x

Pinboys-turnedagbog kapitel 12: Support for Fall Out Boy

Pinboys-turnedagbog kapitel 12: Support for Fall Out Boy

Köln, d. 27/3.

Efter den superfede aften i München havde vi mandagen fri og besluttede os til at køre til Köln og tjekke byen lidt ud. Vi lejede os ind på et hostel lige i centrum og ikke ret langt fra den ret så imponerende kirke Kölner Dom. Ret vildt, at nogen gider bygge noget så stort og så detaljeret. Det var så også al den finkultur, vi fik fra Köln, for ud over det stod den på en lækker aftensmad og en stribe bajere.

Tirsdag blev brugt på en smule shopping in Kölns gader, før vi smuttede ud til E-Werk. Det var et ret så imponerende skue at komme derud. Vi vidste godt, at der var udsolgt til aftenens koncert, så det overraskede os ikke, at der allerede sad en masse fans uden for spillestedet… men det er sgu altid fedt! Koncertsalen var virkelig stor, og man fik lidt sommerfugle i maven ved at tænke på, at man skulle trykke den af et par timer senere foran 2500 mennesker!

Modsat lyden i München var alt bare perfekt i E-Werk! Det rum er bare lavet til koncerten, og lydprøven gav os bare endnu mere lyst til aftenens koncert. Så tiden op til showtime sneglede sig af sted. I takt med at salen fyldtes, så steg pulsen også i backstage-lokalet.

Eneste negative ting ved E-Werk … der var for få bajere! Hvilket ikke gjorde noget for Jakob selvfølgelig. Han skulle køre… Men i det hele taget var E-Werk og Köln det perfekte sted at afslutte vores lille mini-tour med Fall Out Boy. Det var det største sted, det bedste scene, den bedste lyd, de fleste mennesker og det bedste show. 2500 mennesker, der bare går amok, når du be’r dem om det! Aldrig har vi fået så mange kuldegysninger. Det var bare for fedt.

Efter showet stod den på autografskrivning samt opstilling til ”fan-fotos” og ellers lidt snak med de kære gutter fra det andet band, inden turen gik hjem til hostelet.

En af de største oplevelser ved disse shows har ikke kun været den kæmpe-opsætning, koncerterne har haft i form af crew, presse og publikum. Det har i lige så høj grad været vores præstationer og udvikling som band. Vi har i lang tid følt som band, at vi var klar til store support-shows. Men én ting er at føle, man er klar, noget andet er at stå på scenen og spille godt, lave et godt show og ramme det publikum, man står overfor. Og det har vi gjort HVER gang! Så vi er sgu lidt stolte!

Aldrig har vi kørt så fucking mange kilometer i en gammel ”baggårds-puma” for så få shows og brugt så mange penge. Til gengæld har vi aldrig prøvet noget så fedt og ville uden betænkningstid sætte os ind i bussen med det samme igen, hvis vi fik tilbuddet.

Pinboys' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA