x

Fra arkaden til kirken

Fra arkaden til kirken

...og bagefter fortalte de om kirker, konceptplader og langsommeligt banddemokrati, der alt sammen har ført til pladen Neon Bible.

Det var med høje forventninger, undertegnede i slutningen af januar begav sig mod St. Johns Church i London for at se The Arcade Fire til den anden af tre udsolgte koncerter på det utraditionelle spillested. Kombinationen af første møde med live-udgaven af bandet, der blev rost til skyerne for deres fremragende debutalbum "The Funeral" fra 2004, og en koncert i en kirke gjorde det til en yderst interessant opvarmning til det efterfølgende interview og bandets første danske koncert, der afholdes i KB Hallen i København i slutningen af marts.

Koncerten var en imponerende energiudladning af en sjældent set karakter, der fokuserede på materialet fra "Neon Bible", som afslører nye inspirationskilder og en mere forskelligartet lyd, end man fandt på debuten. Aftenen forinden var det dog gået op for bandet, at det engelske publikum ikke var helt forberedt på bandets anarkistiske stil, der stod i skarp kontrast til kirkerummet og de opstillede stolerækker. Derfor lagde orkestret på den følgende aften ud med at spille sangen "Wake Up" nede blandt det forbløffede publikum, og frontmand Win Butler satte ved førstkommende lejlighed stemningen ved at råbe ”Get the fuck up!” Publikum rejste sig og stod ikke overraskende op under resten af koncerten, og til interviewet med Win og bandets violinist Sarah Neufeld dagen efter forklarer Win det uventede udbrud:

– Der er for meget respekt herovre. Det første show var meget stille, så anden aften følte vi, at vi blev nødt til at involvere folk mere. Men det er jo ganske normalt for folk at være lidt generte, hvis de er i et lokale, de ikke er bekendte med, specielt her i England, hvor folk har så mange manerer.

Kirker og koncepter
The Arcade Fire er dog langtfra ubekendte med at spille i kirker. Efter afslutningen af bandets sidste turné konverterede de en gammel kirke til et studie, hvor de indspillede størstedelen af materialet til "Neon Bible".

– Før vi overtog kirken, var det en slags teatersal, der var blevet brugt til lokalteater. Det var oprindeligt en presbyteriansk kirke og senere en frimurerloge, og nu har vi lavet den om til et studie. Vores kirke er en lille landsbykirke, men introen til sangen "Intervention" er indspillet i en kæmpestor katolsk kirke i Montreal. Vi begyndte at skrive på "Intervention" før "Funeral"-turnéen, og jeg har altid villet indspille den med et kirkeorgel, men det er ikke noget, man lige gør, fordi det er et enormt instrument, der kan få masser af bid og aggression, når man virkelig åbner det op.

Da "Funeral" udkom, blev der gjort et stort nummer ud af, at folk i bandet havde mistet familiemedlemmer i tiden omkring indspilningerne, hvilket fik anmeldere til at referere til pladen som et konceptalbum. Med indspilninger i kirker og titlen "Neon Bible" er det nærliggende at spørge, om man også denne gang kan bruge det stempel?

– Jeg synes faktisk, at teksterne på denne plade er mere sammenhængende, selvom den første havde Neighborhood-temaet. Jeg tror, at hvis du kigger på teksterne, så vil du se, at de faktisk er fandens sammenhængende, og at mange af sangene berører de samme temaer på forskellige måder, hvilket nok bare er den måde, jeg skriver på. Det er egentlig ikke en konceptplade, men mere et forsøg på at bruge forskellige sange til at analysere den samme idé. Albummet handler blandt andet om, hvordan religion og kultur interagerer. Ofte når folk skriver musik om religion, er det enten i en nedsættende eller en hyldende form, og jeg synes, vi på denne plade kommer med et mere nuanceret syn.

Sufjan Stevens har udtalt, at konceptalbums er den mest naturlige måde at skrive på.
– Det kan jeg godt se, men det kommer an på, hvilken type sangskriver du er. Hvis du laver popmusik, så giver det mening at fokusere på et catchy hook. Man tænker: ”Hvordan kan jeg sige ’ryst din røv’ på en ny måde? Shake your money thing? Move your…? Move your money thing, der var den! Så skal der bare et four-on-the-floor-beat på, og Uhn tiss Uhn tiss Uhn tiss, og så har man solgt en million plader. Man skal bare have en frø til at synge den.
– Hvad skete der med den frø? Det forstår jeg ikke, bryder Sarah ind.
Jeg tror, det var Cher og "Believe", der startede det.
– Jep, drop Cher, fjern mellemmanden. Der er en fyr, der har tænkt: ”Hvis bare ikke Cher sang, ville jeg være så vild med det nummer. Og jeg er ret vild med Kermit the Frog, men ham er der sikkert copyright på…”, siger Win med tænksom stemme.
– Crazy Frog! udbryder Sarah med et grin.

En langsommelig proces
Pladen deler titel med en bog skrevet af den Pulitzer-vindende forfatter John Kennedy Toole, der blev udgivet efter forfatterens død. Er det tilfældigt?
– Det er et tilfælde, men jeg fandt bogen senere, fordi jeg har læst hans "A Confederacy Of Dunces", som er virkelig sjov. John Kennedy Toole skrev "Neon Bible", da han var 16, hvilket i sig selv er inspirerende. Da jeg læste bogen, opdagede jeg, at jeg havde haft mange af de samme tanker som ham. Min første tanke var derfor, at så kunne vi ikke kunne bruge titlen. Men jeg erkendte, at "Neon Bible" var pladens titel, og så måtte det bare være sådan, forklarer Win.

På pressebilleder er det oftest ægteparret Win Butler og Régine Chassagne (sangerinde og multiinstrumentalist), der repræsenterer bandet. Men bag dem er en stor skare af musikere, der alle bidrager til musikken. Men hvem laver egentlig hvad?

– Der er denne her underlige fyr, der er låst inde i et stort tårn. Han er troldmanden bag sangene, og vi har aldrig set ham. Det er så underligt, siger Sarah med et udspekuleret smil.
– Arrangementsdelen er ret langsommelig, hvor vi prøver en masse forskellige ting, fortæller Win i en lidt mere seriøs tone. – Der er mange modstemmer i vores sange, så vi skal finde ud af, hvordan de kan passe sammen. Vi forsøger at bibeholde et spontant element, og nogle af sangene er spillet live, mens vi på andre har brugt seks måneder på at finde ud af helt præcist, hvordan melodierne skal være.
– Der er altid en million idéer, men folk er gode til at slippe deres idéer for sangenes bedste. Der er en tilbagelænet stemning omkring det med så mange mennesker i bandet, fortæller Sarah.

– Det tager lang tid, men det var en af grundene til, at vi fandt ud af, at vi ikke havde brug for en producer. Der sker en redigeringsproces bandmedlemmerne imellem, hvor folk har idéer og feedback til hinanden, og accepteres det af alle i bandet, hvad kan en producer så fortælle os? Vi prøvede en producer på et tidspunkt, men det virkede redundant. Det var mere hjælpsomt i miksningsprocessen, hvor vi bragte forskellige mennesker ind for at mikse. Det er rart med nogle friske ører, fordi det er let at miste overblikket, når man er så dybt involveret. En sang som Intervention kan virke meget produceret, men i virkeligheden er fundamentet os, der spiller live i et rum med to mikrofoner på trommesættet. Men fordi orglet lyder så stort, er der et eller andet storladent over det, der adskiller sig fra, hvordan den første plade lød. Men det er egentlig bare et livetrack plus orgel. Men jeg har helt sikkert brugt mere tid på mine vokaler denne gang. Der er også en del dybe synth-lyde og elektronisk processerede lyde denne gang, afslører Win.

– Vores dance-album er lige på trapperne, griner Sarah.
– Den Money Thing-sang, jeg skrev lige før, er allerede derude. Da jeg sang før, sang jeg ind i min Blackberry (en slags minicomputer, red.) og mailede den til troldmanden, så den er på MySpace nu, ler Win, der afsluttende fortæller, at gruppen bestemt er interesserede i at spille på dette års Roskilde, da han har hørt gode ting om festivalen og ikke mindst deres pantsystem på krus.

Inden da kan bandet dog opleves 25. marts i KB Hallen. Hvad kan man forvente sig der?
– Der kommer nok noget mere lys, men showet udvikler og ændrer sig generelt set, og vi prøver altid at blande og ændre tingene. Lige nu spiller vi primært ting fra den nye plade for at lære at spille dem. Det er meget udfordrende at spille ting, som folk ikke har hørt, for sidst vi var i den situation var, da vi var opvarmningsband for The Unicorns, før den sidste plade kom ud. Når folk ikke kender sangene, skal man få musikken ud, så folk kan fatte det uden at have hørt det før, hvilket er en god udfordring, siger Win.
– Det passede godt, da vi var opvarmningsband, at vi allerede dengang var så mange på scenen, der larmede og hujede. Det var lidt a la ”Se på os! Vi er opvarmningsbandet!”, og folk blev lidt overraskede, men kom så og købte pladen bagefter. Men det kan vi ikke rigtig gøre længere, griner Sarah.

Balkan og biograffilm
Når man ser det ti mand store orkester på scenen, ligger det lige for at tænke på østeuropæiske orkestre, der går til deres musik med liv og sjæl og en unik glæde, uanset hvor mørke teksterne er.
– Emir Kusturica er en af mine yndlingsinstruktører, og jeg kan huske, at jeg så "Underground" lige omkring det tidspunkt, hvor jeg begyndte at skrive sange, og lyttede meget til musikken. Jeg kunne forholde mig til den måde, filmen er glad og let, samtidig med at den berører nogle meget seriøse emner. Man ser jøder og kommunister arbejde i en fabrik under anden verdenskrig, mens musikken er hyperaktiv og glad. Brazil er en anden af mine yndlingsfilm. Film, der har en let side, men samtidig omhandler mørke ting. Den slags kunst har jeg altid kunnet relatere til. Det er nærmest, som om de har de ting, man kan lide ved rockmusik, men bare på film.

Inspirationen fra Østeuropa kan høres, hvilket blandt andet skyldes at dele af pladen er indspillet i Budapest.
– Jeg havde været i Budapest tidligere og forelsket mig i byen, og når det kommer til symfoniorkestre er Budapest og Prag to steder, hvor man kan indspille billigt, og kvaliteten er virkelig høj. Der er en komponist, der hedder Arvo Pärt, og hans søn er tekniker, og han satte nogle sessions op for os. Der er en sang, der ikke kom med på pladen, som er baseret omkring et militærkor, der handler om Østeuropa, så jeg ville rigtig gerne tilbage til Budapest og indspille der. Det er også lidt mere råt end for eksempel The London Symphony, og vi ville ikke have det til at lyde som Hollywood-strygere. Jeg er ikke engang sikker på, at du kan høre, hvilke sange, der er med et symfoniorkester, for det lyder som de ting, vi laver alligevel. Men der er lige lidt tekstur og træblæsere, men vi ville gerne stadig lyde som os, forklarer Win.

– Vi indspillede som en kvartet, og nogle gange kommer jeg i tvivl om, hvorvidt det var os eller det store orkester, der indspillede stykkerne eller om det er en blanding, siger Sarah.
– Vi indspillede "Intervention" både med orkestreret og kvartetten, og endte med at bruge kvartetten på pladen, fordi orglet allerede fyldte så meget i lydbilledet, at det lød bedre med en mindre gruppe.

Bandet ynder i høj grad at eksperimentere med instrumentation, men skyldes de mange instrumentskift, at det er mest belejligt for dem?
It’s a fucking pain in the ass, så det er bestemt ikke, fordi det er mest belejligt, griner Win. Det er bare den måde vi skriver på. Folk får forskellige idéer på forskellige instrumenter, og derfor hælder de mod de instrumenter. Men så skal man også gøre det live, og det er jo sjovere at spille noget som man selv har arbejdet på, end at spille noget andre har skrevet.
Sarah: – Det virker også fint, fordi der er fire i bandet, der er bassister og guitarister, og de har alle en speciel stil. Så sangene ville lyde helt forskellige, hvis Win spillede bas hele tiden.

Til den nye plade har bandet genindspillet sangen "No Cars Go", der findes på bandets debut-ep. Men hvorfor?
– Den første ep er egentlig mere en demo, og sangene lød aldrig sådan live. Oprindelige ville Régine gerne have strygere og blæsere på, men det kunne vi ikke gøre dengang. Men det var den første sang, vi indspillede til den nye plade, og vi indspillede den umiddelbart efter vores turné. Vi ville gerne indspille den, som vi rent faktisk spiller den, fortæller Win.
– Vi har spillet den to gange hver eneste aften i årevis, for vi spiller den også til lydprøven, siger Sarah.
– Vi spillede den igennem to gange, da vi skulle indspille den, så den ene halvdel er et take, og den anden halvdel er et andet take. Så den er skåret over i to, og selvom der ikke er et clicktrack eller noget, så kan man ikke høre overgangen, fordi Jeremy spiller i nøjagtig samme tempo, fordi han har spillet den så mange gange, afslører Win.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA