x

Boguddrag – Simon Kvamm om Oasis: Jeg er weekend-anglofil

Boguddrag – Simon Kvamm om Oasis: Jeg er weekend-anglofil

Som ung kørte Simon Kvamm rundt på sin knallert i Silkeborg. Inden i sig havde han et uforløst sprog, der hed musik. Men så kom Oasis og lærte ham, at man med tre akkorder kunne blive det bedste og største band i verden. I bogen 'Slået omkuld af Oasis' fortæller han og en række andre markante danskere deres personlige historie om dengang britpoppen skyllede ind over Danmark. Følgende er et uddrag fra bogen, der udkommer fredag den 10. april.

Du kan vinde bogen gennem GAFFA – læs mere her

Første gang? Han bliver stille. Sidder og tænker tilbage.

Men nej, Simon Kvamm kan ikke sætte fingeren på, hvornår det præcist var, han første gang hørte Oasis. Men han når frem til, at det næsten må have haft noget med hans lillebror Stefan at gøre:

– Jeg kan huske, at Stefan og jeg brugte timevis på at høre introerne. Selvfølgelig hørte vi også sangene i deres helhed, men jeg husker særligt de introer der – med guitarerne, der kommer væltende ind. Især på Columbia. Introerne betød helt vildt meget for os.

Det er en grå og våd formiddag, og vi befinder os på Simon Kvamms kontor et sted i København. Han er nærværende og fortæller indlevende. Det virker, som om jeg har ramt ham med et godt emne. Noget, han brænder for at fortælle om. Da jeg først kontaktede ham, var responsen kortfattet, men lige til benet: »Var det lige så vigtigt for dig, som det var for mig?«

Vi sidder mellem musikgear, tekstbidder og nedskrevne tanker på tavler. Et skab er plastret til med forskellig memorabilia om både Nephew og De Eneste To. Der er også nogle børnetegninger. Og helt ude til højre hænger et udklip med Liam Gallagher. Den karakteristiske grydefrisure. Simon kigger på ham:

– Du ved godt, at han er den eneste i verden, der kan bære den frisure og så se så fandens cool ud, ikke? ... Den eneste!

Simon voksede op i Silkeborg i et akademikerhjem. En blød knallertfyr betegner han gerne sig selv som. Det var en svær balance at dosere de to sider af hans personlighed lige, og det var noget, han kæmpede meget med som ung.

– Og det gør jeg sådan set stadigvæk. Prøver at få det hårde og det bløde til at harmonere sammen. Blandt knallertfyrene, jeg hang ud med, var det ikke velset at gå op i musik eller at spille det. Så det blev noget, jeg gjorde alene derhjemme, hvor jeg sad og øvede på vores klaver. Jeg vidste dog ret tidligt, at musik for mig ikke var et valg, det var en nødvendighed.

Oasis og britpop var ikke noget, han havde sammen med knallertdrengene eller de andre kammerater i Silkeborg. Det var sammen med lillebror Stefan hjemme på værelset, at især de to første Oasis-album blev hørt.

– Stefan og jeg har altid været rigtig tætte. Vi har aldrig haft de voldsomme skænderier eller været uvenner. Vi har altid været hinandens bedste venner, underligt nok. Der må gemme sig en latent bombe af dimensioner under al den fred og fordragelighed. Så det er en total kontrast til det forhold, Noel og Liam altid har haft til hinanden, griner han.

I Simons gymnasietid gik han til musik. Han spillede trommer. Der var en gut på holdet, han betegner som den lokale Jim Morrison. En fyr, der sang skidegodt og havde selvsikkerheden til at stille sig op. Han meldte sig altid først og kunne altid sine ting. Så derfor var det aldrig naturligt for Simon at melde sig som sanger eller til klaveret. Kun få vidste, at han kunne spille musik. Han gemte sig bag trommerne.

– Jeg var ikke jaloux eller misundelig, for den her fyr var bare pissegod. Derfor så jeg aldrig mit snit til at komme ud med alle de drømme, jeg havde, fortæller han.

Det var derfor først på højskolen, at Simon sprang ud i det med musikken. Her skete der noget fra dag ét:

– Jeg mødte op med en ren tavle så at sige. Ved den første fællessamling blev vi spurgt, hvem der kunne spille musik. Jeg rakte stille hånden op. Derefter om der var nogen, der sang. Igen løftede jeg hånden lidt forsigtigt.

Det blev for Simon Kvamm den spæde begyndelse på en tilværelse som udøvende musiker. Og det er en tid, han i dag tænker tilbage på med glæde:

– Soundtracket til hele den periode var Oasis, Blur og britpop. Det, jeg lærte af især Oasis og også Blur, var den der tro på, at jeg var god nok. At det hele kunne lade sig gøre, selvom man ikke gik på konservatoriet. At man med tre akkorder kunne blive det bedste og største band i verden. Det betød enormt meget for mig. Og det betød rigtig meget for mit mod til at slippe ud af den rolle, jeg havde haft i gymnasiet – for mit mod til at lave musik.

Simons liv tog fart i perioden, hvor Oasis steg til himmels. Bortset fra Nirvanas Nevermind havde grunge ikke sagt ham noget:

– Jeg kunne ikke høre melodierne i grunge. For mig er melodierne centrale, når jeg hører musik.

Han var i USA, mens Oasis tog på deres berygtede og berømte USA-turne. Bandet stod på tærsklen til et verdensherredømme. Men de måtte aflyse. Endnu en gang på grund af skænderier mellem brødrene Gallagher. Oasis bliver tit beskyldt for aldrig at have erobret USA. Be Here Now gik dog direkte ind som nr. 2 på den amerikanske hitliste, og Morning Glory nåede op som nummer 5.

– Jeg ved godt, at det siges, at de aldrig blev store i USA, men jeg siger dig, at Wonderwall var overalt, da jeg var derovre. Man kunne ikke undgå at høre den.

 

Liams karisma

Efter at have tilbragt noget tid sammen med Simon går det op for mig, at vores snak tager en uventet drejning. Inden jeg kom her, havde jeg nok forventet, at vi skulle tale mest om Noel Gallagher. Storebroren, kapelmesteren og sangskriveren. Manden bag klassikerne.

Men Simon vender hele tiden tilbage til Liam. Det er ham, der er omdrejningspunktet i Simons personlige fortælling om Oasis. Fordi det er ham, der mest markant symboliserer det, der for Simon betyder så meget ved Oasis: det med at være ægte og tro mod det, man kommer fra. Fordi man ikke kan andet.

– Det er den der fandenivoldskhed og umiddelbarhed. Liam er jo som en magnet. Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver i sit mastodontværk Min kamp om karisma, at det er en slags unikt nærvær, som alle føler trang til at være i nærheden af. Sådan er det med Liam.

Få danskere har været så tæt på Liam Gallagher som Simon Kvamm. I forbindelse med Oasis-koncerten i Valby i 2005 fik han nemlig til opgave at lave et indslag med forsangeren til DR. Som en gestus medbragte Simon til interviewet en fodboldtrøje fra sin egen favoritklub Silkeborg IF. Et modigt træk, da Silkeborg spiller i røde trøjer – samme farve som Manchester United, der er ærkerivaler til Liams favoritklub Manchester City:

– Han var præcis, som jeg forventede. Jeg vidste jo, hvordan han var. Du får, hvad du ser. Jeg har jo set og læst masser af interviews med ham. Rygterne gik, at han var i et godt humør. Men jeg vidste jo, at han ville stejle, da jeg skulle give ham den Silkeborg-trøje. Derfor havde jeg også lavet to trøjer til hans sønner. Og selvom han stadig ikke var begejstret for farven, tror jeg faktisk, at han blev oprigtig glad for, at jeg havde taget noget med til hans børn.

 

At stirre publikum i øjnene

Britpopbølgen og Simon Kvamms ungdom er allerede længe siden. I dag er han frontmand i Danmarks største band Nephew. Frontfiguren og samlingspunktet. Indpiskeren. Manden der, når han står på landets største scener, udstråler selvværd og selvtillid. Ham, der har publikum i sin hule hånd. Men det er et værn, fortæller Simon.

Ingen ved, hvad han kæmper imod og med, og hvor nervøs han i virkeligheden kan være.

– Det har jeg lært af Liam. Det værn der. Den boksekamp der. Det ikke at lade publikum få magten over mig. At turde stirre dem direkte i øjnene, hver og én, at insistere på at fastholde blikket. At have en tyrkertro på, at den musik, vi har lavet, er stærk nok til at tale for sig selv. Det har jeg lært af Liam.

Er Liam i dine øjne en af de bedste frontmænd nogensinde?

– Ja, det mener jeg, han er. Når kvaliteten, der skal bakke hans optræden op, er der. Jeg mener, det fungerer ikke nu i Beady Eye. Jeg ville virkelig ønske, at de var gode – jeg havde sådan håbet – men det er de ikke. Verden behøver en Liam Gallagher i topform. Ikke én, der står foran 3000 mennesker i Manchester og brokker sig over Robbie Williams. Det er for sølle.

Åh ja, nedgørelsen af rivaler. Tilsviningen af konkurrenter fra scenekanten, i pressen, foran Gud og hver mand. Det er en disciplin, Oasis magtede bedre end nogen andre. Her var de verdensmestre. Men altid med sarkasmen intakt. Altid med humoren til stede. Uanset hvor nådesløs den så end kunne være.

Det var ikke alle, der kunne få øje på humoren. Den slags har Simon også selv prøvet. Når han giver interviews, holder han også af at benytte sig af humor, ironi og sarkasme.

– Det kan godt undre mig, at fortællingen om Oasis i den danske presse altid gik på, hvor arrogante de var. De var jo pissesjove. Befriende sjove. Deres humor ligger jo langt hen ad vejen op ad den danske humor. Brugen af ironi og sarkasme. Men jeg ved det jo selv. At når tingene kommer på print, så ser det hårdere ud, end det er. Nuancerne kommer ikke med. Humoren kommer ikke med.

Humor eller ej så har Oasis-brødrene altid fremstået som et par flabede fyre med gadedrengemanerer. Og det er noget, Simon forestiller sig, at de har med sig fra en opvækst, der blandt andet bød på mange besøg på engelske fodboldstadioner i 1980'erne. Et sted, hvor arbejderklassens rå humor virkelig kom til udtryk, når ens favoritholds farver skulle forsvares.

– Jeg kan godt lide det billede på hele Oasis og deres fremtoning. At de står på deres tribune og forsvarer deres ende, mens de synger til modstanderholdet og prøver at få dem ud af fatning. Jeg forestiller mig, at det var sådan, Blur og Oasis var i 90'erne. At de stod på hver deres endetribune og forsvarede deres hold. Oasis var bare bedre til det. Hvad er det, Damon har sagt? At han aldrig ville kunne vinde en kamp på ord mod Noel. Der var ikke andre bands i den tid, de havde det på samme måde med. Oasis og Blur var ærkerivaler, der kæmpede om det samme mesterskab.

 

Det store tryk

Med billedet af Oasis og Blur som to fodboldhold har Simon selv ført vores samtale ind på det næste naturlige emne: rivaliseringen mellem de to bands. En stor og vigtig del af fortællingen om britpop. Men hvem holdt Simon egentlig med?

– Jeg kunne lide begge bands. Og jeg tror egentlig meget, at det var sådan i Danmark. Der var ikke den der enten/eller, som der var i England. Den der forvrængede keyboardintro til Blurs Girls & Boys syntes jeg var vildt original. Eftertiden har vist, hvor hårdt den periode tog på Damon. Han så slidt ud flere år efter. Det har han jo også givet udtryk for sidenhen. Han kunne jo ikke vinde kampene på ord. Men eftertiden har jo vist, at det var ham, der kom stærkest ud kunstnerisk set. Og det med en kæmpe distance til Oasis.

Simon tager en slurk kaffe af Silkeborg IF-kruset. Det er slet ingen hemmelighed, at han er stor Damon Albarn-tilhænger. Han nævner flere sange fra Damon Albarns omfangsrige bagkatalog. Kendte såvel som ukendte og obskure.

– Jeg ved ikke, om jeg vil sige … Jo, jeg vil sgu sige, at Damon Albarn er mit idol! Idol på den måde, at jeg konstant er interesseret i at følge og lade mig inspirere af det, han kommer med. Måske er det ikke engang Blur, der står stærkest, når talen falder på ham. Hans ting med Gorillaz er mindst lige så gode. Har du hørt hans nye soloalbum? Først var jeg ikke rigtig overbevist. Men efter koncentrerede gennemlytninger med hovedtelefoner på, så kan jeg finde melodierne. De melankolske melodier, som bare er så hamrende gode. Men jeg kæmper stadig med det. Det var ikke, som jeg forventede. Men det er en god ting. At udfordre vores opfattelse og indtryk. Det gjorde Oasis ikke rigtig til sidst.

Simon Kvamm slog for alvor igennem i den danske bevidsthed i 2004, synkront både med bandet Nephew og satire-showet Drengene Fra Angora på tv. Det gav ham en efter dansk målestok berømmelse og medieeksponering, som kun få har oplevet. Den var så voldsom, at Simon Kvamm blev rystet i sin grundvold. Og der skulle gå år med at få det chok bearbejdet:

– Jeg begyndte at gå i terapi. Det blev for meget. Jeg begyndte at tænke over 'kan Simon Kvamm have det her i sin indkøbskurv? Hvilket signal sender det?'. Og 'kan Simon Kvamm gå i kiosken i det her tøj?'. Og i modsætning til eksempelvis Noel, som altid virker og har virket upåvirket af medieeksponeringen, så tog det mig altså noget tid at komme overens med, hvor massivt det var. Men misforstå mig ikke: Jeg brokker mig ikke. Det har også medført nogle privilegier, som jeg sætter meget stor pris på. Jeg skulle bare lige lære at være Simon Kvamm igen. At forene det bløde med det hårde … igen.

Sammenligningen mellem den berømmelse, Simon oplevede, og den, som især 21-årige Liam Gallagher oplevede i 1994, ligger næsten lige for. Men der er vigtige forskelle:

– Jeg er glad for, at jeg havde det ophav, jeg havde. Den bagage med i ryggen og den alder, jeg havde. Det gjorde, at jeg kunne træde skridtet ud og reflektere over tingene, jeg havde oplevet. Det er ikke min opgave at sidde og bedømme nogen, men Liam – og det er altså også hans styrke – er 100 % sig selv. Hvad du ser, er hvad du får. Han kan ikke være på andre måder. Han har ikke lært andet. Men han får jo de perioder, hvor han trækker stikket ud, og du intet hører til ham – for så igen at eksplodere i massiv omtale. Positivt som negativt. Hvorimod Noel ser ud til at kunne balancere det bedre. At kunne navigere i det konstant. Måske er det også derfor, at sympatien ofte falder ud til hans fordel, fordi han kan spillereglerne.

 

Britiske weekender

Vores samtale vender igen og igen tilbage til det eksplosive forhold mellem Liam og Noel. Det forhold, som også skulle blive deres fald. Simon vender tingene på hovedet. At det var deres styrke. Han rejser sig op og sætter ord på med arme og ben som medspillere.

– Noel mangler Liam nu. Det er helt sikkert. Fine melodier, uden tvivl. Det har han jo ikke mistet. Ligetil. Men der mangler det uventede. Der mangler kant. Og Liam mangler jo melodierne. Han mangler jo musikken. De mangler hinanden. De mangler det der: 'hold nu kæft! … nej, du skal holde kæft! … fuck dig, din idiot, nu gør vi det fandeme på den her måde!' Det modspil. Den konfrontation … Den irritation, som Liam er for Noel, den mangler i musikken. Det bliver for … pænt på en eller anden måde.

Den britiske bacille, mange unge danskere fik plantet i sig i midten af 90'erne, handlede om mere end bare Oasis og britpop. Også i Simon Kvamms tilfælde kommer begejstringen for britisk kultur generelt nogle gange op til overfladen:

– Jeg er nået frem til, at jeg weekend-anglofil. At afslutningen på ugen nærmest bliver en britisk ting for mig. At når jeg tænder for fjernsynet lørdag eftermiddag til lyden af Premier League, så slapper jeg af. Puster ud. Men det er ikke kun lyden af fodbolden, der gør det. Det er mit mindset. Det er her, jeg går ud. Bruger byen. Sætter Rock 'n' Roll Star på. Det er svært præcist at sætte ord på. Men jeg føler mig britisk i weekenderne. Stine (Simons hustru, red.) og jeg var på en weekendtur til London for et stykke tid siden. Da vi ankom til byen, var det som at være fuldstændig hjemme. Byen, kulturen tiltaler mig bare, som få andre ting gør det.

Når man kigger på Simons måde at klæde sig på i dag, er der stadig spor af britpoppen. Han er iklædt grønne Adidas, jeans og en polo. Knappet helt op selvfølgelig.

– Jeg har sgu egentlig ikke tænkt over det. Men der er helt klart noget over det. At jeg er præget af den tid. Af den tøjstil, især Blur havde. Det er nærmest som en uniform, jeg tager på. Men det er helt ærligt ikke noget, jeg tænker over, når jeg står ved klædeskabet. Da vi slog igennem med Nephew og Angora, var det jo de der Damon Albarn-Fred Perry-tracksuits, jeg gik i. Peter Sommer er jo eksempelvis meget mere mod- og Liam-inspireret end jeg med sin forkærlighed for Parka Coats.

 

Slået omkuld af Oasis udkommer 10. april på forlaget Turbine. Bogen er skrevet af Esben Suurballe Christensen. Ud over Simon Kvamm er der interviews med blandt andre Jens Unmack, Peter Sommer, Camilla Jane Lea, Tony Scott og Brian Holm. Læs mere om bogen her

Du kan vinde bogen gennem GAFFA – læs mere her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA