x

Mercenarys turnedagbog kapitel 2

Mercenarys turnedagbog kapitel 2

Det aalborgensiske heavyband Mercenary har fået pæn succes i ind- og udland med sidste års album ”The Hours That Remain”. Bandet er for tiden på turné i Tyskland og har tilbudt at dele sine oplevelser fra landevejen med GAFFA.dk’s læsere

16/4: Off-day
Efter tourens første fem gigs, har vi denne mandag første fridag. Bagefter går det løs med seks koncerter i ét stræk, hvilket vi aldrig har prøvet før med et headliner-sæt, så det er godt at få batterierne genopladt. Specielt for sangerne, hvis stemmer er godt slidte efterhånden. (Når vi headliner spiller vi ca. 70 minutter, mod blot 35-40 når vi er ude på tour som support). Eftersom vores tour er en "No-crew-tour" (kun en dansk lydmand og tourmanager Volkmar fra vores tyske management Continental Concerts) har vi ikke lejet en nightliner til touren, men kører i stedet i vores egen ni-personers bandbus med en trailer til gearet. Derfor checker vi denne dag ind hos tourmanagerens mor i de sydtyske semityrolske regioner, og tilbringer det meste af dagen med hårdt tiltrængt tøjvask og grill-aften på terrassen. Det føles utroligt hjemligt og er et rart break fra tourhverdagens sterile hoteller. (Desuden har touren et ret stramt budget, da det jo er første gang vi headliner i udlandet, så der må gøres en dyd ud af nødvendigheden.)

Terrassen, hvor vi griller er afgrænset af et højt, aflåst jerngitter mod haven, og da vi spørger til det, forklarer Volkmars mor, at hun fik det monteret efter, at en lokal mand for godt 20 år siden begik indbrud og forsøgte at voldtage og kvæle hende. Hun overlevede kun ved at bide hans tommelfinger halvt af, og fik tilkaldt politiet. Selvom manden døde for nylig, holder hun stadigt gitteret og sin frontdør låst, selv når nogle af gutterne blot går udenfor for at ryge. Tiden heler åbenbart ikke alle sår.

17/4: Wiesbaden, Tyskland: ”We have no eats”
Godt veludhvilede kører vi en kort strækning til byen Wiesbaden, hvor vi skal spille på stedet Schlacthof. Vi bliver modtaget godt med masser af sandwiches, frugt og ikke mindst spandevis af tjæresort kaffe ved ankomst. Da der konstateres trådløst net backstage, klapper alle deres medbragte laptops op og isolerer sig midlertidigt fra omverdenen. De fleste i bandet fører personlig tourblog på myspace, og jeg bukker endeligt efter for gruppepresset og opretter også min egen profil, for whatever that’s worth. Vi går en kort tur i byens centrum, der viser sig ikke at have meget andet at byde på end en lukket mall. Aftenens koncert rykker godt, der er et ret godt fremmøde, og da vi går på er de allerede godt tændte, efter at det lokale supportband har trykket den godt af. (Vi bruger kun lokale supportbands på denne tour, da vores management vil se om det kan være med til at trække mange lokale folk til koncerterne.)

Tourens hidtil mest suveræne anekdote bliver leveret denne aften af vores lydmand Nakke, der har den direkte fra Pretty Maids, som han også arbejder for. Da de havde spillet på en festival i udlandet, introducerede Scorpions forsanger deres hit "Winds Of Change" således: ”Zis song goes out to ze little children in Africa who have no eats”. Denne og de følgende dage bliver ”We have no eats” (leveret med dreven tysk accent og et forundret og/eller vrissent træk på skuldrene) et hyppigt gentaget mantra rettet mod vores tourmanager, når sulten melder sig.

Aftensmad: Paneret schnitzel.

18/4: Wörgl, Østrig.
I dag spiller vi i en idyllisk situeret by omkranset af de østrigske alper. Vejret er som de andre dage fantastisk med solskin og godt 25-30 grader, hvilket er hyggeligt nok, når man kører fra by til by og under sig lidt tid til sightseeing, men en skidt ting, når man gerne vil trække folk indendørs til en fee’ gang metal om aftenen. Heldigvis er entré til dagens show næsten gratis efter ønske fra den lokale promoter, og da vi får samme betaling alligevel, er alle glade. Der er næsten fuldt hus, da vi går på, og vi vinder rigtigt mange nye folk over denne aften.

Inden showet når vi lige en kort udendørs photosession med fotografen Caroline Traitler, som tager billeder for photopit.com, og et par af dem bliver ret gode og rå i kraft af vores efterhånden noget brogede og tour-afdankede look.

Aftensmad: Schnitzel mit pommes.

Dagens kodak-moment: Da vi alle bukker efter sidste sang, og Mikkel afslutter med at sige ”Thank you Wiesbaden, erhm, I mean Wörgl!”

19/4: Augsburg, Tyskland
Køreturen til dagens spillested er præget af et vist niveau af drama. Først bliver vi trukket ind på en rasteplads af et par civilklædte betjente, der gerne vil se vores papirer. Da jeg forsøger at finde bussens registreringspapirer hurtigt frem, får jeg ikke trukket håndbremsen hårdt nok, og bussen triller under voldsomt tumult og råben godt halvanden meter frem og banker næsten ind i deres bil. Close call. Samtidigt viser det sig at vi ikke har bussens papirer med, hvilket de knurrer lidt over. Vi bliver bagefter kropsvisiterede på en række udenfor bussen, og de roder vores bagage lidt igennem, men da vi ikke har hårdere stoffer med end lidt rom (som vi huggede fra den usympatiske koncertarrangør i Fürth) og lidt Fisherman’s Friends til sangernes stemmer, er alt ok. De kigger dog temmelig undrende, men forbliver påfaldende tavse, da de i Mikkels tegnebog finder et billede af ham selv, hvorpå der med sort sprittusch er tegnet massiv Hitler-frisure og overskæg. De tænkte nok deres, men kunne næppe gætte sig til at vi i Mercenary skiftes til at bære dette billede og sætte det på vores instrumenter, alt efter hvem der har lavet mest lort i nælderne. (Jf. eksempelvis Mikkels afskedshilsen i Wörgl.) De lader os dog køre i god stemning, og vi får endda lov til at tage et hurtigt billede med dem.

Senere bliver vi atter forsinkede, da vores GPS sender os af motorvejen for at undgå et kø længere fremme. Inden længe ligger vi dog og triller rundt med 20 km/t på små grusveje parallelt med en yderst sparsomt trafikeret motorvej, så vi bliver enige om, at det måske er en god ide at tjekke dagens rute på vores kort og ikke stole blindt på GPS’en fremover.

Aftenens koncert foregår på en tidligere kasserne, hvor der er indrettet et ret cool spillested. Koncerten går fint, og en samlet skare af publikum står begejstret og råber sangtitler, så vi trykker den selvfølgelig ekstra af på scenen for deres skyld.

Aftensmad: Schnitzel (dog med en lokal pastalignende tilbehør som vækker stor begejstring.)

20/4: Wangen, Tyskland
Denne morgen kan vi heldigvis sove halvlænge på et tjekket 4-stjernet hotel med en god morgenmad bestående af æg, bacon og stegte pølser til at komme til hægterne på.

Dagens show foregår i et ungdomshus i en meget lille by med kun ca. 15.000 indbyggere. Heldigvis kommer der en del folk fra oplandet, og vores salg af merchandise går over al forventning, og i gennemsnit køber hver anden person noget denne aften.

I løbet af dagen får jeg brugt den meget ventetid efter soundcheck til at færdiggøre en artikel til fagbladet Musikeren om den danske metalscenes nuværende succes og de mange fordomme over for genren i medierne hjemme i Danmark. Forhåbentligt kan den åbne blot nogle få personernes øjne for at de typiske metalmusikere og –lyttere hverken er hobbysatanister eller ubehjælpsomme arbejdsløse alkoholikere.

I iPod’en: Entwine – Fatal Design. (Super plade af totalt overset finsk gothrock band, der burde sælge røven ud af bukserne på alle Evanescence-postgrunge-goth-klynke-agtige bands, hvis der var den mindste retfærdighed til.)

21/4: Oberentfelden, Schweitz
Dagen starter rigtigt sløjt med koldt vand i hotellets bruser, de tørreste rundstykker i mands minde og kødpølse med 50% brusk. Til gengæld viser dagens show på turens schweiziske spillested (med det legendariske vrøvlenavn Böröm Pöm Pöm!) sig at være et highlight på turen. Stedet er pakket til renden da vi går på, og efter et super show tilbringer vi det meste af en time med at sælge merchandise og skrive autografer til folk fra vores bod. Selvom vi alle på dette tidspunkt har kæmpe søvnunderskud og en god "sund" tourhoste, er vi alle super vitaliserede og ovenpå efter aftenens show. Sådanne shows får hele touren til at give mening.

Aftensmad: Schnitzel (men denne gang det møreste, mest saftige og velsmagende svinekød, vi nogensinde har smagt, serveret på lille italiensk restaurent)

Dagens kodak-moment: Da vores trommeslager Mike går for tidligt videre fra solostykket i "Year of the Plague" (Og derved overtager titlen som ”Ugens Hitler”.)

Dagens særeste oplevelse: Da der ud på aftenen på vores hotelværelse bliver skubbet et pornoblad ind under døren spækket med annoncer for lokale prostituerede. Vi havde egentligt også undret os over, at hotelmutter på 40 var afbleget og silikonepumpet...

22/4: Karlsruhe, Tyskland
I dag havde vi fornøjelsen af at stå på turens mindste scene i et kælderlignende spillested, der er så lille, at vores keyboardspiller Morten må stå bag baren ved siden af scenen med sine keys på selve bardisken, for at vi kan være der. Da der kun er tre monitors til deling til scenelyd (normal har vi en monitorkasse pr. mand), bliver aftenens show en lidt blandet fornøjelse. Samtidigt må vores to sangere Mikkel og René begge kæmpe lidt med stemmen, da vi nu er nået til sjette gig i træk uden fridag. Til gengæld hæver det stemningen i lejren, at der rent faktisk er kommet to piger helt fra Slovakiet for at se os denne aften, så vi gør selvfølgelig vores bedste for at levere et overbevisende show inden for de lidt skrabede rammer.

Aftensmaden var denne dag a la carte på en lokal restaurant, men vanens magt er stærk og de fleste bestiller – you’ve guessed it – Schnitzel mit Pommes...

23/4: Off-day
Efter en hård arbejdsuge har vi nu tourens anden fridag, der dels bliver brugt på at shoppe i et goth/metal tøjbutikken X-tra-X, der som et andet livstils-Netto fra Vampire City har alt hvad wannabe-rockstars som os begærer af sko, tøj og bling med kraniemotiver og mørke farver. Derefter tager vi på posthuset med en ordentlig røvfuld merchandise, som i løbet af touren er blevet bestilt gennem vores webshop på mercenary.dk. Vi belønner os selv for indsatsen med adskillige omgange lokal Weissbier på en torvecafe i Heidelberg, og fordriver tiden med den mest arketypiske af alle tour-aktiviteter: At eyeball’e de lokale tøser bag solbrillerne og samtidigt kommentere alle og enhver på højlydt, brovtent dansk. (Det skal nok blive godt når vi en dag sviner en eller anden med en tante i Danmark og pumpet steo-kæreste.) Efter lidt sightseeing blandt de lokale ruiner ud på aftenen, spiser vi på en græsk restaurant og slammer adskillige omgange ouzo til at sove på.

Aftenens bedste citater:
”Den vin ætser fanme godt i kæftværket”, Mikkel, kl. 21.30.

”Så blev man sgu stiv igen i aften.”, Martin, kl. ca. 22.00

”Skynd jer, jeg har en burner (brandert, red.) at vedligeholde”, Mike, gentagne gange i løbet af dagen.

Vi er nu godt halvvejs gennem touren, og der kan efterhånden konstateres en række sikre tegn på, at man er gået godt og grundigt i "tour-mode":

1. Man opgiver enhver form for geografisk sans og må igen og igen tjekke tourplanen bagpå sit backstagepas for at finde ud af hvilken by (og hvilket land) man er i, samt hvor mange dage man egentligt har været af sted og hvor mange koncerter man har igen.

2. Man begynder at spekulere på, om cowboybukser ligesom uld kan blive selvrensende, mens man håndvasker de massive svedaflejrede saltskjolder af sit scenetøj og undrer sig over, hvorfor det ikke lugter mere, end det gør (En mere realistisk forklaring er nok, at ens lugtesans har lukket ned for at beskytte nervesystemet).

3. Man tilegner sig en gradvist tiltagende og yderst foruroligende erotisk fascination rettet mod gummi-aggregatet "Travel pussy", der er allerstedsnærværende i kondomautomaterne på de tyske tankstationers toiletter. (Så vidt vides har ingen i skrivende stund vist sig at have været nysgerrige og/eller trængende nok.)

4. Man forsøger sig med den nyeste fra neo-thrasherne Lamb of God i iPod’en, men opgiver af metaltræthed og ender i stedet med at længes efter kæresten derhjemme til ”For What it’s Worth” med The Cardigans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA