x

Canadian Music Week: Dansk aften på Silver Dollar, Toronto

Canadian Music Week: Dansk aften på Silver Dollar, Toronto

GAFFA er på Canadian Music Week i Toronto. Artiklen er skrevet i samarbejde med Music Export Denmark (MXD))

Alle sejl var sat til, da MXD’s femkløver spillede op til fest 10. marts i Toronto. Stedet var ikke pakket, men adskillige vigtige branchefolk var til sted, og de var glade for, hvad de så og hørte

Konsul Peter Mørk og MXD-chef Kristian Riis havde håbet på stuvende fuldt hus på Silver Dollar. Det var der ikke, men specielt, da Kissaway Trail og PowerSolo (billedet) optrådte, var der fyldt godt op i salen, og alle fem bands bestod den canadiske lakmusprøve og fik langvarige klapsalver før, under og efter, de spillede.

Nok så vigtigt var interesserede branchefolk troppet op i stor stil, og dem, GAFFA fik i tale, var generelt særdeles positive over aftenens skandinaviske toner. Der var pladeselskabsfolk fra så forskellige steder som Japan, Brasilien, USA og selvfølgelig Canada, flere festival- og koncertbookere og presserepræsentanter fra et lille dusin magasiner og aviser i Canada og omegn.

Alle bands havde manager og/eller andre repræsentanter med til Toronto, og over de sidste par dage er der holdt møder på kryds og tværs. Så må fremtiden vise, om der kommer noget konkret ud af anstrengelserne.

Niveauet holder
GAFFA fik en snak med CMW’s ansvarlige booker, Phil Klygo, der lagde vejen forbi Silver Dollar og gav sin vurdering af aftenens fem bands og samarbejdet med MXD og danskerne i øvrigt.

– Jeg mener, at alle de danske bands står distancen på cd, og indtil videre er jeg imponeret over, hvad jeg har set live. Der har været god synlighed om gruppernes i medierne og der har været meget snak om dem i musikmiljøet, hvilket selvfølgelig hjælper. Jeg er meget tilfreds med det set-up, som er etableret. Det fungerer f.eks. fint med konsul Peter Mørk og dialogen med MXD og Musebox (PR-agentur i Toronto) som promoter. Tingene bliver gjort på den rigtige måde, hvilket er det bedste udgangspunkt for succes.

Kira & The Kindred Spirits,, Figurines og Blue Van var alle ganske succesfulde på CMW 06. Er der sket noget siden, eller er de gået i glemmebogen?
– Figurines har været her igen og klarede sig godt, og Blue Van er allerede et etableret navn her i Toronto, som har deres egne fans. Det samme gør sig gældende for de bands, som er her i dag. Hvem ved, hvad der kunne ske, hvis Moi Caprice bosatte sig tre måneder i Toronto og spillede en række koncerter. Toronto er en stor by og Canada et stort land, så det kræver en stor og langvarig indsat at bryde igennem, men jeg synes, at vi er godt på vej med de danske bands.

De respektive fem danske bands:
Nedenfor følger fem historier om reaktionerne på Funky Nashville, Moi Caprice, Kissaway Trail, Power Solo og Vincent Van Go Go:

Funky Nashville, Silver Dollar, Toronto. 10.03.07
Forsanger og guitarist i Funky Nashville, Sverre Stein Nielsen, indledte aftenens koncert med et ægte langtrukkent præriehyl. Bandets fortsatte videre derudad og leverede sumpet sydstatsrock i vinterklædte Toronto, med Sverres akustiske guitarspil i front, flankeret af Mads Mazantis stendøde Høffner-baslyd og Thomas Engelhardts sprøde tremelo twang-guitar.

Det er aldrig den letteste position at være den, som skal starte festen og at gå på scenen kl. 21 er nærmest før morgenkaffen i den almindelige canadiske koncertgængers bevidsthed. Ikke desto mindre kom der gradvist flere mennesker under koncerten, og Funky Nashville blev behørigt klappet af scenen små 45 minutter senere.

Sagt om og af Funky Nashville på Silver Dollar::

”De lyder som Dick Dale, der møder King Crimson, awesome! Jeg har hørt den danske Spot On-sampler (som indeholder et nummer fra hver af de fem artister, red.) og Funky Nashville er mine favoritter. Sangen "Hitch a Ride" har virkelig flotte harmonier og rykker godt”
Andrew Frank, filmdistributør. Amerikaner bosat i Toronto

”De er virkelig gode. Det lyder som fuldstændig autentisk sydstatsrock, så det var nærmest et chok at få at vide, at de er fra Danmark. Det minder lidt om Link Wray"
Jennifer Breckenred og Debbie Murphy, Canada. Købte begge cd’er efter koncerten.

”Det har været virkelig fedt at komme herover og spille. Vi fik rigtig god respons og så er det sjovt at ’bonde’ med de andre danske bands og være en del af et hold. Vi har været i kontakt med nogle forskellige branchefolk, bl.a. en fra et label i Japan, som sagde "see you in L.A." (Funky Nashville har senere på turen en showcase i Los Angeles, red.)
Mads Mazanti, Funky Nashville


Moi Caprice, Silver Dollar, Toronto. 10.03.07
Moi Caprice var andet band på programmet og fyldte rummet med melankolske toner, der tilsyneladende gik rent ind hos publikum. Da bandet gik ind i outroen af P3-hittet "Drama Queen", var lyden ganske formidabel og publikums reaktion udeblev ikke.

Sagt om og af Moi Caprice på Silver Dollar:

Bruno Ramas, Slag Records, Brasilien:
”Jeg hørte om Moi Caprice fra Jesper Quist fra Musebox og kan virkelig godt lide bandet. Deres musik har en britisk dimension, hvilket er meget populært i Brasilien for tiden som f.eks. Belle & Sebastian og Franz Ferdinand. Jeg kan sagtens forestille mig at Moi Caprice kunne passe ind i det scenarie. De er det bedste band, jeg har set indtil videre på CMW"

Tim Perlich, Now Magazine, Toronto:
”Det er lidt for dovent og over-sensitivt til mig, men de matcher en ’sound’ der er populær herovre for tiden og kunne godt få succes."

Ulrich Lauridsen, Pladeselskabschef og manager for Moi Caprice
”Det er alt for tidligt at gøre status, men der har været nogle få, men meget vigtige folk som har set bandet i aften. Bl.a. Rob Domagala fra pladeselskabe Universal, som har været stor fan af bandet siden han så dem på Spot i 2005. Det hjælper altid at have en motiveret person i en god position, som arbejder for dig."

Michael Møller, sanger i Moi Caprice:
”Det var helt vildt lækkert at spille i dag. Det var vores tredje koncert og helt sikkert den bedste. Det er blevet mere løssluppent. Vores almindelige guitarist er på barsel, så vi skulle lige ha’ spillet det nye hold sammen. Det giver virkelig god erfaring at spille de her koncerter. Business-siden har jeg ingen anelse om. Det er jeg for meget hippie til at koncentrere mig om.


The Kissaway Trail, Silver Dollar, Toronto. 10.03.07
Noget overraskende for mange er det Kissaway Trail det danske band, som har fået mest plads i de canadiske medier, og der er ingen tvivl om, at bandet har været "talk of the town" op til Canadian Music Week. Bandet matcher tilsyneladende en populær sound og har samtidig deres helt egen personlighed, som tiltrækker opmærksomhed. Bandet gik uimponeret til opgaven og leverede et energisk og melodiøst sæt på Silver Dollar. Branchefolkene – og publikum i øvrigt – spidsede ører og gav bandet stor opbakning. At mange (specielt branchefolk) var kommet for at se netop Kissaway Trail var tydeligt, da hen ved 30-40 mennesker forlod Silver Dollar umiddelbart efter bandets sæt:

Sagt om og af The Kissaway Trail på Silver Dollar:

Darlene Robillard, Computer operatør fra Montreal
” Jeg har nu set dem tre gange (to dage tidligere på Silver Dollar og til et in-store pladebutik arrangement dagen forinden, red.) og de er blevet bedre og bedre for hver koncert. Det er, som om de er mere komfortable og sikre nu, end bare i forhold til for to dage siden. Jeg kan virkelig godt lide, at de alle synger, og så virker det som om, at de har det rigtig godt sammen. De udstråler en meget positiv energi. Det er musik, som er meget let at lytte til, de er et godt liveband og jeg tror helt sikkert, at de vil kunne klare sig godt i Canada.

Tom Kemp, booker for Feldman & Associates i Montreal:
“Jeg hørte om bandet fra Jesper Quist og var meget begejstret, da jeg hørte dem. De synger utrolig godt og jeg er sikker på at der kommer til at være seriøs interesse omkring dem i Austin på South by South West-festivalen. Hvis de har det rette set-up af promotion, pladeselskab og booking tror jeg, at de vil kunne klare sig virkelig godt i Canada, og jeg kunne sagtens forestille mig at blive en del af det team. De passer godt ind i forhold til, hvad der sker i forvejen, men er alligevel helt originale. Jeg tror, at de vil være i stand til at opbygge en stor fanbase meget hurtigt.

Søren Madsen, Playground Music, repræsenterer The Kissaway Trail i Danmark
”Der har været virkelig stor interesse om bandet, og vi har været rundt at præsentere musikken for en række labels herovre. Der er 2-3 temmelig store canadiske indie-labels, som har vist god interesse. Nu skal vi så hjem og tygge på det hele og forsøge at danne os et overblik.

Søren Corneliussen, sanger og guitarist i Kissaway Trail:
”Det har været rigtig fedt at spille her ovre, og jeg er meget overrasket over al opmærksomheden. Det er første gang, at jeg er i Canada. Det er fedt, men også lidt nervepirrende at blive eksponeret for ’plot and play’, altså ingen lydprøve, men bare lige på og hårdt. Det, der for alvor føles godt, er, at vi har fået gode reaktioner hele vejen rundt, både fra publikum, presse, pladeselskaber og bookere."


Power Solo, Silver Dollar, Toronto. 10.03.07
– You guys were fucking tights hit, man, really fucking tight man. You totally made my weekend.

En begejstret mørklødet, pænt tatoveret fan er ved at overfalde Kim Kix med komplimenter, mens GAFFA forgæves forsøger at få en kommentar fra Power Solos top-charmerende og totalt vanvittige frontfigur.

Power Solo vilde og rablende vanvittige live-performance gik i den grad rent hjem på Silver Dollar. Brødrene Kim og Bo var begge i ført afsindige afroparykker, og Kim bebudede sådan ca. efter tre numre, at nu var det "the last song", og det blev han så ved med at sige i introduktionen til de efterfølgende fire. Senere fik han helt publikum ned på knæ, åd på det nærmeste mikrofonen og rockede samtidig milimeterpræcist i rock’n’rollabilly’-takt med sin ligesindende broder Bo og den løst swingende – og ganske formidable – trommeslager Jens Chief Benz.

Sagt om og af Power Solo på Silver Dollar:
Karina Marliss, marketing koordinator, Montreal:
”De er meget modige og er ikke bange for at udtrykke fuldstændig, hvad de selv har lyst til. De gør det med en helt utrolig energi – de er fantastiske. Folk fatter humoren, og man kan roligt sige, at de er totalt sindssyge, det er dejligt at se.

Kim "Kix" Jeppesen – guitarist, growler, kat og vokalist i Power Solo:
”Alle vil jo gerne være lidt negre, derfor købte vi parykkerne. Dem har vi så på, indtil vi ikke gider det mere. Man skal aldrig forvente, at man går ind til et godt publikum, som gør arbejdet for dig. Vi er der for at underholde, det er vores job at få et smil frem. Det er vores mission at få folk til at drikke sig mere fulde, end da de kom. Så er der dybest set det samme, om man spiller på Musikcaféen i Århus eller på Silver Dollar i Toronto.

Vincent Van Go Go, Silver Dollar, Toronto. 10.03.07
Det funky reggae-ensemble Vincent Van Go Go fik den hårde opgave at følge op efter Power Solos tre mand store totalteater. Men trods at en del af publikum var forsvundet, tog bandet sagen i egen hånd og servede scratch, dub og funky dansabel reggae, som er bandets varemærke, og fik lukket og slukket Spot On på Silver Dollar med maner

Sagt om og af Vincent Van Go Go på Silver Dollar:
Søren Madsen, Playground Music, repræsenterer Vincent Van Go Go i Danmark
”Situationen er en lidt anden for Vincent Van Go Go end for de fleste af de andre bands. De har nemlig allerede en licensaftale med det L.A. baserede label Quango. De er sindssygt skrappe live og kan deres metier til fulde. De kan være interessante i forhold til f.eks. at få soundtracks med i film og på computerspil osv. Der er nogle andre perspektiver, der gør sig gældende for dem, og jeg tror, at det er derfor, at MXD har valgt at støtte dem."

Johs Nørlykke, forsanger og guitarist i Vincent Van Go Go:
”Det har været fedt at komme her over, og jeg håber, at der er mange som lagrer os på harddisken. Det er rigtig godt at komme ud og blive inspireret, og også at spille med andre helt forskellige bands som i aften. Vi håber så også, at der kommer noget forretningsmæssigt ud af det, men det er alt for tidligt at vurdere endnu."

Canadian Music Weeks hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA