x

Heartbeat Music – Våbenbrødre med hjertet på rette sted

Heartbeat Music – Våbenbrødre med hjertet på rette sted

Se en billedserie med Thomas Bredahl og Stefan Facius i Los Angeles, maj 2015

Thomas Bredahl og Stefan Facius har begge to været ude og mærke ekstremerne på hver deres måde. Stefan har stået ansigt til ansigt med døden, og Thomas har levet fem år i orkanens øje som en del af Danmarks mest succesfulde rockband gennem tiden, Volbeat. I dag har de to venner selv taget styringen og driver sammen management-bureauet Heartbeat Music, der er drevet af én ting: kærlighed til musikken. Tag med på en fortælling, der bringer os fra øvelokaler i Herning i slut-90'erne til toppen af World Trade Center i dag.

Herning 1998

Stefan: – Herning 1998. Jeg går i gymnasiet. Som på så mange andre aftener er jeg nede på det lokale spillested, Fermaten, og derovre i hjørnet står Thomas, der er i færd med at indspille en demo med sit band, Gob Squad. Selv spiller jeg i det lidt Pearl Jam-agtige grungeband Hazel. Vi er en lille, men dedikeret skare af musikere i Herning, og ved siden af Fermaten har vi alle sammen øvelokaler. Gob Squad er et af dem, man helst ikke vil ind i, for de er jo lidt nogle ulækre punkere. Det signalerede deres øvelokale i hvert fald. 

Thomas: – Vi er en klynge af unge musikere, der virkelig vil noget. Der er cirka et band pr genre, og vi er alle sammen frivillige på Fermaten for at få gratis entré og billige bajere. Om aftenen i weekenderne fordobles Fermatens publikum efter klokken 22, for der er alle bandsene færdige med at øve, og så har nye bands som Mew og SP Just Frost pludselig mere end 20 mennesker at spille for. Folk er nysgerrige og støtter hinanden. Jeg er Lars Ulrich-typen og optager hurtigt, at der også er en business-side af musikken.

Stefan: – Thomas og jeg er hver især gode til at promovere vores respektive bands. Det er os, der sætter os ned og laver coveret og går op i Stereo Studio længere nede ad gaden og får sat vores cd til salg og markedsført i butikken. Hazel sælger faktisk 500 singler i Herning. Derudover laver vi også sponsordeals, salgsaftaler, skriver pressemateriale, laver artwork, booker shows rundt i landet og betaler regningerne.

Thomas: – Ja, Stefan og jeg påtog og begge managementrollen i vores respektive bands. Og vi fandt hurtigt ud af, at hvis man ville noget, så måtte man gøre det selv. Vi fik ikke meget foræret derovre i det mørke Jylland. Det var meget D.I.Y. på sådan en lidt naiv måde, men vi lærte sindssygt meget af at kaste os ud i tingene og bare knokle. 

Speciale i tourbussen

Thomas: – Omkring år 2000 begynder folk at tage deres gode tøj og rykke væk fra Herning for at studere. Og der går ti år, hvor Stefan og jeg stort set ikke ses ud over tre-fire gange til det årlige julejam i Herning og måske en enkelt gang på Musikcaféen i Aarhus. Ud over stadig at spille i Gob Squad begynder jeg at køre mit eget lille bookingbureau og booke metal- og punkbands til venues i Danmark, samtidig med at jeg tager en uddannelse i erhvervsøkonomi og psykologi på Aarhus Universitet – specialet skriver jeg i en tourbus med Volbeat, som jeg også spiller med i de år. På det tidspunkt spiller vi over 100 koncerter om året, så specialet tager lige et år længere at skrive end planlagt.

Stefan: – I løbet at de samme ti år går jeg i lære som tjener og tager en uddannelse som serviceøkonom med speciale i hotel- og restaurationsmanagement. I det øjeblik jeg er færdig med uddannelsen, kan jeg mærke, jeg bare ikke har lyst til at være i restaurationsbranchen. Jeg har et coverband, der spiller Zapp Zapp og Drori-Hansen Furniture, og jeg booker selv koncerterne, laver pressematerialet, alt det grafiske, regnskaberne og alt det der. Jeg overvejer flere gange at starte mit eget bookingbureau. Derigennem møder jeg Erann DD's management, som jeg får et ret godt forhold til, og jeg finder ud af, at jeg gerne vil være booker. 

– Jeg bor i en periode hos Peter Viskinde i Aarhus, og ham kommer jeg i samme periode ud at turnere med. Jeg spørger ham i 2003: "Hvor skal jeg starte?" Og han peger på Skandinavian eller MN Music i Aarhus. Jeg sender en ansøgning til dem begge, og får følgende svar fra MN Music: "Kan du starte i næste uge?" Jeg møder op på kontoret og får så ellers udleveret en telefon, en blok papir og et skrivebord, hvorefter jeg får at vide, at jeg kan blive fastansat, når jeg har tjent nok i provision til at dække min løn. Det tager mig tre måneder, og så går jeg ellers i skarp oplæring hos Kai Koitzch og John Madsen på den hårde måde. I de efterfølgende år laver jeg så mange halballer og byfester, at du tror, det er løgn.

Dans med døden og blast from the past

Stefan: – Jeg arbejder på MN Music i 2006, og i august måned har jeg været meget træt og også noget stresset i en periode. Jeg cykler gennem Cereskrydset i Aarhus en dag og må stå af cyklen – det har jeg aldrig prøvet før. Et par dage efter er jeg også nødt til at stoppe op og holde en pause på anden sal på trapperne op til min lejlighed. Min kæreste er selvfølgelig noget bekymret for mig og sender mig til lægen, og jeg tropper op og forventer at få stillet den klassiske diagnose om stress. Der bliver taget nogle blodprøver, og de kan umiddelbart godt se, at der mangler nogle ting. Så de sender dem til nærmere analyse.

– Jeg sidder på kontoret og arbejder et par dage senere, da telefonen ringer. Det er min læge. Han spørger, hvor hurtigt, jeg kan være på hæmatologisk afdeling. Jeg er udmærket klar over, at det aldrig er noget godt tegn, når lægen selv ringer, så jeg spørger, hvad der er galt, og får svaret "det skal vi ikke tage over telefonen." Jeg bliver med det samme bange for, at jeg har aids eller det, der er værre, så jeg får overtalt lægen til at fortælle mig, at de er bange for, at jeg har leukæmi – blodkræft.

– Jeg tager op på afdelingen, hvor den gode nyhed er, at jeg ikke har leukæmi. Den dårlige er, at jeg til gengæld har en svær grad af sygdommen Aplastisk Anæmi – knoglemarvssvigt. Lægerne giver mig to år tilbage at leve i – med mindre, de kan finde en knoglemarvsdonor, der passer. Og selv hvis de kan det, er chancerne for at blive rask meget små. Hver femte overlever ikke en transplantation, og efterfølgende er der en meget stor risiko for komplikationer og følgesygdomme.

Tiden efter, jeg har fået diagnosen, bruger jeg primært på at arbejde videre – jeg elsker jo virkelig, hvad jeg laver – og da jeg bliver sygemeldt, sidder jeg stadig og booker shows derhjemme – naturligvis til stor frustration for min familie og min kæreste. Men for mig er det vigtigt at fortsætte. Men jeg får da en lønforhøjelse for min indsats. Jeg bliver indlagt på Rigshospitalet, hvor jeg skal tilbringe en måned i isolation, imens de gør min krop svag nok med kemo og stråler til, at jeg kan modtage den nye donormarv. I løbet af den måned ser jeg kun min læge, min sygeplejerske og min kæreste, der er gravid i ottende måned og derfor helt undtagelsesvist har fået lov til at være hos mig. Det er en tid, hvor der bliver gamblet med livet – min krop er det tætteste, den kan være på at være slået ihjel uden at være det, men tager heldigvis imod den nye knoglemarv, der passer perfekt. Faktisk bliver jeg erklæret rask, selvom jeg stadig skal til kontrol en gang om året og skal indlægges, hvis jeg får feber. Men de sidste to år har jeg ikke haft en eneste sygedag.

– Jeg er blandt de 10 procent, der klarer sig så godt efter sådan en sygdom her, og jeg er udmærket klar over, at jeg er en meget, meget heldig mand. Og det har gjort mig til den, jeg er i dag. Det er også derfor, Thomas' og mit selskab har fået navnet Heartbeat Management. Det er vigtigt, at det er et navn, der viser hjerteblod. Jeg gik fra det store corporate-selskab, Universal Music, til noget, mit hjerte for alvor banker for. Her handler det først og fremmest om musikken – men naturligvis også om excel-ark og daglig drift.

Den anden dag i juni måned 2007 får jeg lov til at forlade min stue, og det er den dag, hvor fodboldtossen gør det svært for os at komme videre i EM. Der er mere end én grund til, at jeg husker den begivenhed. I august begynder jeg at arbejde igen.

I de næste fem år starter jeg eget bookingbureau og arbejder på to forskellige pladeselskaber, indtil jeg en dag i starten af 2012 står hjemme i min lejlighed. Jeg er lige blevet skilt, er uforløst i mit arbejde, og så ringer telefonen. Jeg kan se, det er Thomas Bredahl, og jeg tænker: "Blast from the past", han fortæller, at han er stoppet i Volbeat og skal til at finde ud af, hvad han så skal. Jeg får en idé.

To gange Lars Ulrich-typer med en fælles mission 

Thomas: – Jeg har aldrig regnet med, at jeg skulle være musiker på fuldtid, men har altid mere set mig selv være på den anden side af skrivebordet i musikbranchen. Efter fem år i Volbeat er jeg blevet ret træt af i hvert fald visse dele af branchen – der har været knald på, og jeg tænker: "Hva' faen skal jeg?"

Stefan: – I en længere periode har jeg været uforløst, ikke forstået og ulykkelig på mit job, og jeg har fundet et band, jeg har forelsket mig fuldstændig i, som der ikke er andre, der vil røre ved. Heller ikke min arbejdsplads, som jeg skilles med i maj 2012. Jeg ringer efterfølgende til Thomas og siger: "Det her burde vi fandeme gøre noget ved, Herning-style!" og i september 2012 danner Thomas og jeg Heartbeat Management sammen. Bandet hedder i øvrigt Go Go Berlin. 

Thomas: – I denne her branche er det vigtigt at arbejde med folk, man synes er fede som mennesker. Da Stefan ringer og fortæller mig, at han stopper hos Copenhagen Music, og at han synes, vi skal starte noget sammen, så har jeg ikke de store overvejelser. Der er bare en mavefornemmelse, der skriger "JA!" meget højere, end jeg havde oplevet i lang tid.

– Stefan giver mig en uges betænkningstid, imens han tager på ferie med sin familie. I den uge gennemtænker jeg min umiddelbare indskydelse, men det ændrer ikke på konklusionen, at hvis der er nogen, der skal lave noget sammen, så er det selvfølgelig os: To gange Lars Ulrich-typer med en fælles mission. Stefan præsenterer mig for en demo med Go Go Berlin, som jeg falder pladask for. Efter jeg havde mødt bandet, som består af nogle fantastiske mennesker med et kæmpe talent og en smittende energi, er første kapitel af vores nye eventyr i gang. 

Vi vil vinde Tour de France – rent

Stefan: – Vi har familier begge to, og vi har gået igennem nogle ting, der definerer os som mennesker – det kan være sygdom, arbejde, skilsmisse eller et band, der brød igennem i hele verden. Det har været med til at gøre os til de personer, vi er: Vi vil gerne være ordentlige mennesker, vi vil gerne tage folk seriøst, og vi vil gerne udnytte enhver mulighed, der kommer forbi os. Vi vil være bedre end de andre, og vi vil gerne vinde den her Grand Tour – og vi vil gøre det rent.

– Vi ville helt sikkert kunne komme hurtigere frem i feltet, hvis vi stod lidt mere i en bar på branchefestivalerne, hvis vi så vores familier mindre, brugte flere penge på at rejse og være til stede alle steder – hele tiden og generelt bare spillede et mere hårdt spil. Men det gør vi ikke, for det er ikke os. Og vi arbejder med  de kunstnere, vi gør, fordi vi tror på dem, og kan mærke, at vi kan flytte dem. Vi sætter en ære i at flytte ting fra A til B.

– Vi arbejder 100 procent internationalt og forsøger at differentiere os fra de andre ved at gøre dette. Med fuldt fokus, faktisk. Det går ret godt, men vi har også en udfordring på den bane med vores artister, da mange udenlandske labels og lignende spørger "how's your home market on radio and sales"?

– Og da P3 de senere år har stor fokus på dansksproget musik med afsæt i dancehall-genren, der bedst begår sig på Crazy Daisy, så kan det være svært at overbevise en A&R fra USA fyr om vores store kommercielle salgspotentiale, når vi nu selv har svært ved at komme igennem med vores budskab nationalt. Det er ikke for nødvendigvis at smide en bredside mod P3, men for tiden gør deres programflade og valg af urbane danske profil bare ikke vores arbejde nemmere. Derfor tager vi også alle henvendelser, vi får, seriøst. Det er ikke meget, der går vores næste forbi, for hvem ved hvad vi kan få ud af de muligheder eller relationer, vi selv opbygger? 

Som en bror

Thomas: – Hvornår er man i mål? Det er man aldrig. Da jeg spillede i Volbeat, var jeg med til at opleve enorm succes, men det betyder ikke, man er i mål. Volbeat er heller ikke i mål, fordi de kan spille for 40.000 mennesker på Fyn, for så må man jo slå sin rekord og spille for 100.000 næste gang. Man når ikke dertil, hvor man kan læne sig tilbage og være tilfreds. Man sætter sig heldigvis nye mål, så der altid er noget at løbe efter og holde en sulten. Det, vi får tilbage på vores investeringer er, at tingene lykkes. Det er ikke et spørgsmål om egenkapital. Kommer der penge ind? Ja, det gør der. Bruger vi dem igen? Ja, det gør vi i hvert fald!

– Det vigtige er, at tingene sker. Det skylder vi vores artister – og et eller andet sted synes vi også, vi skylder verden det – at høre hvor fede, vores kunstnere er. Det er let at få sådan en broder-følelse over for kunstnerne, og på den måde kan jeg godt opleve at blive oprigtigt såret, hvis der er nogen, der ikke fatter, hvor fede, de folk, vi arbejder med, er. Derfor kan det også gøre ondt, når man slutter et samarbejde, hvilket vi jo også har måttet gøre nogle gange. Det svarer lidt til, at din søster eller bror ringer og siger: "Gider du ikke godt holde dig væk?"

Showcase på toppen af verden

Stefan: – Juni, 2014. Et af vores hjertebørn, Go Go Berlin spiller et voldfedt show på Nemoland på Christiania. Da jeg vågner næste morgen, ligger der en mail i min indbakke fra en amerikansk dame, der rejser rundt i Europa i disse dage. Jeg googler hende og finder ud af, at hun har været gift med en kendt rockmusiker, hun er 60-70 år gammel og åbenbart bedste venner med Mick Jagger og gudmor til Steven Tylers datter. Jeg sætter mig ned og svarer pænt hendes mail: "Fedt at du kan lide det", og et par dage efter sender nogle vinyler og cd'er over til hendes bopæl i Staterne. I september spiller Go Go Berlin med hendes hjælp endnu en showcase i New York. Hun er gode venner med diverse tunge folk i branchen – blandt andre Jimmy Iovine  (legendarisk label A&R og nuværende Apple-ansat, red.) – og mange af de helt store label A&R's kommer til koncerten på Cutting Room i New York. 

– Da koncerten er slut, er der "et jakkesæt", der rejser sig og udbryder: "Fantastisk band!" "Ja, ikke?", svarer jeg. Han spørger, hvad jeg laver, og bliver meget begejstret, da jeg fortæller, at jeg er deres manager. Det viser sig, at han hedder Charles Feldman og er visepræsident for BMI, der er USA's svar på KODA. Han inviterer os til at lave en showcase for ham og hans folk to dage efter på hans kontor på 15. etage i World Trade Center, hvor vi får den store rundvisning og historier fra 9/11 og ender med at står og kigger ned på hullerne oppe fra hans kontor, hvor det oprindelige World Trade Center stod.

Bandet spiller en akustisk showcase, hvor især sangen Castles Made Of Sand med tekstlinjen "we all die young" rammer hårdt. Dér er jeg sgu lige ved at tude – og et hurtigt kig rundt i lokalet fortæller, at jeg ikke er den eneste. Vi går derfra med en klump i halsen og en fantastisk oplevelse og har endnu engang bevist, hvad det band kan. Og nu med endnu et stærkt hold, der er klar til at hjælpe os med at arbejde for drengene i Guds Eget Land. Endnu en flok mennesker, der kan lide god musik.

Thomas: – Vi er på vej til lufthavnen fra vores første USA-eventyr i april 2014. Dagen efter at Go Go Berlin har spillet deres tredje showcase i L.A., er vi blevet kontaktet af en musikadvokat, der gerne vil nå at mødes med os, inden vi flyver hjem. Vi når lige at gøre stop på 27. etage og møde en advokat, der ønsker at repræsentere Go Go Berlin i USA. Hans tre andre klienter er Metallica, Dr. Dre og Pharrell Williams. Vi bruger en times tid med ham i et mødelokale, der er købt og betalt af Lars Ulrich – og labber det hele i os. Bonderøve, som vi er.

Stefan: – Vi er ikke nået i mål endnu i USA, for vi har lidt det samme problem som herhjemme, at rockmusik og bands ikke er sexede for tiden – og ikke mindst i radioen. Og derfor har vi erkendt, at vi bare må i sadlen hver dag og kæmpe. Vi arbejder hårdt, og vi gør det af kærlighed til musikken og til drømmen. Ellers ville vi ikke gøre det ­– for hver dag tæller – vi har store ambitioner og mål for vores artister og vi sætter en ære i at gøre alt for at nå disse mål. 

 

Stefan Facius

Far til søn på otte år og bonusfar til to piger på 13 og 15

Født i 1978, Herning

Sproglig student, Ikast Gymnasium 1999

Flyttede til Aarhus i 2001

Uddannet Serviceøkonom i Hotel & Restaurationsmanagement, Dansk Erhvervsakademi 2003

Ansat som booker på MN Music, Aarhus 2004

Diagnosticeret med den dødelige sygdom Aplastisk Anæmi, august 2006

Knoglemarvstransplanteret, maj 2007

Dannede Alive Music oktober 2008

Ansat på pladeselskabet Recart Music (MBO), august 2010

Ansat på Copenhagen Music (Universal Music), august 2011

Dannede Heartbeat Music & Heartbeat Management, september 2012

Vendepunkt: Jeg har lært meget af livet – og ikke mindst døden. At få beskeden om, at man har to år tilbage at leve i og  derefter overleve en knoglemarvstransplantation sætter mange ting på spidsen, og jeg er blevet et bedre menneske af at prøve at skulle skrive testamente i en alder af 28 år. Alle disse oplevelser, som et sygdomsforløb af den kaliber medfører har gjort mig til et bedre menneske den dag i dag. Jeg blev genoplivet på gulvet på Rigshospitalet samme dag, som min søn blev født, og den hændelse har sat dybe spor i mig. En efterfølgende skilsmisse nogle år senere gjorde mig også til et mere tænkende menneske og langt mere bevidst om min verden. 

– Arbejdsmæssigt har alle min hidtidige kollegaer i de bureauer og labels, hvor jeg har arbejdet, lært mig alt, hvad jeg ved. Især min tid på Copenhagen Music og Copenhagen Records har lært mig enormt meget om at arbejde strategisk og håndtere en succesartist. Jeg skylder stor tak til de mennesker, der lærer mig noget hver dag. Min eneste fritidsbeskæftigelse ud over musikken er madlavning – allerhelst på en Weber-grill. Og  så er jeg en forholdsvis stor cykelløbsentusiast. Det er faktisk den eneste sportsgren, jeg løbende følger med i – og dyrker. Jeg har den dybeste respekt for det, de gør. Både som hold, enkeltpersoner og hele strategien bag at køre efter at vinde Grand Tours. Jeg vil være Alberto Contador i mit næste liv – imens jeg håber, at han også vinder rent…

 

Thomas Bredahl

Alder: 34 år, far til 2 piger 

Sanger og guitarist i Gob Squad, 1996-2009

Matematisk student, Herning Gymnasium, 2000

Frivillig på Fermaten, Herning, 1998-2002

Flyttede til Aarhus i 2002

Dannede og drev Book King Agency, 2005-2009

Guitarist i Volbeat, 2006-2011

Kandidat i erhvervsøkonomi og psykologi, Aarhus Universitet, 2008

Ekstern Lektor i Innovation, Aarhus Universitet, 2008-2010

Associate Professor, Teko/Via Design, Herning 2012-

Underviser i Entreprenørskab på Aarhus Musikkonservatorium, 2013- 

Vendepunkt: – Der har været mange. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt stod på Fermatens kontor og tænkte "Hold da op. Man kan også arbejde i musikbranchen på andre måder end at være udøvende". Personligt har det været et par store vendepunkter at blive far, og så endda hele to gange. Professionelt er mine største vendepunkter nok, at jeg henholdsvis kom med i og røg ud af Volbeat. Og så naturligvis, da Stefan og jeg blev enige om at starte Heartbeat Management sammen. 

Jeg går ufatteligt lidt op i sport. Medmindre jeg selv deltager. Jeg spiller en del squash, og forsøger at komme af sted på ski et par gange om året.

Stefan og Thomas arbejder med Go Go Berlin, Lydmor, Bon Homme og Xolo Island

Se en billedserie med Thomas Bredahl og Stefan Facius i Los Angeles, maj 2015

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA