x

Efterklang-interview: At turde tro på sin drøm

Efterklang-interview: At turde tro på sin drøm

Rasmus Stolberg fra Efterklang fortæller bandets historie, og hvad der skal til, for at drømmen om at blive professionel musiker og manager bliver til virkelighed.

Hjemme hos Rasmus damper øko–kaffen en tirsdag eftermiddag. Vi sidder i hans lille, hyggelige lejlighed på Vesterbro, der er fyldt med cd’er i alle mulige kreative covere. Det er herfra, Rasmus dirigerer Efterklangs udgivelser fra bandets pladeselskab Rumraket. Og det er også herfra, han forsøger at holde styr på alle Efterklangs aktiviteter i forbindelse med bandets tre nye udgivelse i 2007: En lp, der i januar blev udgivet i USA i et feinschmecker–tryk, det aktuelle mini–album, ”Under Giant Trees”, og til efteråret et spritnyt fuldlængdealbum.
Vi har derfor sat os sammen for at tale lidt om, hvordan man holder fast i sin drøm om at skabe musik, og hvordan man får realiseret sin drøm. Rasmus fortæller her historien om Efterklang og sin egen rolle i bandet.

Rasmus, er det din drøm, der nu går i opfyldelse, hvor Efterklang lige har udgivet en lp i USA og barsler to nye album i indeværende år?
– Vores drøm er allerede gået i opfyldelse for laaang tid siden. Det var, da vi fik vores pladekontrakt (med The Leaf Label, red.). Vi havde aldrig tænkt længere end, at man skulle have en pladekontrakt. Så ville alt være lykkedes.

Fra Sønderborg til København
Lad os skrue tiden tilbage. Hvornår blev Efterklang grundlagt?
– Efterklang startede i julen 2000. Mads Brauer, Casper Clausen og jeg flyttede fra Sønderborg til København. Casper droppede ud af gymnasiet, og jeg skiftede gymnasium, så jeg kunne tage 3.g herovre. Vi klarede os ret godt i nogle gymnasie–rock-konkurrencer – musikken var helt anderledes end nu, men på grund af det tænkte vi alligevel: ”nu skal vi fandeme til København”, selv om vi ikke vidste, hvad det ville indebære. Sådan har vi tit gjort mange ting, hvor vi bare har sagt: ”Det gør vi fandeme!” Og da vi så mødte Rune Mølgaard og Thomas Husmer i København i julen 2000, var vi ligesom dem, vi skulle være.

Er det en styrke, at I er et musikkollektiv? Jeg tænker, at som ene mand ville det være svært at træffe en beslutning om at flytte hjemmefra og skifte gymnasium i en alder af 17–18 år ...
– Jah, det er nok rigtigt. Vi er alle sammen enormt gode venner i Efterklang. Og jeg husker tydeligt, da vi flyttede til København, hvor jeg tænkte, at jeg skulle kraftedeme ikke sidde tilbage på Als, mens alle de andre bare smuttede. Det lyder måske ikke så vildt nu, men dengang var det altså noget af en beslutning.

Så vidt jeg husker, var electronica ikke noget, man kendte til i Sønderborg dengang i slutningen af 90erne. Var det i København, at I skiftede genre fra rockmusik til electronica?
– He, ja. Da vi startede herovre, var vores største ønske at lave noget helt anderledes musik. Vi brugte to år i øvelokalet bare på at eksperimentere. Så begyndte vi at lytte til en masse Opiate. Det var lidt det, der fik Mads i gang med at pille ved sin computer. Vi begyndte at lytte til Oval og Autechre og prøvede at fordøje det i forhold til os som et rockband – hvilket vi jo stadig er på en eller anden måde!

Som at gå til badminton
Du siger, I brugte to år i øvelokalet på at prøve jer frem til den rette klang. Hvordan pokker fik I energien til det?
– Det er sgu et meget godt spørgsmål. Men der skete en hel masse i de to år, vi delte det bare ikke med nogen andre. Vi prøvede også at indspille nogle ting. Der var bare en generel lyst til at spille musik – det er jo sjovt at spille musik. Grundlæggende var det for os ligesom at gå til badminton, tror jeg, det var vores hobby.

Men havde I på det tidspunkt en klar idé om, at I ville udgive musik og blive professionelle musikere?
– Nej, nej, slet ikke. Eller jo – men vi ville bare ikke indrømme det. Det var tys–tys. Det handlede meget om, at man bare gerne ville spille musik.

Cover i pels
Hvis I bare ville spille musik, hvordan kom I så på den idé at udgive jeres første ep, Springer?
– Jamen, vi var kommet til det sted, hvor vi faktisk gerne ville ud at spille live. Derfor tænkte vi, at vi hellere måtte indspille nogle numre, som vi kunne sende til spillestederne. Men så blev vi rigtig, rigtig glade for de indspilninger. Vi tænkte: ”wauw – det er fedt det her!” I starten var det noget med, at vi ville have brændt 50 cd’er, men så fik vi lidt højere ambitioner og tænkte: ”Ahr, nu trykker vi 500 og laver covere og hele lortet. Og så endte det med, at vi lavede 500 covere i pels uden at tænke mere over det.

Hvem fik idéen til at lave coveret i pels – og hvorfor?
– Det var ... æh. Jo, det var fordi vi prøvede at komme på Spot–festivalen, og så tænkte vi, de skulle fandeme lægge mærke til cd’en! Vi kom ikke på Spot–festivalen. Det var vist Casper, der fandt pelsen i Stof 2000. Sådan går det tit med vores covere: Casper får en god idé, og så bruger jeg 3 år på at sidde at klippe og klistre.

I finansierede selv hele udgivelsen?
– Ja, men vi havde endnu ikke noget firma eller vores eget pladeselskab. Vi anede ikke en skid om noget som helst dengang.

Der står da ellers Rumraket på cd’en – Efterklangs nuværende pladeselskab?
– Jo, men det er helt tilfældigt. Vi fandt bare på, at vi skulle have et pladeselskabnavn, og så kaldte vi det Rumraket. Mest bare for at det så ud som om, der var et pladeselskab.

Fair nok. Men lad os vende tilbage til jeres første udgivelse. Hvordan finansierede I ”Springer”?
– Mads og Kasper havde brugt en masse penge på at købe optageudstyr. Det stod de ligesom for og arbejdede røven i laser for at kunne afbetale på deres lån. Vi indspillede ”Springer” på deres udstyr, og så var der nogle udgifter til at få den trykt, ca. 10.000 kr, hvor jeg lagde pengene. Vi havde ikke engang talt om, hvad der skulle ske, hvis vi tjente nogle penge, fordi det havde ikke prøvet endnu!

Blod på tanden
Efter ”Springer” – fik I så blod på tanden til at lave et helt album?
– Ja, det føles bare, som om det er noget, man skal lave som band. Vi ville lave et helt album, og det ville komme til at koste penge. Så tænkte vi, at det kunne være meget fedt at slippe for at betale moms. Så derfor startede vi egentlig vores firma, Rumraket I/S. Det var den første grundlæggende tanke med Rumraket – længere var den ikke.

– Da ”Tripper” så var færdig, da fik jeg virkelig ambitioner, det må jeg sige. Da tænkte jeg virkelig: ”Hold kæft, den her plade er god!” Den plade får fem hjerter i Politiken, og det var mit mål med det projekt.

Hvornår gik det op for jer, at det var en ambitiøs plade?
– Det gik først op for mig, da den var færdig. Det var en lang proces, hvor især Mads og Casper sad og rettede indspilningerne til. Så det var først til sidst, hvor jeg tænkte, hold da op, det er sgu blevet godt!

Jeg er ikke musiker
Hvad er din rolle i Efterklang?
– Den har skiftet lidt. I starten var vi fem personer, der skrev og komponerede sange sammen og øvede tre gange i ugen. Min rolle begyndte at ændre sig, da vi lavede RART (multi–kulti–fester, red.) i 2003. Da begyndte jeg ligesom at synes, at det var sjovt at arrangere koncerterne. Stille og roligt blev det bare mig, der holdt styr på pengekassen og skrev breve til pladeselskaberne og Spot–festivalen, ja, alle de der ting.

– Så skete der det, at det gik op for mig, at jeg ikke er musiker. Jeg synes, det er fedt at spille i et band. Men jeg kunne se på de andre, at der skete ligesom en eksplosiv kreativ vækst. De blev virkelig gode! Jeg begyndte derimod at føle, at jeg ikke var god nok til det musikalske. Meget heldigt begyndte det at overlappe med, at jeg fandt ud af, at jeg var rigtig god til management. I 2005 søgte jeg så ind på Music Management–uddannelsen.

– Men jeg spiller stadig guitar i bandet, når vi er ude at spille og i studiet, og så længe de andre synes, det er en god idé, er jeg med i bandet. Jeg er dog ikke længere med i den ”kreative proces” som de andre.

Du skal have et hit
Hvis du skulle give et godt råd, hvad skal der så til for at nå dertil, hvor man arbejder professionelt med musikken?
– Et hit. Det er det. Hvis vi ikke havde lavet ”Tripper”, og det ikke var gået, som det er gået, så sad vi ikke og snakkede nu. Det kan godt være, jeg stadig havde lavet noget musik, eller Efterklang–gruppen havde lavet noget andet. Men det er fuldstændig rigtigt: Du skal have et hit. Men når jeg siger ”hit”, så mener jeg ikke et clubhit eller et P3–hit, men du skal ligesom have et eller andet, som giver dig en succesoplevelse ...

– Der er så meget musik og så mange ny plader på markedet. Forskellen på det, der går godt og det, der går dårligt, er, at når det går godt for dig og dit band, så sidder der en hel musikverden og vil have fat i dig og din musik og skrive om det og komme til dine koncerter.

– Når du sidder med noget musik, som sagtens kunne være godt nok, men ingen andre kender noget til det, så sidder du med det helt alene. Så er det, at du skal til at sparke døre ind. Man ikke sidde og klø sig i røven og vente på, at succesen kommer. Mit tip er, at man skal sparke så mange døre ind som muligt – men før eller siden skal der være et eller andet, der sætter ild til det.

Har Efterklang skullet sparke mange døre ind undervejs?
– Det synes jeg, vi har. Men, ahr, så mange døre var det sgu heller ikke. Vi havde rigtig, rigtig svært ved at få lov til at spille koncerter. Men det endte med, at vi arrangerede vores egne koncerter, og det er den bedste beslutning, vi nogensinde har taget. I 2003 spillede vi syv koncerter, hvoraf vi arrangerede de fem selv. Det var blandt andet RART og noget på Den Anden Opera.

– Det var sgu fedt, altså. Og der kom masser af mennesker. Og der kom mennesker, der sagde, det var godt. Du bliver nødt til at have de oplevelser. Det er svært at sidde med det alene, og man ikke får det ud til nogen, der på en eller anden måde tager fat i det.

Så vejen frem er at komme ud med sin musik?
– Hvis det er musik, vi taler om, så drejer det sig om, at du starter med musikken og virkelig får det op at køre. At du finder ud at, hvad du vil og kan, og at man så vælger at tro på det. Når det så er på plads, er der alle mulige ting, du kan gøre. Du bliver nødt til at kende en, der kan sprede budskabet om, hvad du kan. Der er rigtigt mange sindssygt dygtigt musikere og kunstnere, som ikke har det gen, som ikke føler, de har tid eller overskud eller kan finde ud af at formidle, hvad det er for en musik, de laver.

Pengeproblemer
Kan I leve af musikken nu, hvor I både har fået Efterklang og Rumraket etableret?
– Nej. Nogle gange får jeg en eksistentiel krise, for hvad skal jeg gøre, når jeg ikke får SU længere? Nu har jeg brugt halvandet år på det her Rumraket–projekt, og jeg har ikke tjent en eneste krone på nogen af udgivelserne. Men jeg har heller ikke tabt nogen penge! Det går cirka i nul, men jeg har jo brugt sindssyyygt mange timer på det. Gratis, ikke!

– Jeg vil gerne have det til at køre videre, men jeg tænker på, hvordan pokker det skal køre videre, når jeg ikke længere får SU og SU–lån?

– Efterklang kører meget bedre, men der er vi også mange mennesker, der skal dele. Heldigvis har vi en fordeling, der siger, at dem, der laver mest, får mest. Det gør, at Mads og Casper, der er de største arbejdsheste med hensyn til musikken, kan leve på et eksistensminimum. Casper har vist en dag om ugen i en vuggestue, og Mads lever på en sten.

– Nu har vi været i studiet så længe, at nu kan vi mærke, at vi snart skal til at have penge ind igen den anden vej. Men, jo, det går lige.

Fremtiden
Det er imponerende, at I er så mange mennesker, der ofrer så meget materiel velstand for at realisere jeres projekt, Efterklang. Hvad holder jer sammen?
– Jeg har også tænkt den tanke. Det set–up, vi har lige nu, det duer kun, fordi vi har den alder, vi har. Ligeså snart der er flere af os, der får familie og flere af os, der ikke længere kan leve af SU, så skal der ske noget med dette band. Men jeg tror også, at Efterklang–projektet og Rumraket kan leve i mange år, fordi det behøver nødvendigvis ikke kunne betale sig at have det kørende.

– Min løsning på Rumraket–krisen blev også, at jeg tænkte, så må jeg sgu arbejde to–tre dage om ugen ved siden af, for at få det til at løbe rundt. Fordi jeg vil det her sindssygt meget – men jeg vil også gerne tjene penge. Det skal ikke være nogen hemmelighed.

Hvornår er der Efterklang-koncerter igen?
– Det er der, når pladen udkommer til efteråret.

Skal I på turné?
– Jah! I hele verden. Det er ambitionen! Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Det ”hele verden” dækker over er Europa, USA og måske Japan. Det vil vi bruge et år på.

Her på falderebet, kan du løfte sløret for jeres nye album?
– Jeg synes, det er meget anderledes. Men det er samtidig også meget Efterklang. Nu er vores mini–album ”Under Giant Trees”, som er mere rockband–agtigt end ”Tripper”–albummet, lige udkommet. Det er fordi, det er sange, vi har spillet live. Og det synes jeg, man kan høre. De har en anden energi. De er lidt mere voldsomme i det nogen steder.

– Med hensyn til det fulde album, som kommer til efteråret, så er det mere tilgængeligt og udadvendt end Tripper. Samtidig er det også mere eksperimenterende. Det er ikke blevet et enklere album, men melodierne er blevet stærkere, og virkemidlerne er blevet mere defineret. Så er albumet også mere eklektisk – et frygteligt ord. Men hvor ”Tripper” var post–rock-electronica med nogle strygere og noget, så er der på det nye album meget mere på spil. Der er langt flere inspirationskilder.

– Ja, nu hvor jeg ikke er så meget med til at lave pladen, kan jeg godt tillade mig at sige, at det bliver verdens bedste plade!

Efterklang er:
Rasmus Stolberg, Casper Clausen, Mads Brauer, Thomas Husmer og Rune Mølgaard.

Efterklangs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA