x

Kenneth Thordal-interview: Fra punker til pop- og protestsanger

Kenneth Thordal-interview: Fra punker til pop- og protestsanger

Billede: Ole Christiansen

Sangeren og sangskriveren byder indenfor og tager os med på en rejse fra de kulsorte firsere til borgeridyl på Østerbro – og så er han vild med Sebastian

Klokken ti om formiddagen ankommer jeg til troubadurens lejlighed, hvor interviewet skal finde sted. ”Jeg er forkølet og har været det de sidste 14 dage”, siger en halstørklædeklædt Thordal som noget af det første, da jeg er trådt ind i køkkenet.

I dagens anledning har Thordal brygget kaffe – varm, ikke kold, som sanger/sangskriveren, oversætteren og reklameskribenten synger i ”Frinummer” fra sin seneste dansksprogede udgivelse ”Alt og Ingenting”, der udkom i februar. Et album, der stritter i flere forskellige retninger – lige fra poppens melodiøsitet til rockens fremdrift og til folkemusikkens vemod. Men hvem er egentlig denne Kenneth Thordal? Vi starter med at spole tiden tilbage til det herrens år 1981.

Thordal går i gymnasiet og spiller bas og trommer, når han keder sig i tysk-timerne – og det gør han tit. Det er også her, han finder nogle ligesindede kammerater, som han deler en fælles interesse med: Punkmusik. Derefter går der ikke lang tid, før den pæne forstadsdreng forvandles til en fuldblodspunker, med hvad dertil hører af sort punkuniform, øreringe og strithår. Men hvad er det, som den unge Thordal er så fascineret af ved punken?

– Det var først og fremmest, fordi den var der, siger Thordal. – Hvis det havde været fem eller ti år senere, så var jeg blevet hiphopper. Så hvis jeg skal være helt ærlig, så var det, fordi den var der, at jeg greb den modkultur (punken, red.) på det tidspunkt, hvor jeg var i mine formative år.

Kneppe damer, tage stoffer og spille guitar
Thordal er dog ikke i tvivl om, at grunden til hans fascination af punkens vrede delvist stammer fra opvæksten i en politisk engageret familie, hvor social indignation tilflød drengen fra barnsben af. Begge forældre var glødende socialdemokrater af den gamle skole, der, som sangskriveren formulerer det, som ikke siden hen er faldet i favnen på Pia K. Men det er også – og ikke mindst – pigerne, stofferne og musikken, der trækker i den unge mand – eller som sangskriveren på sin egen bramfrie facon formulerer det: ”Kneppe damer, tage stoffer og spille guitar”.

Vi sætter os ind i tidsmaskinen. Året er 1991. Thordals gamle punk- og hardrockband med det fascistoide navn Stalin Staccato, der har udsendt ét album, er hendøende, og Thordal danner gruppen Nude, hvor han synger for. Nude udgiver pladen ”Nudism” i 1994, og får en masse airplay. Pladen bliver generelt godt modtaget af anmelderstanden og afføder en del koncert-aktiviteter, herunder en opvarmningstjans for engelske Blur.

I 1996 går Nude i opløsning, og i de næste par år forsøger sangeren at stable andre projekter på benene, dog uden at være i stand til at høste frugten af sine anstrengelser. På et tidspunkt har Thordal imidlertid fået nok og dropper musikken helt for blandt andet at hellige sig sin nyfødte datter og ernære sig som tekstforfatter/speaker for reklamebranchen og oversætter af engelsksprogede film og tv-serier.

Hvorfor stopper du med at spille musik?
– Det var ikke sjovt længere. Hvorfor rende rundt og spille musik, når det ikke er sjovt, og da jeg heller ikke tjente penge på det, hvorfor så spille musik, tænkte jeg. Og så var jeg lige blevet far og var fyldt 30, så det var også en reaktion på det. Derudover havde jeg arbejdet som tv-tekster i nogle år – og var god til det – og fik nogle gode filmopgaver, og kunne tjene nogle penge og tænkte: ”Hvorfor fanden skal jeg spilde mit liv på at gå rundt at lave musik, når jeg bliver mere og mere deprimeret, hver gang jeg gør det?”


Anmelder-darling uden kommerciel succes
Thordal holder en pause fra musikken i cirka to år. Men på gentagne opfordringer får han mod på at skrive sange igen – denne gang på dansk. Da ti numre er skrevet på modersmålet, indspiller Thordal det, som ender med at blive hans debutalbum i eget navn. Pladen får titlen ”11 Salmer fra Bunden af Havnen” (2003) og følges op af "Skåret Ud i Pap” (2005), der generelt bliver lovprist af musikanmelderne, der også indstiller albummet til Steppeulven-prisen "Årets album 2005".

Sangsmedens tredje og seneste udspil ”Alt og Ingenting” (2007) får om muligt endnu større applaus af kritikerne, og hermed skulle man mene, at dette ville være gnisten, der antænder pladesalget og baner vejen for det kommercielle gennembrud. Hvad der ingenlunde er tilfældet, for foreløbigt er salget langt fra guld og platin, og når Thordal endelig får airplay i radioen, er det som regel på P4, og ikke P3, der har en større kommerciel gennemslagskraft. Dette er måske grunden til, at Thordal, da jeg konstaterende bemærker, at han efterhånden har fået noget, der ligner en succes med sit seneste album, spontant udbryder: ”Hvorhenne!?”

Hunden kan stadig bide fra sig
Men hvor er punk-rebellen blevet af? Sangskriveren lægger ikke skjul på, at der er løbet meget vand i åen, siden dengang han stod i front for Stalin Staccato. Den unge Thordal ville nok have taget kraftigt afstand fra den ældre Thordal, der både er hoppet i lommen på et stort pladeselskab, Universal, har solgt sin sjæl til reklamebranchen, og lever et ”borgerligt” liv på Østerbro med kæreste og barn.

Og så er han tilmed vild med Sebastian! – hadeobjekt nummer ét blandt punkere. – Hvis du havde spurgt mig dengang, havde jeg sikkert syntes, at Sebastian var forfærdelig, men nu synes jeg nærmest, at manden er et geni, siger Thordal, og tilføjer med et glimt i øjet, at mange sikkert får ondt i røven over, at han siger dette.

I dag balancerer Thordal mellem at forsone sig med verden og vise sin vrede, når noget er, som det ikke bør være i troubadurens øjne. Flere politiske sange er det da også blevet til fra sangskriverens hånd, heriblandt sangen "Anders”, som tager landets statsminister ved vingebenet – heri synger Thordal blandt andet: ”Har du leget med Uncle Sam igen? Vask dine hænder. Børst dine tænder. Far kan ikke lide, når du snyder. Anders, din lille lakridsforbryder”. I den forbindelse har sangskriveren intet imod at blive udråbt til ”protestsanger” – en betegnelse, han i øvrigt ynder at bruge om sig selv. Thordal har forladt punkens dogmatisme. Men hunden kan stadig bide fra sig.

Kenneth Thordals hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA