The Family Stone og P Funk-bevægelsen gjorde nok hans funk mere opfindsom, men det var stadig Browns funk. Han udviklede og patenterede den.

James Browns historie om storhed og fald er en af de sørgeligste, musikindustrien har været vidne til. Men på trods af det hele har det været en karriere med en kontinuerlig hvirvelvind af hårdt arbejde, vedholdenhed, en uforfalsket hengivenhed, årtiers musikalsk kvalitet, nye danse og varierende grader af berømmelse og vanære. James Brown var den ultimative musik-enigma, hvis opfindsomhed og viljestyrke har nedbrudt så mange ubestigelig musikbarrierer, at hans plads i musikhistorien for evigt er sikret.

Soul Brother No. 1, The Godfather of Soul, var her kun på træk – han er på vej videre … men vi ser ham igen.


Fem livsnødvendige James Brown-udgivelser:

Star Time (Polydor 1991)
Den ultimative introduktion til James Brown og hans mangesidethed. Fire cd’er, fem timers musik og 72 sange. En lektion i populærmusikkens historie og muligheden for at bevidne soulmusikkens udvikling og funkmusikkens fødsel.
Højdepunkt: Alle numrene!

Foundations Of Funk - A Brand New Bag: 1964-1969 (Polydor 1996)
Digitalt remastereret, bedre versioner af klassikere som I Feel Good, samt ikke tidligere offentliggjorte livenumre.
Højdepunkt: Papa’s Got A Brand New Bag

James Brown – Make It Funky, The Big Payback: 1971-1975 (Polydor 1996)
En opsamling fra hans bedste periode med nogle af de væsentligste numre. Det er tung, og til tider improvisatorisk funk, der går over i leg og resulterer i utrolige resultater. Man kan ligefrem mærke, hvor meget musikerne selv kan lide det, de laver.
Højdepunkt: Don’t tell it

Dead On The Heavy Funk 1974 – 1976 (Polydor 1986)
På nær Bodyheat, som flirter med diskomusikken, er dette album igen en samling af udelukkende tunge funk numre, men i et knap så hæsblæsende tempo.
Højdepunkt: Don’t Tell It

Hell (Polydor 1974)
En del ballader, hvoraf hans melankolske vokaler på A Man Has To Go Back To The Crossroad Before He Finds Himself specielt er med til at gøre albummet essentielt. Anstrøg af Parliament-lyd på My Thang, og hans eksperiment med en latin-version af Please, Please, Please er også med til at gøre pladen interessant. Det er rå funk og poppet soul
Højdepunkt: Papa Don’t Take No Mess

”Jeg tager af sted i nat”
73-årige James Brown, der skulle have optrådt nytårsaften 2006 i B.B. Kings Blues Club, på Manhattan i New York, døde 1. juledag af en blodprop i hjertet.
Charles Bobbit, hans personlige manager, stod ved hans side, da han døde.

”Jeg tager af sted i nat” havde Brown sagt til ham, hvorefter han ifølge Bobbit havde taget tre dybe vejrtrækninger og lukket sine øjne. Brown havde i to måneder haft en slem hoste, han ikke kunne ryste af sig, og da han lillejuleaften var hos sin tandlæge i Atlanta, fik denne overtalt ham til at tage på hospitalet. Her blev han indlagt med en svær dobbeltsidet lungebetændelse, og ifølge hans agent var det allerede så slemt, at hans hjerte hen over natten gav op over for infektionen

Torsdag den 27. december blev James Browns afsjælede legeme lagt på lit de parade på den plads, hvor det hele for alvor begyndte for ham. Nemlig det legendariske r&b-spillested Apollo Theater i Harlem, New York.

Det var den temperamentsfulde amerikanske præst og borgerrettighedsforkæmper, Al Sharpton, der var ven med Brown, som havde arrangeret det.

”Det vil være næsten utænkeligt, at en mand, der har levet så sensationelt et liv, skulle gå bort i stilhed”, udtalte Sharpton.
Efter ceremonien på Apollo blev Brown fløjet tilbage til en privat højtidelighed i hjembyen Augusta, Georgia, hvor han nu ligger begravet.

Det mest samplede nummer i verdenshistorien:
Af alle de numre, der nogensinde er blevet samplet, er James Browns Funky Drummer Pts. 1 & 2 det mest benyttede. Det blev indspillet 20. november 1969 – og ud af de 9 minutter og 27 sekunder, nummeret varer, er de 18 af sekunderne dem, der har skabt rygraden i hiphop- og rapmusikken, som vi kender den i dag. Længere varer den mest gennemsamplede trommesolo i musikhistorien ikke. Lige fra George Michael til Public Enemy har lånt fra det legendariske nummer.

Fem ting du nok ikke vidste om James Brown
• I maj 1988 opnåede Brown sit 114. hit på Billboards r&b-liste med nummeret I’m Real
• I sep. 1993 opkaldte den lille by, Steamboat Springs i Colorado en bro efter Brown: ”The James Brown Soul Centre of The Universe Bridge”
• I sin hjemby, Augusta, blev den tidligere 9th street i 1994 omdøbt til The James Brown Boulevard, trods enkelte protester, fordi Brown har været straffet.
• Brown nåede at indsynge over 2100 sange, hvoraf han selv skrev de godt 1900.
• Hans samlede pladeslag overstiger 300 millioner

Fem, der skylder James Brown alt:
1. Sly & The Family Stone
2. George Clinton (Paliament/Funkadelic)
3. Earth Wind & Fire
4. Michael Jackson
5. Prince
6. 99,9 pct. af den samlede hiphop-verden


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA