DMA-debat III: Flere reaktioner på Beckerlees indlæg

DMA-debat III: Flere reaktioner på Beckerlees indlæg

I onsdags kickstartede Gasolin'-guitaristen Franz Beckerlee en større debat om sidste weekends Danish Music Awards. Beckerlee savner oprør og mener, at branchens fejring af sig selv dækker over, at pladeselskaberne udnytter deres kunstnere.

I går fik Beckerlee så opbakning fra Ole Wennike, bassist i The Sandmen, der også savner "rigtige rockchicks og gadedrenge" og undrer sig over Nephews enorme glædesudbrud.

Til gengæld gik Vetos manager, Ulrik Ørum i rette med Beckerlee, hvis synspunkter han mener, bærer præg af, at han har udgivet plader i en svunden tid.

I dag har GAFFA modtaget en mail fra Christian Møller, repertoireassistent hos pladeselskabet ArtPeople, der bakker op om Ulrik Ørums synspunkter:

"Jeg vil give Ulrik Ørum fuldstændig ret; mange af de kunstnere, som er ude i dag får en lige så stor gevinst som pladeselskabet, da mange ofte deler overskuddet i porten. Dette sker vel og mærke, hvis der er et overskud at dele.

Ja, albums er blevet billigere at producere grundet hjemmestudier osv. Der bliver dog også solgt færre plader for hver dag, og kravene til video og promotion stiger nærmest propertionalt med dette – da mediebilledet aldrig har været så omfattende som i dag.

Dette gør, at mange gode albums med danske kunstnere ikke tjener sig selv hjem, men selskab og kunstner bliver dog ved med at kæmpe for deres kunst, hvilket må siges at være drevet af "kærlighed til musikken".

At man så ikke skulle have lov til at udstråle en smule glæde, hvis man skulle være så heldig at vinde en pris, er da helt ude i hampen."

Ole Wennike har i dag fulgt sit indlæg op med fornyet støtte, og et modsvar til Ulrik Ørum (og Christian Møller):

"Jovist kan man lave alle former for deals i dag. Man kan med fordel udgive sine albums selv, blot man har god distribution. Men det gør sgu ikke "pladeselskabet" alternativt, hvis det er blød mainstream pop/rock, man udgiver!

Alternative pladeselskaber, såsom feks Bad Afro, er langt mere nicheorienterede og smalle. Men det er her, at rockånden, som Beckerlee savner, er i live efter min overbevisning. Hvor mange bands fra Bad Afro og Heptown var nomineret i år?

Jeg tror, at det Franz efterlyser, er lidt rebelskhed, lidt anti-establishment, og ikke 13-tals-dukse. Den amerikanske winner/loser-kultur kan virke lidt skræmmende for os "gamle" fra 40'erne og 50'erne, sorry!"

Anderledes og bramfri
Debatten på GAFFA.dk har i mellemtiden spredt sig til andre dele af mediebilledet. Jens Unmack giver i sin blog sit syn på DMA-affæren:

"Vi talte om DMA-priser i weekenden, hvor Iben spurgte, om jeg så ikke gerne selv vil vinde en, og jo, selvfølgelig vil jeg da det, iben. Ikke fordi rocknroll skal være nogen konkurrence med rigtigt og forkert, men mest fordi den medvind det giver at tage overskrifter fra sådan en begivenhed er noget af en byggetilladelse til et større publikum, til måske ikke længere kun at spille for de samme 13 tapre mennesker, hver gang man besøger Esbjerg:-).

Har med Love Shop været nomineret til rigtig mange priser, og for det meste set uhyrlige acts løbe af sted med ære og statuetter foran os. Det blev faktisk så grelt, jeg selv skippede DMA-uddelingen de sidste par gange, vi var indstillet. Dels fordi Love Shop aldrig måtte spille – var ikke kendte nok! – dels fordi uddelingen på det tidspunkt var blevet en sms-farce, hvor kun de allermest populære blev tilgodeset. Sidstnævnte faktor er dog til en vis grad blevet ændret nu, da man selv fra arrangørside må have indset, at popularitet og kvalitet alt for sjældent går hånd i hånd.

Men fuck nu det – grunden til, vi tager en æresrunde på emnet, skyldes Gasolin’s Franz Beckerlee, som på www.gaffa.dk er på banen med en DMA-kommentar, der i al fald er forfriskende anderledes og bramfri."

Veto til the hos Beckerlee?
Også DR’s program for dansk musik, Liga med karismatiske Kristian Leth som ordstyrer, deltager i debatten. Her svarer Vetos forsanger Troels Abrahamsen på Beckerlees kritik. Beckerlee skrev i sit indlæg:

"Hvis I tror det er løgn, at det er pladeselskaberne der tjener pengene her, så prøv at spørge jeres selskab, hvor meget de har tjent på jeres sidste cd. – Jeg vil forære jer al den the der findes i Kina, hvis I får et ærligt svar."

Til det svarer Abrahamsen:
"Det ærlige svar på, hvor mange penge selskabet tjener, står vel i den halvårlige royalty-afregning, som man forhåbentlig får. Desuden har man vel en kopi af en pladekontrakt, hvor der står sort på hvidt, hvad fordelingen er til Kunstner/Pladeselskab, så på sin vis skulle det vel ikke være nødvendigt at spørge pladeselskabet, hvad de har tjent. Det er jo rimelig gennemskueligt, er det ikk'?"

Abrahamsen giver i sammen indlæg sin forklaring på, hvor den rebelske rockånd er blevet af:

"Personligt deler jeg ikke den opfattelse at vi, musikerne, sidder som får og bliver kørt rundt i manegen. Jeg er ærligt talt lidt træt af at høre på den evindelige kritik af min generation af musikere. Vi bliver konstant klandret for ikke at være reaktionære eller revolutionære nok, af den ældre generation af musikere og kunstnere. De burde vide bedre, og prøve at forstå de strømninger, der er i musikken og kunsten nu, ligesom vi ydmygt har sat os ind i deres tid og historiske vigtighed."

Kristian Leth supplerer:
"Jeg synes bare, det er sjovt at spørge sig selv, hvad der egentlig kendetegner et oprør. Er det læderjakker og makeup eller er det det faktum, at de gamle generationer bliver sure over det? Hvis det er sidstnævnte, ja, så beviser Beckerlee netop, at det lykkes for vores generation."

DMA-debat I

DMA-debat II

Debatten på Liga

Jens Unmacks blog


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA