x

Hvilken musik lytter Johanne Schmidt-Nielsen til?

Hvilken musik lytter Johanne Schmidt-Nielsen til?

I anledning af det snarlige valg til Folketinget har vi spurgt Enhedslistens politiske ordfører om hendes forhold til musik.

Alder: 31 år

Civilstatus: Bor i en lejlighed på Nørrebro

Profession: Politisk ordfører for Enhedslisten

Kommer du fra et hjem med klaver?

– Jeg er vokset op i et bofællesskab på en mark på Fyn. Og i musiklokalet i fælleshuset havde vi skam både klaver, trommer, kontrabas samt et stort udvalg af blokfløjter. Jeg var nok sådan cirka den mindst musikalske. 

Spiller du selv et instrument?

– Som barn gik jeg både til klaver, sang og til – den obligatoriske – blokfløjte. Jeg blev aldrig rigtig venner med hverken noder eller rytme. 

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?

– Ikke ud over en ganske kort periode i teenageårene, hvor jeg forestillede mig, at jeg nok var den nye Alanis Morissette, eller at jeg måske kunne få en plads i Dizzy Mizz Lizzy…

Synger du i badet?

– I badet hører jeg P1. Men jeg synger på min cykel. Primært hvis der ikke er andre på cykelstien.

Hvad betyder musik for dig?

– I mange år syntes jeg, det var lidt pinligt, at jeg er så dårlig til at huske, hvad bands hedder. Og at jeg aldrig kunne pege på noget nyt og spændende i Roskilde Programmet. Nu har jeg lært at stå ved, at jeg bare godt kan lide pop. Og at jeg for det meste hører P1.

Hvordan lytter du til musik?

– Jeg hører mest musik, når andre sætter det på, eller når jeg danser. Og det gør jeg mest, når jeg er lidt fuld. For lidt tid siden var jeg i Palæstina for at løbe Right to Movement. En god ven sammensatte en playliste med både Rihanna og Katy Perry. Listen hjalp mig gennem de ti hæslige kilometer. 

Hvem er din yndlingskunstner?

– Jeg hader sådan noget med "yndlings". Men jeg er pjattet med Steffen Brandts tekster. Og vild med at danse til Medina. Jeg synes selv, jeg er en fabelagtig dj. Ikke fordi jeg ved noget om musik, men fordi jeg ikke musik-skammer mig. Man skal bare sætte det mest poppede på. Det, alle kan synge med på. Ace of Base, Take That, Britney, Michael Learns To Rock, Ray De Ohh, Dolly Parton. Alle elsker det!  

Hvilken slags musik kan du ikke holde ud at lytte til?

– Sådan noget rigtig syret jazz. Jeg bliver helt stresset i min hjerne.

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?

– Altså, jeg håber virkelig ikke, at jeg ville vælge nogen overhovedet… men okay, sidst var det Afrika.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

– "You Are Not Alone" med Michael Jackson. Der var kinddans og Adidas-joggingbukser. Det var yndigt.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Sig mig, tror du, det er Se & Hør, det her?

Hehe, godt ord i gen. Hvad hører du så helst søndag morgen?

– Ikke rigtig noget. Hvis ikke jeg arbejder, drikker jeg kaffe med gode venner. Helst i solen.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

– Alt med Medina.

Hvad er den første sang du kan huske? 

Tusind Stykker med Anne Linnet. Min moster Mette havde pladen.

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– Det er ikke så svært at få tårer frem i mine øjne. Kringsat af Fjender og Space Oddity med David Bowie blandt andet. Det er der faktisk virkelig mange sange, der kan. Påvirke mit humør. Det er vel i høj grad det, musik kan.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

– Godt nok er jeg over 30, men… Svantes Lykkelige Dag, måske. Den er så rar. 

Har du været i operaen?

– Ja! Jeg så Mozarts Tryllefløjten med min farmor for et par måneder siden. Det var min første gang. Og jeg var begejstret.

Har du været på festival?

– Ja. Og helt ærlig, jeg synes urinstøv og toiletvogne er svært. Det tager mig lige en dags tid at komme ind i rytmen. Men så er det nu også herligt. Især hvis jeg kan tage toget hjem til min egen seng om natten.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Der er en del af de børn jeg voksede op med, der er blevet musikere. Jeg elsker at være til deres koncerter. Det gør mig glad.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Hvis jeg var til damer: Beyoncé.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA