x

Den aften Josh Homme kom på HQ

Den aften Josh Homme kom på HQ

Det var en lun lørdag aften under NorthSide sidste år. Aarhus havde den elektricitet, som byer altid automatisk får, når noget stort finder sted. NorthSide er stort. Rådhuspladsen lå øde hen, der var ingen turister til at knipse billeder af Grisebrønden, og fra toppen af Aros kastede Olafur Eliassons regnbue med hjælp fra den nedgående sol sit farvede lys over deres små tryner.

For de indviede var aftenens scoop dog ikke, hvad der foregik på festivalpladsen. Det var snarere den lovede annoncering om, at tre medlemmer fra Queens Of The Stone Age skulle agere gæste-dj's på det lokale spillested/bar Head Quarters i Valdemarsgade.

I samarbejde med Train havde HQ fået lovning på, at guitarist Troy Van Leeuwen, guitarist Dean Fertita og bassist Michael Shuman forud for søndagens afsluttende koncert på festivalen ville give det aarhusianske byliv et skramlet rocksoundtrack at bære promillerne hjem i seng på.

Her var der muligheden for at komme tæt på tre herrer, der kunne bryste sig af at medvirke på de største rockalbum i nyere tid. Men skal vi være ærlige – og ikke et ondt ord om Van Leeuwen, Fertita og Shumans formåen bag dj-pulten – kom nok de fleste i håb om at få et glimt af den karismatiske frontmand Josh Homme. Hvis der er alkohol i baren, hvorfor skulle han så ikke dukke op? Han måtte da kigge forbi?

Og så pludselig står han der. Lige midt i baren. En kæmpe af et menneske! Der måske ikke noget nævneværdigt ved hans højde. De fleste sunde, danske drenge forlader efterhånden gymnasiet med en ranglet ragende krop. Men man må tænke gudernes støbeform som noget særligt for Hommes vedkommende; alene hans højre hånd, stor som et hoved.

Med sin drævende stemme forlanger han at få udleveret et skud af husets bedste tequila. Hvor ærefrygtindgydende er det ikke at skænke de dråber, balancere toppen af flasken mod det skrøbelige shotglas' rand uden at spilde og snart se det forsvinde i kødet af dén hånd.

Homme vender sig om og læner sin massive kropsvægt mod baren og hælder naturligvis i et drag den pisgule væske ned i svælget, som er det cigaretrøg han ubesværet blæser ud af de snerrende næsebor, og indoptager atmosfæren, ser sit vordende publikum an.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Image and video hosting by TinyPic
(Her møder Rasmus Sønderby, forsanger og guitarist i det lokale rockband The Reaper's New Rumour, den store mand.)

Fra lejlighed til beværtning

I de gode, gamle dage var HeadQuarters en lejlighed på Rosenkrantzgade, hvor festerne voksede sig vildere og vildere, livemusikken blev højere og højere, og folk fra nær og fjern kom for at være med. Det gav klangbund til en idé. Da muligheden bød sig, lejede Amira Gluhic og Ole Løhde en kælder på Brobjergskolen. Det var den rendyrkede passion for musik, dejlige mennesker og en ordentlig privatfest, som var udgangspunktet til at åbne det, som vi i dag kender som HeadQuarters.

Fredag den 14. januar 2011 slog HQ dørene op for første gang. Stedet blev kaldt et "kulturium" – et begreb, der med Gluhic og Løhdes ord "sammenfattede café/bar/spillested/dagligstue/udstilling og meget mere, uden at være nogen af delene, men samtidig at være det hele."

Den lille scene, som siden hen har givet plads til så utrolig mange bands – nationale såvel som internationale - blev indviet af herboende John Hasall fra The Libertines. Det blev startskuddet til et initiativ der har givet undergrunden groplads, udenlandske kultbands en scene at spille på, og et vitalt musikalternativ i Aarhus.

Det svære undergrundsliv

En hverdagsaften i løbet af ugen slår jeg vejen forbi HQ, da kontortidens tyranni begynder at dominere inden for hjemmets fire vægge, og jeg mangler et afbræk. Her møder jeg Amira Gluhic og Ole Løhde. De står i baren og nærmest sitrer af forventninger over den kommende weekends fødselsdagsfest.

Da det traditionen tro bliver tid til at hive en af de langstilkede Marlboro ud af pakken, bevæger vi os udenfor, hvor man for bunden af den lille trappe kan sidde ved små borde og smide sit udbrændte skod i orange spande. Vi skærmer os så godt vi kan for den kolde januarvind.

Ole og jeg falder i snak om vilkårene for at bestyre et spillested, hvor man ikke altid kan være sikker på fulde huse, uanset hvem der spiller. Nogle gange glemmer folk, at man faktisk også bare kan stoppe forbi for en øl, selvom der ikke er livemusik eller dj's.

At det nogle gange er gratis at komme ind er ikke ensbetydende med, at folk kommer. Nogle gange glemmer unge bands, at de skal promovere sig selv. Andre gange er det ikke til at forklare, hvad der holder folk væk. Det kan være ørkesløst at se sig igennem, når forventningen om højt besøgstal kun bliver til en håndplukket flok. Men engagementet banker altid i hjertekulen på Ole, det kan man mærke.

Ikke desto mindre er det imponerende, hvad for nogle navne man kan være heldige at finde på lille HQs program. I november sidste år spillede for eksempel danske Black Book Lodge. De havde begået et af årets mest roste album, "Tundra", som også modtog en utrolig flot anmeldelse i engelske Classic Rock Magazine.

Alligevel oplevede Gluhic og Løhde, at der ikke var fyldt ud. "Det er ikke som for tyve år siden," siger Ole. "Det er som om, at musik – og livemusik i særdeleshed – betød noget helt andet for folk."

Og det er en problematik, der er særegen for disse tider og kommer til udtryk på mange forskellige planer. Folk vil gerne den ny musik, men de vælger ofte og stiller sig til tåls med metervare. De vil gerne have det nye, men de vælger det vante.

I disse dage, hvor alle taler om retten til ytringsfrihed, glemmer de fleste vist, at den frihed ikke er en ret, men snarere en pligt. I enhver forpligtelse er det handlingen der er dens kød og blod.

Det er ikke længere nok at sidde bagerst i klasselokalet og råbe højest. Man skal også efterleve det, man råber. Vil vi have vilkårene ændres, vil vi have mere ny musik, skal vi også give det en chance for at gro. Det kræver, at vores gode vilje ikke kun forbliver italesat, men at vi selv en hverdagsaften slukker computeren, trodser vind og vejr og bevæger os ned til koncerten og støtter musik, band og spillested.

Engagementet skal være gensidigt, og vi ved alle, at når det lykkes, opstår magien. Og så er den cigaret da vist også røget.

Koncerter, vi aldrig glemmer, klubstemning og nye initiativer

Et levet liv kan fortabe sig i erindringens snørklede korridorer. Hvor mange koncerter har jeg efterhånden ikke set på HQ, hvor mange fester har jeg ikke tilbragt i baren og bestilt et dusin af stedets yppige Hancock sportscola med absint i? Jeg glemmer. Men på den anden side glemmer jeg så meget andet også.

Da jeg i oktober sidste år ville tjekke Oliver North Boy Choir (ONBC), var aftenens store overraskelse lokale You Work For Me Now. Det var første gang, at de fire drenge havde bevæget sig ud af deres øvelokale i foreningen oppe ved Storcenter Nord. Deres debutkoncert hænger stadig ved.

En tirsdagsbrandert eskalerede, og jeg dukkede op til Swearing At Motorists, en amerikansk rockduo, der stod for aftenens underholdning i kælderen. Lettere chokket – og arrogant på vodka – over publikums tilsyneladende dvaleagtige tilstand, mens Dave Doughman trykkede den af i front, besluttede jeg mig for, at det mest naturlige var at heckle bandet. Bare for at få lidt gang i løjerne.

Radiovært Bjørn Emil Zäll fra Aarhus Studenterradio fangede optrinet på en video, der har fået titlen "Swearing at Swearing At Motorists". Jeg blev ikke smidt ud, og næste eftermiddag vågnede jeg med mine støvler stadig på, iført en lidt for stor band-T-shirt med udtværede autografer. Jeg husker ikke så meget, jeg har ikke set videoen, og jeg har intet ønske om det. Jeg finder det mere underholdende, når en bartender på HQ minder mig om den tirsdag jeg var "højt oppe at flyve".

(Tak til hr. Bjørn Emil Zäll, der ved udgivelsen af denne artikel var hurtig til at fremskaffe en lydfil af skandalen. Lyt under eget ansvar - det er lidt groft. Kids, don't drink. Or smoke.)

Eller hvad med dengang LisErStille spillede deres dommedagsrock for fuldt hus. Jeg havde taget min mor med, hun er fan, og jeg er selvfølgelig sej nok til at feste med min mor. Pludselig springer forsanger Martin Byrial, en sølvglitrende engel i bar overkrop, ned fra scenen og giver min mor en svingom. Det snakker hun stadig om.

Og det er ikke kun koncerterne, jeg støder på i korridorenes åbne rum. HQ byder også på fest. The Motown Sound Engineers. Strangeways. Sunset Strip. Alle spiller de op til dans.

Hvor mange lørdage har Sexual Healing ikke gjort gæsterne svedige på dansegulvet? Det kan godt tænkes, at DJ Mathias Smidt til daglig gør sin gang som tøndebasker i snart albumaktuelle I'll Be Damned eller dyrker den elektroniske pop i sideprojektet Lance. Men lørdag aften er han og dj-makkeren Thomas Dragsbæk funkens ypperstepræster, og du kan være vis på, at tipper du med hatten og hæver dit glas i hans retning, skal han nok finde Phil Collins' "I Wish It Would Rain Down" for dig, før du stavrer ud i natteluftens hvide drømme.

Det nye år begyndte også med et nyt initiativ. Bartender Magnus Jacobsen lavede åben scene for første gang, hvor alle der har en sang på hjerte får muligheden for at prøve den af i en live-setting.

Det er ikke Jacobsen ubekendt at stå alene på scenen, kun bevæbnet med en akustisk guitar. Det kan være en angstprovokerende situation. Men også en lærerig situation.

"Jeg synes, at der skal være plads til et sted, en scene, hvor man kan prøve sit eget af, også selvom man måske ikke har stået på en scene før," fortæller Magnus Jacobsen. "Den første gang kom der en fyr herop, han havde aldrig stået på scenen før, men han havde skrevet nogle sange, og nu havde han overbevist sig selv om, at han altså godt kunne forsøge sig. Man kunne godt høre på hans stemme, at han var nervøs, men han spillede fint. Bagefter var det tydeligt, at han var vokset af udfordringen."

The spirit of HQ

Det er et sted, hvor den spirende undergrund får lov at udfolde sig frit. Et lille generationsskifte har fundet sted i HQs levetid – fra PowerSolo og Vincent Van Go Go til Black Book Lodge og Scarlet Pleasure - og måske vi allerede nu kan skimte morgendagens helte, måske vi ser dem en tilfældig tirsdag eller onsdag, på den lille scene nede i kælderen.

Det er sted, hvor publikum er garanteret en oplevelse, hver gang de træder ind ad døren, og hvor den musik, der ikke gør sig bemærket i statsradioen, kan få en chance for at vriste sig løs fra øvelokalets mørke indelukkethed og måske sætte sine første selvstændige fodspor på vejen mod anerkendelsens tinder.

Det er et sted, hvor alle stopper op for at få en øl, hvor byens lokale musikere – forsangerne i deres slidte læderjakker og de forjættede, berusede guitarister – mødes før og efter lukketid. Du kan finde dem hængende ind over bardisken, mens de lidenskabeligt – blafrende hænder og animerede ansigtsudtryk – diskuterer deres næste single, deres sidste koncert eller bare peger op på scenen og skåler på, at de heldigvis altid har den til rådighed.

Det er sted, hvor alle er velkomne og da straks også føler det, om de er bare er kommet for at få en øl efter arbejdstid, for at starte en fest eller for at se nogle amerikanske vejkrigere, der har kæmpet sig gennem Europas motorvejsnet for at lægge vejen forbi in person og hilse på deres danske fans og sælge en T-shirt, et vinylalbum eller bare få en sludder efter showet.

Det er sådan et sted som er cool nok til, du tilfældigvis løber ind i Josh Homme en lørdag aften i juni.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA