x

Timbaland-interview: Jeg får fat i Rolling Stones en dag

Timbaland-interview: Jeg får fat i Rolling Stones en dag

I denne måneds GAFFA kan du læse om producerens nye album ”Timbaland Presents Shock Value” og om samarbejdet med danske Nephew. Her på siden kan du endvidere læse om hitmagerens arbejde med Björk, Nelly Furtado og om ønskelisten af kommende samarbejdspartnere.

Timbaland om samarbejde med Björk på hendes kommende album ”Volta”:
– Hun var åbenbart også fan af min musik, og jeg troede ikke mine egne ører, da jeg hørte, at hun ville arbejde med mig. Hun kom til New York, og det viste sig hurtigt, at hun er lige så skør som jeg er, så det var ligesom at arbejde med min lille islandske tvilling. Hun er ikke kræsen og kan lide al slags musik og er derfor ligesom mig.

Timbaland om ønskeartisterne, han mangler at arbejde sammen med:
– Jeg ved ikke, om det bare er en drøm, men jeg ved, at jeg vil kunne genoplive Michael Jackson fra de døde. Jeg kan gøre ham hot, han ved det sikkert også, men måske er han bange for mig; jeg ville være bange, for jeg er god. Men Quincy (Jones, red )elsker mig og siger, at Michael har brug for mig.

– Jeg vil også gerne arbejde sammen med Prince, men jeg ved ikke, om han gider arbejde med mig. Jeg har mødt ham til et par fester, men han er ret speciel, og jeg ved ikke, om han gider arbejde sammen med en fra den ny generation.

– Og The Rolling Stones, hvis jeg får fat i dem, så ville jeg sidde med hænderne over hovedet og juble, hvilket ville gøre det ret svært at producere. Men jeg skal nok få fat i dem alle sammen på et eller andet tidspunkt, bare vent og se. De er nødt til at vide, hvem kongen er.

Timbaland om samarbejdet med Nelly Furtado, der gav hende et comeback med albummet ”Loose” fra sidste år:
– Jeg fortalte til Nelly Furtado, at hun var nødt til at være sexet. Alt det dér med ”I’m Like A Bird” (gennembrudshittet fra 2000, red) er nødt til at forsvinde. Fuglen er død, jeg har skudt den. Og ud af asken rejser sig en sexet dame. Jeg var nødt til at ændre hendes image; hun er for sexet, hun kan ikke ligne en husmor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA