x

Pinboys-turnedagbog kapitel 11: Support for Fall Out Boy

Pinboys-turnedagbog kapitel 11: Support for Fall Out Boy

München, d.25 marts
Klokken er lidt over fire lørdag eftermiddag og turen mod München starter. Foran os ligger ca. 1200 km tysk autobahn, en masse cola og dårlig tankstationsmad. Men det bliver fee’. Med undtagelse af, at der ingen penge eller hotel er i dealen, så er det bare det, man drømmer om! Med tankerne om showet og publikum på Vega i onsdags, så ved vi bare, at det bliver kanon i München og efterfølgende Köln!

Vi får taget de første 800 km lørdag, før vi efter lang tids søgen tjekker ind på et motorvejshotel i allerbedste sydtyske stil. Ligesom man ville forestille sig et sydtysk hus. Klokken er ved at være 4 om natten, og folk smider sig udmattede i deres seng! Dagen efter står den på robust tysk morgenmad før de sidste kilometer til München. Simon fik jo nærmest tårer i øjnene, da vi passerede Alianz Arena, hvor hans elskede Bayern München holder til!

Vi ankommer til Muffathalle efter lidt seriøs bykørsel og mødes af det syn, man aldrig kan få nok af: Ventende fans ved spillestedet. De stirrer lidt på vores bus, for den er sgu lidt ydmyg i forhold til de 3 lastbiler og 3 Nightlinere, Fall Out Boy stiller med! Der er rigeligt med stagehands, så vi skal bare forklare, hvad der skal ind og så slæber de. Altid dejligt! Og stedet er jo bare cool – stort, fed scene og lækre backstagerum. Vi indlogeres i det ”lille” lokale, som alligevel har bad, toilet og 2 rum, mens FOB naturligvis har det store. Efter vores lydprøve interviewes vi til Yam Magazine (oplag på 220.000 om ugen). De vil bringe en artikel om os i forbindelse med vores tyske release i april og senere en feature af os i maj ved vores Tysklandstour.

Et kvarter før stagetime kigger vi stille ud i salen – og den er rigtigt godt fyldt med mennesker. Man bliver sgu lidt nervøs, må man jo indrømme, hvilket gjorde toilettet til det mest besøgte rum op til showet. Da vi går på scenen, er det til hvinen og hylen fra de mange piger i salen, og så ved man jo bare, at det bliver cool. Tilskuerne er på fra start til slut, og vi kan vist roligt sige, at vi fik vundet os en hel masse fans den aften. Publikum adlyder Jakob og Annes mindste opfordringer med en skov af hænder og en masse ”hey” ”hey” ”hey” – hold kæft, hvor var det da bare fedt!

Efter FOB’s show går vi i vores merchbod for lige at skrive et par autografer til vores fans. Vi ender op med at stå dernede i over en time og får skrevet på alt fra billetter og flyers til mobiltelefoner og bryster! Sådan! Så vi kan smutte fra spillestedet med en superfed fornemmelse, og så glæder man sig jo bare endnu mere til det udsolgte show i Köln, hvor der vil være 2500 tilskuere!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA